|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 6, 2014 21:46:54 GMT 1
Køkkenet var endelig blevet gjort rent, så der ikke var rester af blod eller noget lignende omkring, da hun havde haft besøg af Nathaniel, så hun tog sig muligheden for lige at lave en madpakke til sin gode veninde, der stadig boede nede undergrunden i Shade. De havde faktisk slet ikke snakket siden, at Lola var blevet ghoul, da hun havde været utroligt fortabt i Staint. Hun havde ikke villet give slip på sin barndom og opvækst lige indtil, at Nathaniel havde jagtet hende. Hun var stadig bare "den udstødte" i Staint, så hun havde faktisk slet ikke nogen intentioner om at tage tilbage, da hun havde lyttet til dæmonens ord og indset, at det hun havde gjort var forkert. Hun pakkede den smurte mad - hvilket inkluderede nybagt brød fra bageren, som hun lige havde nappet på vejen hjem fra kirke, som hun havde iklædt lidt smør og store skiver af skinke - da hun vidste, at hendes veninde nok var sulten og nu, da de begge var blevet kødafhængige pga. deres livstilstand, så var det måske også bedst for den magre stakkel. Hun havde puttet det ned i en Barbie-madkasse, hvorefter hun var gået ud af døren - for første gang i et helt anderledes stykke tøj, som hun havde fundet i skabet og vasket. Hendes lange lyse hår lå ned af hendes skuldre, da hun ikke længere vovede på at putte det op i en hestehale, da hun var bange for, at det nemmere ville ødelægge hendes pigmenter. Hun gik fra sin lejlighed - på femte sal - ned igennem gaderne til en afgrund, der egentlig førte til Ringvejen, men havde en undergrundsåbning, der - også egentlig var en blindgyde -, som hun vidste, at Olivia ville befinde sig i. Lola trådte indenfor i den mørke hule, men netop pga. mørket kunne hun ingen se. Hvis hun ikke var hjemme, så kom hun det højst sandsynligt snart, hvilket også fik hende til at hæve paraderne og råbte: "Honey, I'm home... Jeg har mad med" |
|
|
|
Post by Olivia Rodriguez on Jan 6, 2014 22:40:35 GMT 1
Olivia lå i den runde undergrunds åbning, en ussel madras under hendes spinkle krop og kun iført aftenens festtøj. Det var ikke fordi humøret var så højt da hun nu i nogle dage efterhånden, ikke havde kunne få fat på den rigtige mængde mad. Hun lå der, hendes hud sygeligt grøn og hun vidste udmærket godt at der umuligt kunne dufte særlig godt. Hendes behandlinger var dyre og der var gået lang tid siden hun sidst havde haft pengene til at få dem, hvilket havde sat hendes krop igang med den evigtværende nedbrydning på dobbelt tempo, samt at hendes dyriske instinkter kæmpede på hendes indre.
Det var sjældent Olivia fik gæster da hun for det meste, kæmpede med at vedlige holde sit udseende og skaffe penge til de evige behandlinger. Dette var også grunden til hendes overraskelse da hun kunne høre nogen komme tættere og tættere på. Kvinden fandt sig en beskyttende position og så imod åbningen, hendes ansigt seriøst og øjnene ekstremt rødsprængte. Da Lola's feminine stemme så kunne høres tillod den svage kvinde sig at smide sig ned på sin madras igen.
"Lola, du skræmte livet af mig" forklarede Olivia i en hæs stemme, og ventede på at kunne se den tatoverede skikkelse. Det var først da den efterfølgende kommentar om mad slap Lola's læber at Olivia kunne samle kræfter til igen at rejse sig op og give sig til at gå sin veninde i møde. "Seriøst? Barbie?" spurgte hun og grinede i sin hæse tilstand. Med det samme tog hun kassen fra venindens hånd, og gav sig til at skovle hver en krumme i munden "Mh.." brummede hun i nydelse og glemte nærmest alt om Lola's tilstedeværelse.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 7, 2014 10:45:07 GMT 1
Ved synet af den ligblege kvinde, der trådte frem af mørket genkendte hun hende straks. Roligt trådte hun frem og gik derved bort fra indgangen, der holdte lyset ude - eller det lys, der nu var. Hun så sig omkring, da det efterhånden var lang tid siden, at hun havde besøgt Olivia pga. hendes tid som ghoul det første år. De havde begge to aldrig rigtig haft noget oprigtigt hjem og, da Olivia næsten altid havde arbejde at se til, så var de distanceret meget af tiden, selvom de begge havde forholdt sig gemt nede i undergrunden. Olivia havde altid været en travl kvinde, hvilket egentlig havde gjort Lola bekymret for deres venskab, men nu, hvor hun igen begyndte at have 'væsenlig' kontakt, så følte hun sig mindre ensom og mere tilbøjelig mht. Olivia, da hun pludselig forstod hendes grubler. Hun var også utrolig smuk, så med al den tid hun arbejdede kom der vel også små frynsegoder ind imellem. "Ja, Barbie. Jeg fandt den på et brugskuntsmarked og jeg kunne simpelthen ikke stå for den" sagde hun drilskt og blinkede til hende, som hun betragtede hende smække i sig af det hvide brød og det friske kød på toppen. Det var nok ikke af meget, men det var nok for dem begge to. Lola gik hen mod Olivias seng, som hun altid bare havde sat sig ned på, når hun var på besøg, men pga. den nye duft, der vandrede bag hende var hun pludselig blevet rimelig forfængelig. Hun skar en grimasse, men ikke så Olivia kunne se det og placerede sig istedet på jorden, hvor hun betragtede Olivia. "Undskyld, at jeg bare kommer sådan uanmeldt, men vi har ikke set hinanden længe" mumlede hun og så sig omkring i delvis væmmelse, da hun ikke længere var vant til den forfærdelige lugt, der fandtes i undergrunden, men det gik hende ikke så meget på, som det burde, da hun vidste, hvor forfængelig Olivia selv var. Trucker-bad, massere af parfume og loads of make-up, selv fra dagen før. Det var sådan hun kendte Olivia. |
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD