|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 5, 2014 19:27:21 GMT 1
Der var lys som hun næsten aldrig havde set det før i de høje smukke gange og sale i Starstruck Palace. Gulvet var skinnende hvidt og blankt, væggene højere end hun nogensinde havde forestillet sig, og luften tør og steril. I denne store sal i paladset var der forsamlet mange rige mennesker denne aften, alle klædt i deres stiveste puds og snakkede lystigt sammen. Normalt ville hun ikke have troet at Starstruck Palace blev anvendt til festlige arrangementer, men et eller andet sted var det vel indlysende når man tænkte på at det var et palads.
Hun var blevet headhuntet efter en af prøverne på teateret, af en mand, tydeligvis formel og fra Administrationen, der havde bedt hende om at komme og synge til et arrangement for nogle af byens vigtigste personager. Hun havde taget tilbudet allerede inden han havde snakket færdig og givet information om hendes honorar. Tænk sig at synge i Starstruck Palace! Det havde været noget af en fornøjelse og pianisten havde måttet stoppe mens hun havde sin mest pragtfulde solo, så meget fyldte hendes stemme i det store rum. Skønheden overvældede hende og det bragende bifald fik hende næsten til at falde bagover. Hun følte sig i live og glad.
Nu stod hun midt i det hele, klædt i en lang gylden taftkjole, med dertilhørende korset, og lyttede drømmende til al snakken og alle stemmerne omkring hende. Der var få enkelte andre demons, men hun følte sig alligevel sært udenforstående. Hun havde jo ikke forstand på politik eller noget som helst, ej heller faldt tanken hende ind at Administrationen var noget hun burde holde sig på lang afstand fra. Hvad mon Viktor ville sige til det hvis han vidste hun var derinde? Hun havde ikke set ham et par dage, og havde kun flygtigt nået at hilse ved nogle af prøverne. Han var jo travl. Mon han stadig tog deres kys ilde op?
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 19:33:58 GMT 1
"Det var sandelig noget af en stemme De har, frøken," sagde en stemme bag hende. Nathaniel havde stået tavst og betragtet hele sceneriet. Han var klædt i sit sædvanlige outfit, agentuniformen, og det lange hår strøget om bag nakken i en hestehale. Han bar ikke sin katana denne aften, men han havde stadig sin trofaste pistol i bæltehylsteret. Han havde ikke tænkt så meget over arrangementet og dets indhold, han vidste blot at det var påkrævet af ham at være tilstede når der var officielle arrangementer i Starstruck Palace. Han brød sig ikke om den pomp og pragt der var, forretningsfolk sagde ham ikke en døjt. Men da han havde hørt hendes stemme begynde, og da den endte, var det som om den efterlod ham tom med ønsket om mere. Hun skulle ikke stoppe! Hun skulle altid synge! Efter hun var trådt ned fra scenen og var gået ned for at få noget at drikke havde han fulgt lydløst efter. Hendes smukke væsen var betagende, og hans tanker tog ham til forbudte fantasier næsten så snart han så hende igen stå der, alene og forladt, blandt alle de rige, ligegyldige mennesker.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 5, 2014 19:37:43 GMT 1
Der gik et lille gib igennem Lily da nogen talte til hende, og hun vendte sig hurtigt for blot at se en høj, sortklædt agent bag sig. Hun så øjnene, sorte som kul, og et eller andet sted indeni hende blev hun beroliget. En demon mere. Så var hun da ikke så forfærdelig alene aligevel. Hun nejede graciøst og sippede af sin boblende champagne-tyreblodsdrink.
"Mange tak, min herre," svarede hun ærbødigt og rankede sig atter. "Jeg har aldrig sunget et sted med så meget akustik. Det er næsten for meget til musik, synes De ikke?" spurgte hun. Hun vidste ikke hvor meget han forstod sig på musik eller kunst generelt. Hans slanke men stærke krop viste en mand af handling og ikke ord, men det tog hun ikke så tungt. Måske var hun naiv og tog alle til sig lidt for hurtigt, men hun forstod at vurdere folks udseende og analysere dem ud fra det. Ikke fordømmelse, bare bedømmelse.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 19:40:46 GMT 1
Han trak lidt på skuldrene og greb ligeledes et glas med en eller anden blodfortyndet drik som han skyllede ned ganske casual. Han skar et ansigt. Føj, det der sprøjt var bestemt ikke hans smag. Oh well, når der nu ikke var andet. Han så smilende ned på hende, et rovdyrs smil, de sorte øjne intense og blanke i det omgivende hvide lys fra salen.
"Jo, det er det måske. Synger De andre steder end til arrangementer?" spurgte han lidt nysgerrigt. Ikke fordi han ville komme og høre hende bare fordi hun havde en karriere. Næh hvis han kunne finde hende i kulissen efter et show og få lov til at trække korsettet af hende og elske med hende, det var det bedste han kunne forestille sig lige nu. Hendes krop var smuk og hun virkede lige præcis som den tanketomme kvinde han foretrak.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 5, 2014 19:47:17 GMT 1
Lily smilede smalt og trak på skuldrene. "For tiden går jeg til prøver på en rolle på teateret til Madame Butterfly," forklarede hun. "Inden da sang jeg på caféer og restauranter med min guitarist-ven, men nu vil jeg gerne lave noget lidt mere seriøst." Hun sippede til sin drink og betragtede ham hen over glassets kant inden hun så rundt. Der var noget over ham som hun ikke helt kunne placere. Han virkede som om han udstrålede mørke, bare ved at være i et rum. Måske lidt faretruende, men uden egentlig at være det. Måske ihvertfald ikke bevidst.
"Interesserer De dem for musik, Mr...?" spurgte hun ledende for at få hans navn at vide. Det var altid meget rart at få noget at vide om den man snakkede med.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 19:53:34 GMT 1
Teateret? Der kunne man da bare se. Måske havde han fundet det link han manglede for at komme lidt længere ind på livet af Viktor. Mon hun kendte ham? Det måtte hun næsten når hun sang på teateret. Det var vel næsten et krav når man skulle være optaget derinde, var det ikke?
"Nathaniel," svarede han. "Nathaniel Amarantine. Og nej, jeg er ikke just en musikelsker. Jeg foretrækker ikke at høre musik, det kan så nemt aflede opmærksomheden. Som agent lærer man at være i nuet, være opmærksom og ikke lade sig aflede af påvirkninger. Og kan man være det foruden så vælger man det. Men i aften var det en fornøjelse mere end en pligt, miss…?" spurgte han tilbage for at få hendes navn.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 5, 2014 20:07:35 GMT 1
"Lily Bellaiche," svarede hun og nejede atter. Hun vidste ikke om han fortsat ville beholde den formelle tiltale. Det måtte han jo selv om. Hun smilede venligt til ham og forstod hvert ord han sagde. Det var jo gode argumenter. Hun kunne selv ikke forestille sig hvordan det ville være at være agent. Ville det ikke være... tomt? Ligegyldigt? Et liv uden indhold? Hvis man ikke måtte nyde kunst eller lignende, hvad var livet så egentlig værd?
"Forståeligt, Mr Amarantine," sagde hun med et blik rundt. "Jeg ville dog aldrig kunne undvære musik. Jeg plejede at høre musik da jeg var helt lille på min fars grammofon nede i Staint. Det var noget af det bedste jeg vidste." Hun så smilende på ham og hendes øjne glimtede varmt. Hun kunne mærke champagnen snurre lidt i kroppen, men det var en blid snurren. Hun rakte ud og lod en arm glide omkring hans.
"Kan De måske vise mig ud herfra?" spurgte hun smilende. "Der er langt hjem og jeg må hellere se at komme afsted hjem til Staint. Men jeg kender ikke paladset så godt og jeg er så bange for at fare vild."
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 20:18:50 GMT 1
Det var næsten som om han havde overført sine tanker til hende, og hun bare sagde hver en tanke han netop havde stået og funderet over. Han lod hende glide omkring armen og han gjorde grebet fastere for at vise sin autoritet overfor hende. Hun virkede som en skrøbelig dukke som han kunne bruge efter eget behov, og dog med bagtanker. Hvis han kunne få hendes tillid i det mindste, så kunne han komme ind på teateret. Hun boede i Staint. Det undrede ham nu heller ikke.
"Jeg kan gå så langt som til at køre Dem hjem, miss Bellaiche," svarede han med et skævt smil. "Jeg skal faktisk selv i retning af Staint, så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk?" sagde han med et let skuldertræk og begyndte at lede hende med sig ud af komplekset. Han forstod hende udemærket godt. Paladset var lidt af en labyrint.
Han tog hende med sig gennem de lange gange og korridorer ned til en aflukkede parkeringskælder hvor bilerne stod på lange rækker alt efter hvad de skulle bruges til. Der var tre forskellige. Sorte sportsmotorcykler. Sorte Audi'er og sorte varevogne. Han gik hen til den Audi der stod i hans parkeringsbås, låste den op og fik hende ind på forsædet inden han selv gled ind, startede bilen og de gled lydløst ud mod porten der åbnede automatisk takket være chippen i forruden på bilen.
De kørte op ad rampen, ud fra paladset og mod ringvejen.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 5, 2014 20:26:33 GMT 1
Hun fik stort set ikke chance for at protestere. Ikke at hun ville have gjort det, men hun fulgte bare med uden et ord. Hendes hæles klikken slog næsten ekko i de store sale mens de gik. Hun betragtede omgivelserne fascineret. Hvornår mon hun ville have mulighed for at komme herind igen? Der kunne garanteret gå måneder, hvis ikke år. Det var bare interessant at hun pludselig kunne komme derind efter et helt liv uden adgang, bare fordi hun var blevet sanger ved teateret. Tænk hvad et karriere skift kunne gøre.
De kom ned til parkeringskælderen. Noget i hende sagde at hun måske egentlig ikke burde være dernede. Og være i selskab med en mand i tjeneste, en agent endda. Hendes blik gled over bilerne og en lille panderynke formede sig over hendes pande. Nu vidste hun da hvad hun skulle se efter af fartøjer hvis hun følte sig overvåget på gaderne. De gik imod en Audi, identisk med alle de andre. Hun vidste ikke hvordan han kunne skelne, men måske var det hans "spot"? Det kunne meget vel være. Han lod hende glide ind på lædersædet. Hendes kjole raslede lidt mens hun fik stiletterne med indenfor og døren blev lukket. Kort efter gled de ud af mørket af natten.
"Hvor længe har De været agent, hvis jeg må spørge?" spurgte hun med hovedet lidt på skrå og blikket vendt i hans retning.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 20:36:16 GMT 1
Nathaniel havde ikke noget imod hun spurgte, selvom han altid foretrak at køre i stilhed. Han kastede et blik bagud i bakspejlet for at tjekke trafikken. Der var stort set ingen, selvom han syntes en anden sort bil var fulgt efter dem nogen tid inden de ramte ringvejstilkørslen for at komme til Staint. Han kastede et blik til siden på hende og nød hvad han så inden han så tilbage ud over vejen.
"Mange år, miss. Hvis jeg kunne tælle dem så, ja, jeg ved det ærlig talt ikke," svarede han med et skuldertræk. Han kunne faktisk ikke helt huske hvornår han var begyndt på akademiet. Han vidste bare at han elskede det og ikke for sit liv ville opgive det. Alle de midler han havde, alle de ting han kunne og det blev aldrig opdaget. Han var for dygtig til at nogen ville begynde at stille spørgsmål, og selv hvis noget kom de højere folk i Administrationen for øre, så var han for god til at det kom længere end til bestikkelse. Han havde trods alt sine metoder og hemmeligheder, der skulle holdes bag lås og slå.
"Hvor i Staint skal De hen helt præcist?" spurgte han slutteligt.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 5, 2014 20:41:04 GMT 1
Så vagt et svar var hun ikke vant til at få. Hun godtog det dog, da det jo ikke rigtig var hans skyld hvis han ikke kunne specificere det. Hun var skam blot nysgerrig, specielt når hun sad der sammen med en mand som ham. Hun kunne stadig ikke ryste følelsen af utryghed eller ubehag af sig. Der var noget over ham, ved ham, som hun fandt farligt. Og samtidig som hun godkendte at have den utryghed, så kunne hun også mærke lysten dukke op. Han så stærk ud, og hans vilddyr, bæstet i ham som alle demoner nu havde det, var sikkert vildt og spændende at opleve.
"Clockworth Street 36," svarede hun. "Jeg har lovet at komme hjem og lige rydde ud i nogle af mine ting i mit kammer." Hun ville nu ellers gerne have været hjemme i teateret. Hun var faldet så godt til der, men samtidig var der stadig noget af hendes tøj som hun manglede at få med til sin nye garderobe. Selvom en del af det var gammelt og fra hendes tid i Pleasure Quartier.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 20:46:43 GMT 1
"Clockworth Street it is then," sagde han med et kort nik for sig selv. Han havde lyst til at slå i rattet, men holdt det i sig og tæmmede irritationen. Han ville ellers gerne have været i teateret den aften. Se hvor hun boede, tage hende nøgen og vild i sengen. Hun mindede ham også om et eller andet. Måske han faktisk havde set hende før…
"Hvor længe har De så sunget på teateret? Er det noget helt nyt eller hvordan?" spurgte han lidt svævende og åbent. Han søgte ikke noget specifikt svar, men hvad der end kom kunne det være at han kunne se om ikke han kunne stykke sine tanker sammen. Hun virkede bekendt. Men måske var det bare ham der var forkert afmarcheret.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 5, 2014 20:51:08 GMT 1
"Nej faktisk ikke... det har kun været en uges tid," svarede hun og bøjede hovedet lidt diskret for at skjule sin rødmen om tankerne om ham. Hun vidste heller ikke helt hvor meget hun skulle uddybe for at give et egentligt svar til ham. Hun ville da gerne give det fra sig, men samtidig vidste hun ikke hvordan han ville reagere hvis hun fortalte sandheden. Det var lidt en balancegang som en linedanser. Mellem at holde sig neutral eller pludselig blive fordømt for sin fortid. Sin fortid. Det lød sjovt når hun tænkte på det på den måde, for det var jo rent faktisk sandheden. Hun var ikke længere i Pleasure Quartier. Selvom hun nogle gange kunne mærke savnet efter sex.
"Jeg arbejdede før... i Pleasure Quartier," svarede hun og så lidt usikkert op på ham. Hun håbede ikke det var noget han ville tage ilde op. "Nu er jeg fri de næste seks måneder for at lave en opsætning på teateret, og jeg håber da jeg kan blive bagefter."
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 21:02:42 GMT 1
Ahhh, så gav det måske mening at han havde set hende før. Ikke at han frekventerede Pleasure Quartier så ofte. Det var nærmere bordellet i Mare som han havde slået sine folder i når det endelig var. Men mon ikke han havde set hende en gang eller to når han havde besøgt kvarteret? Det kunne snildt være hændt. Måske endda samme sted hun arbejdede? Hendes ansigt mindede ham ihvertfald om noget, et glemt minde fra en eller anden fortid. Hans fortid.
"Var det noget du selv valgte?" spurgte han lidt eftertænksomt. De folk der var blevet trukket ind i erhvervet ufrivilligt havde oftere ikke lyst til at genoptage men noget ved hendes kropsholdning fortalte ham at hun havde holdt den smuk for at få sine kunder på bedste vis. Og hvis hun var Pleasure Quartier var hun vel heller ikke en gemen skøge og havde alligevel et klientel som man, i nogen forstand, kunne sætte pris på.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 5, 2014 21:06:53 GMT 1
Hun sukkede og strakte sig lidt træt i sædet. Hendes fødder gjorde ondt i stiletterne, og rusen til trods efter koncerten, var hun træt og ville egentlig bare gerne hjem og sove hurtigst muligt. Men hans ord kom lidt bag på hende. Hun havde måske forventet noget helt andet. Fordømmelse. At blive smidt af. At bilen blev standset og hun blev voldtaget. Men nej, der var en form for forståelse i hans stemme som hun ikke havde hørt før. Hun skævede til ham inden hun så helt på ham og nikkede langsomt.
"Jeg var tilfreds. Jeg er en demon, jeg kunne lide det - kan, mener jeg. Jeg kan lide det," svarede hun først lidt tøvende men derefter bestemt. "Jeg nød det til fulde. Sådan er jeg vidst bare indrettet." Hun smilede lidt skyldigt og gled mere ned i sædet mens de nærmede sig Staint.
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD