|
|
Post by Hunter Wilson on Jan 3, 2014 16:46:20 GMT 1
Hunter havde været ude hele natten, klokken var lige over 5 om morgen, da han var vendt hjem, han viste der vankede tæsk for at være blevet væk. Men han kunne bare ikke bære at se sin familie blive så ødelagt som den blev på det sidste, hans far havde på en eller anden måde skaffede penge så kan kunne købe bil, og dyrt tøj , men fik hans familie lov at nyde noget af pengene, nææ det gjorde de ikke ,hans far var nærig og havde altid været det. Han gik ned af gaden da han så blå blink, ved det lille og faldefærdige hus de boede i, han løb der hen, der holdte 3 ambulancer og 2 politibiler, han ville forbi politiet men de ville ikke lade ham komme forbi . ” det min familie!!!” skreg han og så på manden, manden så på ham og sagde ” rolig nu knægt, der er sket en ulykke” sagde han og tog Hunter med hen til en politibil åbnede døren for ham så han kunne sidde ned på sædet, politimanden, så på Hunter og sagde ”Hvem er du ? ” spurgte han og så på ham, Hunter fortalte så meget han kunne om sin familie, dog ikke at hans far havde penge, for han anede jo ikke hvor han havde dem fra og han ville ikke drage for hastede konklusioner om dette. ” din far har skudt din mor og søster, og derefter skudt sig selv ” sagde han og lagde en hånd på Hunters skulder, Hunter bryd sammen ” nej nej det passer ikke , du lyver !” sagde han grædende, han havde lige mistede sin elskede mor og søster. ” jeg lader dig lige sunde dig lidt, jeg kommer tilbage om lidt ” sagde han til Hunter, og Hunter nikkede stille.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 3, 2014 16:57:24 GMT 1
Det var normalt ikke en opgave for agenter at efterforske familietragedier såsom denne, men Administrationen var altid glade for at have nogen ude i felten når den slags ting hændte, i tilfælde af at der måske stod nogen bag med kontakt til The Dark. Han stod stille i udkanten af lysglimtene fra de blå blink. Meget belejligt havde han fået opgaven fra Administrationen kort efter han selv havde forladt lejligheden mens han tørrede pistolen af. Rummet deroppe var så clean fra hans spor som det overhovedet kunne være. Han hørte en ung mands stemme skære sig igennem den dæmpede snak og så hen til en knægt. Pokkers, var der virkelig en mere af dem?!
Han gik hen imod drengen og passerede en politimand. "Hvad sker der med ham?" spurgte Nathaniel og nikkede mod drengen. Politimanden trak på skuldrene.
"Eneste overlevende, han var åbenbart ude af huset mens det skete," sagde han inden han fortsatte uden spørgsmål. Man stillede ikke spørgsmål ved en agent's tilstedeværelse, om det var normalt eller ej for dem. Nathaniel satte sikker kurs mod drengen. I lyset kunne han se det lyse hår stritte og de blå øjne var blanke af tårer. Det var en slank en af slagsen, egentlig ok af udseende. Mon han kunne bruges til noget?
"Hey, knægt, var det din familie?" spurgte han og pegede bagud til huset da han stoppede foran drengen.
|
|
|
|
Post by Hunter Wilson on Jan 3, 2014 18:42:18 GMT 1
Hunter havde ikke lagt mærke til at der var kommet en mand til ham, han kiggede først op da der blev talte til ham, han tørrede hurtigt sine øjne og så på ham og snøftede. Inden han kiggede over på stedet, hvor han havde boet indtil nu. Han sukkede stille og så rundt ” ja ” sagde han stille og så på ham ” det var min familie ” sagde han meget lavt ,og tørrede sine næse af i sit beskidte ærme. Han rejste sig fra sædet på politibilen, og så på manden ” nu har jeg ingen familie, intet hjem ingen ting ” sagde han stille og så på manden, ” kender du nogen der har en ledig seng bare i nat ?” spurgte han stille og så på ham, han måtte finde sin mors forældre, hvis de stadigvæk levede det viste han ikke om de gjorde, eller hvad skulle han ellers gøre ?.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 3, 2014 18:47:22 GMT 1
Nathaniel smilede skævt for sig selv. Tankerne der fór gennem hans hoved var ikke til at blive læst på hans ansigt, det viste ikke andet end smilet og de glimtende, sorte dæmon-øjne. Uniformen viste hans autoritet. Agenter var ikke nogen man skulle spøge med.
"Jeg ved det ikke, knægt, måske kan jeg have plads," svarede han og trak på skuldrene som om det hele var ligegyldigt. Men det var det i realiteten ikke. Det hele var velgennemtænkt, og først nu kom han til at tænke over at han havde set drengen før nede i nærheden af bordellet, en dag han havde været nede og besøge det for at få tilfredsstillet mere end bare lysten til beruselse. Han lagde en tung hånd forsikrende på drengens skulder.
"Følg med mig," sagde han med et kort nik og tog ham med sig forbi politiets afspærringer. Drengen skulle nok afhøres, men Nathaniel kunne altid afgive rapport om at det var gjort og der ikke var noget nyt at hente fra den unge mand.
"Hvad hedder du?" spurgte han næsten afslappet og tændte en smøg bag hånden mens de gik imod hans sorte bil. Han håbede inderligt at politiet ikke havde brugt sirener, ellers var zombierne snart over dem alle. Det lod dog ikke til det lige umiddelbart. I det fjerne, i tågen der hang i det fjerne for enden af vejen, kunne han se en ghoul rage i en skraldespand, ligeglad med hvad der skete oppe ved de blå blink.
|
|
|
|
Post by Hunter Wilson on Jan 3, 2014 19:41:13 GMT 1
Hunter kunne godt se på ham han var en eller anden form for andet end bare et normalt menneske, på hans tøj, han var ikke så meget inde i alle de stillinger man kunne have, for ja det interreserede ham faktisk nul og niks, for at være ærlig. han så på ham og mærkede hans hånd på hans skulder han følte en masse "energi" strømme gennem denne mands hånd, det var nok bare noget han bildte sig ind, men han kunne mærke hvordan alting blev en smule lettere, han græd ikke længere, sådan rigtigt, der var selvfølgelig nogle enkelte tåre det trillede. " jeg kommer " sagde han og fulgte efter ham, manden havde han aldrig set eller hørt om før, eller det mindes han ikke rigtigt. at blive spurgt om hans navn, det ikke noget mærkeligt, det var han vant til at fra politiet og andre myndige personer, oftets opgav han et falsk navn, men det blev svære og svære for ham ,fordi stort set hele byen MAre kendte ham. " Jeg hedder Hunter Wilson " sagde han stille og så på ham. " må jeg spørge om deres navn Sir?" spurgte han forsigtigt, han ønskede ikke at være flabet eller provokerende, for dette kunne betyde om han skulle sove på gaden i nat og forover eller om han kunne få et sted at sove for natten, og få hjælp til at finde et sted at bo, måske endda hjælp til at findes sin mors forældre?. " undskyld, Sir, men de kunne ikke undvære en smøg vel ?" spurgte han forsigtigt ,han var virkelig rygetrængende, lige nu, og havde inderligt lyst til at drikke sig i hegnet, han var ikke længere beruset som han havde været det meste af dagen. De kom til den sorte bil og Hunter stoppede , kiggede sig over skulderne og sukkede " i vil altid være i mit hjerte " sagde han stille og tog hånden op til sit hjerte, lagde den forsigtigt der og så ned i jorden, han mærkede hvordan hans krop begyndte at kalde på virkningen af alkohol, han måtte skaffe noget, hurtigtst muligt, men lige nu var der andre ting der var vigtigere, han måtte virkelig prøve at kæmpe for ikke at gøre noget dumt.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 3, 2014 20:08:33 GMT 1
"Kald mig Nathaniel," svarede Nathaniel blot en smule henkastet. Efternavne var ikke vigtige, og han vidste bedre end at lade en ung mand som ham her få alt at vide om ham for hurtigt. De gik med hurtige skridt hen til bilen og Nathaniel smed skødesløst en pakke cigaretter over i drengens hænder. "Puls løs, knægt, du har kun det her liv," sagde han inden han låste bilens centrallås op og dirigerede drengen ind på sædet ved siden af chaufførsædet. Han gik selv ind bag rattet og pillede en lommelærke frem med whiskey i, som han grådigt drak af. Sikke en aften. Han havde lige slået en familie ihjel og nu sad han med deres trækkerknægt og skulle afgøre hvad der skulle ske i fremtiden. Han satte nøglen i tændingen og motoren gav et let brøl fra sig. Med et blik til siden studerede han den unge mand inden han rakte ham lommelærken med whiskeyen.
"Her, du ser ud til at trænge til det," sagde han med et skævt smil, satte bilen i gear og gled bort fra fortorvet. Han så i bakspejlet efter de blinkende lys der forsvandt i det fjerne. Så blev hans opmærksomhed rettet fremefter. Han så lidt på drengen, lyset fra gadelamperne lavede refleksioner i hans sorte øjne.
"Hvad arbejder du som, Hunter?" spurgte han for at få en samtale kørende.
|
|
|
|
Post by Hunter Wilson on Jan 3, 2014 20:31:00 GMT 1
Hunter så på ham, Nathaniel det navn havde han dog aldrig hørt før, det var en smukt navn dette måtte han give ham, men turde han fortælle ham det ? det viste han ikke helt, ville det ikke virkelig sådan lidt Homoseksuelt agtigt? Men igen, han havde jo både sex med kvinder og mænd, så det kunne der vel ikke ske noget ved. ” Fedt navn Sir, det er smukt ” sagde han smilende og så på ham. Han nåede lige at gribe pakken med smøger, ellers havde den ramt den kolde og fugtige vej. ” tak Sir øhm jeg mener Nathaniel ” sagde han og tog en smøg om op pakken tændte den hurtigt og pulsede løs, som om han ikke havde røget i flere dage, hvilket dog ikke var helt korrekt, han havde røget for et par timer siden, men efter alt dette der var sket, ja så, havde han vist brug for dette. ” du har ret, jeg har kun et liv ” sagde han en smule kægt, og tog et stort sug af smøgen, de var stærkere end dem han normalt røg, og derfor kom der et lille host, han prøvede at skjule. Hunter hoppede ind i bilen da han blev dirigerede over til døren, han smilede og sagde ” Tak ” han tog selen på og lukkede døren, han havde aldrig siddet i så fin en bil før, den var virkelig lækker, det gav et helt chok i ham da han tændte for bilen. Da Nathaniel trak en lommelærke frem, så han sulten på den og Nathaniels bevægelser, var lige ved at hive den ud af hånden på ham, men holdte igen, han var nødtil at styre sig, han sad lige nu i bil, men en der måske havde betydning for hans fremtid, ” Tak Sir, virkelig mange tak, jeg er så tørstig at du tror det er løgn ” sagde han smilende og et lille grin kom over hans læber , han tog imod lommelærken, og tog en stor tår af denne, WOOOOW det smagte så meget bedre end det han normalt drak, det billigeste af det billigeste. Da de kørte væk fra fortorvet så han ud af vinduet ned af gaden ,hvor han indtil nogen få minuter siden havde boet med mor, far og søster. Han hørte kun svagt hvad Nathaniel havde spurgt ham om og der fik et par sekunder før han rigtig registerede dette. ” ohh undskyld. Øhm jeg er....” sagde han og tav, han viste ikke om han kunne fortælle dette, han var bange for at Nathaniel ville grine af ham . ” du må ikke grine når jeg siger dette............................... Jeg er trækkerdreng, jeg sælger mig selv for at skaffe penge til min mor og søster og jeg kan få mad og tøj på kroppen, min far har åbentbart en masse penge et sted, men han har aldrig ville dele ud af dem, kun fornøjet sig selv med dem. ” sagde han stille og så på Nathaniel i mens hans talte.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 3, 2014 20:46:54 GMT 1
De handskeklædte fingre trommede lidt overvejende mod rattets læder mens han lyttede til drengens småstammende stemme. Han behøvede ikke en forklaring, han havde jo set ansigtet før. Kroppen skulle nok blive hans. Han kastede et blik op og ned af ham mens de kørte mod Hart. De nåede ringvejen der strakte sig som en ren bue omkring den store, smukke midtby. Han vidste ikke om Hunter nogensinde havde været i den del af Utopolis. Nogle gange mødte man folk der kun havde opholdt sig et sted i byen og aldrig var andre. Det undrede lidt Nathaniel, når han nu selv bevægede sig så meget fra sted til sted. Han trak lommelærken tilbage til sig selv, tog en slurk og lagde den tilbage i inderlommen mens de kørte.
"Nå, har du nogen du arbejder for da?" spurgte han som om det var det mest normale arbejde i hele verden at være trækkerdreng. Det var det ikke, han vidste der var færre og færre prostituerede rundt omkring i byen da de var i stor risiko når de gik på gaden og nemmere kunne blive overfaldet af zombier.
"Hvis du mangler nogen at arbejde for, så siger du bare til. Jeg kan give dig mad, tøj og husly tilgengæld for, ja, arbejde," sagde han, måske en smule henkastet. Det var lidt ligegyldigt for ham om drengen sagde ja eller nej.
|
|
|
|
Post by Hunter Wilson on Jan 3, 2014 22:04:07 GMT 1
Hunter så på ham da han trak lommelærken tilbage til sig, han var lige ved at prostere men lod være, han havde lyst til mere ,det smagte virkelig godt, bedre end noget andet alkohol han nogen sinde havde smagt. ” arbejder ikke for nogen ” sagde han og så på ham. Han havde tit tænkt over det med om han blev fanget af Zombierne, men det var endnu ikke sket, og dette havde han været glad for, men lige nu havde han bare mest lyst til at kaste sig for zombierne, af grunden at han lige havde mistet det han elskede allermest i denne sorte verden, nemlig sin mor og søster, hans far, ja selvfølgelig var han også ked af at han havde mistet ham, men slet ikke lige så meget som med hans mor og søster, for de tæskede ham ikke, det svinede ham ikke til og sagde alt muligt om ham, nej de elskede ham. ” Det vil jeg gerne, jeg behøver slet ikke tid til at tænke over dette, jeg har alligevel ikke noget sted at bo mere, såååå... ” sagde han stille og så på ham og smilede usikkert, inden han igen kiggede ud af vinduet, han havde faktisk aldrig været uden for Mare, jo måske da han var mindre, men han huskede det i hvertfald ikke. ” hvor vi på vej hen Sir , hvis altså jeg må spørge ?” spurgte han stille og så på ham med et usikkert blik.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 11:27:36 GMT 1
Et kruset smil trak i hans mundvig og han kastede et blik til siden på knægten. Det skulle nok blive underholdende at have en personlig husslave, eller hvad man nu kunne kalde det. Han kendte en del der ville være villige til at investere i knægtens potentiale, og han var jo trods alt en af de kønnere af slagsen, så prisen kunne han snildt sætte højt. Han gav en kæft om hvad Administrationen sagde til hans private forehavender. De havde trods alt fået ham ud af fedtefadet før når familier med forurettede børn var kommet med heftige anklager. Aldrig var en eneste sag blevet bevist havde hold i virkeligheden. Nathaniel var hver gang gået hjem med et ligeså smørret smil som det der lå på hans læber lige nu.
"Vi er på vej hjem til mig," svarede han sigende. "Jeg bor i Hart. Har du nogensinde været der?" spurgte han og så tilbage på drengen. Bilen brummede og han gav den gas da de kørte ud på ringvejen. Harts høje spir og glastårne strakte sig mod himlen, den kapitalistiske verdens monumenter.
|
|
|
|
Post by Hunter Wilson on Jan 4, 2014 11:41:34 GMT 1
Hunter så på ham og smilte usikkert, han havde som sagt aldrig været uden for MAre af hvad han kunne huske, så da han blev spurgt om han nogen sinde havde været i Hart, rystede han stille på hovedet og så på ham " Nej Sir" sagde han stille, okay det virkede nok rimelig dumt det her, han havde aldrig været uden for MAre, af hvad han huskede og hvorfor havde han så ikke lige det ? det viste han ikke, og på en måde viste han det egentligt godt, han turde ikke, og havde ikke råd. Hans far havde engang fortalt ham at zombierne i Hart var noget voldeliger end her i MAre og at man hurtigt kunne farevild, samt at Zombier elskede børn der var faret vild, men hvad viste Hunter?? ingen ting, derfor havde han troet på ham, men nu begyndte tankerne og køre rundt i hovedet på ham, hvorfor troede han på sin far den gang ? var det fordi han var naiv eller bare dum? ja det viste han ikke, han rystede svagt på hovedet og så på ham. " er der farligt i Hart ?" spurgte han og så en anelse nervøst på Nathaniel. " altså, det fordi...." han tav og så ned i bunden af bilen, han viste ikke om han turde sige eller spørge ind til det hans far havde fortalt ham, han ville heller ikke virke som en bange buks.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 11:46:30 GMT 1
Nathaniel grinede bredt til Hunter. "Farligt? Er du gal, det er et af de mest sikre steder af Utopolis. Mare og Shade oppe nordpå er de værste steder. Jeg kan slet ikke forstå du har kunnet holde det ud så længe - specielt ikke med den livsstil og tilværelse du har ført dig," svarede han. "Der er stort set ingen zombier i Hart, og hvis de er så er det længere ude mod ringvejen. Se derned?" Han pegede over bilens kant og ned til ringvejsbroen. De kunne lige akkurat se ud over kanten og ned til nogle få slumhuse der lå dernede under broen. "Zombierne kommer til ringvejen og så stopper ghoulerne dem. Ghoulerne er vores venner, de fleste af dem ihvertfald, og de holder Hart rent for zombier - når de kan." Han styrede bilen tilbage på rette kurs igen efter at have kørt ude langs autoværnet for at vise Hunter hvad han mente.
|
|
|
|
Post by Hunter Wilson on Jan 4, 2014 11:52:43 GMT 1
Hunter blev lidt forskrækket da han spurgte om han var gal, for det var han langt fra, han var bare usikker, og ja, det var der vel ikke noget i vejen for at være. Han så på ham og så ned hvor han viste ham, han åndede lettet op og sagde " han løj for mig " sagde han lavt og så ud af vinduet. " han gjorde ikke andet end at lyve for mig " sagde han stille mest af alt til sig selv, han sukkede stille og så på Nathaniel igen og sagde " min far har altid fortalt mig at i HArt var alle zombierne vilde med børn der var faret vild og generelt vilde med børn, det har han fortalt mig lige siden jeg husker " sagde han stille og så på ham, han mærkede hvordan vreden steg op i ham, han HADEDE sin far , virkelig virkelig meget, hvorfor løj han, han forstod det ikke. " min far, tæskede os når vi gjorde noget forkert, han hadet mig" sagde han stille og igen mest af alt for sig selv. " men hvis der virkelig er så sikkert, hvorfor er dem jeg kender så bange for at tage til Hart? mine venner, siger de ikke tør tage der hen " sagde han stille og så på ham. " jeg har altid været meget forsigtig angående mit arbejde, og det sker dog også at jeg er så fuld at jeg ikke lige tænker, men så er min venner der for mig " sagde han smilende og kom til at tænke tilbage på deres sidste vilde druk tur.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 12:03:05 GMT 1
At han turde drikke sig stiv i Mare var vitterligt et mysterium, tænkte Nathaniel for sig selv mens de kørte. Bare en fejltagelse, en flaske knust mod asfalten, og lyden kunne høres af zombier mange hundrede meter væk. Han måtte have været afsindig heldig. Men ok, måske var det også mere safe for ham at opholde sig i nærheden af de områder hvor der var bare en smule flere mennesker, og det var vel naturligt at gøre med det erhverv han havde.
"De spiser alt, børn og voksne, gamle og unge, mænd og kvinder. Zombier skelner ikke, de er jo for helvede zombier," forklarede Nathaniel. Det undrede ham sådan set også at Hunter og hans kammerater måske var blevet løjet for af dem der egentlig skulle beskytte dem mest, men som han havde hørt det, så flygtede de unge fra forstæderne og ind til Hart, så det var vel bare naturligt for den ældre generation at prakke dem nogle løgne på så de ikke flygtede fra deres fødehjem og det ansvar de måske skulle overtage.
"Jeg ved det sgu ikke," brummede han. "Fordi de er skøre? Fordi det i realiteten er svært at komme til Hart fra nogle af forstæderne hvis ikke man har en bil? Jeg aner det ikke. Hvis I føler jer misinformerede kan det være Administrationen skal se på det." han tog et blødt sving og de gled op til en frakørsel fra ringvejen og ind til Hart. Der var ikke synderligt meget trafik. Nathaniel kiggede i bakspejlet og derefter på klokken. Det var gået hurtigere end forventet at få afviklet både drab og nu komme hjem med sit nye trofæ. Han smilede lidt til sig selv ved sine sidste ord. Administrationen ville aldrig røre en finger over hvad folk fortalte deres unge.
|
|
|
|
Post by Hunter Wilson on Jan 4, 2014 14:54:53 GMT 1
Hunter så på ham da han talte, men følte sig virkelig dum lige nu, den måde Nathaniel talte til ham på, fik han virkelig til at hade sig selv for at være så dum, hvordan kunne det overhovedet være muligt at han var så dum som han var lige nu  " undskyld " sagde han bare som det eneste. han viste ikke helt hvad han ellers skulle sige til dette, han følte sig virkelig dum. det hadede han virkelig. Hunter viste godt han levede et liv på kanten til at være meget farlig, men der var heldigvis ikke sket noget som helst, han så ud af vinduet og tav, han turde ikke sige noget, han var bange, bange for at gøre NAthaniel sur, han virkede en kende irreteret på ham nemlig. og han ville helst ikke miste chancen for at få et nyt og måske bedre liv. Hunter så rundt i bilen inden han igen kiggede ud af vinduet " undskyld jeg var så dum " sagde han stille og så på NAthaniel et kort øjeblik, køre turen føltes lang for ham, men hvad skulle han gøre, han havde aldrig prøvet sådan rigtigt at køre bil, han havde haft sex i en bil med folk, men ikke sådan videre kørt som han lige nu gjorde med NAthaniel . |
|
" undskyld " sagde han bare som det eneste. han viste ikke helt hvad han ellers skulle sige til dette, han følte sig virkelig dum. det hadede han virkelig. Hunter viste godt han levede et liv på kanten til at være meget farlig, men der var heldigvis ikke sket noget som helst, han så ud af vinduet og tav, han turde ikke sige noget, han var bange, bange for at gøre NAthaniel sur, han virkede en kende irreteret på ham nemlig. og han ville helst ikke miste chancen for at få et nyt og måske bedre liv. 
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD