|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 27, 2014 20:00:16 GMT 1
Regnen plaskede op over hans sorte skosnude som han satte fra i hast ned ad vejen for at komme i ly. Det var som om himlen havde valgt denne dag til at være specielt ubarmhjertig, og regnen havde ikke holdt pause. Himlen var overskyet og det blege lys fra gadelamperne gav alting et koldt lys, koldere end det i forvejen var. Grå beton og sort asfalt var det eneste der blev oplyst af det nådesløse skær, og Matthew ville gerne nå at komme i ly for de isnende dråber, der krøb ind under hans jakkes krave. Bilen holdt endnu lidt vej væk, men det havde været hans eneste måde at holde observante øjne lidt fra sig efter at have fået endnu en sending Mirth hos en dealer i Shade. Han var begyndt at føle sig forfulgt, mere end normalt. Var det agenter? Var det Strangers? Han kunne aldrig få helt øje på nogen. Tågedisen sneglede sig hen ad jorden mens han krøb sammen i en døråbning til en forladt bygning. Han stod stille og lyttede, hånden på vej ned i en lomme efter en cigaret, der måtte bøde for vejret med et par dråber på papiret inden han fik tændt den bag en beskyttende hånd. Flammen var en kærkommen, lun afveksling fra omgivelserne, og den orange glød skar næsten uvirkeligt i øjnene før han så sig omkring og indså hvor han var. Bilen var ikke så tæt på som han håbede. Han stod i det buede indgangsparti til den forladte katedral. Han vidste ghouls holdt til derinde, og ergo måtte stedet være frit for zombier.
Han gik lidt længere ind i det forfaldne våbenhus og ind i katedralens ruiner. Der dryppede fra det ramponerede loft, der engang havde været prægtigt og smukt. Der var skikkelser hist og her der bevægede sig mellem murbrokker, lavmælt, grødet snakken og klagende jamren fra en ghoul-kvinde et sted i hjørnet. Matthew var ikke bange for ghouls. De var ikke ondsindede, hvis man bare lod dem være, nogle kom endda stadig til ham for at få deres Mirth, selvom det allerede havde udsultet deres kroppe helt og aldeles. Han gav dem det ufortrødent så længe han fik pengene han skulle have. Det var måske bestialsk i nogens øjne, men Matthew var ikke den der lod sin samvittighed komme på prøve når det gjaldt indtægter.
Han stod en tid og samlede sig mens han skuttede sig og så ud mod det ubarmhjertige vejr. Hvad han dog ikke ville gøre for en taxa.
|
|
|
|
Post by Len Leo Hora on Jan 27, 2014 20:11:30 GMT 1
Vådt. Slag mod kinden. En enkelt. Og så en mere. Det fortsatte pludselig lidt hårdere, og det var koldt og bidende. Nu også på øjenlåget. Det var så hårdt det gjorde ondt, og Leo åbnede øjnene og stirrede op i en massakreret himmel. Det var som om nogen havde flænget skydækket, indtil han indså det var brækkede søjler, der stod strakt mod himlen uden et loft at bære. Det havde sikkert været pænt. Leo ville gerne have set det dengang det var i sin fulde pragt, men der havde været vigtigere ting at tage sig til i Mal, end at drømme om skønhed og fortiden. Han rørte lidt på sig og mærkede hvor kold og stiv han var over hele kroppen. Noget borede sig ind i hans ryg og han bevægede sig lidt så det satte skred i den bunke murbrokker han lå på. Der var kun et tyndt klæde mellem ham og de kolde sten, og han ømmede sig brokkende.
"For helvede da... mumlede han mens han tog sig til nakken og baghovedet. Han havde en dundrende hovedpine og han kunne mærke noget stift på overlæben. Han tog en hånd op og mærkede. Blod. Næseblod. Det forklarede vel hvorfor han var hvor han var. Han satte sig lidt op og forsøgte ikke at rokke sig for meget ud af flækken samtidig, da bunken ellers ville ryge ned under ham. Han så sig om. Et stort rum, et rum uden et loft, og mærkelige foroverbøjede skikkelser, der så udsultede og trætte ud i det næsten ikke-eksisterende lys udefra byen. Han genkendte stedet. Han var vågnet op der en gang tidligere, og han genkendte katedralens interiør sådan nogenlunde. En enkelt skikkelse skilte sig dog ud, ikke ligeså sammenkrøbet som de andre, og en del mere soigneret. For at sige det mildt. Han lignede mere en konge i disse triste omgivelser. Han sad lidt og sundede sig inden han rejste sig, en smule skvattende på de usikre murbrokker og begav sig usikkert ned mod gulvet.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 27, 2014 20:20:44 GMT 1
Matthew havde stået i sine egne tanker da lyden af flere faldende murbrokker mod stengulvet nåede hans ører. Han drejede sig og holdt øje med en skikkelse der så ud til at kæmpe sig ned fra en af de højere og mere ustabile bunker, der lå for foden af en af søjlerne. De stammede sikkert fra søjlen og en del af loftet selv; der var tydelig algevækst på dem, så det tydede på at de havde ligger der et godt stykke tid. Skikkelsen tog form af en mand, forholdsvist velbygget og så ud til at kunne sit kram med fysisk arbejde. Alligevel var der noget over ham der bød Matthew at være varsom. Selvom udstrålingen tydeligvis mere var af en mand der måske havde gået lidt for hårdt til de våde varer aftenen forinden, så var det ikke det, der slog Matthew. Han syntes bare at genkende ham. Måske et bandemedlem i Mare? En drug-dealers håndlanger? Han kunne ikke være sikker.
Han tog endnu et hiv af smøgen mens han betragtede den unge mand komme ned fra murbrokkerne. Hans forkomne stadie mindede netop om en mand med svære tømmermænd men Matthew var ikke helt sikker på at dette var tilfældet.
"Skal du have hjælp?" spurgte han ufortrødent. Han kunne ikke selv forestille sig hvordan det ville være at vågne sådan et sted i sådan en tilstand som manden så ud til at være i, men hjælp ville han da være taknemmelig for. Dog var han stadig på vagt. Man kunne aldrig vide hvad folk lavede i Shade på dette tidspunkt og med hvilken grund han var strandet i den forladte katedral.
|
|
|
|
Post by Len Leo Hora on Jan 27, 2014 20:27:32 GMT 1
Leo fik børstet sig sådan nogenlunde af. Hans rå skovmandsskjorte var flænget i ærmet og han kunne mærke et sår der bestemt ikke havde det godt. Hvordan fanden har jeg fået det? tænkte han stille for sig selv mens han undersøgte sig for andre skader og sår. Der så ikke ud til at være nogen. Hans cowboybukser var dog lige til at lukke op og skide i. Lange flænger på knæene og Hvad fanden?! græs og blade og mudder? Hvor var der en park i hele Utopolis? Ikke nogen af de steder han som regel befandt sig. Hvad foregår der... nåede han lige at tænke inden han hørte en myndig mandestemme tale til sig. Han så hen mod manden under det kollapsede indgangsparti. Han kunne bedre se ham nu han var kommet tættere på. Hvad fanden laver sådan en fisefornem fyr her i Shade? undrede han sig over imens han med stive skridt og en let humpen på højre ben kom ham imøde.
Hvor... jeg... kan du hjælpe mig hjem? spurgte han grødet, hans stemme tydeligvis trængt af at være blevet brugt og derefter blevet efterladt i den kolde natteluft under en delvis åben himmel. Han kunne næsten dufte mandens eau de cologne på flere meters afstand. Det var en sær blanding med duften af forrådnede ghouls og fugt fra de våde sten.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 27, 2014 20:33:31 GMT 1
Matthew missede lidt med øjnene da en vanddråbe svang sig ned over hans øjenvipper og han tørrede den kort bort. Han var altså stensikker på at have set den mand før, og det var ikke gode minder, hvis man da kunne kalde en idé om et møde for et minde. Han trak jakken mere omkring sig, sikrede sig at revolveren var i lommen inden han vendte sig helt imod ham.
"Ja det kan jeg vel godt hvis du er forberedt på at gå lidt til min bil," sagde han med en let panderynke mens han studerede ham. Det var måske ikke ligefrem noget der tiltalte denne unge mand gevaldigt. "Hvor bor du?" spurgte han og skodede endelig smøgen under sin sko. Gløden sydede i en lille pyt inden den døde helt under vandoverfladen.
|
|
|
|
Post by Len Leo Hora on Jan 27, 2014 20:39:43 GMT 1
Leo stod og så lidt fortabt ud i ansigtet. Han tænkte så det næsten kunne høres knage over lyden af de gurglende ghouls i baggrunden. En enkelt forsøgte at kravle op på en bunke murbrokker af Gud ved hvilken årsag, men endte med at falde sammen for foden af den som et udsplattet stankelben. Leo ignorerede det, eller forsøgte på det. Det distraherede ham. Der var noget ved de ghouls der bare gik ham på. Som om han havde en naturlig modvilje imod dem.
"Deeeet... jeg... det kan jeg ikke lige... huske..." endte han med at få svaret en smule tøvende og så fåret på den fremmede mand, som om han skulle vide det. Et eller andet sted i hans baghoved ringede en klokke, som om han skulle genkende manden, men han kunne ikke præcisere følelsen lige umiddelbart selvom han var fristet til at spørge. Og så alligevel... hvor skulle han have set ham? Han kom tydeligvis fra et andet klasselag end Leo gjorde, så de havde næppe haft nogen mindeværdig kontakt, selv hvis de havde set hinanden. Troede han.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 27, 2014 20:46:40 GMT 1
Hvis Leo nogensinde havde set Matthew - udover måske i de mere skumle afdelinger af byen - kunne det meget vel have været på forsiden af et magasin. Matthew var trods alt designer, som sit offentlige erhverv, og et kendt ansigt i det meste af Utopolis, eller ihvertfald de kredse hvor han var vigtig, både indenfor arkitektur og tøjmode. Men Matthew tvivlede dog stærkt på at det var noget som denne unge mand ville give sig i kast over. Han lod til at være mere den... arbejdsomme type.
"Kan du ikke huske hvor du bor?" spurgte han lidt mere indgående. Det gav dem jo ikke meget at arbejde med, og Matthew vidste bedre end at begynde at begive sig ud i Shade og Mare om natten for at finde mandens hjem. Han gættede på Shade og Mare baseret rent udseendemæssigt på mandens tøj. Det så hærget ud, som om han ikke havde haft det af i flere dage, og havde begivet sig på skovtur samtidig. Skovtur. Matthew måtte mønstre sig for ikke at give udtryk af overraskelse. Kunne han have været ude i skoven? At dømme på mudderet og bladene kunne det meget vel være svaret. Men manden boede næppe derude. Ingen boede derude.
|
|
|
|
Post by Len Leo Hora on Jan 27, 2014 20:52:00 GMT 1
Leo forsøgte at tvære det fårede udtryk af ansigtet. Det lykkedes ham ikke synderligt da han hørte mandens spørgsmål. Hvorvidt han var model eller hvad fanden han var ragede ham en papand og dens sparsomme fjer. Det var ikke hans interesse at sidde og læse. Han var en mand af handling og få ord, sådan var det vel for de fleste i hans felt. For han var trods alt også hunter. Ikke en god hunter, men bedre fordi han havde en del erfaring med kamp. Dog kunne han mærke at han ikke lige ville være i stødet til noget hvis de rendte ind i nogle zombier på nuværende tidspunkt. Hans krop gjorde ondt og hans lemmer og muskler var næsten frosset til is, våd og gennemblødt som han var.
"Jeg ved det ikke..." svarede han til sidst og så sig lidt omkring. "Det sidste jeg husker er at være på vej hjem fra arbejde på havnen i Mare... og nu, ja, jeg ved ikke engang hvilken dag det er - eller hvornår på dagen det er." Han undlod det brødebetyngede ansigt. Det var ikke hans far han stod overfor, selvom manden alligevel havde en vis autoritær udstråling. Han var sikkert direktør eller sådan et eller andet shit.
"Giver du en?" spurgte han og nikkede til mandens pakke smøger, der stak op af jakkelommen.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 27, 2014 20:57:00 GMT 1
Matthew stak manden en smøg uden videre omtanke. Han så ud til at kunne have brug for den. Havnearbejde i Mare. Javel ja, så var det måske i den anledning Matthew havde set ham. Under kranerne mens han havde været i færd med at deale Mirth til de stakkels, i forvejen forhutlede, beboere i Mare, så de kunne komme ud og danse natten lang uden at blive trætte på noget tidspunkt. Mirth var jo et vidundermiddel, lige indtil man endte som en af de ghouls der lå i katedralens mørke og ragede rundt efter kakerlakker så de kunne få en smule protein til deres magre, skrøbelige kroppe. Hvordan de kunne bekæmpe zombier var Matthew en gåde, men de lod til at gøre et godt job. Måske var det noget med de to udødes ligheder der kolliderede? Han vidste det ikke.
"Bor du i Mare så?" spurgte han med en panderynke og stak også manden en lighter så der kunne komme ild i lighteren. "Hvis du er havnearbejder er det vel et sted man ville bo for at være tættere på arbejdet." Det var bare et gæt, det var så godt som et hvilken som helst andet gæt.
|
|
|
|
Post by Len Leo Hora on Jan 27, 2014 21:02:23 GMT 1
Leo tog taknemmeligt imod smøgen og lighteren og fik hurtigt tændt en smøg inden der faldt for mange dråber på papiret. Gløden blussede barmhjertigt op i mørket under den buede indgang og han tog et langt sug og pustede ud. Det var som at blive befriet fra alle bekymringer og selvom han havde en svær hovedpine, og rygning ikke just hjalp på den slags, så gav det ham alligevel ro og plads i sindet. Han blev afklaret, mere fattet og han begyndte at finde hoved og hale i hvad der måske var hændt ham.
"Ja... eller måske. Jeg tror nu der er her i Shade... Jeg kan huske jeg var kommet forholdvist langt hjem inden der var et eller andet der fangede min opmærksomhed. Det var ikke zombier, dem kan jeg snildt klare når jeg ikke, ja, er som jeg er nu," svarede han. "Men jeg har ikke nogen anden anelse om hvor jeg har været..." han så ned ad sig. Det var tydeligt han havde været udenfor Utopolis, endda langt oppe i Talons. Ikke at han ville indrømme det, men han var ret sikker. Men hvad havde han lavet der... Han kunne vitterligt ikke komme på det. Han kunne huske glimt af træer, mørke, Barrow Hill. Derefter intet. Enkelte strejf af at have løbet igennem de tomme boulevarder i Shade. Og så nu. Det var besværligt at huske. Det irriterede ham også grænseløst.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 29, 2014 16:21:23 GMT 1
Matthew lod til at tænke lidt over det. Det var vel nemmere at hjælpe ham med at finde hjem nu hvor de var i Shade, men han var alligevel imod det af uransaglige grunde. Som om nogen eller noget forsøgte at holde ham fra at hjælpe ham. Det ville i sidste ende koste ham. Det var følelsen der sad i ham, ihvertfald, men han havde ingen idé om hvor den kom fra, og det var mest det, der fik ham til at tøve.
"Jamen så skulle det vel ikke være noget problem for dig at finde hjem herfra," svarede han henkastet og måske en kende afvisende. Han havde heller ikke lyst til at rakke Shade rundt for at finde en eller anden lejlighed. Det var mere tåget end sædvanligt og det gjorde det langt mere risikabelt at befinde sig ude på gaden end normalt, i Shade.
|
|
|
|
Post by Len Leo Hora on Jan 29, 2014 18:48:12 GMT 1
Det var ikke svært for Leo at mærke afvisningen i mandens stemme. Det var vel heller ikke fordi at man hver dag valgte at spørge om hjælp til at komme hjem, men Leo var i en situation hvor han ikke kunne gamble med sin tilstand. Han var udmattet og udkørt, som om han havde løbet et marathon i flere dage. Ja, hvilken dag var det overhovedet? Alligevel hjalp smøgen som en gave sendt fra himlen, og han kunne efterhånden tænke klart igen. Han måtte finde hjem på en eller anden måde, om denne mand var villig til at hjælpe eller ej. Det ville dog være bedst med et skjold mod zombierne nu hvor Leo ikke havde noget af sit hunter-udstyr på sig.
"Det er det vel, hvis bare jeg kunne huske retningen og hvordan det ser ud," svarede han med et skuldertræk mens han så rundt i ruinen på de forhutlede ghouls. Han kastede et skjult blik på manden foran ham. "Hvor langt væk var det du sagde du holdt?" spurgte han uden omsvøb. Han ville ikke give op så let.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 29, 2014 18:58:32 GMT 1
Matthew begyndte at indse at han måske hang på at hjælpe manden hjem. Det irriterede ham at skulle stå model til at være den barmhjertige samaritaner, men det lod ikke til at den nødstedte fyr ville vige for muligheden for at få et lift rundt i Shade. Matthew mærkede efter på lommen. Stofetuiet med de små Mirth-ampuller lå sikkert dernede. Der var for en mindre formue dernede, men manden lod ikke til at være interesseret i stoffer. Han så hærget ud men ikke hærget nok til at være Mirth-addict.
"Ikke langt," svarede han med et blik ud til gaden, hvor regnen hang som et gardinslør over den grå, triste verden omkring dem. Hans blik endte på manden igen inden han holdt hånden stift frem for sig. "Matthew," præsenterede han sig som. "Mon ikke vi kan finde ud af at få dig hjem i god stand?"
|
|
|
|
Post by Len Leo Hora on Jan 29, 2014 19:45:05 GMT 1
Måske var det lyset der gjorde det, men Leo havde svært ved at skjule et smørret smil. Han vidste hvornår han kunne få sig selv trumfet igennem, endda med ganske få ord.
"Leo," han gengældte håndtrykket inden han skodede sin egen smøg. Skovmandsskjorten trak han lidt mere omkring sig, og begav sig lidt længere ud igennem indgangspartiet. Lyden af de hulkende, gurglende ghouls' stemmer fortabte sig bag ham og han spejdede op og ned ad gaden.
"Hvilken vej? Højre eller venstre?" spurgte han og kastede et blik over skulderen på Matthew.
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD