|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 4, 2014 22:21:05 GMT 1
Stærkt. Fantastisk. Det føltes som år siden, at Lola havde badet sig selv i rent vand. Nok ikke varmt vand, men hun tog til takke med det hun havde. Lola havde prøvet, så vidt muligt at dekorere sin nye bolig efter godtbefindende. Det var svært, da hun hele tiden blev emotionel og tænkte tilbage på, hvordan hendes liv var inden hun blev bidt, men samtidig gjorde sorgen hende også stærk, da hun vidste, at hun ikke kunne leve som det menneske hun engang var. Det var vel som en chance til, men denne gang, som noget hun måtte arbejde for. Som hun stod i sin lejlighed og så ud over den mørke by, Shade, blev hun mindet om, hvor godt hun havde det i forhold til andre. Hun gik hen mod hoveddøren og tog sin nøgle med sig, før hun gik ned mod den forladte kirke, hvor der - efter sigende - skulle holde en masse ghouls til. Ud af øjenkrogen så hun zombier, der lå på gaden og tørstede efter mad, mens der var få folk, der gik op og ned af gågaden, som hun måtte igennem for at komme til kirken. Da hun så endelig stod der nærstuderede hun det med største opmærksomhed, før hun gik indenfor og betragtede det indefra. Der var ikke mange stole tilbage, der ikke var smadrede, men alligevel kom der ghouls for at be om deres liv eller for at traumatisere stedet endnu mere. Lola gik op til alteret og trådte på knæ ved det firkantede bord, der dog kun havde 3 sider. Hun vidste godt, at det var en kirke, der formentlig var myndet til Gud, men det var ikke hendes intention at be ham, men istedet at søge råd hos Helvedes hersker, der altid havde været hende nær. Hun tog fat i et lille glasskår og skar en tynd linje i hendes håndflade, hvorved hun skar en ynkelig grimasse. Hun foldede hænderne og begyndte at be. |
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 22:42:17 GMT 1
Kirkegården var altid et godt sted at holde sig nogenlunde skjult, det var trods alt et område de fleste holdte sig fra i mørket og i disse tider. Men det var den såkaldt 'forladte' kirke ikke. Dette var tydeligvis et sted der huse ghouls, og derved også en udmærket mængde af kriminalitet. Og det var kriminaliteten Viktor var der for. Det var ikke et tilfælde at han var rejst fra Staint og dertil. Han ledte efter en mand - Andreas Lafrette - en Ghoul der udviklede og solgte Mirth til det andet afskum der holdte til i denne kirke. Viktor snoede sig udenom gravstenene, iført hans sædvanlige outfit for disse natlige ture. Den sorte maske var spændt om hele hans hoved, imens det kulsorte jakkesæt var skræddersyet til hans krop. Sort slips, sort skjorte, sorte handsker og sorte sko. Kun en anelse hud der kunne anes ved skjortens krave, var lyst og blegt. Selv øjnene var kulsorte som natten selv. Viktor skjulte sig udenfor, lænende op ad muren, i skyggen af kirken, og holdte sig til muren imens et par ghouls gik forbi ham. Se så ham selvfølgelig ikke. Det var sjældent at nogen så hvad der var lige foran deres øjne. Han kiggede ind ad et halvt ødelagt glasvindue, og analyserede hurtigt de skikkelser der var derinde. En blond pige sad og gjorde noget højest usædvanligt ved alteret... Der var andre ghouls derinde. Nogle stod i grupper, andre alene. Pludselig blev hans tanker afbrudt, da løbet af en håndpistol blev rettet imod hans nakke. "Hvem e..." var det eneste personen nåede at sige, inden Viktor havde slået pistolen ud af hånden på ham, og grebet ham om halsen. Den unge mand, en ghoul, greb efter vejret under det faste greb af Viktors hånd. Viktor smilte bag masken, og tænkte at han lige så godt kunne gøre sig en dramatisk entré.
Viktor slyngede og kastede ghoulen ind igennem glasruden, så han landede meget voldsomt på en allerede ødelagt bedebænk. Nogle gisp lød fra dem derinde, og lidt efter, hoppede Viktor ind af det nu fuldstændigt ødelagte vindue. Han rejste sig helt op, og vendte sit mørke blik og masken mod omgivelserne. De fleste kiggede på ham med en grum forventning, og nogle trak sig væk fra ham. Viktor smilte kynisk bag masken, og hævede sine arme ud til begge sider i et spørgende udtryk. "Andreas Lafrette!.. Din dag er kommet!" Lød det fra den dystre og forvrængede stemme bag masken, i en tone der mest af alt var kynisk og kold. Ja, næsten psykotisk. Med det samme, begyndte en mand at løbe fra en gruppe mennesker og op til alteret. Det var Lafrette. Men der var ingen udgang deroppe, og efter at have kigget rundt i et stykke tid, tog han den eneste chance han havde for at undslippe Viktors kløer. Lafrette greb om den blonde pige ved alteret, og holdte en kniv for hendes strube. "Lad mig gå, og pigen lever!"
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 5, 2014 17:31:12 GMT 1
Fredeligt, som Lola sad i sin helt egen trance - med blodet, der gled forsigtig ned mellem hendes foldede hænder og landede på bedebænken - hørte hun en skrigen, som mødte hun styrken af et afkræftet spøgelse, men det var ikke et skrig fra noget levende. Det var de - allerede fugtfyldte og revnede - ruder, som blev smadrede, da en mand blev smidt igennem. En høj fyr, der så lige så død ud, som Lola. Hun havde skilt sine hænder, selvom hun havde været midt i sin bøn og hun rejste sig roligt op for at komme ud af seværdighederne, men da en høj og maskulin dæmon så viste sig i vinduet vidste hun, at der var fare på færde. Men før hendes instinkt tog affære mærkede hun et stærkt greb og en pludselig kilden for hendes strube. Hun bed læberne sammen, da hun egentlig var urolig, men hun var jo død i forvejen. Hvis bare han skar halsen over på hende ville det være ovre og selvom hun var villig til at gå efter livet, så havde hun en større lyst til at være flabet. Hun kendte ikke denne anden herre med de mørke øjne og den kulsorte maske, så hun oddsede virkelig ikke noget højere end døden lige nu. "Hvordan vil jeg leve, når jeg er død? Din nar" sagde hun og spidsede øjenbrynene i et utilfreds ansigtsudtryk. Hendes blik hvilede på den standhaftige og maskerede demon, mens hun mærkede, hvordan kniven kildede hende drilsk. Det var en pine i sig selv bare at ligge der, selvom hun godt vidste, at hun kunne miste sit 'liv' på hele affæren. Hun så derfor ned på sine hænder i en plan om at afvige ham. Hun tog sin hånd op mod sin strube og så op mod den såkaldte Andreas. "Hvad er det du gør?" Hun viste ham, hendes hænder, der blødte stadigt fra såret, som hun havde givet sig selv og hun prøvede at immitere en døende, selvom han ikke havde gjort andet end at holde kniven nær hendes strube. Men hun håbede da, at det gav pote, da hans rystende hænder virkede til at være rastløse og nervøse. Han var helt sikkert sat i den bedste situation lige nu og, hvis bare hun kunne få hans opmærksomhed en enkelt gang. |
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 5, 2014 18:10:11 GMT 1
Rastløsheden og nervøsiteten var højest sandsynligt forsaget af Viktors tilstedeværelse. Viktor, med masken på, var gået hen og blevet berygtet iblandt Ghouls og især de der praktiserede kriminalitetens snøvlede veje. Og Andreas havde uden tvivl kunnet mærke den maskerede Demons sorte skygge nærme sig. Sikkert derfor han var taget til denne forladte kirke, hvor Ghouls syntes at trives. Hvad han havde tænkt sig der, kunne der kun spekuleres om. Ville han sælge de sidste af sine varer? Havde han håbet de andre Ghouls ville hjælpe ham? I et kort øjeblik betragtede Viktor blot scenariet imellem de to ved alteret, et smil formede sig bag masken, kun synligt for hans egen fantasi. Viktor gik ud fra imellem de ødelagte bænke, og ignorerede den fyr han netop havde kastet igennem vinduet. For hvert skridt han tog, så tog de omkringstående Ghouls to skridt væk, som formede de en ring om ham, bange for at komme for tæt på. Der var nu ca tyve meter imellem Viktor, og alteret hvor Lafrette stod med den blonde pige... som åbenbart også var en Ghoul? Alle havde fjernet sig fra stien der ledte mod alteret, så Viktor havde fint udsyn til de to, og de havde fint udsyn til ham. Viktor slog den ene side af frakken tilbage, hvilket afslørede et sværd. Langsomt trak han sværdet, så dets klang rungede igennem hele kirken. I en løs arm, lod hans sværdets spids skrabe sig vej ad flisegulvet, imens han tog langsomme skridt imod alteret. "Vær min gæst, slå hende ihjel. Hun betyder intet." lød det køligt fra den dystre stemme, hvorefter Viktor hævede sværdet, pegende mod Lafrette. "Den eneste jeg vil have... er dig." Stemmen var mere kynisk og psykotisk, og folk kunne næsten fornemme det brede smil og skarpe tænder bag masken.
Viktor var i sandhed en stor skikkelse iblandt de fleste derinde. Som en sort dødsengel der langsomt nærmede sig sit bytte. Mange derinde var i dårlig stand, der havde vedligeholdt deres genopståede kroppe på en dårlig facon. Der var dog enkelte, for hvem det var lykkedes fuldstændig at ligne et menneske. Men Viktor genkendte en Ghoul når han så en. Viktor havde set blot et glimt af den blonde piges aktiviteter ved alteret, set hende skære sig selv og lade sit eget blod flyde. Et klogt træk at spille med Lafrettes hoved, men dumdristigt, hvis altså hun gerne ville leve. Viktor gjorde den samme gestes som han havde gjort ved sin entré, nu kun 10 meter fra de to ved alteret. Han hævede sine arme, en af dem med sværdet, en smule op langs siderne. "Du ved hvad jeg vil vide.. Fortæl mig, og du kan få lov til at leve det sølle liv du nu ellers lever." Charmede Viktor sig med en mere venligsindet stemme, dog stadig grusom som den kom fra bag masken. Det var altid et trick at virke uforudsigelig overfor sine fjender. At få dem til at tro at man kunne miste besindelsen på øjeblik. "Jeg fortæller dig ikke en skid, Demon!"
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 5, 2014 20:28:54 GMT 1
Momentet var gået fra at være fredfyldt til fyldt med kaos. Hun var ikke blot flov, men også vred over disse to mænds opførsel. Hun vidste godt, at folk gik rundt og dræbte hinanden omkring her, men dette var nok noget af det mest barnlige hun nogensinde havde set. Hun væmmes, hvilket fik hende til at sprede benene og derved gribe fat ned om mandens nosser, som virkede til at være hans største stolthed i momentet. Hun hev til, hvilket også fik kniven til at nærme sig Lolas strube med et større pres, men da manden tog sig til sine gyldne præmieløg tog hun fat om hans arm og prøvede ihærdigt at få den afviklet fra hende. Helt hjælpeløs var Lola ikke og hun vidste, at der ikke var meget tillid i nogen af dem, så hun valgte bare at gøre, som hun ville gøre, hvis hun havde været i Staint. Hun vippede sig selv bagover og strakte mandens arm ud, før hun så tog hovedet frem og gav ham en bagvendt skalle. Hun prøvede at rejse sig op, men manden nåede at gribe om hendes mave, hvorved han trak hende tilbage og satte kniven for struben atter engang. "Det vil blive din sidste akt, hvis du gør dette igen" truede manden og Lolas øjne søgte derfor hen imod dæmonen. "Skån mig!" bad hun med stor ydmyghed og bedende øjne, som dæmonen trådte dem nær og trak sit sværd, så det svælgede i hele kirken. Hun lukkede øjnene og lyttede til mændenes uenigheder. Det var der, at hun faktisk blev utroligt bange for at dø. |
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 5, 2014 21:11:10 GMT 1
Det virkede åbenbart som om at ikke alle ghouls var venner. Det var nok tilfældet med alle når der stod en faretruende Demon som Viktor selv i deres nærvær. Han kunne ikke undgå at føle sig overlegen, at føle sig blot en smule mægtig. Dog var det følelser der skulle undertrykkes, så det ikke steg ham til hovedet. Dog skulle Viktor sørge for ikke at forblive i katedralen alt for længe uden at vise sig stærk. For jo længere tid han var derinde, jo mere ville de mange ghouls begynde at spinde ideer, og måske bilde sig selv ind at de kunne klare Viktor. Det var den typiske flokmentalitet, dog en smule sløvet af deres frygt for ham. Selvom opmærksomheden var rettet imod de to som de tumlede, var nogle af de andre sanser også rettet imod omgivelserne. Lafrettede havde folk under sig, folk der arbejdede for ham. Og ganske rigtigt, så stormede der en ung Ghoul frem fra masserne med en dolk i hånden. Viktor havde ikke været opmærksom nok, men havde i stedet været mere opmærksom på hvorvidt Lafrette slog pigen ihjel. Var det sentiment? Var Viktor bange for tabet af et uskyldigt liv, på trods af at det var en ghoul? Viktor nåede at vende sig mod sin ansgriber, men nåede ikke at parere daggerten, som huggede ned i Viktors højre skulder. Men Viktor, end ikke hans angriber nåede at opfatte noget, før Viktors venstre hånd var slynget om ghoulens hals. Han løftede den unge ghoul op i vejret, og pressede sit greb så hårdt at man kunne høre og se blod forme sig i ghoulens mund... indtil nakken endelig sagde knæk. Viktor slap den livløse krop, og kiggede på daggerten der stadig sad i hans højre skulder. Det var ikke en stor daggert, men det gjorde ondt. En smerte han dog ignorerede og vendte sig imod Lafrette. "Se hvad du har gjort, Lafrette! .. Endnu et ar til samlingen!" Sagde Viktor lettere psykotisk og med en aggressivitet der var svær at skjule. Han puttede sværdet tilbage i dets skede. Derefter, med sin højre hånd, rakte han ind under sin blazer og trak sin revolver ud. På trods af daggerten i hans skulder, hævede han revolveren imod de to. "Lad mig give dig en til din samling.." Revolverens hammer blev trukket tilbage, og lyden af det kraftige skud skabte panik i katedralen, hvorefter langt de fleste begyndte at flygte derfra. Kuglen fløjtede igennem luften, og ramte Lafrettes ene skulder, den skulder der holdte kniven for den blonde piges strube. Det var en kraftig revolver, med store patroner, der forsagede en krampe i Lafrettes arm, og fik ham til at tabe kniven. Som resultat af kuglens gennemboring af hans ene skulder, var der efterladt et krater af kød og knogler i hans skulder, og han var faldet bagover, lænet med ryggen mod alterbordet.
Hurtig som en Demon kunne være, var Viktor nået op til alteret inden Lafrette kunne slæbe sig væk. Med sin venstre hånd greb han om Lafrettes krave, imens den højre hånd holdte revolveren rettet imod hans hals. "Fortæl mig hvad jeg vil vide, Lafrette... eller jeg gør din endelige passage fra denne verden, så meget mere smertefuld.." Snerrede han kraftigt og dystert efter ham med sit maskeklædte ansigt helt tæt mod hans. Eftersom Lafrette tiede stille i et øjeblik efter, Skød Viktor ham i den ene fod, og endnu engang lød ekkoet af skuddet i katedralen. "Hvor fremstiller du Mirth!?" råbte Viktor aggressivt og voldsomt ind i Lafrettes ansigt, selv så man nærmest kunne mærke katedralens søjler vibrere af stemmens volume. Det gav et sæt i Lafrette, og han begyndte at fremstamme nogle lavmælte ord mod Viktors øre. Det var hvad Viktor ville høre, så han slap Lafrette og tog et par skridt tilbage. Lafrette åndede lettet op og vendte kort et arrigt blik imod den blonde pige, som tydeligvis havde gjort ham noget smerte i skidtet. Men Lafrettes ro blev hurtig til et panisk råb, idet Viktor hævede revolveren mod ham igen. "Ne..!" Var alt hvad Lafrette nåede at sige, inden hans hjernemasse blev spredt ud over alterbordet og selve alteret bag ham.
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD