Through the looking glass

"Jeeeeeg har haft en del indflydelse på byggerier før og da den seneste arkitekt de havde på projektet endte med at blive spist af en zombie i sidste uge, så måtte jeg træde til," forklarede han sig til at begynde med en smule tøvende. Det var faktisk ikke løgn, det var sket og han kunne tydeligt huske det tragikomiske i scenariet. Den enes død, den andens brød, for nu at være sådan helt stram i det. "Arkitektur er jo design i sig selv. Universitetet har jo både et moderne og et ældre kompleks, og de ville gerne have en tilbygning til det naturvidenskabelige fakultet så de kan få en afdeling til biokemiske projekter. Og det skal gerne være så sikkert som muligt så der ikke pludselig sker uheld og hele byen sprænger i luften." Han blinkede sigende til hende.

Han bøjede hovedet og nikkede. Hun havde ret. En sikker bygning. Sikkerhed. Hans hånd flyttede sig fraværende hen til posen hvor den lagde sig til hvile beskyttende mens han sad og tænkte sig lidt om. Han måtte snart komme op med dem til pengeskabet, og det var hun måske for meget en ny person i hans tilværelse til at han ville dele den slags hemmeligheder med hende. Kun Isobel kendte indholdet af deres pengeskab, og han havde tilbragt en hel nat på at forsvare sig selv og sine handlinger. Hun forstod i sidste ende. Det var han ikke sikker på at pigen her ville.
"Nå, jeg må også se at komme hjem med tegningerne," sagde han og drak resten af sin rødvin i et drag. "Tror zombieskrækken er forstummet," han smilede til hende nok engang. "Tak for skænken," afsluttede han og rejste sig fra bordet med mine til at komme videre.

Matthew nåede ikke at give grønt lys før det gik op for ham at der stod en hundepatrulje i døråbningen. Thank god for duftsikrede ampuller. Han havde aldrig haft et run-in med patruljer sådan for real, men han vidste hvordan han skulle sikre sig efter at have været flere år i branchen. Glasset ampullerne var lavet af var nemlig fabrikeret til at aflukke duften hundrede procent og samtidig også dufte lidt af tobak så der ikke var noget som hundene kunne gå efter. Det havde virket so far, og det gjorde det også denne gang da patruljen granskede barens lokaler. En enkelt hund stoppede op ved deres bord og snuste lidt inden den fortsatte videre. Matthew var ikke nervøs og han kastede blot et enkelt blik på patruljelederen da de passerede forbi deres bord. Han vendte derefter blikket tilbage på Alex.
"Hvad ville du spørge om?" spurgte han mens han rettede på jakken og så mod udgangen. Han skulle til at afsted og det var sikkert og vist.

Han undrede sig lidt over hvorfor hun vedblev at følge efter ham. Var der noget usagt hun skulle nå at af med inden de skiltes? Var hun bare utrolig nysgerrig eller meget meget vedholdende og stædig? Det var lige før det kunne være det sidste. Det skulle ikke undre ham. Han standsede op og så sig om i det store center. Der var stille på nær nogle få folk der snakkede hist og pist. Stemmerne dansede ud i salenes tysthed. Han gik målrettet mod elevatoren der kunne tage ham til den del af The Heart der var beboelig og ikke for uvedkommende. Han drejede rundt på hælen og så smilende på hende.
"Det var en fornøjelse at møde dig," sagde han venligt smilende. Det var det høfligste han kunne mønstre i øjeblikket. "Håber du kommer godt hjem." Han nikkede venligt til hende inden han trykkede en kode hastigt i panelet, skærmet til så hun ikke kunne se den og derved gentage den, og elevatoren gled op. Han trådte indenfor med et sidste nik i hendes retning lukkedes dørene og elevatoren tog fart opefter. Han mindede sig selv på at få skiftet kode så hurtigt som muligt. Med en hacker som hende kunne man aldrig være sikkert.
//out