Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 6, 2014 18:41:35 GMT 1
Regnen stod ned i kraftige stænger, med en mild blæst fra nordøst. Era kastede sit blålige skær fra nattehimlen, og det hele dækkede Staints brostensgader og hældte bygninger i en dyster stemning. Viktor stod på et gadehjørne, hvor to gader mødtes, under en kraftig lampe. Med øjnene knebet en smule sammen kiggede han først op imod lampen, og lod derefter blikket falde på de forskellige retninger vejene førte. Forbistrede UV-lamper. Dets skær irriterede Viktors øjne, og gjorde hans blik sløret, men han blev stående lidt endnu, i håb om at Lily ville genkende hans skikkelse og komme løbende. Nogle af de andre unge sangerinde havde forstyrret Viktor med nyheden om at Lily var taget ud i regnen alene. En forstyrrelse der ikke kunne være kommet på et dårlige tidspunkt. Bilen var hos familien, og Viktor havde endnu ikke fået færdiggjort syningerne af hans seneste sår på skuldren. Så i regnens mørke, under den tykke frakke, blazeren og den hvide skjorte, blødte såret stadig, på trods af at healingen var sat i gang. Bakterier måtte have været på klingen, bakterier der forhindrede såret i at lukkes. Men han havde ikke tid til at spekulere på det nu. Han var trådt ud i elementernes aggression i sin søgen efter Lily. Først var han taget forbi Lily's hus, men ingen havde været hjemme. Og siden da, i næsten en time, havde han ledt gaderne tynde efter hende.
Han satte i gang og forlod lampens afslørende lys, for derefter at vandre ned langs en bølget gade med hastige skridt. Han så ingen skikkelser, i hvert fald ikke åbenlyse skikkelser. Men der var altid nogen, eller noget derude. Og han kunne skam godt fornemme noget i skyggerne. Men han ignorerede det, og med skuldrene skuttet op om ørene, og hænderne i frakkens lommer, spejdede han rundt på sin gang. Han havde visse tanker om det mon var fornuftigt af ham at lede aktivt efter hende? Sidst de to havde stået ansigt til ansigt, var ikke endt godt, efter hans mening. En skræmmende oplevelse han ikke ligefrem længtes efter at gentage. Han måtte indrømme, irriteret var han. Sådan at skulle være nødsaget til at gå efter hende, efter klagen og hvinen fra de andre sangerinder. Men hun var hans ansvar, både 'lovligt' og ikke.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 6, 2014 20:36:57 GMT 1
Blind. Blind af smerte og sorg og noget andet udefinérbart var hun strøget ud af teateret. Gemakkerne ovenpå havde presset ind på hende, væggene havde næsten talt til hende, og det eneste hun hørte var den rasende brølen, faderstemmen, den gamle skygge fra fortiden der indtil nu kun havde jagtet hendes mareridt for nogen tid mens hun havde været på teateret. Hun havde en simpel natkjole på og tynde slippers, der klaprede mod de våde brosten. Hun var snublet oftere og oftere, regn og tårer blandede sig på hendes kinder, og hendes hår klaskede fladt og uden form mod hendes blege, kolde ansigt. Skuldrene rystede og hendes krop var ved at bukke under. Der var mørke, mørke overalt, gadelampernes lys til trods. Men for hende var alt sort og koldt og mørkt. Tankerne om at finde et eller andet giftigt var meget tiltalende. Hendes krop føltes som om den blev ædt op indefra af galde og syre, en farlig, mental syre der snart ville have ædt den sidste rest af hendes forstand. Hun var kommet så højt op og var faldet så brat. Bipolar. Det var hvad hun var.
Hun standsede på et gadehjørne og så sig om. I sin blindhed havde hun forvildet sig ud i en del af Staint hun ikke var så bekendt ved og hun så sig hjælpeløst omkring. Hendes hoved snurrede og som hun stod der alene og ensom var der ikke noget der kunne forhindre nogen i at angribe hende. Hvilket var præcis hvad der skete. En sort skikkelse trådte ud af disen der denne aften lå over forstaden og greb hende om halsen. En sort maske var over ansigtet og en sprinkniv i den handskeklædte hånd.
"Vis mig hvad du har, tøs," snerrede en mandestemme fra under hætten og snittede hendes kjole op foran så hendes bryst blev blottet. Hun skreg og kæmpede imod alt hvad hun havde lært. Hun vidste nogen mænd foretrak ikke at betale for pigerne i Pleasure Quartier, og det var ikke unormalt at nogen blev overfaldet. Hun havde ikke selv prøvet det, men i denne ulykkelige situation var det endnu værre for hende. Hendes klare stemme kunne dog stadig kæmpe sig ud mellem hendes læber og flænsede luften i den stille aften, mens hun forsøgte at lange ud. Hendes slag var svage og overfaldsmanden dukkede sig uden problemer mens han skubbede hende op ad gademuren og han holdt en kniv for hendes strube.
"Skrig igen og det bliver det sidste du gør," truede han. Hun tav og så bange på ham mens hun hyperventilerede af skræk. Hun mærkede den kolde handskeklædte hånd glide over hendes bryster og indenfor kjolen hvor den ragede hende brutalt mellem benene. Læderet gjorde ondt indeni og hun gispede efter vejret og forsøgte at stilne sin krops reaktioner. Kniven for hendes strube havde hende paralyseret og hun kunne knap nok bevæge sig alligevel. Det sortnede næsten for hende.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 6, 2014 21:20:08 GMT 1
Iblandt lyden af de blankpolerede sko i vandpytten, regnens kraftige larm omkring ham.. hørte han en hvinende stemme. Som en alarm af panisk angst der strøg igennem gadebilledet, bølgede sig med brostenene, resonerende fra vindue til vindue. Indtil det endelig hamrede imod Viktors trommehinder. Han stoppede hurtigt op, og vendte sig om mod hvor lyden kom fra. Der var noget primalt over denne aften, noget mystisk og spirituelt. Som om at Era trak og hev i gadebilledet som trak den i tidevandets bølger. De hurtige bevægelser førte ham med en sådan hast, at fødderne knapt nok rørte den våde overflade, inden det næste skridt var taget. Alt gik langsomt omkring ham, en kat der forsøgte at søge ly for regnen, syntes at bevæge sig i strobe tværs over vejen. Viktor behøvede ikke at hvile sit blik på scenariet han så udfolde sig. Han behøvede ikke finde nogen større bekræftelse i inaktiv overvågen. Over Lily's blege skikkelse stod ikke en zombie, ej heller et menneske. Hjertet bankede som et menneskes.. men nej, foran Lily stod et monster. En sådan ondskab, et sådan monster fortjente at dø som et dyr.
Som en hurtig skygge der blev kastet af et passerende lys, fór Viktor forbi de to, og med en hånd om voldtægtsmandens hals, trak han ham med sig. Efterladende Lily stående blottet og for sig selv. Adskillige meter længere nede ad gaden, sad Viktor på hug over manden, med det ene knæ i hans skridt, og det andet mod de våde fortovsfliser. Viktor kiggede på manden, så hans rædsel og foragt overfor hvad han så. For hvad han så, var Viktors sorte øjne. Viktor strakte halsen ud, sitrende og ustabil i sine bevægelser. Han trak i mandens hår, bevægede mandens hoved mod den ene side, og holdte mandens ene hånd nede med den anden. Viktor åbnede sin mund og dampen fra hans varme ånde kunne tydes i det kølige regn, inden han voldsomt satte sine skarpe hjørnetænder i mandens nakke. Manden vred sig, slog igen. Men for hvert mumlende udbrud der forlod hans læber, blev lyden mere utydelig og makaber. Blodet rejste sig til mandens hals, til hans strube og til hans mund, og de kvalmende lyde af manden der langsomt blev kvalt i sit eget blod, fyldte gadebilledet. Men imens Viktors tænder og hoved vred sig og trængte dybere igennem hans hud og kød, imens Viktor slubrede blodet i sig som et grådigt barn der glemte at trække vejret, lykkedes det manden at stikke hans springkniv i Viktors ene skulderblad. Viktors reaktion var voldsom, og med sine tænder og kæbers styrke rev han en luns af mandens hals med sig op og stå. Regnvandet førte blodet med sig i en lind strøm ud over fortovskanten, indtil den røde farve forsvandt ned i et afløbsrør. Og efter at have vibreret og vredet sig i et kort øjeblik, blev manden rolig, og slap sit sidste åndedrag dette liv havde at tilbyde ham.
Viktor tyggede på det friske kød i sin mund, og tørrede sine læber fri for blodet med sin handskeklædte håndryg. Hurtigt derefter rakte han over sin ene skulder, og efter at have grebet fat i springkniven i skulderbladet hev han den ud med en snerren, og smed den ved siden af det blodige lig. Viktor slugte kødet i hans mund og åndede aggressivt ud idet han vendte sig om mod Lily. Han gik roligt hen til hende, tog sin frakke af og dækkede hende til med den, inden han så samlede hende op i sin favn, og begyndte at bære hende væk derfra.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 6, 2014 21:43:23 GMT 1
Lily havde stået som paralyseret og betragtet det blodige scenarie, en hånd knuget om fligene af hendes nu ødelagte natkjole for at dække sig til, et desperat forsøg der dog, delvist, lykkedes. Hun skælvede af kulde, angst og skræk, og hendes vejrtrækning var ustabil og hivende. Det var som en drøm, et ondt mareridt. Hendes redningsmand bøjet over det grimme menneske. Hun havde stået og set på mens blodet var sivet mod hende og havde fugtet hendes slippers så de blev endnu mere besudlede af mudder og vand end de allerede var. Hvad hun så da Viktor vendte tilbage til hende fik hende næsten til at bakke væk. Blodet over hans hals og læber. Det gav hende kvalme og hun fik et surt opstød som hun dog sank. Det efterlod en bleg smag i munden på hende, ligeså bleg som hendes ansigt var. Da han samlede hende op og bar hende brød hun sammen. Hun hulkede hjælpeløst mod hans bryst, knugede hans jakke mens hun overså blodet på hendes rystende fingre inden hun langsomt slappede af og begyndte at indse hvad hans gerning betød. Hun vred sig fri, glat som hun var i satinkjolen og regnen og faldt ud af hans greb, rullede lidt fortumlet om på jorden og rejste sig.
"Er du skingrende sindssyg?!" skreg hun. "Er du klar over hvad du har gjort? Han bliver aldrig til en zombie, han er ikke blevet angrebet af en. Det kan kun betyde en ting: nemlig at en demon overfaldt ham! Og nu vil alle være efter os!" hun faldt på knæ og pressede sine håndflader mod sine grædende øjne så blodet blandede sig med hendes tårer og strimlede hendes ansigt rødt. "Nej nej nej," græd hun fortabt. Hun kendte til hvordan demons var ildeset af de fleste men accepteret. Men nu… når først det blev opdaget at en demon havde angrebet et menneske… det ville betyde demons pludselig kunne sidestilles med bæster som zombier. Hvad havde han dog gjort?!
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 6, 2014 22:18:42 GMT 1
Viktor følte sig lidt som i en trance. Dråberne af regnvand syntes at falde langsommere, og han selv syntes at gå langsommere. Lyden af Lily's hulken vækkede ingen følelser i ham, og han gik blot stiv og kølig med hende i sin favn. Han havde haft et enkelt formål. At dræbe den mand der havde overfaldt hende, og at få hende tilbage til teatret. Det var først da hun gled ud af hans greb og ned på jorden, at han 'vågnede' op. Han stod rank og med rynkede bryn, og betragtede hende som hun fortsatte med at vræle og råbe mod ham. Hvem troede hun at hun var? Hvad vidste hun, andet end at være underdanig og svag!? Hendes ord gav et ekko af fornuft i hans hoved, men fremprovokerede et meget kraftigere ekko af vrede. En vrede der fik ham til at skære og blotte sine blodige tænder af hende. Ingen medynk blev vist da hun sad på sine knæ, og så snart han kunne, greb han hårdt fat i hendes ene håndled, og trak hende tilbage mod liget han havde efterladt. Måske havde han været for voldsom? Måske burde han bare have skræmt manden væk, og lade ham prøve lykken ved hendes blege ben den næste dag?... nej! Manden havde fået som han fortjente, høstet hvad han havde sået. Viktor nærmest slæbte hende efter sig i en bestemt og hurtig gang, over fortovet og tilbage til liget, hvor han endelig slap hende. Uden at sige noget, tog han derefter fat i ligets ene ankel, og slæbte den ud i regnen, ud på vejen. Et spor af vådt blod fulgte liget, indtil at Viktor stoppede op. Med den anden hånd, tog Viktor fat i et kloakdæksel midt i brostensvejen. Åndedrag fór aggressivt ud af hans næsebor, til lyden af metallet der knirkede og knagede, indtil han fik dækslet hevet op og smidt ved siden af. Det larmede, så han måtte arbejde hurtigt. Viktor slæbte manden hen til det gabende sorte hul i vejen, og kiggede ned. Den var dyb. Han løftede kroppen op ved anklen, hævede den over det gabende hul, og slap liget. Lidt efter lød den knasende lyd af den livløse krop der ramte kloakkens bund, og Viktor smed kloakdækslet over hullet igen. Stadig uden at kigge på Lily, gik Viktor derefter hen til kniven der var blevet smidt på jorden. Den indeholdte hans blod, så han klappede den sammen og puttede den i bukselommen. Resten af blodet på fortovet ville skylles væk af regnen inden nogen anden kom dertil.
Viktor skævede mod Lily, og endelig rejste følelsen af ynk i ham. Havde han gjort hende ondt? Men samtidig holdte han fast i aggressiviteten der boblede under overfladen. Med langsomme skridt gik han hen til hende, satte sig på hug foran hende, og placerede en hånd ved hendes hage. "Ingen kommer efter os, ingen kommer efter dig." Lød det så roligt som han nu kunne, og hans sorte blik granskede hende for en reaktion. Hn virkede ustabil og forvirret, og trods hans utallige instinkter, vidste han ikke hvad han kunne forvente af hende. Det nye sår fra kniven, og det tidligere sår han endnu ikke havde fået syet, arbejde sammen i en symfoni af smarte i hans ene skulderparti, hvor begge sår var. Men en som ham, med alt hvad han havde oplevet, og alle de ar han allerede havde erhvervet sig, vænnede sig hurtigt til en sådan smerte. En smerte der var let at dulme.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 6, 2014 22:34:17 GMT 1
Hun sad rystende i rendestenen mens hun så på hvad han foretog sig. Et eller andet sted dulmede det hende at se på, at han gjorde noget. At hun havde noget at foretage sig mens hun glemte resten af verden omkring sig. Den knasende lyd af kroppen der ramte bunden af kloakken vækkede hende dog og hun slog armene forsvarende omkring sit blottede legeme. Det var ikke en leg. Det var alvor. Hvordan havde hun dog rodet sig ud i sådan noget? Han havde været så stærk og så afsindigt fascinerende og nu var han blevet til, ja, noget uhyggeligt, noget uvirkeligt. Han var, i hendes øjne, på højde med de dødhjernede, tankeløse tomme skaller der fór Utopolis rundt for at hærge og sprede død.
Hun havde været opslugt. Blind, ja, blind, af kærlighed og hengivenhed måske. Alligevel skyldte hun ham alt og kunne ikke være vred på ham. Istedet frygtede hun ham. Hun frygtede ham som bare fanden, mens hun sad der, rystende og skælvende i regnen, skuldrene gik op og ned som stempler på et damplokomotiv, og hun spændte i kæberne for at de ikke skulle klapre. Da han kom hen rykkede hun væk. Selvom hans ord var ment til at være beroligende så var der en kølighed i dem, en tone hun begyndte at forstå. Som hun havde set i Nathaniel og som hun nu så et mønster i som hun aldrig havde set tidligere.
Det var som om hendes kortvarige ophold i teateret havde givet hende klarsyn for hendes fortid og hun begyndte at forstå sider af sig selv, som hun havde undertrykt og forsøgt at glemme. Var det en god ting?
Hun rejste sig med ryggen til muren og støttede sig inden hun gik ham de få skridt i møde. Hendes ansigt var ikke længere ulykkeligt. Det var dybt dybt alvorligt. Tårerne var væk og det var nu kun regnen der græd for hendes skæbne. Hun så sørgmodigt på ham.
"Ghouls kan stadig finde ham, og de kloge kan anmelde det," sagde hun stilfærdigt og kiggede mod kloakdækslet som om det kunne åbnes hvilket øjeblik det skulle være og manden dukke op igen. "Vi må finde noget benzin og sætte ild til ham dernede," foreslog hun. Det var nogenlunde overraskende logisk tænkt af hende i en så stresset situation, men i hendes hoved var der en fornuft der havde taget over som hun ikke genkendte. Hun så tilbage på ham, stadig alvorligt, de sorte øjne blanke, og havde de været normale, blodskudte efter gråden. Den var borte. Der var kun kold logik tilbage i hende. Hun lagde mærke til blodet på hans skjorte. Det fra såret i hans skulder, ikke fra det han havde fået om munden og halsen fra at spise, eller det fra mandens springkniv. Hun strøg en hurtig hånd hen og løftede hans jakke inden hun tog hånden til sig og så bort. Frygten gav hende et koldt overblik som hun ikke havde følt før og hun mærkede sig næsten svæve på en rus af ro mens hun så over det hele nu. Angsten var væk, respekten for ham ligeså, men hun så ham måske ikke så ophøjet længere, men mere lige. Han begik fejl. Han var præcis ligesom hende.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 6, 2014 23:27:58 GMT 1
Det var som han frygtede, som han havde frygtet fra det øjeblik de to havde delt det kys. Hun var kommet til at se hvad der gemte sig i ham, vækket af hendes paniske skrig denne aften. Fortrød han noget? Nej.. måske var det endda på tide at hun så ham for hvad han var. Måske var det ikke. Han gjorde hvad han kunne, havde altid gjort hvad han kunne gøre. Havde altid forsøgt at bekæmpe det, undertrykke det. Men monstret var en del af ham. Det var ikke noget fremmed. Det var ikke fordi han var sindssyg som sådan, han var blot et resultat af hans opvækst, hans liv og hans egne handlinger. Enhver aktion avlede jo en lige og modsættende reaktion. Ligesom hun syntes bundet af hendes lyster og arene på hendes ryg, var Viktor bundet af et hårdt liv, hvor alt havde været falsk. Det gjorde ham ofte bedrøvet, og Viktor gjorde hvad han kunne for at drukne sorgen og monstret med giftige blandinger og opium. Men det som flød, ville altid til overfladen af det blodige kar. Viktor blev lettere overrasket da hun trak sig væk fra ham. Havde han ikke givet hende nok? Havde han ikke givet hende en chance for at forfølge hendes drømme? Han så i hendes øjne, så at hun ikke så andet end monstret foran hende. Han skar sine tænder mod hinanden og rejste sig så op, rank og stolt som han altid havde været.
Men han blev overrasket, meget overrasket over den pludselige logik hun fandt i efterskælvet af hendes sorg. Viktors blik blev undrende, hun gemte alligevel på en hvis grad af intelligens. Men han var ikke imponeret endnu. Det var som om de to var nået en stopklods. Han følte ikke længere at han kunne gå tilbage, og være overfor hende som han havde været indtil denne aften. Det ville blot blive set som et mystisk bedrag. Hun troede sikkert allerede at alt hvad han havde gjort hende, var et stort bedrag af venligsindede gerninger. Det var med hende, som det havde været med Gina. Som det sikkert ville være med alle andre. Måske... måske var det ansigt han bar i disse øjeblikke, den egentlige maske? Tankerne gnavede i ham, og han fæstnede et mindst lige så alvorligt blik på hende. Den smalle snært af medlidenhed der var lydt i hans tidligere ord, var blevet forvandlet til spydighed og overlegenhed. Havde hun nogensinde skjult et lig? "Har du nogensinde set en zombie.. Lily?" Spurgte Viktor køligt og forlod hendes side, for atter at vænne tilbage til kloakdækslet. Han vidste ikke hvorfor han følte at han var nødsaget til at bevise noget overfor hende. Hun var ikke andet end en hore. En svagelig kvinde med en kløen. Men sandheden var... at end ikke monstret i ham kunne finde på intentionelt at gøre hende skade. Han hev atter kloakdækslet op, og kiggede ned i det gabende hul. Selv for en Demon var det svært at se helt ned i mørket, men lyden var ikke til at misse. Han havde troet så meget. "Hvad hører du?" Den insisterende lyd af svovlen og en brummen af misformede svælg gjorde ekko i dybet. Zombier var som blodhunde i mørket... med høresans og lugtesans der overgik selv en Demons. Hvis noget lå uberørt i kloakkerne, ville zombierne oftest nå til det først. Og ghouls ville holde sig væk indtil de var færdige. Viktor slog dækslet i for en sidste gang og kiggede på hende. Hurtigt kiggede han væk igen, en blanding af et flovt og hadefuldt blik dominerede hans øjne. Men mere end blot det... en tomhed. Han følte sig træt og udmattet. Og han skar sine tænder inden han vendte sig væk fra hende og begyndte at gå mod teatret. Han havde brug for at komme tilbage til teatret. sårene skulle syes. Han havde brug for ro. OM hun fulgte med eller ej, var hendes valg. Han regnede dog ikke med det.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 7, 2014 18:00:02 GMT 1
Hun stod tavs og ubevægelig med armene hængende ned langs siden mens hun så ham gå tilbage til kloakdækslet. De rallende, skrattende lyde dernedefra gav hende kuldegysninger over hele kroppen og hun lagde armene beskyttende om sig som om det skulle gøre det bedre hvis nogle af bæsterne kom op. I det dæmpede lys fra gadelampen kunne hun se hans ansigt undergå alle de forskellige følelsesregistre han besad. Vrede, irritation, bitterhed og sorg. De sad der alle, linet op på linje som perler på en snor og blev trukket hen foran hans ansigt, et gardin for en teaterscene, hvor de hver blev vendt og drejet for hende. Facetterne kunne hun ikke gætte sig til. Hvad der lå bag var for uforståeligt for hende, men hun var ikke i tvivl, for hun kendte enhver af de følelser. Det var præcis dem der også jog igennem hene nu. Irritation over sin egen naivitet, vrede over hans mangel på følelser, bitterhed over sin skæbne og sorg over at være blevet ført bag lyset, både af ham og sig selv. Det med at være ærlig passede hende altid bedst, men Viktor skulle absolut være så macho og spille så smart og kold og kynisk, at det gik ud over andre. Som hende. Sikkert som det også var gået det for alle de andre han havde omgivet sig med.
Alligevel ville hun heller ikke undskylde. Der var ikke noget at undskylde for. Han behandlede hende som om hun var dum, og det var hun ihvertfald ikke! Han skulle ikke tro hun var et barn.
Da han begyndte at gå tilbage mod teateret stod hun et kort åndedrags tid og vaklede mellem at følge med eller ej. Mest af alt havde hun lyst til at forsvinde og gemme sig og aldrig mere komme frem. En flaske absint og en stor overdosis opium var lige hvad hun havde brug for. Og så champagne til at fejre døden. Hun ville iklæde sig sin fineste kjole, kravle ned i ly af natten og ligge sig på scenen, tage alt ind på en gang og efterlade et brev, der fortalte alle om hvad Viktor var og hvad han havde gjort. Hendes regnestykke omkring hans væsen var endt med at han var en snigmorder, og selvom det var af den ene eller anden grund han selv fandt retfærdig, så var det ikke i hendes øjne noget der kunne retfærdiggøres. Man havde vel en domstol til at tage sig af de kriminelle?
I sidste ende satte hun tøvende den ene fod foran den anden og satte farten lidt op for at nå op til ham. Hun sagtnede dog farten lidt igen og holdt sig bag ham, hænderne knyttede så knoerne blev hvide. Hun ville sige et eller andet. Teateret lå stadig langt foran dem. Hun indså hvor meget hun havde løbet, og var et eller andet sted måske lidt skjult imponeret over sig selv, men slog det hen i øjeblikket.
"Viktor vent!" kaldte hun da hun nåede ham lidt og rakte ud mod hans arm for at standse ham med et greb om hans håndled. Hun begyndte alligevel at få dårlig samvittighed over sin opførsel, selvom hun lige havde sagt til sig selv, at hun ikke skulle. Men hans fuldstændige afvisning gjorde hende bange. Han havde givet hende så meget og hun havde trådt grusomt på hans tillid. Men alligevel mente hun at hun var i sin gode ret til at få at vide hvad der foregik indeni ham. Ærlighed før alt andet.
Hun trak lidt i ham for at få ham til at standse og gik op på siden af ham. De stod i udkanten af en lyskegle fra en af gadelamperne. Hun så bedende op på ham
"Jeg vil ikke, jeg sværger, fortælle nogen om det her, men kun hvis du lover at fortælle mig hvad der foregår i dig," bad hun stille. "Det er ikke fordi jeg vil hjælpe dig, det ved jeg godt jeg ikke kan, men jeg bliver nød til at få en forklaring på hvad der skete derhenne." hun slap ham, bange for for megen fysisk kontakt pludselig og slog istedet armene om sig for at få lidt mere varme til hendes kolde, gennemblødte krop.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 7, 2014 20:56:53 GMT 1
Viktor havde tidligere smidt en frakke over hende, for at dække hende til og give hendes halvt afklædte krop lys for regnen. Han bar den ikke længere, men bar blot jakkesættet, og han vidste ikke om hun gjorde det. Blazeren var knappet om livet, så det skjulte lidt den røde farve på den ene side af skjorten. Kulden begyndte at træde ind.. i over en time havde han ledt efter hende i dette vejr. Og nu hvor han havde fundet hende, var han trådt til drastiske midler for at 'redde' hende fra en voldtægtsmand eller lignende. Flashbacks kørte lidt i hans hoved. Blodet på vejen, liget.. alt sammen var allerede fjerne minder, imens at smagen af blodet og kødet stadig lå på hans tunge. Ikke dårligt.. Ligeså vel som hun syntes hans akt var utilgivelig, så han intet andet en retfærdighed i det. Hvad de gjorde af skade mod andre, ville de modtage tifoldigt fra Viktor... indtil den dag hvor en anden fandt modet og styrken til at give Viktor hans rettidige 'tilbagebetaling'. Regnen faldt tungt, og han var drivvåd. Langsomt men sikkert blev blodet fra hans kæbe og hals ført ned over hagen og mod kroppen. Langsomt drevet væk i en lind strøm af regnen. Ved lyden af hendes ord, stoppede han ikke op, men vendte blot hovedet svagt imod sin skulder. Først da hun greb om hans arm, stoppede han op. Han fandt sig selv mere og mere irriteret af hende. Ikke hende, som sådan. Hun var uskyldig uden besudlede hænder. Men han.. han havde gjort langt værre ting end hvad han netop havde gjort. Og desuden.. hvem ville myndighederne mon tro på? En pige fra bordellerne i Staint, eller en etableret gentleman og leder af Staints teater? Viktor havde venner, en stærk familie og kontakter. Hun havde.. ja. Hun havde vel valget mellem ham og denne Alfredo han havde mødt i bordellet. Det var ikke fordi han syntes at eje hende, eller fordi de to ikke var på lige fod.. Men Viktor havde givet hende en håndsrækning, hun havde taget imod, og nu syntes det som om at hun lidt fortrød det..? Han havde ikke tvunget hende til noget, ikke forsøgt at føre hende på vildlede. Blot undladt at fortælle hende alt om sig selv. Men sådan var det nu engang.
Det var først da hun trådte op ved siden af ham, og begyndte at tale, at han vendte sig mod hende. Hans blik var lidt skeptisk, men ikke særlig meget. Og han lyttede skam til hendes bedende ord. Hun kendte tydeligvis ikke på seriøsiteten af hvad hun spurgte om. Hvor dybt et hul hun selv måtte ned i, blot for at kunne forstå, blot for at kunne vide. Det var meget hun spurgte om. Og som hun selv sagde, så var det ikke for at hjælpe... men hvorfor så? "Hvad der skete derhenne?.." Han kunne mærke vreden vokse i sig igen. "Jeg fandt dig i dette skrækkelige vejr, og reddede dig fra din overfaldsmand! Bærer dette ingen betydning for dig?" Han måtte køle sig selv ned, og trådte et skridt væk fra hende inend han så sig omkring. "Eller ville du hellere se dig selv voldtaget, end at se en morderisk voldtægtsmand få hvad han fortjener!?" Hans stemme var aggressiv, men ikke særlig højrystet. De stod stadig på gaden, så at råbe ville ikke gøre nogen gavn. Han kunne på ingen måde forstå hendes logik. Hendes åbenbare medynk overfor en mand som den mand der havde angrebet hende. Hvad med hans tidligere ofre? Hvad med de potentielt andre ofre han ville lade sin skygge falde over, havde Viktor ladet ham leve? Nej. Hun var åbenbart meget mere interesseret i måden hvorpå manden døde. "Da jeg slog Ghoulen ihjel, hørte jeg ingen beklagelser fra dig.." Sagde han trodsigt og hævede let sine ene øjenbryn med blikket på hende. Han havde virkelig ikke lyst til at fortælle hende 'hvad der foregik inde i ham'. Hun havde allerede set nok. Hans bedst bevarede hemmeligheder ville han ikke med et let sind overgive til en ung kvinde han havde kendt i lidt under et måned.
Lily var en sød og velmenende ung kvinde, en Demon som ham selv. Nok hvilede hun i kødets lyster imens hun syntes blind overfor vold og rædsel omkring hende... altid overrasket når det kom hende nær. Men hun fortjente ikke hans vrede som han gav den til andre. Men hun skulle alligevel ikke tro sig fri for hans trods og aggressivitet over hendes ord. Hun havde jo, trods alt, lige truet ham med at fortælle om dette til andre, hvis han altså ikke fortalte hende hvad hun ville vide. "Hvis du vidste hvad der gemmer sig i mig, ville du trække dig som du gør nu... Hvis du vidste hvad jeg har gjort, ville alle forhåbninger om min sjæl blive slettet fra dine tanker.. og jeg vil blot forblive det monster jeg ser i dine øjne nu." Han rynkede sine bryn, og overvejede at fortælle hende mere. Men han lystede ikke. Hvis hun skulle vide mere, skulle det være under andre forhold, ikke nu, ikke lige efter hvad der var sket. Smerten i hans skulder begyndte at bide sig på endnu engang. Regnens våde omfavnelse af de åbne sår og vindens skærende blæst mod dem, begyndte at forværres. Men smerte kunne ignoreres når sindets pine stod på højkant. Med andre ord... hendes fortvivlelse bar langt større betydning end hans smerte.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 7, 2014 21:13:14 GMT 1
Skælven på skælven gik igennem hende, som regnen hamrede ned omkring hende. Jakken havde hun rent glemt. Mon ikke den var gledet af hende da hun var faldet på knæ på gaden og havde grædt? Så kunne den ellers ligge der som en udklasket flagermus, mast under foden på en uforsigtig opdagelsesrejsende. Det gav mening, men lige nu var det ikke det hun tænkte på. Hun tænkte på ham, hun tænkte på hans ord. Hendes læber blev trukket til en smal streg af syrlighed og hendes kæber pressede sig sammen for ikke at komme med alverdens eder og forbandelser over hans irriterende stolthed. Hvor storsindet det så end havde været af ham at lade hende komme bort fra sin mørke dagligdag, des større ville det være for hende - og for ham selv - at være ærlig istedet for at være vag og flyvsk og ikke svare på hendes spørgsmål. Det kom ikke bag på hende at han brokkede sig. For gemen brok, det var det vel. Både at hun pev over at være blevet reddet og samtidig var bekymret for hvordan hendes overfaldsmand var død. Men det havde to sider af sig.
"Ghoulen var en ghoul, ikke et menneske. At angribe et menenske sådan som du gjorde," hendes stemme lød overraskende gennemtrængende og streng mens hun ledte efter ordene. "Du er en højt respekteret mand, og jeg beundrer dig for de ting du har gjort for andre, ikke mindst for mig," pointerede hun. "Men min frygt lå i hvad der kunne ske hvis nogen opdagede det. Ja, for helvede, hvis du har gjort det før og nogen allerede har fundet ud af det! Jeg er ikke tilhænger af skødesløs selvtægt. Jeg er tilhænger af retfærdighed. Retfærdige straffe. Hvor ondt et menneske han så end var," hun kastede med hovedet tilbage end ad gaden den vej de var kommet fra, "så fortjente han rettens gang og en fremtid som dømt, ikke bare død. I mine øjne ville det have været en langt større straf end den, ja, befrielse du gav ham. Væk fra den her kolde, grå, triste verden," hun så ned på sine gennemblødte silkeslippers. "Hvad du så end bedriver din tid med når du ikke er på teateret, store sager, politik, forretninger, mord, så har du også et ansvar overfor det samfund som du er en del af, specielt dem tættest på dig, og dem som stoler mest på dig, til at de ved hvem du er og hvorfor. Så de kender dig. Så de kan stole endnu mere på dig, måske endda hjælpe dig med deres tavshed eller observationer - hvis du er ude efter det." Hun gned sit håndled mod sin næse og snøftede lidt inden hun så op på ham igen. Alvoren lyste ud af hende, men også oprigtigheden. "Hvis du ikke vil ende alene forevigt, hjertesorg foruden men intet indhold rigere, så er ærlighed det første skridt at tage. Min far slog mig og trak mig alle steder rundt. Det er derfor jeg endte hvor jeg er. Det er derfor du fandt mig og hjalp mig. Gør dig selv en tjeneste, for jeg vil hade at se dig sygne hen under dig eget åg, og være ærlig overfor de folk du har kær," hun bøjede hovedet igen og sukkede. Håret klæbede sig til hendes ansigt og nakke og det var først nu hun egentlig kastede en strøtanke i retning af jakken. Hun så ned ad vejen og derefter tilbage op på ham inden hun med et sørgmodigt smil begyndte at skridte bort i retning af teateret igen. Så måtte han tage det til sig eller lade være. Hun var efterhånden træt og kold og ville bare hjem og have noget rent, ikke ødelagt tøj på.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 7, 2014 22:16:19 GMT 1
Hvad var der gået over hende? Hvad havde drevet hende ud på dette korstog for at befri ham fra de sjælekvaler og hemmeligheder han bar på? Hvad ville hun få ud af denne viden hun så aktivt forsøgte at få ud af ham? Hans mistroiske natur fortalte ham, at hun ville bruge det imod ham. At hun ville spinde endnu flere ord baseret på hendes nyfundne viden, blot for at dømme ham. Og for hvert ord hun ytrede, jo mere overbevist blev han over at hun ikke skulle vide hans inderste hemmeligheder. Hendes syn på ham ville blot blive forværret, og hun ville forbande ham så længe han levede. Hendes pointerende ord om hendes åbenbare 'beundring' af ham, var det første til at bringe vrede op i ham. Viktor troede ikke på hende. Hvordan kunne hun beundre ham? Hvordan kunne hun forblive i ave af hans væsen efter denne nat? Viktor tog et skridt imod hende, og fæstnede sit blik på hende. Alt i ham fortalte ham at lukke munden på hende, at hæve stemmen og putte en ende på hendes forskruede ord om retfærdighed og hvad han burde gøre og ikke burde gøre. Men han holdte sig selv tilbage, og fik derfor ikke et ord indført inden hun atter fortsatte. Viktor hørte hvad hun sagde, lyttede endda til hendes ord. Ord som hun åbenbart fandt passende at fortælle ham nu. Han følte at hun gav ham en lektion i livet, som om at han var det uvorne barn der blev sat på plads af sin lektor. Hvad vidste hun om livet som han ikke gjorde? Hvilken indre og dybere visdom havde hun fundet i tiden med sin åbenbart misbrugende fader, eller i hendes tid på bordellerne? Hvis han forblev stædig i sin egen overbevisning, og ignorerede hendes ord, ville hun anse ham som svag og ligeglad - uden tvivl begynde at hade ham mere end hun allerede gjorde. Men hvad nu hvis han tog hendes ord til sig? Hvad ville der ske, hvis han selv begyndte at bryde de søjler der holdte hans eksistens i skak, eller efterlade de principper og formål der havde drevet ham ud af sorgens fortvivlelse? Så ville han ende tilbage hvor han var før... Han ville synke ned i dybet af sin egen mørke sjæl, og derfra ville ingen kunne hive ham op. Nej! Han ville ikke overgive sine principper på baggrund af ordene af en fortvivlet pige! Kriminelle trivedes i udnyttelsen af samfundets forståelse, i udnyttelsen af netop den tankegang hun gav udtryk for! Han gjorde hvad var retfærdigt! Hvad var nødvendigt! Og hvis et low-life svin som denne mand skulle skride i svinget, så var han parat til at bære ansvaret for det. Parat til at gøre det. Hvis hun i så høj grad stolede på Administrationen og dets agenter, hvad holdte hende så tilbage fra dem? Han så ikke Administrationen kæmpe i mørket, hvor truslerne kunne findes. Han så dem kun belyse deres hjem, og for evigt skjule sig i lysets tryghed, hvor ingen kunne røre dem.
Hendes ord var alvorlige, og der var uden tvivl logik i dem. Han forstod skam godt hvad hun ville fortælle ham. Forstod godt fornuften bag at gøre som hun sagde ham. Men for hvem skulle han åbne sig op? Hvem skulle hjælpe ham med at bære de byrder han havde båret i så lang tid? Hende!? De to var på en skillevej. Selv hvis han fortalte hende alt hvad der var at vide om ham, ville det ikke ændre på noget. Og der var ingen andre... Familien var korrupte og et billede af hvad han bekæmpede. De fine folk han så hyggeligt spenderede sin tid med, var blot forretningsmennesker, og mange af dem korrupte selv. Der var kun ham og hans fjender... byens fjender. Der var kun ham og mørket. Han beroligede sig selv ved tanken om hendes uvidenhed. Hun viste sig i disse øjeblikke at være mere intelligent end hvad han havde forventet. Det viste sig at hun kendte til smerte. Men hvad hun vidste var hvad hun så. Hun havde set ham myrde, og således var han blevet et morder. Hun havde set hans vrede, og således var han blevet til et monster. Perceptioner der skubbede alle noble karakteristikker ud af hendes åsyn, der slettede hans noble gerninger.
Han betragtede hende gå væk, betragtede hende kræve det sidste ord. Og hun kunne have det! Hun kunne have alt hvad hun ønskede, og ikke høre et ord fra ham! Hun kunne finde sig den rige mand der ville tage sig af hende, eller vende tilbage til bordellerne. Eller hun kunne udnytte hans gavmildhed disse næste måneder, og forsøge at gribe ud efter hendes drømme. Det var op til hende. I disse øjeblikke, ved synet af hendes let afklædte krop begive sig mod teatret, sitrede han af vrede. Han sukkede dog... selv frakken havde hun smidt af sig, som hun havde smidt hans nåde af sig. Viktor betragtede hende kort, og var derefter væk fra gadebilledet, på sin egen færd tilbage til teatret.
Da Viktor ankom til teatret, nogle timer efter, trådte han ind i gården bag ved teatret, og gik en tjener i møde, der var ved at gøre klar til næste morgen. Han kunne ikke vende til sine gemakker, som han i sin malplacerede gavmildhed havde lånt hende. Pludselig var teatret ikke et sted hvor han kunne finde ro... Tjeneren havde set Viktor i værre tilstande, og et sådan syn var slet ikke ualmindeligt i denne mørke verden. Men blodet var vasket af skjorten i regnen, og nu var alt blot vådt. "Find og klargør et værelse til Miss Bellaiche hos de andre sangerinder.. Fortæl hende at hun flytter i morgen." Sagde Viktor næsten sørgmodigt. Han ville ikke have hende i sine gemakker længere. Ville ikke længere give hende sin ubetingede gavmildhed. Han forstod hende virkelig ikke. Forstod hende overhoved ikke... Viktor gik derfra igen, og tjeneren nikkede blot lettere forbløffet imens Viktor forsvandt ud i regnen hvorfra han var kommet.
//Out
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 7, 2014 22:36:06 GMT 1
Det tog ikke mange tanker i hendes sind før hun vidste at han ville straffe hende. Turen tilbage til teateret var en nedtrykt enevandring for hende i mørket, omsluttet kun af sine egne arme, rystende og bange mens tårerne strimlede sig ned af hendes ansigt. Men hun var stålsat, ligesom han tydeligvis var. Hun vidste han ikke ville rokke sig, ikke ville give sig. Et spinkelt håb i hende troede og bad til at han ville komme på bedre tanker og forstå hendes side af sagen. Bære over med hende og ikke give efter til den vrede, der tilsyneladende langede ud efter alt og alle i hans nærvær. Hvor han så end kom fra, om han var blevet en bedre person end dengang, så var der intet godt i ham. Intet andet end rå bitterhed og jamren. Hans forsøg på at projicere sin egen smerte overpå andres og bekæmpe det system han selv var en del af, hun så det hele præcis som en maskerade. Indenunder var der et dyr i ham som ikke kunne tæmmes, ikke før han lå død, enten for en fjendes hånd eller af egen alderdom. Hun var for så vidt også bedøvende ligeglad. Hun vidste at det her betød, at hun med garanti ikke længere var så prisgivet som hun havde været tidligere. Det var vel også en straf, for hun elskede jo sin luksus, sine materielle goder.
Men hun kunne andre ting. Hun kunne meget værre ting. Han undervurderede hende, det havde han nok gjort hele tiden, og at han ikke respekterede den hun var og den intelligens hun alligevel besad, det kogte ligeså meget i hende som det sikkert gjorde i ham. Blodet bruste i hende og hun havde mest af alt lyst til at tage ned til Alfredo, drikke en flaske champagne og sygne hen i en eller anden rigmands favn mens hendes krop var hans. Men nej, for engangs skyld var det ikke destruktiviteten der overvandt. Eller det gjorde den, bare en anden en af slagsen. Hvor han end valgte at flytte hende hen, ned til de andre sangerinder eller helt hjem til bopælen mens hun forblev og gjorde operaen færdig, så var det slut med at være søde, lille Lily. Han skulle få krig, og hun ville gøre det indefra hjertet af det, der var hans refugium. De andre medvirkende skulle vide det, alle skulle vide det. Hver en rotte og mus i Staints gader skulle vide det! Og ikke mindst skulle Nathaniel vide det.
Hun kom tilbage til teateret og løb op til gemakkerne hurtigt, både for at skynde sig men også for at komme ud af syne i sin sølle tilstand. Hun badede hurtigt en sidste gang inden hun pakkede sine ejendele i en kuffert, tog sin taske og lange kappe, og begav sig i ly af natten ud fra teateret. Hun lagde en seddel i receptionen til receptionisten om at hun var rykket tilbage til sin syge mor på Clocksworth Street men ville komme hver dag til alle prøver og forestillinger, og at hun selvfølgelig gerne ville fortsætte som sangerinde på teateret selvom hun ikke boede der længere. Hun havde stadig ihvertfald de sidste måneder til at få plantet de frø hun skulle bruge til at sprede sandhedens vinranker i teateret.
Hun hastede hjem og hendes mor modtog hende undrende. Lily forklarede kort at der var pladsmangel på teateret og hun satte kurs op til sit tekøkken og kammer. Hun stod lidt og sundede sig inden hun fandt den gamle telefon, tastede et nummer og ventede på at den blev taget. Her, langt udenfor Viktors rækkevidde, kunne hun i ro og mag starte sin krig.
"Nathaniel? Hej, det er Lily. Vi skal mødes. Jeg har noget vigtigt at fortælle dig."
//out
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD