Afterparty

Hun så lidt forskrækket på ham da han begyndte at hoste og lagde armene omkring hans skuldre for at støtte ham. Det lød virkelig ikke behageligt.
"Min gud, er De ok?" spurgte hun bekymret. Hun så sig rundt. Der var ikke rigtig nogle steder at gå hen, men heldigvis dukkede limousinen hurtigt op. Hun overvejede lidt hans tilbud om at tage med ham hjem. Det ville hun da egentlig gerne og hun smilede venligt til ham.
"Jamen så lad os sætte os ind," sagde hun da limousinen gled op til fortovet hvor de stod.

Hun fulgte med ind i den fine kabine. Der var rummeligt og lyst, plads til at de begge kunne sidde derinde. Bilen satte sig i bevægelse og hun sad og så lidt fraværende ud af ruderne mens de kørte. Hun havde været i en limousine før. Viktors bil. Lædersæderne havde knaget og gnavet lidt i huden, men nu var hun heldigvis finere klædt og kunne sidde behageligt ved siden af ham på et sæde for hende selv. Hun vendte sig mod ham da han tilbød hende en drink.
"Et glas vin ville være rart," sagde hun smilende og foldede hænderne i skødet. "Hvad er det De fejler?" spurgte hun lidt nysgerrigt i håb om at det ikke var for personligt at spørge ham om.

Hun tog taknemmeligt smilende imod glasset og sippede lidt til det. Selvom hun foretrak hvidvin sagde hun ikke noget. Det var sikkert den dyre vane fra Alfredo's bordel. Champagne i lange baner for at kunne klare fem-seks klienter på en aften. Hun krydsede benene under den lange kjole og så nysgerrigt på ham.
"Er der slet ingen måde det kan kureres? En mirakelkur eller sådan noget? Det må da være hårdt at tage piller hele tiden. Medicin ødelægger jo også kroppen… på sin vis," bemærkede hun med et lille skuldertræk inden hun satter sippede til rødvinen. Den var ikke så tør og det var godt. Hun hadede tørre vine.

Hun bøjede hovedet en smule sky, lidt irriteret på sig selv over at have spurgt, men også lidt trist over hans svar. Det var ikke bidsk på nogen speciel måde, men hun kunne alligevel mærke irritationen i ham. Måske var det dumt. Ja, men hun var nysgerrig. Det kunne vel godt være der var et eller andet, som var en mulighed men som teknologien ikke tillod. Endnu.
"Jo, ja, undskyld," svarede hun og bed sig lidt i læben. "Hvor lang tid har det stået på? Hele dit liv?" spurgte hun istedet. Det kunne vel være noget der kom med alderen eller sådan noget. Hvad vidste hun? Hun var jo ikke læge eller klog på sådan noget naturfagligt.

Hun mærkede tydeligt hans emneskift. Var han ikke glad for at tale om sig selv? Eller var der måske nogle ting der plagede ham? Det kunne vel tænkes med en livslang sygdom at det var belastende i længden.
"Åh mig?" spurgte hun og sippede det sidste af vinen. Den varmede dejligt i fingerspidserne. "Jeg har altid været skuespiller men… på forskellige måder," svarede hun og trak lidt på skuldrene. "Jeg har kun været på teateret et par måneder, men jeg var heldig at blive antaget til operaen, og nu har jeg et par andre sangroller. Før i tiden der… ja, jeg var glædespige i Pleasuer Quartier. Men jeg er god til at synge og spille skuespil." Hun smilede bredt til ham. Hendes fortid var ikke længere så skamfuld som den havde været. Tværtimod. Hun havde taget den ind og gjort den til en del af sig selv. Hun havde anerkendt den del af sig nu.

"Tak skal De have," svarede hun ydmygt. Hendes stemme måtte vel være god hvis hun skulle synge for hans firma. Da han begyndte at hoste igen så hun lidt forskrækket på blodet på hans hånd men sagde intet. Da han bad hende om at køre ham ind, nikkede hun stilfærdigt.
"Selvfølgelig," svarede hun. De steg ud af bilen og hun hjalp ham ind i elevatoren. Der var rent, stålet var pænt og blankt, og dørene gled i bag dem. Hun manøvrede ham på plads og smilede venligt til ham. "Hvilken etage skal vi til?" spurgte hun og kiggede på panelet.

Hun nikkede tavst og nød det lille sus der gik gennem hende da de kørte lydløst op i elevatoren. Hun kendte kun teaterets gamle elevator med jerngitteret der skulle trækkes fra for at komme ind, og den blev mest brugt til rekvisitter der skulle frem og tilbage til scenen, men om aftenen, hvis hun havde befuldet sig med nogle af pigerne, tog hun den op til deres gemakker.
Hun stred ud i køkkenet og fandt en flaske vand i køleskabet inden hun kom tilbage til ham og gav ham den. Det var kun nu hun fik lejligheden besigtiget rigtigt, og det var et helt imponerende syn. Han måtte være rig siden han havde så smuk en lejlighed. Og en prangende udsigt var der også. Hun vendte sig tavst imod ham og foldede hænderne foran sig
"De har en smuk lejlighed," sagde hun stille og mente det.