|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 3, 2014 20:38:01 GMT 1
Mørke var en underdrivelse. Mørke var det eneste der var at se. Det var tykt som smør, som at skære sig igennem en budding af sorthed og håbe på at man ikke ramte træerne. Mørke her og der og alle vegne. Hendes øjne, trænede som de var, kunne lige akkurat se gennem det, men for en sikkerhedsskyld havde hun taget et par af de tynde glasfibernatbriller med så hun kunne se sig for ude i skoven.
Hun var taget til den forladte kirke på Viktors råd, men der havde været intet at finde. Ikke andet end en grov kultegning på gulvet og efter nogen tids studier af den mærkelige krimskrams havde hun forstået hvad det var. Et kort ud af Shade til Talon. Et kort ind i Talon og hele vejen ind til Barrow Hill. Hun kendte til området, hun vidste hvilke fortællinger der gik om området. Af og til mente hun da også at hun kunne se skikkelser ude til siden, men når hun drejede hovedet var der intet.
The Dark havde bolig derude. Efter sigende. Det ville være indlysende. Men hvad andet var derude? Dæmonernes rede? Zombiernes vugge? Barrow Hill havde et blakket ry, for at sige det mildt, og hun nærmede sig, skridt for skridt, mens det løb hende koldt ned ad ryggen gang på gang når et edderkoppespind børstede sig hen over hendes ansigt. Håret var sat i den obligatoriske knold som altid når hun var ude, uniformen sad tæt på kroppen og fik hende nærmest til at gå i et med omgivelserne.
Hun stoppede op da hun så højen, i hendes briller, en grøn silhuet blandt en masse mørke. Ovenpå stod de store kampesten. Hun så ned på papiret og blev næsten blændet af den lysegrønne farve der skar i øjnene. Det var alt. Det var endestationen. Skulle hun dø nu?
Langsomt løsnede hun sin pistol fra det ene lårhylster og så sig rundt. En gren knækkede og en krage fløj op med et skurrende skrig. Hendes hjerte bankede, ikke hurtigt, men hurtigere end normalt. Hun levede. Hun var i sit es.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 3, 2014 20:57:41 GMT 1
Mørke. Mørke. Mørke. For en demon var det at være i live. Mørkt, natten, og stilheden. Gabriel var i sit element, som kvinden også var det. Han behøvede ikke lyst for at kunne se, faktisk, så han bedre i mørket. Kontaktlinserne han normat brugte var fjernet, hans øjne kulsorte, frygtindgydende og mørke. Alle sanserne var vakte, som et rovdyrs - hvad han jo egentlig var. Alt ved ham var anderledes, hans påklædning, hans fremtræden, han var trods alt på jagt. At tage imod blod og kød som enhver anden demon lå slet ikke til denne, han fortrak disse jagte, og det gjorde smagen af blod og kød langt bedre. Han havde allerede jagtede en gazelle langt inde i skoven, og den løb stadig for dets liv. En gren blev knækkede ved dens bevægelser, for selvom han var efter den, var det lydløst og uden at foretage sig en mindste fejl, sådan måtte en jæger trods alt være! Og han var den bedste af dem! Påklædningen var mørk, huden strålede dog nærmest i mørket, og gjorde ham langt mindre umenneskelig. De sorte øjne døde, tomme, og dog alligevel fulde af en vildskab, man kun så når han var på jagt. Et blik og en side af ham, som ingen ønskede at se. Skønheden og perfektionen ikke famlende, han var trods alt en demon, og begge del fremstod overnaturlige fra ham. Lyden af andre skridt fangede hans opmærksomhed. Og han standsede op. Naturligvis var hans puls høj, han havde trods alt jagtede dyret i en del tid nu! Pludselig var der dog noget nyt at jagte. Han glemte ikke alt om dyret, men vendte sig om, bevægede sig i en anden retning. Blikket søgte rundt, og efter adskillige sekunder, faldt det på en skikkelse, en kvinde. Han granskede hendes påklædning, og trak ind bag et træ for at søge skjul.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 3, 2014 21:06:38 GMT 1
Skoven var et forfærdeligt sted. Hun hadede det selv. Zombier kunne bryde frem når som helst, uset, uhørt, fordi der var så mange andre lyde. Hun standsede foran højen og stod lidt da en bevægelse fangede hendes opmærksomhed. Den var voldsommere end de andre, og mere overlagt end blot en bevægelse fra a til b. Eller det var nok det der var bagtanken, men det forekom hende ikke som om den var ligeglad med hendes tilstedeværelse. Hendes analytiske sans havde lært hende både dette og hint om hvordan andre bevægede sig, og så hurtige bevægelser fangede hendes opmærksomhed med en klarhed der var svær at tilsløre.
Hun ville ikke sige noget, af frygt for at tiltrække zombier. De var gode lyttere, og selvom hun havde fordelen mod dem her mellem træerne hvor de med deres dårlige syn snublede, bankede hovederne ind i træerne eller faldt i huller og lå dernede til de var gået i koma af sult, så var det smartest ikke at ytre sig. Det var hendes eneste svaghed. Det var lydene. For så godt som hun var kamufleret var det svært at undgå at hun tog skridt, at hun åndede, at hun havde et hjerte der alligevel bankede som et levende menneskes. I stilheden kunne hun mærke blodet bruse i sine ører mens hun langsomt nærmede sig stedet der havde været bevægelse. Hvis The Dark var der, og hvis der var andre, måske ghouls eller demons, ville hun elske at se hvad The Dark foretog sig overfor de folk. Der var aldrig rigtig blevet forsket i det, og nu var hun på første række til at se hvad der kunne ske.
"Hvem der?" næsten hviskede hun åndeløst da hun stod mellem to træer og så sig rundt. Hendes briller fangede en glød, en anderledes glød, ikke udød, men heller ikke levende. Var det den blege hud af en demon. Hun rynkede panden og standsede fuldstændig i et med mørket og lyttede intenst.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 3, 2014 21:23:53 GMT 1
Hele hans krop skreg efter at nedlægge byttet, sulten var han, men ikke så sulten at han ikke havde kontrol. Til hendes held naturligvis. Hver en bevægelse var ti gange højere herinde, stilheden gjorde selv ens åndedræt larmende. Jo længere tid han blev stående, jo langsommere blev pulsen, og jo roligere åndedrættet indtil det knap var hørligt selv for ham. Han flyttede lydløst på sig, at hun havde bemærkede hans hurtige bevægelse vidste han naturligvis ikke med sikkerhed, men han udelukkede det ikke. En jæger af en art lignede hun i alt fald, og hun havde ingen grund til at angribe ham som sådan, men hun afbrød ham, og det brød han sig ikke om. Tanken om menneskeblod var fristende, især her i mørket og så fjernt fra al civilisation, hun kom jo nærmest vandrende ind i favnen på ham! Han beherskede sig, naturligvis vil det være vidunderligt at sætte tænderne i hende, mennesker smagte bedre end dyr, men det var noget han ikke kunne tillade sig, hvor end han dog ønskede det, og.. savnede det.
Hun kom nærmere, og han flyttede sig således han placeret sig om bag hende. Hendes sagte hvisken var knap hørlig, men han opfangede den alligevel. Det trak let ud i hans mundvig "Ønsker du et navn, en status, eller en alder min kære" lød hans svar, dæmpede, hviskende, sensuel. Mørket greb hans ikke alt for dybe, dog mandig stemme, førte den med vinden mod hende; kølig som den var og gysende som den kunne blive. Igen flyttede han sig, stillede sig i en ny position i forhold til hende, denne gang, ville hun nok opfange silhuettens bevægelse i dens fart sådan som den for fra det ene skjul til det andet, bag træerne.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 3, 2014 21:33:48 GMT 1
Hun drejede sig skarpt efter lyden af stemmen. Højre eller venstre? Det måtte være venstre. De visne blade skøjtede op omkring hendes hæl og hun holdt pistolen strakt frem for sig mod det sted hvor stemmen var dukket frem. Var det ikke også der lysanormaliteten havde været dukket op i hendes synsfelt? Hun kneb øjnene sammen og koncentrede sig. Jo, der var en skikkelse, men ikke andet end lidt af hovedet og skuldrene kunne hun se som et sort udklip mod den grønne baggrund bagved. Ingen zombie snakkede sådan. Var han en ghoul? Hun strammede grebet omkring pistolen og stirrede ind i mørket, lidt forbi ham så hun bedre kunne opfatte ham, præcis som man opfattede stjerner bedre ved at se forbi dem.
"Jeg er agent for Administrationen, træd frem og giv dig til kende eller din krop bliver sendt i jorden så fuld af bly den ikke kan rejse sig igen, udød eller ej," sagde hun advarende og løsnede sikringen på pistolen.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 4, 2014 13:18:43 GMT 1
Han fulgte hende nøje med blikket, dog stadig på afstand. Enhver bevægelse hun foretog sig blev registeret, enhver trækning i hendes ansigt, enhver reaktion, enhver sitren. En let brise trak ind over dem, trak i de døde trækroner og førte lyde og lugte med sig. Hun løftede sig våben, og sigtede, han flyttede sig igen, denne gang længere væk og skjult bag et større træ, tydeligvis var det utrolig gammelt. Ved hendes ord smilede han skævt for sig selv, tsk'ede han hende og hendes ord "Verden må da være gået af lave siden den slags tillades, det må vi gøre noget ved" svarede han stadig dæmpede, stemmen lød tættere på hende end det reelt set var. Han havde ingen grund til at gøre dette, en demon kunne frit bevæge sig omkring og var ikke jagtede, men hun havde afbrudt ham i færd med noget, og let skulle hun ikke have det. Administrationen havde hun sagt? Hm... nyt at bringe op i parlamentet så, han kunne ændre hele systemet ved dette møde, interessant.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 13:29:15 GMT 1
Isobels fingre slækkede ikke deres greb et sekund. En bevægelse bebudede at han var fortsat væk for at komme ud af skudhold. Hun så sig om, øjnene fikseret på forskellige punkter hvor den grønne farve fra natbrillerne dirrede unormalt. Hist og her brød glimtende dyreøjne mørket, små projektører rettet mod hende, dog uden at sende et eneste lys ud i mørket til hende. Skulle hun spille dum eller ærlig? Hun kunne ikke helt afgøre det, mens hun cirkulerede rundt og ledte efter ham. Hendes øjne fangede bevægelse ved en ældgammel eg. Hans arrogante svar kom lidt bag på hende. Hvad helvede havde hun at gøre med her?!
"Jeg advarer dig," sagde hun sammenbidt. "Jeg er her på vegne af Administrationen og under efterforskning af The Dark. Du har intet at gøre herude. Jeg bliver nød til at beordre dig til at gå ellers bliver det værst for dig selv." Det var naturhistoriens værst købte kliché, desværre, men hun mente det. "Jeg gentager mig ikke igen."
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 4, 2014 13:39:33 GMT 1
Hun flyttede på dig, slog sikringen fra pistolen og han kunne høre det alt sammen. Ikke et øjeblik blev han bange, ikke et øjeblik tøvede han, ændrede mening eller dets lige. Igen flyttede hun sig, og han behøvede ikke se på hende for at vide hvor langt fra ham hun var. Hendes svar gav ham flere oplysninger, og hun fristede ha helt til at spille med på den. "Ah.. The Dark... skønt navn synes du ikke..?" svarede han dæmpede, flyttede på sig jo tættere på hun kom, og sneg sig om på den modsatte side af træet inden han søgte om bag en anden. Det var som at lege katten efter musen, bortset fra, at man nok mere kunne sige at han var katten og hun musen. "Administrationen ønsker tydeligvis at skille sig af med dig siden de sender dig ene mandherinde.." de var da godt dumme hvis de havde mistanke om at lige netop The Dark befandt sig herinde og så sendte de en enkelt person ind for hvad? At sige hej? Hun havde da absolut ingen hjerne hvis hun troede hun ville finde ham herinde.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 13:47:38 GMT 1
Det var ikke så meget Administrationen som det var Viktors ord der havde bragt hende dertil. Det var på hans formaning at hun havde opsøgt den forladte kirke og fundet kortet. Dyssen var jo kendt, men kortet havde været hendes eneste ledetråd at gå videre efter efter den mislykkede mission på havnen. Hans ord kom lidt bag på hende. Hvad troede han selv han var, The Dark i egen høje person? Hun måtte kæmpe for ikke at smile lidt over det tamme forsøg på at virke mere truende. Hun havde mødt The Dark én gang. Et eller andet sted ønskede hun endnu et møde, men samtidig skræmte tanken hende fra vid og sans. Frygten hun dengang havde følt, den blinde paniske rædsel var ubeskrivelig, mens hun var flygtet fra noget hun ikke kunne præcisere som andet end en høj mand i det fjerne hvor tågen næsten blev brudt af det mørke det slyngede sig ud mod hende og faretruende trak hende tilbage mod ham, lokkende og farligt. At overgive sig var ligeså godt som at kaste håndklædet i ringen og bede om Stranger-medalje af første rang.
"Jeg er her på egen efterforskningsinitiativ," svarede hun bidende. Han skulle ikke tro at hun ville begynde at betvivle sin profession og sine overordnede.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 4, 2014 14:08:22 GMT 1
Dum var han ikke, at påstå at han var noget han ikke var ville han da på ingen måde. The Dark endda? Næppe! Der var ingen stolthed over at være ham, eller overtage rollen for få øjeblikke. Latterligt. Hendes svar bragte et fnys over hans læber "Javel, så.. jeg kan slå dig ihjel uden at de får besked om det.. tak for ærligheden kære" svarede han køligt og hånligt. Hun var da godt dum at komme med sådan en indrømmelse, ikke at andet ville have ændrede sagen. Dette ville bare gøre det umuligt for dem at følge hende hertil, eller finde hendes lig, og man ville nok første begynde at lede efter hende efter 48 timer, den typiske procedure. Åh hvor var det fristende at flå hende fra hinanden at æde hende, mennesker var trods alt føde, det vidste de jo godt selv og derfor undgik de hans slags. At hun havde mødt The Dark engang ragede ham en høstblomst, han var ikke interesseret i hende, ikke andet i som føde.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 14:21:52 GMT 1
Hun begyndte stille at lægge to og to sammen, gange og dividere lidt, og kom frem til konklusionen at hun måtte have at gøre med en ekstraordinært arrogant skiderik af en demon at gøre. Det kom måske lidt bag på hende, at han virkede så truende. Det var ikke normalt. De fleste demons forholdt sig til deres omgivelser ganske civiliserede, faktisk kendte hun flere meget tiltalende demons. Men ham her trak godt nok ned i statistikken.
Hvad der end havde været ude ved Barrow Hill var garanteret væk. Hun kunne vende manden ryggen og forsøge at lede videre i dyssen, eller hun kunne vende snuden hjemad så hurtigt som muligt. Hun ville ikke være ude i Talon længere end højst nødvendigt.
"Jeg tror ikke du skal være så sikker på det, vi er alle sammen udstyret med gps-chips. Hvis mit lig bliver fundet herude, ædt af dig eller andre, tror jeg der bliver problemer," svarede hun syrligt mens hun langsomt begyndte at bakke bort fra ham. "Jeg har arbejde at gøre her, du gør bedst i at holde dig på afstand," advarede hun mens hun så sig om efter dyssehøjen igen.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 4, 2014 14:37:30 GMT 1
Hvordan hun hel kunne vurdere hans race udefra hvad han sagde anede han virkelig ikke, naturligt var det i alt fald ikke for han mente ikke selv han havde sagt noget afslørende. Tanklæser var han dog stadig ikke, og derfor anede han ikke at hans race var afsløret, og selv hvis det var tilfældet, gjorde det ham ikke spor. Han var stolt af hvad han var, og hvem han var. Tiltalende dæmoner? Kende hun virkelig sådan nogen. Deres yder var trods alt altid tiltaende, mennesker brød sig bare ikke om dem. Gad vide hvilke dæmoner kvindemennesket var omgivet af nogen der skulle ruskes godt og grundigt i for at minde dem om hvad de var. Hun anede virkelig ikke hvad hun havde med at gøre, han kunne flå hende levende på et øjeblik uden at hun kunne nå at gøre noget, og alligevel havde hun den frækhed at udfordre ham. Nuvel, ung og stupid, hvad forventede man dog af ungdommen nu til dags. "Tror du ikke jeg ved det, og jeg ved endda hvor din er placeret.." svarede han som hun nævnte chips. Det sidste passede ikke, han havde en ide, men han kunne tage fejl, under alle omstændigheder kunne han sagtens flytte det chip, eller ødelægge det, så hun aldrig blev fundet. Endnu et dumt træk fra hendes side af. "Officielt har du intet at gøre her, så måske du burde forsvinde inden du bliver brugt som mading" svarede han isende kold. Kvinder var belastende, han hadede virkelig at snakke med dem, og jo flere han mødte i sit liv, jo mere blev det bekræftede.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 14:51:43 GMT 1
Hans sidste ord afgjorde det hundrede procent at hun havde med en demon at gøre. Nogle gange foretrak hun ghouls fremfor demons, specielt når der var tale om den her slags arrogante pladderidioter der troede de var hævet over alt og alle. Hvad han end kunne have at gøre med Administrationen anede hun ikke en brik om.
"Jeg ved ikke hvem du er eller hvem du tror du er, men du burde overlade mig til min efterforskning, så vil jeg overlade dig til hvad du end har at foretage dig herude i den her forbandede skov," sagde hun bestemt. "Hvad det så end må være af træknepperi og andet gejl," mumlede hun for sig selv mens hun stadig bakkede. Endelig dukkede dyssehøjen op på venstre hånd igen og hun kastede et blik derop. Langsomt kom en skræk snigende ind på hende, et pres mod struben og en knugen i mellemgulvet. Nøj hvor hun hadede den skov og den fucking dysse!
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 4, 2014 15:09:10 GMT 1
Hun bakkede, han flyttede lydløst på sig og holdt derved øje med hende indtil hun var kommet op langs højen igen. Blikket veg ikke fra hende, og selv hendes ord rørte ham ikke. Han havde mere respekt i livet end at lade sig påvirke af så lidt som lidt hån, folk havde endda prøvede værre så han tog det ikke ilde op. En svag sitren skød gennem ham, belastende. Han kunne for længst være kommet videre havde han blot fået jaget og spist, men skøgen skulle absolut afbryde ham. Hans blik gled rundt, og han skulede mod intetheden og mørket. Frygten vant ikke ind på ham så let som den muligvis ville gøre på andre, sandsynligvis fordi hans opfattelse af frygt var anderledes end andres. Tavst overvejede han om han skulle vende tilbage til sin jagt, eller blot nedlægge hende. Hans blik søgte atter op mod hende, frygten så ud til at have et godt tag i hende, den idiot. Han trak sig væk fra træet, lyttede ude i mørket, men intet var der at høre.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 16:26:06 GMT 1
Isobel mærkede en varm dråbe ramme sin underlæbe og rakte op. Næseblod. Fandens også. Hun kantede sig bort fra dyssehøjen, men skrækken tog kun til des længere væk hun gik. Så forstod hun. Det var bag hende faren lurede. Hun standsede op uden at se til siden og begyndte derefter at nærme sig højen igen. Grene og blade raslede knagende under hendes sko mens hun gik uden at tage højde for stier eller lignende. Det var fuldstændig ligegyldigt nu, hun skulle bare væk. Hun vidste at hvis hun så derhen var der risiko for at hun så det og så var løbet kørt, så hun så stædigt mod dyssehøjen som hun langsomt begyndte at klatre op ad. Skrænten var lidt stejl i det. Hvor i alverden den højrøvede demon var endt hende var hun usikker på. Hun vidste han blev ligeså påvirket af frygten, i ligeså høj grad som mennesker. The Dark var trods alt det eneste som demons ikke var i stand til at modstå. Zombier og ghouls måske, mennesker? Helt klart. Men The Dark, på ingen mulig måde kunne man undse sig frygten. Måske var han længere væk og mærkede kun den paniske angst flygtigt i forhold til hende.
Hendes håndflader svedte og hun nærmede sig dyssen inden hun stoppede op. Var den ved at sende hende i baghold? Lukke hende inde i dyssen? Hvordan i alverden skulle hun komme væk derfra nu?
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD