|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 3, 2014 13:26:20 GMT 1
Tænk at dæmoner levede under disse forhold, hvordan kunne det dog være muligt?! Han fattede det mildes talt ikke. Naturligvis var han klar over det ikke var alle dæmoner der havde haft et ligeså lykkeligt liv, det gjaldt for fanden heller ikke ham, men at man ikke kæmpede. Muligvis hun havde, men der havde tydeligvis ikke kamp nok. Det var i alt fald hans mening, han kunne tage fejl. Han så blot på hende med et fjernt og overvejende udtryk, en løsning måtte der findes for hende. Hendes nysgerrige spørgsmål trak ham dog snart ud af sit tankespind og han fokuseret atter på hende. ”Høre dig synge, har du talent kan jeg personligt anbefale dig for operamesteren, så er han virkelig dum hvis han siger nej..” svarede han. Om det var fair overfor andre der søgte jobbet kunne diskuteres, ikke desto mindre var det hans ide, og det mindste han kunne gøre. Nogle gange måtte man træde på andre for at komme frem i livet, og hun var for fanden en dæmon, de havde ikke just den største samvittighed.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 3, 2014 13:37:43 GMT 1
Hun blinkede lidt perpleks. Nu? Her? I kapellet? Skulle hun synge? Hun bed sig lidt i læben mens hun så overvejende på ham.
"Men jeg har selv hans kontaktoplysninger hvis det er..." indvendte hun vagt inden hun indså at hun måske havde større chance med ham på sin side overfor operamesteren. Sedlen fra Viktor med numrene på lå faktisk endda stadig i den taske hun sad og pillede fraværende ved. Ok så!
Hun rejste sig lidt forfjamsket og gik hen til alteret for at være bedre i centrum og udnytte det lille kapels akustik. Hun vendte sig langsomt rundt, kjolen skrabede mod gulvet, og som hun stod der kunne hun næsten ligne en lidt mere moderne udgave af Jean d'Arc, dog uden rustning. Sang var hendes styrke, hun blev ofte opfordret til at synge for sine klienter og hun havde også optrådt et par gange med sin ven guitaristen Emmanuel rundt omkring i Staint.
Hun lukkede øjnene og lullede sig selv ind i musikken, der ikke kunne høres andre steder end i hendes hoved, inden hun åbnede munden og sang. Tonerne flød, sprøde og forsigtige til at starte med, men efterhånden som følelsen af lykke og sikkerhed brusede op i hende, tog hendes stemme kraft og den sejlede lyse og smukud i rummet. Hun havde adskillige oktaver at klatre op ad, og alle toner var klare og rene. Hun sang en arie fra Tosca. Hun elskede den opera. Der var noget i den der mindede hende om hende selv. Hele hendes krop var med i sangen, som hun stod der, hovedet knejsende som en bjergtinde og blikket stålsat og fastlåst på ham. Inderligheden var til at tage og føle på og efterhånden som tonerne klingede ud, blev rummet efterladt åndeløst over den energi som dæmonen havde lagt for dagen.
En hånd hvilede over hendes bryst og hun så afventende og en smule forlegen på Gabriel. Det var sjældent hun lod sig leve så meget ind i musikken, men hun kunne mærke afslappelsen i hele kroppen pludselig overvælde hende og hendes fødder virkede endda ikke så ømme mere. Hun forsøgte et forsigtigt smil.
"Hvad synes De, Mr Wildheart?" spurgte hun stilfærdigt.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 3, 2014 17:49:35 GMT 1
Det ene bryn gled op ved hendes svar, han gav hende her en fantastisk chance, den måtte hun hellere lade være med at spilde. At give hende sådan en chance gjorde han da virklig ikke hver dag, så hun gjorde nok klogt i at tage den. Heldigvis var hun klog nok til at indse dette, og hun rejste sig og satte kursen mod alteret, han blev stående, vendte sig dog med fronten mod hende, og betragtede hende tavst. Ej tog han blikket fra hende, om end han stadig stod og overvejede andre muligheder. I mens begyndte hun at synge, og hvor han i starten måske ikke havde været så nærværende, ændrede dette sig forholdsvist hurtigt. Dennes klare og sprøde stemme gjorde ham opmærksom, og inden længe havde hun hans fulde og udelte opmærksomhed. Fantastisk, intet mindre. Med sådan et talent burde hun kunne komme langt, og han forstod ikke hvorfor hun ikke havde søgt dette job som det første i stedet for hvad hun arbejdet som nu! Nuvel, hun havde muligvis aldrig haft den rette opbakning. Ikke et øjeblik veg blikket fra hende, og han fastholdt roligt og udtryksløst hendes blik mens hun sang. Følelserne fyldte kapellet, og han fandt det endda syndt at der ikke var andre til stede, en ting var dog sikkert, sådan ville det ikke forblive med at være. Da sangen lakkede mod enden, og hun stoppede, synes han at falde til ro igen. Pulsen var steget en anelse mens hun sang, men faldt til dens normale rytme igen. For mange følelser, mere end hvad han brød sig om. "Intet mindre end fantastisk kære, du skal nok blive succesfuld, med eller uden hjælp" svarede ha ærligt. Han gav skam ikke smiger til hvem som helst, men hun fortjente det i høj grad.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 3, 2014 17:55:28 GMT 1
Hun nejede yndefuldt. "Tak, min herre," svarede hun ydmygt og mente det bestemt. Han lod ikke til at være hvem som helst og hun tog ordene til sig og lod dem fylde sig med fryd og stolthed over hendes kunnen. Det var sjældent hun gjorde noget så drastisk, men hun var ikke bange. Når hun først havde åbnet sluserne var det som om hun kunne læne sig tilbage og flyde opefter på en strøm af glæde når hun sang. Det var i sandhed måske hendes sjæl der sang, fordi der var så meget smerte inden i hende til daglig, og det kom kun ud på den usunde måde. Men her havde hun måske alligevel fundet sin udvej. Det ville undre hende meget hvis ikke hun i det mindste kunne få en chance for operamesteren. Han lod ihvertfald til at kunne lide det hun lavede.
Hun skridtede tilbage ned til bænken, samlede sin taske op og lagde hovedet lidt på skrå. "Tror du at de vil bryde sig om mig på teateret?" spurgte hun lidt usikkert. Hun havde jo slet ikke kontaktet dem igen efter hendes samtale med Viktor, og hun havde en smule dårlig samvittighed over ikke at have taget chancen mens den stadig var så ny. Men sandheden var måske også at hun havde været nervøs og ikke havde sunget i nogen tid. Men at synge for ham havde givet hende et spinkelt, fornyet håb om at tingene kunne blive bedre.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 3, 2014 18:15:09 GMT 1
Snart nejede hun, og takkede. Tiltrods for at det trak let ud i hans mundvig ved hendes handling, slog han let ud med hænderne "Hvad takker du dog for? Det var mig en fornøjelse at lytte til en så talentfuld nattergal" At dette var en ting hun var blevet kaldt før havde han ingen anelse om, han fandt det blot passende at kalde hende for lige netop det, for sådan lød hun!
Snart var hun på vej ned mod ham, hans blik fulgte hende ganske roligt som hun standsede ikke langt fra ham igen, og ved sin egen taske. Hans blik forlod hende dog ikke et øjeblik, igen som et rovdyr der betragtede sit bytte, han havde blot sådan et blik, uden kontaktlinserne var det skam endnu værre! "Det er jeg fuldkommen sikker på, under alle omstændigheder er det væd at forsøge, og jeg sender en anbefaling. Har du selv en adresse? Så kan responsen blive sendt videre til dig om hvad der skal gøres.." svarede han, det sidste uddybende. Han ville nok få nogle af familiemedlemmerne til at sørge for det hele, personligt havde han næppe tid til den slags, men så længe det blev gjort - hvad han trods alt var sikker på det ville - så var alt andet underordnet.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 3, 2014 19:18:52 GMT 1
Hun fugtede let læberne og nikkede bestemt inden hun rodede i sin taske, fandt en lille blækpen og et stykke papir hvor hun skriblede sin adresse ned. Clockworth Street, 36, Staint, skrev hun blot og rakte ham det inden hun pakkede de andre ting sammen igen og så håbefuldt på ham.
"Det ville være mig en fornøjelse at høre fra Dem om mine chancer," sagde hun og gav et lille spændt træk på skuldrene. Hun glædede sig. Kunne mærke det i sin mave. Små sommerfugle der dansede og legede. Det ville blive så spændende at se hvad der skulle ske, og måske var han det næste skridt på trappen til den dør hun ønskede at åbne, drømmenes dør, som hun var gået igennem så mange gange når hun sov, og så på den anden side en gylden sal af lykke og glæde. Hun slog blikket lidt ned.
"Hvis jeg bliver optaget ville jeg elske at synge for Dem, hvis De kommer på teateret," sagde hun, måske lidt sagte, men ærligt. Hun ville være så glad ved at se et kendt ansigt blandt de mange andre. Hendes venner var få, og det var stort set kun Emmanuel som hun kendte, og det var måske et af de lidt mere usunde venskaber hun havde da det mest handlede om sex, mere end om musik. Hun var for naiv og godtroende. Hun vidste det udemærket godt, men det var svært at gøre imod når nu kroppen glædede sig sådan over det, og når hun alt for ofte lod sig bære med strømmen og ikke strittede imod.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 3, 2014 19:53:57 GMT 1
Han fulgte hende atter med blikket som hun fandt en pen og pergamentsark som hun skriblede sin adresse ned på. Han læse ubesværet teksten og tog imod det da hun rakte ham arket, foldede det pænt sammen og stak det i lommen. Han nikkede "Jeg skal se hvad der kan gøres" og den slags ord forlod hans læber, var det ikke så lidt han kunne foretage sig. Ej var han i tvivl om at han kunne få hende ind, om ikke af operamesterens egen vilje, så med tvang. Manden ville næppe turde at sige nej, men skulle han være så dum, så ville det ske. At hun var spændt og nervøs for udfaldet kunne han skam forestille sig at hun var, det gjaldt trods alt hendes fremtid. Snart slog han blikket ned, og det trak let ud i hans mundvig endnu engang. Ordene der brød hendes læber kunne have fået ham til at le, den slags lå slet ikke til ham ellers, og det skete da heller ikke, men tæt på. "Hvis jeg har muligheden, vil du altid finde mig blandt publikum" svarede han. Han var trods alt en travl mand, så det var ikke sikkert han i det hele taget var i byen, men efter denne private forestilling hun havde givet ham, ville det være ham en fornøjelse. Hvilke forhold hun havde til sin ven, eller andre for den sags skyld kunne han gisne om, det var dog ikke svært om end han som sagt ikke var fan af at have disse tanker om en dæmon, og derfor et sted forsøgte at hjælpe hende på vej. Hun var mere værd end sådan et liv. Kødets lyster var skam noget mange havde svært ved at styre, og det havde han da skam opdaget for længst, ikke desto mindre kunne hun - med sit udseende, udstråling og krop - nok forføre enhver mand hun nu ønskede, det behøvede hun ikke at arbejde som glædespige for at gøre.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 3, 2014 20:01:53 GMT 1
Fryden strålede næsten ud af hendes ansigt ved hans ord. Ikke at hun tog dem for givet, han var uden tvivl en travl mand med masser af jern i ilden, og hun skulle ikke se sig hævet over de andre ansvar han havde i sin hverdag. Hun greb ham let om hvert håndled, lænede sig ind og gav ham et flygtigt kys og halvt kram med skulder mod skulder. Hun trak sig bort igen, smilet så bredt at det kunne have overskygget selv solen på en skyfri dag og hendes øjne smilede om kap med glæden der flød forvirret rundt i hende.
"Tak, mange tusind tak," sagde hun og mærkede en kæmpemæssig sten falde fra brystet ved tanken om den ro det kunne give hende. Hun trak sin taskes tynde, sorte strop over skulderen og så lidt ned inden hun atter vendte blikket mod ham og smilet var ikke blegnet en tomme. "Nå, jeg må hellere se om jeg kan finde hjem i det her uvejr. Taxaerne er altid så travle, så jeg må hellere få det lange ben foran," sagde hun med et let træk på skuldrene. Hun bed sig let i læben, slog blikket lidt forlegent ned. Havde hun mon nærmet sig ham for hurtigt. "Tak for alt," sagde hun endelig. Hun havde ikke lyst til at bede om at blive fulgt hjem selvom hun slet ikke havde lyst til at gå alene i det forfærdelige regnvejr. Og hvad nu hvis hun stødte på en ghoul eller sådan noget? Puha.
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 3, 2014 20:10:24 GMT 1
Hendes reaktion var... mærkværdig, og bestemt ikke noget der skete hver dag! Folk holdt sig normalt på afstand, især folk der ikke kendte ham! At hun frivilligt trådte tæt på, og både greb om ham, omfavnede ham og gav ham et kys på kinden var på ingen måde noget han var vant til fra andre end sine.. søstre. Hans reaktion var derfor en anelse.. langsom, og egentlig var det end ikke en reaktion, han rømede sig blot uden at gengælde eller lignende. "Det var så lidt" svarede han blot roligt. At hun snart undskyldte sig gjorde ham absolut intet, han havde stadig brug for at være lidt alene. Heldigvis fik han snart den mulighed, og selvom ha vidste at de fleste mænd ville have tilbudt at følge hende på vej - hun var trods alt en kvinde alene ude på sent - lod han vær. Han havde allerede opført sig sært nok, og selvisk var han nok i forvejen så han trak atter i det karaktertræk. "Naturligvis. Farvel..." svarede han blot. Ikke gentlemans-agtigt, men det kunne hun forhåbentlig leve med.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 3, 2014 20:18:55 GMT 1
Hun slog blikket ned og bøjede hovedet til farvel inden hun begav sig ud ad kapellet. Hun trak døren op og regndråberne begynde at falde på hendes ansigt med det samme. Hun vendte sig i døråbningen, en rank og slank skikkelse mod det orange skær der fik regnen til at ligne dråber af rav, der faldt og faldt uden stop; et slør kun en brud værdig. Kilen af lys faldt over hendes ansigt og hun slog hætten op inden hun vendte ham ryggen en sidste gang og begav sig ud i regnen, med tankerne farende rundt i hovedet på hende. Hun gik og nynnede lidt for sig selv på vejen hjem. Hun kunne simpelthen ikke lade være.
//out
|
|
|
|
Post by Gabriel Wildheart on Jan 3, 2014 20:31:06 GMT 1
Hans blik fulgte hende som hun satte kursen mod udgangen, og da hun et øjeblik standsede og så sig tilbage, tog han ikke blikket fra hende. Da hun omsider forlod kapellet, blev han ladt tilbage, stilheden sænkede sig over stedet endnu engang, hvor kun lyden af de faste regndråber der ramte vinduer og loft kunne høres, og det eneste der brød stilheden. Han lukkede øjnene et langt øjeblik, lyttede til sine omgivelsers lyd, og kunne for sit indre øre høre hende synge, fantastisk havde det været, og bestemt ikke noget han ville glemme. De blå øjne gled op igen, blikket faldt på alteret, og en sidste tanke gjorde han sig omkring dette møde, inden han lukkede af for sind og følelser, og lod stilheden indhylle sig.
///Out
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD