|
|
Post by Matthew James Daniels on Dec 29, 2013 12:38:22 GMT 1
Bilen gled op til siden af fortovet hvor gadelampens blege lyskegle gennemborede den tykke dis. Asfalten glimtede sort af fugt, som sort granit med diamanter indfattet i dets overflade. De grå facader strakte sig triste og tavse mod himlen, som monumenter fra en forsvunden tid der mest af alt mindede om et depressivt mareridt. Det var svært at se men for enden af boulevarden var der faktisk ikke mere rigtig vej. Jo, den snoede sig lidt videre nordpå men forsvandt gradvist i græsset før Talons udkant.
Der var ikke langt til Porten, og Matthew slukkede bilens motor. Stilheden larmede næsten endnu mere end den maskinelle brummen der netop var holdt. Han kastede et kort blik i bakspejlet, rettede på sit hår og steg ud i den kolde nat med læderjakken om sig. Et blik op og ned ad gaden forsikrede ham at der ikke var nogen i nærheden og han låste bilens centrallås og satte kurs mod kælderlejligheden i betonblokken. Han låste døren op, gled indenfor og tændte lyset der kastede sig over den lille hybel. Det var faktisk mere en lille form for butik end det var en lejlighed. Det var her han havde sine forsyninger opmagasineret.
Han gik hen til et vitrineskab hvor en lille sort træboks indeholdt 100 ml og 250 ml ampuller med den ravgyldne væske som folk betalte i dyre domme for at få. Sportsfolk, politikere, kendte og hvad der måtte være af andre interesserede. Selv underklassen benyttede midlet. Det var jo helt grotesk. Han tog det han skulle bruge og puttede i en sort læderpose, snørrede den sammen og forlod igen lejligheden. Da han kom udenfor opdagede han bevægelse i mørket længere nede ad boulevarden. Han stod bumstille og lyttede skarpt. Det var skikkelser der ikke lod til at have opdaget ham endnu. Og dog. En af dem stoppede op og hovedet vejrede i luften.
Zombier. Seks af dem. Og han havde ingen våben bragt med sig. Han listede hen til bilen og bad til at hans eau de cologne ikke blev båret for meget afsted af vinden mens han sneg sig rundt om køleren og om til forsædet. Han holdt øje i bakspejlet mens han stak nøglen ind og drejede rundt. Desværre var klikket tydeligt nok i stilheden til at det blev opfanget og han hørte den grumme snerren af en rallende hals. Han flåede bilen op, kastede sig ind og lukkede døren inden han tændte motoren og slog et skarpt u-sving. Et af bæsterne røg hen over køleren, men han satte speederen i bund og drønede bort fra boulevarden. De seks zombier satte efter ham men efter nogle minutter måtte de se sig slået og dejsede udmattede om på midten af vejen. Matthew holdt skarpt øje i bakspejlet indtil han ikke kunne se skikkelserne længere, holdt ind til siden og standsede bilen mens han forsøgte at få hjertet til at slå normalt igen efter adrenalinet var skudt ud i hver nerveende af hans krop. En snigende hovedpine havde krøbet sig ind i hans tinding og han pressede mod dem og øjenhulerne for at få fokus tilbage.
|
|
|
|
Post by Alex Smith on Dec 29, 2013 13:15:30 GMT 1
Efter den høje mand var forsvundet ind i en af de triste grå bygninger, trådte Alex lydløst ud på gaden. Hendes mørke øjne lå vagtsomt på hendes omgiver og ikke mindst zombierne. Hun forstod slet ikke hvorfor manden ikke syntes at have bemærket væsnerne, men måske hade han bare været så selvsikker at han ikke gad give dem opmærksomhed. Tanken fik hende næsten til at himle med øjne.
Så lydløst som det kunne lade sig gøre, sneg hun sig hen til bilen. Endelig en person der kunne komme med et transportmiddel så hun kunne komme væk fra det frygtelige sted. Det ville aldrig være med hendes gode vilje at hun tog til Shade om natten, men når klienterne ikke kunne få røven lettet, måtte hun jo selv gøre det.
Knap var hun nået hen til bilen, før ejeren kom ud igen. Hurtigt dukkede hun sig ned ved siden af bilen lige udenfor lyskeglen. Der blev hun siddende og forsøgte at holde vejret imens manden nærmerede sig. Til alt held på den modsatte side af bilen. Heldet var dog endnu ikke sluppet op, for manden syntes pludselig at have fået øje på zombierne. De krævede alt hans opmærksomhed, hvilke gav Alex mulighed for at kravle op langs siden af bilen.
I tavshed ventede hun på at bilen blev åbnet og sammen med ejeren smed hun sig ind i bilen, på bagsædet. Det var ligefør hun knap fik lukket døren da bilen satte igang og hun blev smidt rundt på bagsædet som en anden kludedukke. Det syntes ingen dog at bemærke, så da bilen kørte ligeud fik hun sig sat op og fejede noget hår væk fra ansigtet.
"Puha, det var tæt på." Ved bakspejlet sendte hun chaufføren et stort smil, før hun så lod sig falde tilbage i sædet og kiggede ud af vinduet. Hænderne stak hun ned i lommerne på den sorte trenchcoat hun bar, sammen med et par sorte støvler og mørkeblå jeans.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Dec 29, 2013 13:22:54 GMT 1
Matthew drejede sig med et chok og så på den blinde passager. Eller blind var hun ikke, men hun havde da bestemt ikke været der da han tog hjemmefra. Han blinkede overrasket med øjnene og en fure i panden viste sig tydeligt. Hvordan havde han ikke set hende?! Hvordan var han gået glip af at hun var kommet ombord i bilen? Ok, det var ikke fordi han hellere ville have ladt hende være i zombiernes nåde men han havde det bedst når passagerer pænt bad om at få et lift. Han drejede hovedet og så ud over den nu slukkede køler som de holdt ved fortovet. Han holdt stadig øje i bakspejlet inden han kastede et blik over skulderen på hende.
"Hvor skal du hen?" endte han med at spørge. Det var nyttesløst at bede hende om at stige ud af bilen, selvom pistolen i handskerummet kunne gøre underværker til at overtale folk med. Han skævede til den sorte læderpose på forsædet ved siden af ham og tilbage på hende.
|
|
|
|
Post by Alex Smith on Dec 29, 2013 13:45:19 GMT 1
Hun havde næsten lyst til at grine. At se hans udtryk var bedre end commedy. Nu var commedy heller ikke hendes stærke side, hun så meget der var langt sjovere end folk der forsøgte at få folk til at grine, for eksempel denne herre, hvis overrasket udtryk forsvandt alt for hurtigt. Det hjalp hende dog med at holde masken. Det ville jo ikke være pænt at bryde ud i latter over en vildt fremmed, hvis bil man sad i.
Først overvejede hun at give sin adresse, men kom så i tanke om at hun jo have rasten af natten for sig selv. Hvorfor ikke lade det være op til ham? Derfor trak hun let på skuldrene og lod det være op til ham at afgøre hvor han ville smide hende af henne, hvis det overhoved var i hans interesse. Det kunne være han kunne bruge hende til noget sjovt, noget hun også ville mene var sjovt.
Da han flyttede sit blik fra hende over imod sædet, fulgte hendes eget blik med. Interessant. Det måtte have været hvad han skulle hente. Hun kunne godt lide at vide hvad det var. Det kunne måske fortælle noget mere om hendes nye bekendskab, for han syntes ikke selv at være voldsomt interesseret i at fortælle om sin familie og fortid. Det var en skam, men det ville hun heller ikke selv gøre, så der stod de lige.
"Jeg tager ikke din pose, så ingen grund til at frygte den." Lød det lidt efter fra hende.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Dec 29, 2013 13:54:33 GMT 1
Han tog hendes afvigende svar som et tegn til at han bare kunne tage et hvilken som helst sted hen. Han tændte bilen igen og gled bort fra fortovet mens han søgte gennem de øde gader efter en vej tilbage til ringvejen og derfra ind til Hart. Han kommenterede ikke posen men holdt øje med både hende og hvad der end måtte komme af ting bag dem i tågen mens han kørte. Enkelte gange passerede de en enkelt skygge eller to men han nåede at speede op og komme væk fra dem før de kunne bestemme om det var en zombie eller andet.
"Hvad laver du i Shade uden et transportmiddel?" spurgte han til sidst mens han for 117. gang drejede om et gadehjørne. "Ved du ikke at det kan være livsfarligt at færdes her til fods?" Hans spørgsmål var sært bebrejdende og han overvejede kort hvorfor han virkede så irriteret over hendes uforsigtighed. Måske fordi at hun kunne være kommet noget til, ja, sikkert, men det var nu mest fordi at hun nu hang på ham indtil han kom tilbage til Hart.
Endelig kom de til et sted der virkede bekendt. En enkelt fortovsbutik så ud til at have åbent. En udhungret kiosk med et neonskilt der var i stykker. Stakler, tænkte han for sig selv, inden han fortsatte forbi.
|
|
|
|
Post by Alex Smith on Dec 29, 2013 14:13:51 GMT 1
At sige hvad hun rigtigt lavede var helt udelukket, så der var kun én mulighed tilbage, hvis hun skulle give et svar. Det ville være dødsygt at forsøge at bilde ham ind at hun var ude og slå zombier ihjel eller et eller anden dødsygt, så når det alligevel skulle være en løgn, hvorfor så overhoved skabe tvivl omkring det?
"Ude at besøge min syge moster, tante, lige hvad du vil have det skal være." Så forstod han forhåbentligt også at hun ikke ville have han skulle snage i hendes ting, selvom det til hans forsvar var et ganske normalt spørgsmål. Derfor heller ingen grund til at hidse sig op over det - eller spørge hvad han lavede, for det var ganske åbenlyst. Ude og samle poser med hemmeligt indhold, som der absolut ikke måtte tales om.
"Jaja far, men tante Mary var altså meget syg." Svarede hun igen, mens hun lage armene på kors over brystet og så fornærmet ud. "Men så var det jo godt far kom og kørte de stygge ulve ned."
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Dec 29, 2013 14:25:12 GMT 1
Noget over hendes attitude gav ham lyst til at placere en knytnæve i hendes ansigt, kvinde eller ej. Han kunne ikke udstå flabede folk, og da slet ikke når de var uvelkomne. Han sendte hende et bistert blik inden de endelig drejede ind på indfaldsvejen der led op til ringvejen. De lagde Shades grå betontinder bag sig og gled gennem natten mod Hart, der knejsede i en helt skærende kontrast til Shade. Selvom der også var højhuse her var de langt smukkere og deres lys var funklende og ikke blegt som forkølet solskin.
"Husk en bil næste gang," sagde han småirriteret og kort for hovedet. Hun gik ham lidt på nerverne, og der var stadig langt til de skulle af en af afkørslerne. Det gik dog desværre ikke præcis som han ville. Lidt oppe på ringvejen gav bilen et pludseligt bump i den venstre side og han måtte bremse og holde hårdt på rattet mens han styrede den ind i nødsporet hvor de holdt stille.
Han stirrede frem for sig. Han havde ikke kigget på kalenderen for nylig men det måtte være mandag. Han steg ud af bilen mens den sparsomme nattrafik passerede dem ubekymret og gik rundt om bilen for at tjekke skaderne. Et punkteret hjul. Men det værste var dog at bunden havde fået et stød og han ville ikke skifte dæk hvis ikke han vidste om han kunne køre videre. Det var for risikabelt på ringvejen hvor zombierne alligevel nogle gange dukkede op når nætterne var ekstra tågede, som den faktisk var denne nat. Et sted under ringvejens høje søjler kunne han se den hvide dis snegle sig hen over jorden.
"Fuck!" bandede han og sparkede vredt til gruset mens han tænkte sig om hvad han kunne stille op nu, med både ødelagt bil og passager. Hun var jo på sin vist hans ansvar, somehow. Men så igen kunne hun vel klare sig selv. Han kastede et blik på sin ramponerede mobiltelefon. Ingen autohjælp efter kl.18 og klokken var langt over 22. Ja, det måtte være mandag.
|
|
|
|
Post by Alex Smith on Dec 29, 2013 14:40:42 GMT 1
Det var ligefør hun kom med endnu et flabet svar, men holdte tand for tunge. Ingen grund til at give ham flere undskyldninger for at smide hende ud. Hun var derfor tavs og stirrede ud af ruden imens de fortsatte ind i byen. Hvad mon han skulle i Hart? Aflevere posen til en eller anden? Det var hendes bedste bud.
Ved bilens pludselige bevægelse, fór hun sammen og kiggede på sin chauffør for at se hvad han lavede. Grunden til bilens hop syntes dog ikke at komme fra ham, han så i hvert fald ikke just glad ud. Lidt nysgerrig så hun til imens han steg ud af vognen og skulle til at lege mekaniker. Han lignede ikke en, det måtte hun blank indrømme. Men hvornår lignede man også sådan en bil-freak?
Efter hans sure udbrud, kravlede hun ud af bilen og kiggede rundt. Hun kunne ikke se problemet. De var i det mindste tæt på Hart, tætter end hvis bilen var gået i stykker før.
"Måske vi bare skulle tage en taxa rasten af vejen?" Forslog hun og stak igen hænderne ned i jakkelommerne. "... med mindre du selvfølgelig meget gerne vil skubbe din bil hjem."
I så fald kunne hun sidde inde og styre bilen. Han var manden og uden tvivl stærkere end hende, gik hun i hvert fald ud fra. Det var også hans bil, så det burde være ham der gjorde det hårde arbejde.
"Du kan selvfølgelig også bare vente her til imorgen, men er det så ikke bedre bare at lade bilen stå?" Hun lage hoved på sned og betragtede ham. Måske var han bil-freak?
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Dec 29, 2013 14:48:28 GMT 1
Han skævede til hende mens hun kom med sine mange gode forslag til hvad han kunne stille op i situationen. Taxa? Tjoh, det var vel den bedste løsning, men hvor på ringvejen var de? Ikke langt fra den nordlige afkørsel indad mod Hart heldigvis, men det var sjældent taxaer rakkede ud på ringvejen om natten. De undgik det allerhelst, af frygt for at blive afsporet af bander der ville stjæle bilen eller blive rendt overende af zombier. Men ok, de var strandet og hun havde en god pointe i bilen. Han skævede ned fra ringvejsbroen til bunden igen og så mørke skygger bevæge sig dernede. En rallen eller to steg dem i møde fra dybet og blandede sig med motorstøjen fra en passerende lastbil.
"En taxa må være svaret," sagde han og så sig rundt. "Vi kan ikke forvente at nogen passerer os herude så vi må hellere sætte kurs mod afkørslen og håbe på at de der ikke kan klatre," han nikkede ned til dybet under dem. En klagende, fjern rallen kom næsten som svar på hans ord. De var ikke kommet tættere på… eller var de? Han kunne ikke fastslå det og istedet for at vente og blive for at se om de fik besøg gik han rundt til bilen, greb pistolen i handskerummet og posen i hånden inden han nikkede til hende for at få hende til at følge med sig.
|
|
|
|
Post by Alex Smith on Dec 29, 2013 15:16:31 GMT 1
"Man kan hvad man vil." Mumlede hun som svar. Selv anede hun ikke om zombierne kunne klatre eller ej, men uanset hvad skulle de i hvert fald ikke tæt på hende. Hun gad dem ikke, syntes de var klamme og forstod overhoved ikke hvorfor de overhoved var sendt ned i verdenen. De lavede ikke andet end at gøre livet surt.
Efter at have gået nogle minutter i tavshed, åbnede hun endelig munden. "Men jeg har stadig ingen anelse om hvem du er, så hvis du gider fortælle mig hvad dit navn er, så er vi da kommet et skridt videre." Hun kastet et blik hen imod ham og vurderede ham et kort øjeblik.
Var hun ikke helt afmarcheret, ville han spørge om hendes navn og i det sekund han ville åbne munden, forhåbentligt for at spørge, ville hun svare: "Alex."
Var det ikke det rigtige svar, ville hun blive tavs som en lukket østers. Hun hade a pinligeøre sig selv, men havde det med lidt for ofte at gøre det. Selv mente hun ikke hun var socialt akavet eller uøvet, men hun havde imponerende mange gange gjort ting som havde fået folk til at glo overraskende på hende, som om hun var en eller anden marskvinde der ikke havde lært takt og tone.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Dec 29, 2013 15:27:45 GMT 1
Det var koldt i den stride blæst oppe på ringvejsbrogen og han gik i tavshed da hun pludselig åbnede munden og spurgte ind til ham. Han kiggede lidt på hende og overvejede sine valgmuligheder. Hans navn ville afsløre hans forholdsvis kendte status som designer blandt overklassen. Hvad han så gjorde ude i Shade og samle mystiske ting op i poser ville garanteret medføre endnu en byge af spørgsmål. Men så igen, det kunne være hun ville få lidt mere respekt for ham. Han bed sig lidt i læben og skuttede sig i læderjakken mens han så rundt.
"Matthew James Daniels," svarede han til slut og så på hende med et let hævet øjenbryn. "Og du, den omflakkende kvinde der vover sig til Shade uden at tænke på at kunne komme hjem igen?" et lille drilsk smil formede sig i hans mundvig ved tanken om hendes lidt skødesløse faren omkring.
|
|
|
|
Post by Alex Smith on Dec 29, 2013 22:22:01 GMT 1
Et lydløst grin kunne ses på hendes læber. Hun syntes nok han virkede bekendt, men hun kunne ikke placere ham. "Ser man det." Hun havde da lidt af hans design der hjemme, trods det ikke var hele hytten der var stoppet ud med det. Bare lidt hist og her, imellem de andre designer ting, med kvalitet i toppen.
Selv mente hun at have været klar på at svare promte, men blev dog bremset da han fortsatte med at give hende tilnavne. Først så hun en smugle utilfreds ud, men da han var færdig med sværten og selv viste et smil, trak hun da også lidt i smilebåndet. Hun ville ikke fremstå som den sure unge - og han havde ret. Transport hjem havde ikke lige været på hendes liste over ting hun skulle huske, selvom det burde være tilfælde.
"Alex. Men så var det jo heldigt at du fiser rundt, i din bil, og søger inspiration i den mere dunkle del af byen." Han havde selvfølgelig ikke sagt et ord om hvad han egentlig lavede i Shade, men indholdet i posen kunne udemærket være en ting til inspiration. Men lige så vel noget helt andet.
Efterhånden som de nærmede sig enden af broen, kunne hun se hvordan bilerne kørte op på broen. Alt i alt var der bare mere liv på den side af broen der vente ind imod Hart. Det var næsten som at kunne fra en næsten tom by, til en by fyldt med meget mere liv, lys og glæde. Langt mere behageligt - og hjemligt.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Dec 30, 2013 13:53:02 GMT 1
Han klukkede lidt over hendes bemærkning og lagrede hendes navn og ansigt på harddriven bag kranieskallen. Han havde en god hukommelse takket være et lavere forbrug af alkohol og piller end gennemsnittet af byens befolkning. Ikke at han ikke drak, men indtaget var langt mindre end man måske skulle forestille sig for en kendis i byen.
"Ja, det var vel heldigt for dig," sagde han anerkendende med et lille nik mens han foldede hænderne bag ryggen og fortsatte ud ad vejen.
"Hvor skal du egentlig hen ad?" spurgte han mens hans blik gled langs vejen. Han kunne se afkørslen i det fjerne. Så var der ikke langt igen.
"Bor du i Hart?" han vendte blikket tilbage mod hende og studerede hende. Hvad mon hun bedrog, studerende eller arbejdede. Det var hans umiddelbare gæt. Hun så ikke ældre ud end 20 år eller deromkring.
|
|
|
|
Post by Alex Smith on Dec 30, 2013 14:11:47 GMT 1
"Egentlig hjem, men jeg har hele natten og skal ikke rigtig noget - og hvad sjov er der også i at tage hjem, når man kan løbe rundt med fremmed?" Hun skævede op imod ham, før hun så trak blikket til sig og studerede sine støvlesnuder. "Ja, det gør jeg - ellers havde jeg nok været lidt mere forberedt på at være ude sammen med zombierne. Det er ikke noget jeg gør tit - hvilke du nok har gættet."
For enden af vejen, fiskede hun sin telefon op. Med en fix app, fik hun på ganske kort tid tilkaldt den nærmeste taxa, som nogle få minutter efter kom kørene op ved siden af dem.
"Ind til centrum." Blev destinationen, hvis hendes rejsekammerat ikke havde nogle indvendelser.
Mens de kørte sad hun med hoved i telefonen, hvis skærm hun var meget omhyggelig med at skjule, så ingen kunne se hvad hun lavede. Da de kom til deres destination forsvandt telefonen i hendes jakkelomme mens hun steg ud fra bilen.
Chaufføren skulle til at opkræve betaling, men så til sin store rædsel at taxameteret stod på nul. Der var ikke engang kommet startgebyr!
Imens chaufføren forsøgte at finde hoved og hale i tingende, greb Alex ud efter Matthews hånd og trak ham ud af bilen, for så med lange målrettet skridt at trække ham væk fra bilen og ned af en anden gade, så de fik lagt taxaen bag sig. "Men hvor skal du så hen?" Spurgte hun, efter at have sluppet hans hånd.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Dec 30, 2013 14:17:06 GMT 1
Matthew var en kende for overrasket og mildest talt forbløffet til at svar lige med det samme. Hvad der havde gået for sig var han ikke helt sikker på men han lagde to og to sammen og forstod at pigebarnet havde nogle skrappe egenskaber, der muligvis blandt andet betød, at hun kunne slippe let fra hvad som helst. Tilsyneladende. Hun havde da klaret sig ganske godt fra Shade til Hart på en aften, og det uden at spendere end rød reje.
Han stoppede op og så på hende. "Hvad foregik der lige dér?" spurgte han og nikkede bagud som hentydning til hændelsen i taxaen.
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD