|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 2, 2014 14:15:15 GMT 1
Døren knagede lidt på hængslerne da den blev åbnet og en kile af lys skød ind over granitfliserne som gulvet bestod af. Vand pjaskede ind over dørtrinnet og Lily vaklede indenfor. Stiletterne var fugtige, og vejret udenfor frygteligt svært at styre i. Det hjalp ikke at hun også havde haft en lang aften i Pleasure Quartier, og champagne og blod havde flydt lidt for livligt mens hun havde underholdt en gruppe af prominente gæster. Det havde været hårdt og de havde været krævende og hun havde ondt i ryggen og knæene fra al den "underholdning" hun var blevet bedt om at yde.
Korsettet strammede om hendes ribben og hun gik op gennem kapellet for at finde en afsides bænk og tænde et lys. Hun var ikke religiøs, det var der stort set ikke nogen i byen der var, men kapellet var som hendes refugium i en stormfyldt tilværelse. Og en stormfuld nat, sådan som det var lige nu, med regnen pladrende ned udenfor. Hun fik sat sig, værfede kappens hætte bort og tændte et stearinlys i en stage. Det orange skær oplyste hendes fugtige porcelænsansigt og hun strøg en lok af sit våde hår bort fra ansigtet mens hun stirrede ind i den flakkende flamme der voksede omkring lysets væge. Hun fandt ro i den og satte stagen fra sig og løsnede korsettet lidt for at kunne trække vejret lidt mere normalt.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 2, 2014 14:58:41 GMT 1
Regnen havde stået på i adskillige timer, og selvom Gabriel havde hus i byen, så var det langt fra grundet regnen at han havde søgt dette sted. Stilheden, at være alene, og blot omgivelserne formåede at bringe en del ro ind over ham, en ro hans ofte psykotiske sind kunne behøve. Skør var han på ingen måde, manden var en ener med det sind og de talenter han ejede, selv for en dæmon at være, var han… anderledes. Manden havde søgt kapellet, og han sad nu henslængt på en bænk, udstrålede den samme autoriet som han ville gøre ethvert andet sted. En kendt politiker var han, og især kendt for at han ikke var en man bed skær med. De dæmoniske øjne var skjult bag et sært blå kontaktlinser, og kendte man ham ikke, ville man næppe kunne vide hvem eller hvad han var.
Døren til kapellet gled op, en stribe af lys gled hen over marmorgulvet inden en skikkelse trådte ind og afbrød den fantastiske stilhed der ellers havde varet i en god rum tid. Stedet her blev ikke brugt til så meget andet end overklassens ceremonier, og der var langt fra ofte at folk fra byen kom her, oftest var det turister der søgte stedet eftersom det var kendt for dets skønhed. Skikkelsen der trådte ind og lukkede døren behændigt efter sig blev fulgt med blikket af herren der betragtede hende. Mørket generet ham ikke, en dæmon så bedre i mørke end ved dagslys. Irriterende fandt han det dog at lyset blev tændt, og han knep da øjnene sammen for at fokuser mens øjnene skulle vende sig til det svage lys. Kvinden havde tilsyneladende end ikke bemærket ham, og gav sig til at løsne sit kortset mens han med et ligegyldigt blik betragtede hende.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 2, 2014 15:07:26 GMT 1
Lily havde siddet stille i sine egne tanker. De rodede stadig rundt efter den vilde aften. Måske var det også den sløvende effekt af champagnen der gjorde hende fraværende. Hendes øjenvipper sitrede og hun strøg en hånd over øjenkanten for at fjerne eventuelt løbende make-up. Det var der dog heldigvis ikke noget af og hun håbede hun tog sig godt ud. Hendes forfængelighed var både et plus og et minus. Hun sukkede så flammen flakkede lidt for hendes ånde, da hun begyndte at vende tilbage til sine omgivelser. Nogle hår krummede sig i hendes nakke og hun følte sig overvåget. Ikke ubehageligt til mode, bare ikke alene. Hun drejede sig skarpt rundt og så en mand et par bænke bagude. Hun fik et chok da hun så ham, en hånd røg op til hendes bryst som for at dulme sit hjerteslag, men da hun så at han ikke reagerede lod hun hånden falde hen igen til sit skød og rettede korsettet lidt til. Han lignede en mand af god stand, men i det svage lys afsløredes hans blege hud let. Endnu en demon.
"Tilgiv mig, jeg troede ikke her var andre," sagde hun undskyldende og bøjede hovedet ærbødigt til hilsen mod ham. Hun havde lært gode manerer, og når hun mødte en mand af hans tilsyneladende stand var det naturligt for hende at være underdanig. "Jeg håber ikke jeg forstyrrede Dem for meget, hr," afsluttede hun og så lidt afventende på ham. Han havde ikke sagt et ord endnu. Hvem han mon var? En ulidelig nysgerrighed satte ind i hende. Det var ikke ofte to demons mødte i kapellet. Faktisk var det yderst yderst sjældent der overhovedet var én, så var to mon et tilfælde eller et tegn?
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 2, 2014 15:31:22 GMT 1
Det var mere end tydeligt at kvinden ikke havde bemærkede ham, og da hun omsider gjorde, afslørede hendes reaktion et chok. Det ene bryn gled op i panden, hvor han så køligt på hende uden at afsløre tanker eller følelser. Afstanden gjorde det besværligt at se nærmere på hende, men med de skærpede sanser dæmoner nu engang havde, kunne han vurdere at de delte race. Alene det gav hende pluspoint hos ham, i alt fald nok til ikke helt at afsky hende, hendes påklædning gjorde det dog klart hvilket erhverv hun havde, og dette trak ned. Skøge. Han var ikke meget for disse kvinder, og at se en dæmon som en af disse var som at se hele sin race degraderet til noget usselt. Hvorfor hun dog havde valgt sådan en livsstil, kunne han ikke fatte. Mens han gjorde sig disse tanker omkring hende, vendte hans syn langsom tilbage og han kunne se lidt bedre. Hans blik veg dog ikke fra hende, og som hun henvendte sig til ham, lod han hende tale uden at svare. Snart beklagede hun, og selvom han brød sig om respekten i hendes tone som hun henvendte sig til ham, så fandt han hende ikke bedre af den grund. ”For meget? Nej da” svarede han med sin ikke alt for dybe, dog intimiderende og intense tone. Hvert et ord syntes at være nøje udtalt, og nøje overvejede.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 2, 2014 15:38:47 GMT 1
Der var noget over ham, noget ubehageligt. Det var næsten som om han var en statue, og hun brød sig ikke om det. Ulevende, præcis som ghouls eller zombier. Hun hadede de der prætentiøse demons der gik op i sig selv alt for meget. Man skulle kunne slappe af og være afklaret. Når man kun ytrede ord med højest to stavelser fandt hun det usædvanligt. Han virkede skam højt på strå, men det var næsten for meget. Næsten for selvsikkert og, ja, der var noget grimt over den påtagethed han lagde for dagen. Hvem havde nogensinde brændt hans sjæl af og givet ham sådan et stort ar at han ikke tillod sig selv lidt imødekommenhed? Det kunne hun selvfølgelig ikke vide, men han virkede som en af de reserverede typer, en af de rige demons hun kunne servicere i Pleasure Quartier. Det var måske ikke tilfældet at han omgik den slags personer, eller var en del af det typiske klientel, men hun det betød ikke at det gjorde ham bedre. Hun så mange i kvarteret hvor hun arbejdede, der kom for at slappe af og give slip, blive fri og fornøjet. Det var noget af det vigtigste i hendes branche. Fornøjelsen. Hun fandt den af og til, andre gange, som i nat, var det lidt anderledes.
Hans ord antydede at hun havde forstyrret ham. Hun pressede tænderne sammen og nikkede kort i hans retning for at vise hun forstod at han ønskede stilhed. Det skulle han få. Bænken knagede en kende da hun drejede sig rundt og strammede atter korsettet en smule, bøjet forover for ikke at komme til at presse unødvendigt på de forskellige ribben. Hun rejste sig og så fraværende op mod krucifikset der hang over alteret. Bagved var mosaikkerne tydelige i det blege lys udefra. Hun elskede mørket der herskede i kapellet, specielt det mørke der jog lidt rundt langs væggene når et enkelt lys var tændt. Hendes skikkelse stod i silhuet mod det orange lys, velskabt, trist og vemodig.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 2, 2014 15:52:07 GMT 1
For meget eller for lidt, han var som han var og intet menneske, ingen dæmon, intet væsen kunne ændre ham. Folk havde prøvede, og man kunne ikke rigtigt sige at det var gået dem særlig godt. De eneste som så ro, blidhed og noget der kunne kaldes for kærlighed fra ham var hans familie, men selv de var opmærksomme og vidste at de ikke kunne kræve for meget, de ældste af dem i alt fald, og hans søskende. Normal havde han aldrig været, desværre havde moderen drukket en del mere end hun burde under graviditeten og amningen, havde forsømt ham og de andre børn en del, og det lå naturligt i ham at være så privat og ...kold. han var bare som han var, og det måtte man altså acceptere. At hun fandt det irriterende, well.. det måtte hun om. At give slip havde han aldrig følt behov for, han elskede kontrol, og kunne nærmest ikke klare sig foruden. De fornøjelser han havde, var ikke som andres, for hvor de fleste søgte kvinder, sprut og morskab, søgte han ro og ensomhed.
Hun tav ved hans ord, så tydeligvis ikke ud til at bryde sig om dem, men ikke desto mindre var hun klog nok til ikke at svare igen. At hun havde lyst til det var en anden sag. Hans blik fulgte hende som et rovdyrs der betragtede sit bytte mens hun satte sig til rette, strammet korsættet igen, og snart efter rejste sig op. Hovedet søgte på skrå mens han i tavshed studeret hende. Dæmoners skønhed var kendt, at hun var smuk var der ingen tvivl om, men det rørte ham ikke, hvorfor havde han aldrig helt forstået, sådan var det bare. Hendes udstråling som hun stod der udstrålede ganske enkelt.. svaghed, dette brød han sig på ingen måde af og hvor han helt kvalte et suk ved synet. Hvad var der med hende?! Det var som at se på et menneske, helt upassende for en dæmon. ”Du fører en livsstil som gør dig ulykkelig, hvorfor?” spurgte han pludseligt, han var nysgerrig på svaret. Om han havde ret i at hun var ulykkelig var ikke til at sige, men udtrykket sagde det i alt fald.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 2, 2014 16:02:52 GMT 1
Hun tøvede da hun hørte hans spørgsmål. Nååå, så hr Mystisk kunne godt finde ud af at ytre sig. Måske havde hun afmålt ham forkert? Hun smilede skævt for sig selv, hænderne hang langs siderne, fingrene rastløse og gned kjolestoffet så det knitrede en smule i skøn symfoni med stearinlysets sprutten ovre i stagen. Hun vendte sig langsomt, graciøst og elegant som hun var. Hun var en entertainer, ikke en skøge, det ord brød hun sig ikke om, og hun havde lært at kontrollere sin krop til perfektion. Det eneste der talte imod hendes kontrol nu var champagnen, men påvirkningen svandt langsomt ind mens hun var der. Det var som magi, den ro, der hvilede i kapellet. Måske var det noget guddommeligt? Det skulle hun ikke kunne sige. Hun ville ikke begynde at gisne om noget så hypotetisk som religion.
Hun skridtede ned mellem bænkene med langsomme, rolige skridt. Hælene klikkede med perfekte mellemrum når hun satte foden i granitgulvet, og hun stoppede lidt fra hans bænk, stadig ude i midten af kapellet, mens hun betragtede ham.
"Mit liv har gjort mig ulykkelig, min tilværelse er bedre end før. Ulykke forsvinder ikke, det glider i baggrunden men går aldrig væk, som et sår får ar, således er vi også alle ulykkelige," forklarede hun med en filosofisk overtone. "Nogle dage er jeg mindre ulykkelig end andre, og dem nyder jeg. Andre er jeg ligeså ulykkelig som jeg altid har været, så må jeg finde mig i det." Hun smilede venligt til ham som hun stod der, opmærksom og egentlig glad for at han ikke virkede som en af de typiske demons der kun så hende for sin krop. Hun kunne lide det nogle gange, men ja, andre gange havde hun bare lyst til at gemme sig væk, pakke sig ind. Måske var det hendes fars opførsel da hun var lille der gjorde hende både sky men også usundt stolt over sin krop fra tid til anden.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 2, 2014 16:14:53 GMT 1
Han fik skam en reaktion ved hans spørgsmål, og han betragtede hende nøje mens hun bevægede sig. Hendes elegance var naturligvis bemærkelsesværdig, men ikke desto mindre lod han sig ikke påvirke. Hans seksualitet var ukendt for selv ham, han havde skam forsøgt sig med kvinder.. og mænd, men ingen havde fangede hans interesse foruden hans yngre søster, og det var forkert og derfor ikke noget han var gået videre med efter… ja efter han havde indset sine fejl på det punkt. Det var derfor ikke sært at han ikke betragtede hendes krop, eller så hende som kun det, sådan var han blot indbyggede. Snart standsede hun, lidt fra ham, hans blik fandt roligt hendes mørke øjne, nej hun lagde ikke skjul på sin race, og det burde hun heller ikke ville han mene.
svaret der snart skulle bryde hendes læber var muligvis uventet, han havde ikke regnet hende for særlig meget, og da slet ikke i stand til at ytre sig således. Trods dette kunne ikke et øjeblik ikke andet end hæfte sig ved hvor ung hun egentlig var, hvor gammel mon hun var? Sikker ikke specielt gammel. Fokus vendte dog tilbage til hendes ord. Han rejste sig ligeså elegant op som hun havde gjort, og trådte ligeledes ud på gulvet foran hende. Blikket hvilede roligt på hende som han svarede ”Du tager fejl min kære, du behøver ikke finde dig i noget. Verden ligger åben for dig, og den eneste der kan ændre dit liv er dig selv. Tag verden i dine hænder, træf de hårdeste beslutninger, og så skal du se forandringer” lød hans svar. Enhver der begræd sit liv, skulle skamme sig! Ingen kom og guidede en eller hjalp en frem i livet, det måtte man selv tage ansvaret for.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 2, 2014 16:30:01 GMT 1
Smilende slog hun blikket ned mens han snakkede. Ikke af ærbødighed denne gang, ikke af respekt, men fordi hun havde gjort præcis det som han foreslog, og hun havde affundet sig med at tingene ikke kunne blive anderledes. Hun var indrettet på en måde, og det var den tilværelse som hun havde valgt at leve for at gøre sit væsen mest tilpas. Det var svært at være en bipolar demon. Ingen anede at hun var det. Folk tilskrev det hendes drama-queen attitude, hvor hun et øjeblik kunne le og det næste flæbe. Det var svært at passe sig selv til sine omgivelser, så hendes dagligdag var præcis det hun ønskede den skulle være. Ligeså omskiftelig som hende selv.
"Jeg tror det er det jeg har forsøgt, og min tilværelse gør mig jo ikke ulykkelig, bare, ja, statisk," svarede hun med et skuldertræk. "Forandringer fryder nogen. Jeg skal have rutine og ro og plads omkring mig," hun sukkede og strøg en hånd gennem håret inden hun så op, tilbage på ham. Hun var glad for at blive lyttet til. For en gangs skyld da. Hun skulle altid bekræfte de stærke mænd i deres magt og det udmattede hende af og til når hun ikke selv kunne få lov til at ytre sig fra hjertet. Men det kunne han få hende til. Det var rart, en behagelig afveksling, og hun mønstrede atter et smil.
"Hvad hedder De, hr?" spurgte hun nysgerrigt.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 2, 2014 17:43:52 GMT 1
Han lyttede, det gjorde han altid. Havde han ikke fundet hende værdig til at blive lyttede til havde han næppe spurgt eller kommenteret på hendes eget svar af hans spørgsmål. Dette var noget man kun så han gjorde overfor hans racefælder, eller de menneskelige politiker han nærmest var tvunget til at lytte til hvor tomhjernet de end lød. Hendes svar forekom ham alt andet end logisk, og når tingene ikke var logiske, så fandt han ikke noget system i dem. Det ene bryn blev derfor hævet endnu engang, inden han så indgående på hende ”Du modsiger dig selv min ven, der er intet rutine i dit liv, ingen ro, og ingen plads. Du bliver undertrykt, bestemt over, mændene kræver det forskelligt af dag hver dag og hver time og dine omgivelser er stormfulde. Jeg tvivler ikke på at du har dine grunde til lige netop dette arbejde, men jeg kan forsikre dig om at du kan finde rutine, ro og plads mange andre steder. Du er for ung til at bruge dit liv på dette, din race for stolt til det, og verden for stor til det” svarede han ganske roligt og forklarende, tonen var skam stadig hård, men ikke dømmende, sådan var han altså bare.
Snart spurgte hun til hans navn, og han så et langt øjeblik på hende inden han omsider svarede ”Gabriel Wildheart” et kendt navn, meget kendt endda. Hans familie var en af de største og højeste dæmonfamilier i samfundet.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 2, 2014 18:51:43 GMT 1
Hun bøjede hovedet ærbødigt denne gang. Hans navn var hende bestemt bekendt. "Mr Wildheart," hilste hun anerkendende inden hun satte sig på kanten af en bænk, stadig med blikket mod ham. Hendes fødder var ømme og trætte af at gå, men hun ville ikke tage stiletterne af. Det var for respektløst i kapellet og overfor andre. Når der altså ikke var andre ting der skulle af kroppen samtidig. Sådan havde hun altid haft det.
Med et skuldertræk lyttede hun til hans ord og holdt blikket på ham. "Der er masser af rutine," svarede hun lidt henkastet og lagde tasken fra sig på bænken; fingrene pillede lidt ved dets sølvspænde. "De ville blive overrasket over hvor koordineret ens liv bliver når man er i et servicefag, specielt den del af branchen som jeg bedriver," hun smilede venligt. "Jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle lave. Jeg har ikke tanker om hvad jeg kan. Min krop er min vare og jeg bliver værdsat for den, nok til at leve og få mit liv til at hænge sammen. Jeg har ingen specielle færdigheder udi litteratur eller kunst eller noget i den retning, så jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle stille op i en verden der kræver mere af mig udenfor den branche jeg er i nu." Hun lagde hovedet på skrå. "De, derimod, kunne jeg snildt forestille mig var klog og begavet nok til at kunne styre hele verden, hvis det skulle være. Jeg, jah, jeg er den undersåt jeg nu engang blev formet til af min opvækst, og det må jeg tage med mig."
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 2, 2014 19:25:06 GMT 1
Han nikkede blot til hende, hun genkendte tydeligvis navnet hvilket passet ham meget godt. At hun ikke selv præsenteret sig selv kunne han gætte sig til grundene for ”Og dit..?” spurgte han for at have noget at kalde hende, at bruge ord som tøs, eller skøge, og overfor en af sine artsfæller, det ville han på ingen måde, det mente han alligevel ikke at hun fortjente.
Han lyttede til hendes efterfølgende ord, afbrød ikke men lod hende blot tale ud. Staklen havde virkelig ingen anelse om hvad hun selv sagde, men nuvel, det var hendes opfattelse af situationen og den kunne han næppe forandre ved blot ord, alligevel var det det eneste hun kunne tilbyde ham. ”Hvis det er hvad du tror, tvivler jeg på at mine ord ville gøre om på din opfattelse, ikke desto mindre er jeg overbevist om at enhvers fremtid formes efter præcis hvad man selv ønsker. Du er herre over dig selv, og spørger du mig, er du langt mere værd end den status dit arbejde giver dig” eller mangel på samme så at sige, der var ikke just status bag hendes arbejde, tværtimod. Men det måtte hun jo om, og hun ville nok også mene at det var lettere sagt end gjort hvad han fuldt ud var klar over. Det nyttede bare ikke at opgive af den grund og ikke kæmpe for et perfekt liv, hans havde heller ikke været perfekt, og var det langt fra den dag i dag.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 2, 2014 20:08:53 GMT 1
"Lily Bellaiche," skyndte hun sig at præsentere sig som. Det var lidt flovt at hun ikke havde præseneteret sig før og hun håbede inderligt at han ikke tog hende det ilde op. Hun lyttede lidt til ham og trak på skuldrene mens hun så bort, op til krucifikset der lavede en skygge af et omvendt kors på det hvælvede loft. Hun foldede hænderne lidt og sukkede stille.
"Du har måske ret, men jeg ved ikke hvad jeg skal forme det til eller hvordan, endsige hvorfor," svarede hun med et skuldertræk og så tilbage op på ham. "Som sagt, jeg kan ikke så meget, jeg har ikke rigtig nogle synderligt store ambitioner. Jo, jeg har søgt ind på teateret som sanger," skyndte hun at indvende. "Jeg har fået at vide jeg har en god stemme, og jeg håber lidt på at jeg kan leve mere af det senere hen. Og så har jeg også mit udseende med mig, så en køn sangerinde håber jeg lidt at jeg kan blive, men indtil videre var det kun den gamle teaterdirektør jeg havde snakket med og han udnyttede mig bare," hendes hænder knyttede sig så kjolestoffet krøllede lidt mellem hendes fingre mens hun mærkede vreden blusse op. Hun havde faktisk sin fars temperament på det punkt, men hun var bange for at lade det tage fat i hende og rive hende med. Det kunne være porten til noget værre, noget farligere i hende, som hun ikke turde slippe løs. Det var en side der kun blev afsløret nu og da, når hun forsvandt ind i legen med sine kunder og nød at vride sig for alle deres ønsker. At være eskortpige til store arrangementer var bestemt også noget, og det gav faktisk status, måske ikke prestige, men en vis status blandt både de andre glædespiger og blandt kunderne. Men på hendes mørke dage, ja, der ville hun hellere udnyttes og bruges. Det masochistiske i hende vågnede altid i den mørkeste time.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 2, 2014 20:29:16 GMT 1
Han tog ikke manglen på præsentation ilde op, i stedet for ventede han blot på at denne skulle komme når han havde spurgt, og det skete ganske rigtigt ikke så lang tid efter. Han nikkede blot som tegn på at han havde opfangede hendes navn, og derved kunne ’samtalen’ fortsætte. Nok hun havde sat sig ned, men han havde ikke flyttede sig og stod endnu og betragtede hende. Hans position i forhold til hende kunne give indtrykket af at han så ned på hende, dette var dog på ingen måde tilfældet.
Som hun fortsatte og snart sagde at hun ikke havde så mange talenter, men skyndte sig at rette sig selv ved at sige at det ikke helt passede og understregede hvorfor. Han lyttede, om end begyndte ideerne at forme sig mens han overvejede hendes muligheder. Så højt i samfundet som han var, kunne han sikkert hjælpe, spørgsmålet var om hun ønskede den hjælp. Hvorfor han ville hjælpe? Muligvis fordi han følte sig forpligtet til det fordi de var artsfæller. Da hun havde talt færdig fokuseret han langt mere på hende igen ”Jeg kan hjælpe dig ind på teateret hvis det er hvad du vil.. men sig mig.. har du nogensinde overvejede at rejse væk? Bosætte dig andetsteds?” spurgte han. Hvorvidt hun havde, skulle han ikke kunne sige, men derfor spurgte han. Der var så mange muligheder andre steder, især i Hart kunne man udrette ting og sager, men det var også en helt anden verden!
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 2, 2014 20:38:39 GMT 1
Hun rystede på sit kønne hoved så det kastanjebrune hår flagrede om hendes ansigt. "Jeg kan ikke flytte, Mr Wildheart, Staint er mit hjem og min mor har brug for mig," forklarede hun. Hendes mor var af ældre slægt af demons og hun var udkørt efter den behandling faderen havde givet dem, dengang han var i live. Hun så lidt til siden ned på tasken. Hun var selvstændig og hun brød sig sjældent om at andre folk skulle hjælpe hende. Måske virkede hun fortabt i det hul hun var endt i, men hun fandt ikke noget alternativ. Ikke lige på det tidspunkt ihvertfald. Den nye direktør Viktor Machiavella havde da også hjulpet hende til at få kontakt til operamesteren, og det var så meget hjælp hun ville lade sig selv modtage. Men måske havde han et andet forslag? Det afhang jo også meget af hendes stemme. Om den var god nok. Det var som en nattergals stemme, havde hun fået at vide engang. Fin og sprød og med et naturligt talent. Måske hun var noget udi kunsten alligevel så?
"Hvordan forestillede De dem at hjælpe mig?" spurgte hun nysgerrigt og vendte ansigtet op imod ham igen.
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD