|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 4, 2014 22:41:05 GMT 1
Det var den 7. dag i den nye lejlighed i Shade og selvom Lola ikke havde fået navnet på dæmonen, så vidste hun, at han ville komme tilbage. Eller det var i hvert fald, hvad hun håbede, selvom de måske ikke var blevet de bedste venner. Hun indrømmede, at hun savnede nærvær og det at kunne snakke med en anden person, men indtil videre var hende selv hendes første prioritet. Hun havde derfor givet brusebadet sin jomfru-tur og vasket sig udenoven ren, selvom hun dog ikke var vant til at skulle benytte brun sæbe, da det virkelig føltes som sandpapir mod hendes hud - ellers var det også bare fordi, at hun var ekstra sur og svedig. Hun stod derfor ude i køkkenet med et vaskebræt og lidt sæbe, som hun selv havde brygget af nogle kemikalier hun havde fundet i en af skabene, da der egentlig kun var rengøringsmidler til gulv og vægge, men ikke tøj. Hun gik derfor til alternativer, men udadtil virkede det som om, at tøjet blev rent, selvom hendes hvide tank-top nok aldrig ville blive helt hvid igen. Som hun stod og vaskede sit tøj var hun faktisk kun lige kommet ud af badet. Hun havde lige viftet et håndklæde imod sin krop, men derefter havde hun smidt det og ladt sit våde hår ligge nede over hendes nøgne krop, som hun stod der. Mager og bleg. Hun var ikke just en grim pige, men hun var specielt meget slank, hvilet resulterede i, at man kunne ane hendes skelet udenpå huden og de små skrammer hun havde fået omkring på kroppen, samt den store flænge midt på maven og ar i sin hånd, der er sket, når hun har bedt. Hun så sig lidt omkring ved køkkenet, da hun fik øje på et rolex-ur, som hun fandt en af dagene. Hun følte sig heldig, selvom hun vidste, at det var en andens. Hun havde dog ikke bestemt sig for, hvad der skulle ske med det endnu. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 22:52:31 GMT 1
Hans håndled havde føltes nøgent, så nøgent som en pige i havnen bordel som han havde lagt ned noget tidligere på ugen. Han fattede ikke hvorfor eller hvem eller hvordan det var gået til, men mistet det, det havde han. Hans elskede rolex-ur. Det var ikke fordi han gik meget op i stil. Men uret havde alligevel tilhørt hans far og han var derfor et eller andet sted fyldt af en pligtfølelse som hed "få det forbandede ur tilbage eller din røv bliver fyldt med savsmuld". Tanken i sig selv var gruopvækkende, følelsen af det før i tiden, even so.
Han var taget afsted lidt sent, en mission havde været forestående, og var først nu på vej. Heldigvis havde han en ekstranøgle til lejligheden og kom ind i opgangen relativt hurtigt.
Han stod lidt inden han gik op ad trappen, fandt døren og trådte ind uden at banke på.
"Lola?" spurgte han højt. Var det med vilje eller ej, det kunne han jo ikke vide.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 4, 2014 23:04:13 GMT 1
Som Lola stod i sine egne tanker hørte hun ikke, at døren ud til opgangen gik op, før det første fodtrin lød og hun var nøgent overrasket. Alle mulige tanker gik igennem hendes hoved fra hun hørte stemme til hun opdagede, at personen kendte hendes navn. Hun rynkede det ene bryn og smilede skævt, da hun netop - derved - havde ret i sin teori. Han ville vende tilbage, men om det var fordi, at han ville hende noget specielt vidste hun ikke. Hendes første indskydelse var, at han manglede noget i lejligheden eller lignende. "Ja?" spurgte hun ud mod stemmen, men hun havde ikke rigtig tænkt over, at hun var nøgen, hvilket fik hende til at se febrilsk omkring efter noget tøj, som hun kunne bære, men det hele var jo netop beskidt. Hun så hen mod køkkendøren og håbede inderligt, at han ikke trådte frem. "Du, hey... Kan du ikke lige..." sagde hun, men samtidig prøvede hun at mase sig op på køkkenbordet, men hun var for lang. Med et nervøst blik så hun hen mod døren og greb hurtigt ud efter et ualmindeligt lille viskestykke, som hun netop havde lokaliseret. Alt var bare slet ikke på hendes side lige nu. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 23:10:02 GMT 1
Han trådte ind ad køkkendørens åbning i samme øjeblik hun rakte ud efter det sølle, lille viskestykke. Det var knap nok stort nok til at kunne dække noget som helst, endsige hele hendes krop. Han stoppede op et øjeblik og rynkede panden kort. Han kendte ikke til afholdenhed eller skam, og derfor gik han også bare bramfrit ind og så sig om selvom hans blik fangede ham mere end det burde.
"Glemte jeg mit ur heroppe sidste gang jeg var her?" spurgte han med en sælsom brummen mens han så rundt, en smule irriteret over sin egen glemsomed men også fordi han egentlig hellere ville se på hende. Nu hun havde fået et bad og duftede nogenlunde var der ikke noget i vejen med hende. Ikke i hans perspektiv i det mindste.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 4, 2014 23:21:58 GMT 1
Da Lola fik øje på dæmonen fangede hun hans øjenkontakt med det samme og hun prøvede at trække sine ben op, så han ikke ville se så meget af hende, mens hendes ene hånd prøvede at beherske hendes barm, men til størstedel hendes brystvorter. Selvom gardinerne var trukket for var det stadig lysere end nat, hvilket gav Lola god mulighed for at betragte ham yderligere. De stærke og standhaftige skuldre, der klædte den sorte stofjakke med pragt, samt de langt bukser og store sko, der gjorde hans ansigt mere eller mindre blegt - som hendes eget, men ikke meget dog. Hans hår lå ned af hans skuldre og bryst, som det plejede, mens de sorte øjne føltes indburende og stirrede. Da han kom ind virkede det som om, at der ingenting var galt med, at hun sad på køkkenbordet iklædt et Eva-kostume. Hun rynkede det ene bryn ved hans spørgsmål, men hun nikkede. "Ja, hr. Ved siden af vasken." mumlede hun, hvorefter hun gik ned fra køkkenbordet og holdte sig for sine private dele. Hun prøvede at gå hen forbi ham, men hans søgende blik fik hendes kinder til at blive helt varme. Hun var flov. Utrolig flov. "Kan jeg lige træde forbi dig?" spurgte hun, uden at lyde uhøflig, selvom hendes spørgsmål var meget febrilsk, da hun var utålmodig med at få tøj på, da det var en smule skamfuldt for hende. Men igen: Hvilken tosse ville rende rundt i absolut ingenting også glemme at låse sin dør? Ved skønne Satan om hun da ikke ville blive gennemrøvet engang, selvom der ikke var meget at røve dog. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 23:27:58 GMT 1
Han kunne ikke holde det tilbage længere og måtte le en sagte latter. "Slap af," sagde han. "Du er en fin pige, hvad har du at skjule," kommenterede han med et træk på skuldrene mens han spændte sit armbåndsur. Hendes ihærdighed for at dække sig til kom lidt bag på ham, men han grinede stadig lidt for sig selv og lod hende gøre som hun ville, selvom han stod lidt proovkerende midt i køkkenet og forsøgte at få lukket sit rolex. Det var ganske svært og han vendte sig ugeneret af hendes nøgenhed imod hende, hvor hun nu end var strøget hen.
"Hey, kan du ikke lige hjælpe mig med at få den her fastjort?" spurgte han med et lille smil. "Mine fingre duer simpelthen ikke til det når jeg ikke har mere end to hænder." Hans blik gled over hende, den skønne krop, fine linjer. Selvom hun var en ghoul... ja han havde da sagt han ikke ville gøre noget da han havde set hende første gang, men nu var hun fin og nyvasket. Det var næsten for fristende for ham.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 4, 2014 23:39:29 GMT 1
"Hvordan kan jeg slappe af, når du bare sådan bryder ind? Dette var vel ikke en del af aftalen" sagde hun, som den pige hun nu engang var. Hun var ikke stolt af, hvordan hun så ud, da hun jo nærmest var definitionen af, hvordan et dødt menneske så ud. Hendes porre var mørke og hendes krop var skin og ben, set bort fra blækket, der dog stadig var så klart på det hvide lærred. Hun havde egentlig heller ikke så stort et selvværd, da hun var menneske, da hun troede, at hun bare var endnu en lyshåret pige. Hun listede ind i soveværelset, hvor hun febrilsk søgte efter et eller andet hun kunne dække sig med, hvilket var en gammel og brugt badekåbe, som det eneste. Hun tog den op, men pga. sine - nu rene finger - smed hun den med det samme igen og gik hen til vinduet og rev noget af gardinet af, som hun svang i luften for at få støvet af. Hun svang det om sin nøgne krop og spankulerede ud i køkkenet igen med et gardin hængende om kroppen, der så ud til at være fra 50'erne med blomstermotiv i et 3-farvet gitter. Hun gik hen mod sit vaskebræt og fortsatte med at vaske tøjet, før hun så tog sin hvide trøje op og vred den. Hun lagde den hen på en af stolene, så den kunne tørre, før hun tørrede sine hænder i det førnævnte viskestykke og gik hen mod dæmonen og hjalp ham på med uret. "Jeg fik aldrig afvide, hvad du hed" sagde hun, dog uden at se på ham. Hun følte sig opløftet pga. hans tilstedeværelse, selvom det dog aldrig havde været sådan med en mand før. Hendes moder havde ikke givet hende lov til at have mandebesøg eller lignende, hvilket resulterede i, at hendes sidste øjeblik med en mand var, da hun gik i børnehaven, da Lola havde tisset i sine bukser og han havde lånt hende et par nye, da hendes mor ville blive rasende over det faktum, at hun ikke var renlig. Derved havde hun skænket ham et kindkys for hjælpen, men det var også bare, hvad det var. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 23:48:04 GMT 1
"Ja sorry men jeg skulle have mit ur," forsøgte han sig forklarende men fik aldrig rigtig noget svar. Nathaniel stod og så lidt perpleks efter hende. Det ene øjeblik gik hun bort forbi ham i køkkenet splitterragende nøgen. Det næste kom hun tilbage som en billig post-moderne fremstilling af Venus fra Milo, med gardinet draperet omkring sig. Rolex-uret han stadig ufæstnet omkring hans håndled og han forsøgte selv ihærdigt at få det sat ordentligt fast, selvom det aldrig lykkedes.
Han gik hen ved siden af hende som hun stod der og vaskede sit tøj. Poor thing. Han havde lidt ondt af hende, men så igen var skæbnen en underfundig ting. Han stak sit håndled frem.
"Hej, jeg hedder Nathaniel, og jeg har et armbåndsur som ikke sidder fast. Gider du hjælpe mig?" spurgte han med et lidt ironisk smil.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 5, 2014 19:54:23 GMT 1
"Klart, klart. Men næste gang må du da gerne vise dine manere og banke på, istedet" sagde hun og blinkede kortvarigt til ham, mens hun blottede tænderne i et bredt smil. Hun havde faktisk ikke noget imod, at han så hende nøgen, men hun var - som altid - utrolig flov over sig selv og, hvordan hun så ud, da hun ikke vidste, hvordan han tænkte om hende. Men han virkede ganske bramfri ellers tog hun det blot utrolig personligt. Da hun endelig havde tørre fingre nikkede hun imod Nathaniel. "Skønt. Hvor kender du egentlig mit navn fra?" spurgte hun og så på ham med et lille petit smil. Hun tog fingrene om hans armbåndsur og lod hans anden hånd hvile, da hun havde tag om begge sider og stramte det så ind, så der også var plads til hendes lillefinger, før hun lænkede uret sammen om hans håndled for ikke at blive genåbnet i lang tid. Hun lod sin hånd glide tilbage mod sig selv og tog derved muligheden for lige at strejfe hans maskuline håndryg, der fik hende til at blive varm om kinder. Følelsen af en mand havde altid fascineret hende, men hun måtte trække sig tilbage til sit tøj, som hun fortsat slibede op og ned af vaskebrættet. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 20:00:28 GMT 1
"Jeg kiggede på skriften på plakaterne i Staint, og så ikke bare på billedet denne gang," svarede han med et smørret smil. "Og ja, jeg skal da nok huske at banke på næste gang. Jeg var ikke sikker på om du var her eller om du var ude og rode i skraldespande sådan som det forholdt sig sidst jeg så dig," han blinkede drillende til hende og kiggede ned på vasketøjet. Det måtte være en ordentlig omgang. Han betragtede hende lidt. Hendes måde at skurre på var uhjælpeligt forkert.
"Nej nej nej, prøv lige sådan her," han gik om bag hende så hans brystkasse næsten ramte hendes ryg og tog hendes hænder og dirigerede dem med stærke strøg så det blev gjort rigtigt. Vandet sprøjtede op over hans håndled mens han holdt om hendes fingre, og han tænkte kort ved sig selv at han skulle have ventet med at tage uret på, men så igen var det heldigvis - vist nok - vandtæt.
"Der skal knofedt til, søde. Det hjælper ikke at være blid mod pletterne, de skal jo væk ikke?" sagde han og grinede ned til hende.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 5, 2014 20:52:01 GMT 1
Lola lyttede til hans ord og nikkede, som hun prøvede at vaske sit tøj, men ærlig talt, så havde han taget det meste af hendes opmærksomhed, selvom hun ikke var så glad for at indrømme det. Hans lille bemærkning fremanede et smil på Lolas læber, der blottede hendes blanke tænder og hun puffede blidt til ham med sin egen skulder. "Når jeg får en lejlighed som denne, hvad skulle jeg så lave i skraldespandene?" spurgte hun og lo ganske feminint. Hun lod blikket glide ned på sit tøj, hvor hun havde gang i sin denim-jakke, som hun næsten altid havde på - lige bortset fra stående scenarie - og pga. dets stof var det meget svært at få skrubbet rundt på. Da hun hørte hans småklagen så hun hen på ham, men pludselig mærkede hun hans stærke brystkasse mod sin ryg og hun mærkede atter varmen om sine kinder, som en pludselig eksplosion pga. den nye følelse af det mandelige køn, som fik hende til at få kuldegysninger overalt på kroppen. Da han tog fat om hendes hænder og begyndte at skrubbe denim-jakken ind mod vaskebrættet mærkede hun hans styrke i hendes egen hænder. Det varmede, når han stod der og selvom hun allerhelst ville se ham i øjnene, så lod hun sine fingre løsrive sig hans, hvorved hun hævede armen og betragtede sin ene hånd, der var ufattelig spinkel og bleg. "Knofedt finder du ikke i disse fingre" svarede hun og lo helhjertet, hvorefter hun rykkede lidt i nakken i et forsøg på at få øjenkontakt, men han var alt for stor og robust, så hun opgav. "Det må jeg sige... Logi og tøjvask. Man kunne sagtens bruge en mand som dig" sagde hun og lo svagt, hvorefter hun tog fat om denim-jakken og atter begyndte og skrubbe - dog med lidt mere vilje denne gang. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 20:58:21 GMT 1
Han grinede og lod hende overtage igen. Han var ikke just en handy-man, men lidt havde han da forstand på. Så selvstændig som han havde været igennem tiden var det underligt ikke at klare sig selv. Han så til mens hun skrubbede og gjorde ved.
"Nej nej, sådan her," indvendte han engang imellem og tog atter fat i hendes hænder så hun kunne få gjort jobbet ordentligt. Den stakkels denimjakke havde da også set sin share af verden, måtte han indrømme, men hvis det var hendes opfattelse at det var det bedste at forsøge at redde den, så kunne han vel snildt give en hånd med eller to. Han kunne ikke lade være med at betragte hende bagfra, som hun stod der, draperet i sin gardintoga. Hvor grinagtigt det end var så var hun nu egentlig køn. En af de kønnere ghouls han havde sat øjne på nogensinde. Det var få der havde den samme tilstedeværelse i tiden som hun. De fleste var tomhjernede og desorienterede, men hende her, hun havde sgu jern i ilden, og det måtte egentlig gerne blive hans jern, kunne han mærke mens hans tanker drev i de sædvanlige retninger. Fantasier, der udviklede sig fra et enkelt blik på en smuk krop.
Han lod sine hænder hvile tungt på hendes skuldre mens hun gjorde arbejdet færdig og han grinede lidt over hendes sidste kommentar.
"Det er skam heller ikke hver dag jeg er så gavmild, og jeg plejer også at få betaling for det," svarede han med et skuldertræk.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 5, 2014 21:16:37 GMT 1
Lola lo over den måde, som var virkede så utrolig perfektionistisk på. Hun lod ham tage om hendes hænder, der atter bragte så varm energi i hendes krop, hvorved hun skrubbede med på alle sider og kanter. "Jeg tror virkelig, at den her jakke har set sine bedre dage" sagde hun, før hun så tog fat i alt tøjet og lagde det i vasken, før hun hældte vandet ud, der var blevet utrolig beskidt efter at tøjet bare havde lagt deri. Hun vidste nok også godt, at det måtte have en tur til, men indtil videre var hun ganske tilfreds med, hvordan hun havde gjort det ved hendes tank-top og jakken. Hun fik nyt vand hældt i vaskebaljen og placeret vaskebrættet i kanten, som før. Hun tog fat i sin jakke og gav dem lige et ekstra dyp, inden hun vred den op. Den havde da i hvert fald ikke mistet sin farve, men 'knofedtet' havde specielt hjulpet på det. Da der ikke længere faldt vanddråber fra jakken tog hun den hen til en af stolene, hvor hun lagde den på ryglænet ligesom med den hvide trøje. Hun gik hen til vaskebaljen og smed sine beskidte trusser derned. Hun begyndte og skrubbe dem, men da de var ganske små og lavede på blonder, så var der ikke meget at vaske, men da den havde lagt i den forrige vask var den kommet op af blød og blevet renset godt igennem. Selvom Lola var en meget høflig og stilren pige, da hun var menneske så man hende aldrig gå med en brystebeholder, da hun aldrig havde følt sig komfortabel med dem. Hun tog sine trusser og lagde dem over samme stoleryg, som tank-toppen. Hun gik atter hen mod vaskebaljen og smed sine shorts i, mens hun nikkede. "Du er fantastisk, Nathaniel" sagde Lola, hvorefter hun tog et fingerdyp i vaskebaljen og smed en stor klump sæbe hen på næsen af ham, mens en feminin latter besteg hendes læber. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 21:33:43 GMT 1
Han betragtede hende arbejde. Tøjet røg hurtigt igennem og det var da meget rart at se at det gik bedre nu hvor han var kommet til og kunne hjælpe hende. Ikke fordi det var noget han egentlig nød at gøre. Han nød mere at stå op af hende og dirigere hendes hænder mens de bevægede sig. Det var lidt en sær følelse at stå der, så huslig havde han ikke været i lang tid. Hvorfor gjorde han ikke sådan noget når han var hjemme? Nårh nej, han var så sjældent hjemme at der stort set aldrig var opvask. Da hun stak sæbe op i ansigtet på ham spruttede han lidt op, mest af latter men også af forbløffelse.
"Nå! Det er takken man får, hva!" grinede han og greb en håndfuld sæbeskum og stak det ind foran under hendes gardintoga og med sin brede hånd masserede det ind så hendes bryster og gardinet blev fugtigt af skummet.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 5, 2014 22:19:48 GMT 1
Wow. Sensationen i Lolas brystkasse bredte sig som en orkan og hun følte sig pludselig utrolig blottet og flov. Da han havde fingrene ned blandt hendes bryster mærkede hun sæben, som blid og afkølende blandt berøringen af hans robuste mandehænder, der fik hårene til at rejse sig på hendes arme. Hun sukkede dybt, men det var ikke pga. andet end overraskelse og hun så op på ham med de mest misfortående øjne. Det der kom mest bag på hende var dog den pludselige lyst til Nathaniel. Hun havde oplevet det før, når hun havde mødt en sød fyr, der gav hende kriller i maven. Normalt havde hun bare onaneret det bort, men at gøre det lige nu ville være upassende. Men det betød dog bare at lysten var større end den havde været før, fordi hun følte sig nærmest tryllebundet af den standhaftige dæmon. Lola tog en klat sæbeskum og gned den imod hans trøje, så den blev ganske fugtig. Hun pressede sæben ind mod hans bryst med det formål at kunne spotte bare lidt af kroppen inde bag ved. "Du er godt nok en uartig lille stuepige" sagde Lola med et seksuelt toneleje, før hun så lod sine hænder glide hen til kanten af hans jakke og lod sine fingerspidser blidt gribe fat om den, før hun så trak den af ham og lod sine varme fingre - fra sæbevandet - træde ind under hans trøje, mens hun så ind i hans øjne. Det var en utrolig oplevelse at opleve en mand på denne måde. |
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD