Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 6, 2014 22:58:07 GMT 1
Viktor kendte disse kloakker bedre end de fleste Ghouls. Vidste hvor afløbene løb op og ned. Hvor kloakken endte i havet. Han havde spenderet utallige timer dernede, slynget hovederne af zombier til hans arme blev trætte, og derefter det samme næste dag. Men det syntes ikke at have hjulpet. Han havde tævet Ghouls, slået dem ihjel i sin aggressive søgen efter informationer. Informationer som han nu havde brug for, mere end nogensinde. For det hjalp ikke at hugge hovedet af hydraen, når to voksede ud i dets sted. Han måtte til at arbejde mere metodisk, han måtte bekæmpe kilden i stedet for symptomerne. Han måtte slå til hvor hans slag ville være mest effektive. Nathaniel var på sporet af ham, han var ved at miste balancen mellem hvad var, og hvad ikke var... han måtte genoprette kontrollen. Genoprette sig selv. Så det var måske på høje tid at han opsøgte en lille minx der havde 'hjulpet' ham før? Ahh, den søde Olivia. Ghoulen der desperat forsøgte at bedre sig selv, forsøgte at være et menneske igen.. Han havde før 'overtalt' hende til at hjælpe ham, at give ham informationer. Mon ikke han kunne hive lidt ud af hende igen denne nat?
Viktor mindedes hvor hun plejede at opholde sig, i Mares kloakker. Med sin træning som Vector, var det nemt at holde sig skjult indtil hun ville vise sig. Det var også nemt at holde sig selv tålmodig til at vente flere timer, hvis det var nødvendigt. Ved et afløb i kloakken, hvor mørke kobberrør mødte det medtagne sten af underjorden, skjulte han sig. Ghouls passerede ham i deres desperate søgen efter mad og hvile. Han kunne høre zombier i kloakkens dyb, men ingen tæt på. Han stod som en søjle, urokkelig imellem rørene. Masken såvel som det kulsorte jakkesæt holdte ham skjult. Gjorde at han faldt i ét med mørket og den konstante skygge i dette sted.
|
|
|
|
Post by Olivia Rodriguez on Jan 6, 2014 23:41:31 GMT 1
Efter tre år i kloakkerne, havde Olivia efterhånden en noget så gennemgående viden om deres opbygning. Hun gik dem igennem flere timer om dagen, for at holde sig væk fra farlige områder samt for ikke kunne blive fundet. Olivia havde ingen behov for at blive set eller fundet af nogen, kun når hun selv ønskede at blive fundet. Kvinden bevægede sig så stille som muligt igennem kloakkerne, alle hendes ejendomme nu i Lola's lejlighed, så turene igennem undergrunden blev nemmere. De andre ghouls, alle i forskellige stadier af deres kropslige nedbrydning, osede af en forfærdelig stank. En stank Olivia var hundrede procent overbevist om at hun ikke selv døjede med. Hun skar ansigt, og drejede omkring et af de mange hjørner. Der lød en sang i hendes hoved og hun nikkede i takt, glad for aftenens indtjening.
Det var intet anderledes ved kloakkerne den aften. De typiske skrig og råben på afstand, men det vænnede man sig til. Som kvinden i sit hoved begav sig i en anden verden, samt den sortklædte maskerede mands stillestående væsen, kunne hun ikke på nogen måde ane han var der. Manden havde før truet hende for informationer. Informationer hun oftest nød at beholde for sig selv. Et våben hvis det lå i de rigtige hænder. Men det var som om hun mistede al kontrol over sin selvtillid i hans "selskab".
Olivia listede sig videre, uden et rigtigt mål. Det handlede bare om at holde sig i bevægelse indtil natten igen ville være på, og hun igen kunne vende på byens bare, pubs og natklubber i søgen efter sit næste mål.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 6, 2014 23:59:44 GMT 1
"Godaften, Olivia." Den dystre og let forvrængede stemme fra bag masken, lød stødt i Kloakkens mørke. Han så klart og tydeligt sine omgivelser. Gjorde hun? Efter at han havde gemt sig i længere tid, stod han nu pludselig ca 3 meter bag hende. Han rankede over hende i højde og generel fysisk størrelse. Stiv og kølig, urørt af omgivelserne han befandt sig i. Det var næsten som om at han nu definerede omgivelserne. Omgivelser der havde været der mange år før han blev født, blev fordrejet og forskruet af hans tilstedeværelse. Der lød ikke engang åndedrag bag masken. Den eneste lyd han udgav, var lyden af læderet der strammede og strakte sig ved hans lettere urolige fingre. Overlegen og lettere truende tog han et enkelt elegant skridt nærmere hende, hovedet lidt på skrå, og med det kulsorte blik fæstnet mod hende. "Længe siden.." Sagde han lidt nonchalant, tydeligt indikerende at det ikke var fordi han havde savnet hende. Men måske havde han følt sig lidt forrådt? Måske lidt skuffet over at hun så aktivt havde forsøgt at skjule sig fra ham? Olivia var en af de få Ghouls, hvis liv denne maskerede Demon havde skånet. Han havde ingen forkærlighed for Ghouls og deres unaturlige væsen. Væsner der af denne verden var blevet givet endnu en chance i livet, men en chance de fleste spyttede væk i absurditeter og meningsløshed. Olivia var tydeligvis stærkt optaget af at forbedre sig selv, eller hendes udseende nærmere. Hun lignede ikke en Ghoul, men han kendte en Ghoul når han så en. Hun lugtede ej heller af Ghoul. Hvis masken havde været fjernet, ville hun måske endda kunne se en lettere beundring over hendes vedligeholdelse af den skal der indeholdte hende. Viktor vendte sig, så han stod med siden til hende, ansigtet rettet en smule mod jorden. En profil i mørket, der trods dets manglende udsyn af hende, vidste præcist hvor hun befandt sig. "Jeg har brug for informationer.."
|
|
|
|
Post by Olivia Rodriguez on Jan 7, 2014 11:15:47 GMT 1
Med det samme at hans stemme krøb ind i hendes øregange, løb kulden ned af ryggen på hende. Den stemme ville hun kunne genkende til en hver tid, forvrænget blot en lille smule af hans maske og dyb. Olivia synkede en klump og stoppede i sporet og vendte sig om med blikket stadig rettet imod kloakkens brosten under hendes fødder. Kvinden ville for alt i verden bare gerne undgå at skulle besvare spørgsmål, undgå at skulle se ham i øjnene igennem masken og især undgå at skulle stå for tæt på ham. "J... Ja" mumlede hun til hans "hilsen" og bad indvendigt til den gud hun ikke troede på, at hun måtte blive skånet for hans vrede. Den vrede hun havde hørt fra, fra de få der var blevet skånet af ham, skulle være dødlig.
Hun kunne se ud af øjenkrogen at den maskerede mand vendte sig. Først dér turde hun se sig en smule op, hendes arme krydset under hendes fyldige barm "Jeg... Jeg ved ikke mere end jeg har fortalt dig" mumlede hun og bed sin underlæbe, i en kamp imod de tårer der truede at vise sig. Olivia var ellers ikke typen der græd - Aldrig. Hun var typen der var selvsikker, der osede af sex appeal og energi, men i det øjeblik hun stod der, var hun ikke sig selv. Hun var en usikker lille pige, der for alt i verden bare gerne ville have sin mor, et kop varm mælk og en blød seng. "Jeg ber' dig.. Jeg ved ikke mere" og for første gang vovede kvinden sig at kigge op og prøve at fange hans øjne. Hendes egne var fyldte til randen med saltet tårvæske og det ville kun tage hendes øjne et blink mere og de ville vove sig ned ad hendes kinder. |
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 7, 2014 18:20:34 GMT 1
Viktors hænder gned sig imod hinanden, og lyden af det sorte læder der strakte sig gjorde atter et smalt ekko. Men han gjorde nu hvad han kunne for at tie stille, for at forblive lydløs. Han ville jo ikke have at deres lille genforening skulle afbrydes af ubudne 'gæster'. Dog var stilhed en mangelvare i deres selvskab, også selvom hendes stemme blot var en lavmælt mumlen og tryglen. Hendes åndedrag syntes at tyde på en urolighed. Han behøvede ikke kigge på hende for at vide hvordan hun så ud i disse øjeblikke. Gjorde det ham tilfreds? Ja, uden tvivl. Det var et testamente for succesen af hans metoder. At selv en selvsikker og uafhængig 'kvinde' som hende krøb sig sammen i hans nærvær, viste blot at det ikke kun var omgivelser han forskruede, men også personerne. Han kunne hvile ved selvtilfredsheden resten af aftenen, men han havde ikke lyst. Da hun erklærede at hun åbenbart ikke vidste mere, vendte han sig endelig mod hende, og tog endnu et skridt imod hende. Den halvt truende adfærd burde være nok til at fortælle hende at han ikke troede på hende, imens at han knyttede sine hænder for at modstå trangen til at gøre hende skade. "Et sted her i kloakkerne, mødes nogle Ghouls dagligt med Mirth-dealere fra Hart... hvor?" På trods af kroppens urolighed, forblev hans stemme kølig og dyster, som om han blot havde været nødt til at gentage en simpel ting for en person med dårlig hørelse.
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD