Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 21:36:03 GMT 1
Det var ikke tit Viktor gjorde noget direkte for Machiavella-syndikatet, men denne gang var det mere end blot deres udspekulerede dagsorden. Denne gang handlede det om familie. Om end en dysfunktionel familie. Viktors broder, Deimos var blevet set hos nogle af banderne i Shade. Så Viktor var taget den lange rejse fra Staint og til Shade, for at finde ham og bringe ham tilbage til familien. Han var sikker på at hans gamle fader havde en ting eller to at sige til ham. Bilen var blevet efterladt et godt stykke væk, imens Viktor havde nærmest sig den gamle station til fods. Allerede nu havde han spottet et par unge mennesker i mørket, men han regnede ikke med at de kunne se ham. Ikke at han direkte gjorde noget for at skjule sig helt, men det var alligevel mørkt, og denne del af Shade var svagt oplyst. Han bar et kulsort jakkesæt med en frakke udover, og selvfølgelig med de sorte læderhandsker om hænderne. Det sædvanlige outfit han ville bære med sin maske, men masken var blevet efterladt derhjemme. Han var her ikke for at jagte nogen eller noget, andre end hans broder.
En bred port imellem to bygninger ledte mod den gamle station. Han undgik den med vilje, da han sikkert ville støde på nogle 'uhøflige' bandemedlemmer. Ikke at han var bange for dem. Men det ville ikke tjene hans samvittighed godt at banke små mennesker til blods denne aften. Så i stedet, tog han en brandtrappe helt op til taget af den ene bygning. Derfra var der en perfekt vinkel til den gamle station. Han satte sig på hug ved bygningens kant, og fandt en kikkert frem. Ja, en meget simpel kikkert. Men når en Demon så igennem den, var mørket ikke et problem. Han bar ingen våben udover hans revolver, godt gemt væk i et hylster under blazeren. Han overvejede at gå nærmere, men indtil videre ville det nok være bedre at forblive deroppe, og spejde området inden han nærmede sig.. netop som han havde lært i hans træning hos Akademiet.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 21:46:33 GMT 1
"Du er aaaalt for udsat," lød en stemme bag Viktor. Den hørte til i skyggerne, ved en af de store udluftningssluser på taget af den bygning de var klatret op på. For Nathaniel havde været der et stykke tid. Han havde stort set ventet på at viktor var dukket op. Diemos kendte han fordi han vidste han var af Viktors "familie", so to speak, og Nathaniel havde søgt enhver lejlighed på det seneste at få fat i Viktor. Isobels rapport fra havnen havde ikke bragt ham godt nyt, men det havde taget ham lidt tid at spore sig ind på "den maskerede hævner", som folk efterhånden havde til vane at kalde skyggernes prins. Et sted i hans hjerte var Nathaniel stolt. Manden havde virkelig gjort sit til at blive eftertragtet. Måske var Nathaniel lidt mere skødesløs, han nød livet og tog ikke tingene så alvorligt som andre ville det. Men han var stadig den bedste agent i mands minde og hans status som mentor betød jo også noget. Og selvom han udadtil virkede loyal over for Administrationen, var det måske ikke så meget tilfældet som det burde være. Han troede på eneren, x-faktoren i folkene han mødte, og Viktor havde bestemt besiddet en del.
Nu stod han og betragtede ham bagfra, en smule smigret over at se kroppens velvære. "Diemos er over alle bjerge," sagde han og trådte ud af skyggerne hen ved siden af Viktor. Hans sorte hår trak sig i lange streger gennem luften, som kalligrafiske penselstrøg mod den disede nattehimmel. "Han er involveret i noget Mirth, sidste gang jeg så ham," forklarede han inden han skævede til Viktor med et underfundigt smil der ikke rørte de kulsorte øjne.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 22:14:31 GMT 1
Viktor var blevet smidt ud af det Militære Akademi da han var 21 år, efter næsten 3 års intensiv træning. 3 år med et ultimativt mål; netop at blive en snigmorder, en såkaldt Operativ Agent - også kaldet Vectors. Men med sine voldelige udbrud overfor sine medstuderende og en hang til at sige sin mening, havde fået Administrationen til at smide ham ud af Akademiet. Men lektionerne var aldrig blevet glemt, ej heller de benhårde prøvelser hans krop var blevet udsat for. Lektioner og prøvelser der hovedsageligt var blevet administreret af Nathaniel Amarantine. Men Viktor var der ikke som snigmorder, ikke som en prins af skyggerne. Hvis han havde iført sig sin maske, havde det set helt og aldeles anderledes ud. Og han ville ikke have spildt tid med at spejde fra en bygning. Alt hvad han så var bandemedlemmer og ghouls... sørgelige væsner uden mission eller retning i tilværelsen. Blot med lysten til at rebellere imod samfundet i en meget ineffektiv facon.
Da stemmen lød bag ham, blev han selvfølgelig overrasket. Han havde været så fokuseret på at finde sin broder, at han ikke havde tjekket sine nærmeste omgivelser grundigt nok. Men ikke forskrækket. Viktor smilte skummelt for sig selv, og klappede kikkerten sammen igen, for derefter at proppe den i frakkens inderlomme. Efter alle de år, og det var det første hans gamle mentor havde at sige til ham? Det var næsten komisk, men samtidig typisk for den meget kritiske Nathaniel. Viktor vendte sig ikke om for at kigge på Nathaniel, i stedet forblev han hvor han var, med blikket mod jorden langt under bygningen. Men også lidt opgivende, idet at han var kommet dertil uden at kunne finde Deimos. Det undrede ham ikke at den lille knægt allerede var væk derfra. Da Nathaniel kom hen ved siden af Viktor, rejste Viktor sig op, og skævede lidt mod ham, stadig med front ned mod stationen. "Det ved jeg.." Viktor var trods alt på hælene af Deimos' 'chef' - Andreas Lafrette - en illegal udvikler og dealer af Mirth. En meget svær man at finde, men med tilstrækkeligt hårde ord og metoder, kunne alle findes. Og Viktors metoder havde ikke ligefrem været stilfærdige.
Viktor smilte skummelt for sig selv. "Hvorfor en sådan interesse i Deimos?" Han behøvede ikke spørge hvorfor han havde ventet på ham der. Det var ikke taget Viktor lang tid at regne ud at Administrationen eventuelt ville sende de bedste agenter efter ham. En lille håndfuld Agenter havde allerede forsøgt at spore Viktor. For nogle var det lykkedes med små glimt, imens nogle andre uheldigvis rådnede op som små stumper i maverne på zombier eller lignende.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 22:27:35 GMT 1
Nathaniel stod stille, som en stenstøtte stod han og så ud over sceneriet. Hans sorte læderjakke var lang og tung og bevægede sig ikke i den ellers stride vind der var på toppen af bygningen. Med en hurtig hånd samlede han det lange, ravnsorte hår bag sig i en slap hestehale og så på Viktor. Ganske som han havde forventet. Stadig uden kontrol over de magter og den styrke der susede i ham. Selv havde han for længst lært at lade det gå ud over andre, i de små, bogstaveligt talt. Børnene han voldtog og levede af rent fysisk var hans eneste frelse. Men han havde ingen skam i livet. Folk kunne sige "predator" og "børnelokker" så meget de ville, men Nathaniel rørte det ikke. Han skammede sig aldrig, det var ikke en del af ham at skamme sig. For hvor lå skammen over at være den han var?
"Han har en dealer ved navn James," sagde Nathaniel stilfærdigt, den enkelte mand han var. "Deimos er ude på gyngende grund. Han har bragt flere demons i nettet end han selv ved, og forskerne fanger dem og bruger dem til at lave Mirth." Hans forklaring var kort og stålsat. Der var ikke så meget at diskutere. At det ikke var ude i offentligheden var et held, Nathaniel havde brugt måneder på at optrevle systemet. "Jeg kender en agent, Isobel Daniels. Hun skulle kunne hjælpe os med rapporterne, men det er ikke sikkert vi kan nå dem i tide før Administrationen sletter dem. Jeg har på fornemmelsen af at de gerne vil fortsætte udbredelsen af Mirth og bedøve befolkningen." Hans blik var alvorligt, hans ord ligeså. Ikke at han gav sig for menneskene, men bagtankerne i Administrationen huede ham ikke. Hvis der var en konspiration måtte den afdækkes, om han var en del af administrationen eller ej.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 23:08:38 GMT 1
Nok havde Nathaniel været hans mentor, men han havde aldrig brudt som om den autoritære måde han talte på. Og stadig i denne tid, troede han åbenbart han kunne belære Viktor. Viktor var sin egen Demon. Ingen skulle bestemme over ham, end ikke Nathaniel eller Administrationen. Ej heller hans familie. Viktor kunne mærke sig selv blive lettere irriteret over Nathaniel, og måtte knytte sine næver for at kontrollere den svage vrede der boblede under den marmorblege hud og det fine jakkesæt. Deimos var en rebelsk lille skid, familiens sorte får. Men han var ikke ond eller udspekuleret. Han var misledt og forvirret. Så det var Viktors job at i det mindste forsøge at få ham på rette spor, så tit han nu gad og kunne. "Du synes at have givet dette en del tid.." Svarede han blot så afslappet han kunne, og bakkede væk fra bygningens kant. Han gik lidt med den handskeklædte hånd der gled en smule igennem hans skæg og kiggede ned i jorden. "Jeg er her ikke for at redde Demons. Jeg er her for at finde min Broder... Mirth kan jeg bekæmpe en anden dag." Svarede han bestemt. Han havde sine metoder, og havde ryddet mange dealere af vejen igennem de år han havde været aktiv. Det var endda lykkedes ham at få inkarneret noget frygt ind i de usle skabninger, en frygt for den sorte maske.
Han vendte sig imod Nathaniel. Ikke meget havde ændret sig ved hans udseende. Måske var håret lidt længere, men det var også det. Han havde tydeligvis holdt sig i god form, også selvom han officielt ikke var så aktiv længere. En inaktivitet der blev modbevist nu hvor han var stødt på ham her i Shade. "Jeg har ikke brug for din eller denne Isobel Daniels' hjælp.." Svarede han fraværende. Alle agenter var de samme, alle loyale overfor Administrationen og den 'orden' de stod for. Nathaniel var heller ingen undtagelse i Viktors blik. De ville alle prøve at kontrollere og overvåge Viktor og den sorte maske. Alle opsatte på at halte ham i hans arbejde. Han stolede ikke på Administrationen, og var ikke bange for at ytre det. Men hvad Nathaniel havde sagt, vejede rundt i Viktor. Han måtte hellere se at få fundet Deimos, før familien valgte at sende en anden efter ham.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 23:19:32 GMT 1
Nathaniel smilede for sig selv mens Viktor forføjede sig og snakkede. Lidt som Hitler plejede at gå og snakke med sig selv når han havde gode idéer. Præcis som Nathaniel havde formået at banke ind i demonens tankegang. Hans pædagogik var så underbevidst og så svær at tolke at det gav selv den bedste psykiater gåsehud hvis de skulle sidde overfor agenter i hans klasse og evaluere dem, sådan som det var påkrævet af dem. Nathaniel var god til det han kunne. Den psykiske manipulation. Og efter tre år under sine vinger, var Viktor ingen undtagelse.
Nathaniel drejede langsomt rundt, hovedet let på sned og betragtede ham stå og granske situationen på afstand.
"Virkelig?" sagde han en smule bemærkelsesværdigt og trak på skuldrene mens han skridtede mod ham, bort fra bygningens kant. "Helpyourselfish, som man siger. Om det er dig selv eller din samvittighed du er ude på rov for at narre, det skal jeg da ikke kunne byde dig for, men husk at have dine intentioner i orden. Og ikke mindst dit øje for skarphed." Det sidste blev sagt i takt med at han trak sin katana fra ryghylsteret og stirrede mod den opgang de var kommet op til bygningens tag fra. En lavmælt rallen kunne høres derfra og snart sprang et par zombier frem imod dem. Hvordan i alverden de var kommet ind i bygningen og hele vejen derop var ufatteligt, men de var der, og Nathaniel sprang frem, beredt på kamp. Der var fire i alt, og de to første tog han kækt og hurtigt ud med et par skarpe, velplacerede sving fra katanaen, hvis blad sang igennem luften som en tryllefløjte.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 23:51:15 GMT 1
"Nedgør mig ikke." Sagde Viktor med et skævt smil og skævede mod Nathaniel. Ikke en særlig hård tone, blot køligt. Den halvgamle Demon havde det med at gøre det. Tale til alle andre som om at de var ingenting i hans nærvær, som om at han, den store Nathaniel, var den største af alle Demons der havde vandret gaderne af Utopolis. "Jeg har ikke længere noget at skulle bevise overfor dig." Blev det tilføjet, denne gang lidt mere spydigt, som fra læberne af en arrig dreng til sin fader. Men denne gang var det fra en Demon til sin tidligere mentor. Viktor var i god tro. Nathaniels store svaghed, i Viktors øjne, var hans hang til opløfte sig selv i en sådan grad, at han undervurderede både sine fjender og de der var ham nærmest. Lidt selvforherligende gik Viktor med troen om, at Nathaniel undervurderede ham. Stolthed kunne i sandhed være en svaghed. Viktor rynkede sine bryn ved hans næste ord. Hans intentioner? Samvittighed!? Vor vovede den Demon at tale om det.. Nok vidste han måske hvem Viktor var, hvem der var bag den sorte maske. Men han vidste intet om hvad Viktor havde ofret for at tjene denne by og dets folk. Han havde ikke den fjerneste anelse om hvor langt ind i mørket man skulle træde. "Mit formål er klart. Mit syn er skarpt nok, skarpt nok til at se dit bedrag! Dit evige ynk, dit.." Var alt hvad han nåede at sige, roligt, men stadig spydigt imens han fortsatte med at gå rundt med blikket i jorden.
Zombierne kom frem, og Nathaniel trak sin gamle katana. Viktor vendte blikket imod de halvblinde zombier, der gryntende og svovlende forsøgte at placere deres bytte. Viktor smilte skummelt for sig selv, og begyndte at bakke bagud, mod bygningens kant. Viktor begyndte at fløjte en munter melodi imens han bakkede, og nogle af zombierne opfangede denne lyd, en lyd der var kraftigere end katanaens svage summen igennem luften. De to blev hurtigt ryddet af vejen af Nathaniel, imens to andre nærmest gjorde ræs med hinanden om at følge den fløjtende lyd. Viktor kendte alt hvad der var at vide om zombier, deres adfærd, deres fysik. De var kluntede og fortumlede, som hunde på jagt efter en bil. Den første zombie kastede sig efter Viktor... og alt hvad Viktor behøvede at gøre, var blot at træde til side, og zombien fløj ud over bygningens kant, for endelig at ramme jorden med et hårdt bump, og en smule klask, som kraniet blev knust mod den asfalterede jord. Den anden var nem nok. Men Viktor ønskede ikke at bruge sin revolver, den lille larme for meget, og der var ingen grund til at vise den gamle Demon at han var bevæbnet, eller hvad han var bevæbnet med. Så Viktor tog fat i zombiens udstrakte arm og slyngede den over sin skulder. Da zombien lå på sin ryg, trådte Viktor på dets hals, bøjede sig over den. Og inden den kunne nå at hæve sine arme mod hans ben, havde Viktor sendt en håndfuld kraftige knytnæver mod dets ansigt og kranium. Indtil at de klaskende lyde blev til kraftige bræk af knogler, og indtil zombien lå slap på taget.
Viktor rejste sig oprejst, og rettede på sit jakkesæt, med de få klumper af blod på hans handsker.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 0:08:07 GMT 1
Nathaniel havde let klaret de to første og nåede at få syn for sagn for Viktors brutalitet. Det var ikke noget nyt at se manden i sit es. Bruge sine kræfter sådan som han var skabt til. Men det ærgrede Nathaniel at manden ikke var lidt mere, hvad skal man kalde det,, elegant, når han kæmpede. Det var det vigtigste i sin kamp. Specielt mod fjender der ikke kunne gøre én fortræd. One flew over the cuckoos nest, den næste blev kvast mod betonet. Nathaniel lo, viftede sin katana fri for blod og stak den tilbage ned i ryghylsteret. Hvor stædig og selvstændig Viktor så vedblev at være, kunne han ikke sige sig fri for at han kunne lide ham. Og mon ikke også følelsen var gengældt på et eller andet ambivalent plan?
"Pas på du ikke får tænderne til at sidde fast i knoerne, der skær så irriterende," sagde han lettere påpegende, som om de var tilbage på en øvelsesbane i militærakademiet. Nathaniel havde altid betragtet Viktor som en af sine bedste elever. Senere var det blevet Isobel, men hende havde han også udnyttet, på godt og ondt, så der var ikke så mange ting at sige imod hende. Viktor derimod var rendyrket og skabt af det lækreste stof som demoner var skabt af, præcis det samme drive som Nathaniel. Og selvom Viktor måske troede at Nathaniel var en slave, så var han langt mere end det. Han udnyttede Administraitonen mens han blev dækket af den, og det til både sine egne små forehavender, og samtidig sin tjeneste, der ekspanderede ud over det normale for en agent.
Han vendte sig imod døren som stod gabende tom. Gad han slås mod flere demoner? Ikke ligefrem. Han spejdede rundt og fik øje på en brandtrappe. "Herovre," sagde han. "Med mindre du vil brække begge ben i et forsøg på at hoppe?" Det ville ikke være første gang han havde set det. Agenter der hovedløst kastede sig ud i den tro at de var supermand.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 5, 2014 0:39:28 GMT 1
Hvad Viktor gjorde, var ikke ligefrem noget man lærte hos akademiet. Der havde han lært elegance og snedighed. Lært at være lydløs og praktisk talt usynligt i mørket, hvor Demons trivedes bedst. Han havde lært brugen af alle slags våben, men aldrig den slags brutale nævekamp som Viktor havde gjort brug af denne aften. Hvad en Vector, en snigmorder, lærte på akademiet, var at være fri for nærkamp og dræbe med snedighed og ynde. Men alt for ofte havde Viktor fundet sig selv i det tykkeste stads. Fundet sig selv omringet af zombier i kloakkerne, eller Mirth-kriminelle iblandt betonbygningerne af Shade. Elegance var en dyd i denne verden, men i Viktors hoved var det ikke nok. Det var ikke nok hele tiden at krybe i skyggerne og slå ihjel med et tomt sind. Der skulle jo trods alt nogle få overlevende til for at sprede rygterne og fortællingerne. Der skulle meget hårdere metoder i brug for at få hvad man ville. Næsten som at fraryste sig sine akademiske rødder, og træde ned på de kriminelles plan, for netop at slå dem i deres eget miljø. Hvis han hele tiden agerede som en Agent, ville han forblive helt anonym. Og det var netop pga hans hang til at træde længere ned i sølet, og brække knogler i mudderet hos alle andre, at han var så let-genkendelig.
Ved lyden af Nathaniels stemme, mindedes Viktor atter tiderne hos det militære akademi. De brutale øvelser, testen af deres smerte-tærskel. Det hele. Øvelser designede til at skabe iskolde dræbere. Han vidste intet om denne Isobel Daniels, Viktor vidste ikke engang at det var den kvinde han havde mødt i havnen i Mare. Men han forventede, mistroede at hun havde trænet under Nathaniel, siden han talte således om hende. Da Nathaniel pegede mod den brandtrappe som Viktor var kommet op på taget via, smilte Viktor og lavede en lille gestus med armen. "Led an, gamle mand..." Kækt lød det nok, og kækt var det også. Gemt bag et diskret smil og en skæren af tænderne. Hvis Nathaniel insisterede på at forblive ved sin rolle som hans mentor, så ville Viktor også have lov til at være lidt spydig. Men sandheden var, at Nathaniel ikke længere var hans mentor, og Viktor var ikke længere hans elev. Viktor var en fuldvoksen Demon. Mere end blot i stand til at klare sig selv. Viktor fulgte efter Nathaniel ned ad brandtrappen, og vendte sit blik rundt for at scanne omgivelserne, og jorden under dem. "Har du beundret mit arbejde på det seneste?" Spurgte han nonchalant, og så intet formål i at skjule det længere. Nathaniel vidste hvem der skjulte sig bag masken, og Viktor vidste at en Agent havde været på nakken af ham. Men indtil denne aften havde han ikke vidst at det var Nathaniel. Selvfølgelig forventede Viktor en eller anden spidsfindig reaktion eller et klogt svar fra Nathaniel.
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 0:48:43 GMT 1
Nathaniel brugte ikke tid på at spekulere på forholdet. Viktor burde have en naturlig respekt for sin lærer, akkurat som en apprentice altid ville have for sin mentor, selv når de kom ud på egen hånd. Det var altid sådan i hierarkiet. Nathaniel havde den respekt for Viktor som han fortjente. Hans arbejde havde været godt og hans indsats ligeså. At han nogensinde var blevet fjerne fra militærakademiet var stadig et mystierium. Måske fordi Nathaniel havde været for bramfri og sat for mange thought-crime elementer i mandens hjerne, der nu havde sat sig fast om sine egne. At tænke selvstændigt, at sætte sig selv først. At huske at retfærdighed havde en pris, om det så var et liv eller en ar over hånden. At ikke alle kunne reddes, men dem der kunne var mere vigtige end andre.
Han fnøs lidt da Viktor bad om en vurdering af sin gøren og laden. Det var selvfølgelig kønne handlinger; han ville have bestået med et A+ hvis det stod til det fleste. Men Nathaniel gav ikke meget for halvhjertede forsøg på at være en vigilanté.
"I en verden hvor du er gud, ja, der er det sgu nok skønt som en romantisk bondegård," sagde Nathaniel da han landede på fødderne på fortovet og så sig om. Til venstre, i tågedisen, var skyggerne af en gruppe bandemedlemmer der havde hørt dem. Han sukkede stille.
"Men når det handler om reelt arbejde mangler du stadig nogle prioriteter, men sådan går det jo når man bliver skubbet ud af akademiet," indvendte han og satte kurs den modsatte vej af banden, hans læderjakke flakkende i modvind og hans lange hår klaskende mod ryggen og katanaen ryghylster.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 5, 2014 3:38:54 GMT 1
En kort undrende gled over Viktor ved Nathaniels ord, en undren der dog hurtigt blev til et overbærende smil over hans læber. Brandtrappen stoppede et par meter over jorden, og Viktor fulgte uden tøven Nathaniels eksempel, og sprang ned derfra. Som refleks rettede han derefter på sit jakkesæt. Han vidste allerede hvor de forskellige bander befandt sig. "Vi er alle hvad vi vælger at være. Og at være en gud, synes nu så meget sødere end at være en bonde." Sagde han lidt fraværende. Nathaniel havde vel ret, også selvom Viktor ikke helt forstod hans lettere kryptiske ord. Når Viktor 'arbejdede' i de sene nattetimer, var det under hans præmisser. Som en jæger, var det han der valgte jagtområdet, ikke byttet. Med masken og resten, var Viktor i kontrol fra første åndedrag. En teatralsk opførsel og færden, kunne være stærke allierede mod mere sløvsindede fjender. Men Nathaniel var som altid svær at tilfredsstille og imponere. Men så igen, hvad betød hans mening, når så mange andre havde skælvet ved hans greb, og så mange havde flygtet fra hans skygge? Ikke at Viktor helligede sig selv for sit arbejde. Hvad han gjorde var blot en nødvendighed, han gjorde hvad langt de fleste af Administrationens agenter ikke syntes villige til at gøre.
Hans sidste ord bragte endnu et smil tværs over hans læber, et diskret, og næsten skummelt smil. Han blev mindet om et citat, et citat der nu passede meget godt ind. "It is better to reign in Hell, than to serve in Heaven.." Sagde han lidt lavmælt, som om han sagde det mere til sig selv, end til Nathaniel. Viktor greb blidt om broderingerne i hans frakke, og trykkede på hvad der måtte være en knap. En radiosender syet ind og skjult i frakkens broderinger, der sendte en svag radiobølge. Det ville ikke vare længe før hans chauffør bragte bilen frem. På trods af hvor hurtigt han kunne vænne sig til Nathaniels selvskab, så repræsenterede den gamle mentor et liv han engang havde levet, da han var yngre og mere forvirret vedrørende hans formål i livet. Teatret, skuespillet på scenen, familien - alt hvad han havde foretaget sig siden akademiet - alt var blot et nummer. Et under som masserne kunne fæstne deres øjne på, imens han i skjul gjorde hvad han lystede i mørket. Så på nogle måde var de to vel lidt som hinanden?
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 11:01:15 GMT 1
Nathaniel kastede et blik over skulderen på ham men sagde ikke noget. Ord var ikke nødvendige. Han havde altid haft sin tillid til at Viktor ville blive til noget stort, og mest af alt havde han håbet at manden kom til sine fulde fem og afsluttede sin uddannelse på militærakademiet. Man kunne sagtens foregive en ting for Administrationen mens man gjorde det diametralt modsatte. Det var ihvertfald sådan Nathaniel bar sig ad. Mens Administrationen havde opfundet bureaukratiet kunne han udnytte deres blinde vinkel når de sad og fik hans rapporter, til at efterforske sine egne interesser. Og det endda med midler som han fik smidt i nakken af Administrationen, når nu han havde så høj status som agent-mentor. Det var ikke en hvilken som helst agent der fik tildelt den post. Det var de dygtigste, de mest indholdsrige; problemknuserne, innovatørerne. Men blandt dem også fritænkerne. Sådan som Nathaniel var og altid ville være. Det var ikke noget der kunne bankes ud af ham med stokkeslag og piskesmæld.
Han drejede om et hjørne og stod ret pludseligt ansigt til ansigt med endnu en gruppering bander, alle med hætter og tørklæder for ansigtet samt boldtræ og metalrør i hænderne. Der var fem. De var omtrent ligeså overraskede over at se ham som han var for at se dem. Hælen knirkede i asfalten da han tog en 180 graders drejning for at se bagud hvor Viktor var. Og bag ham, ganske rigtigt, også en gruppe bandefolk. Men pludselige udbrud blandt nogle af dem signalerede frygt bag deres rækker, og udråbene blev til angstfyldte skrig blandet med en skrattende rallen i flere forskellige retninger. Nathaniel der egentlig havde trukket sin katana så bandemedlemmerne vende om og flygte i alle retninger, hvilket også betød at nogle løb direkte i favnen på zombierne. Nogle gange var de ikke så slemme, de der udøde. Alligevel gjorde de ikke hele arbejdet færdigt, for de udslettede desværre ikke sig selv. En stod krumbøjet over en ung mand der netop havde fået spist sin strube. Var det mon en særlig delikatesse for zombierne, struben altså? Han syntes bare altid han så dem gå efter halsen... Nå, men nok om det. Katanaen hvislede igennem luften og adskilte zombiens allerede dinglende underkæbe fra resten af hovedet inden han jog spidsen ind mellem ryghvirvlerne, twistede det lidt til højre så hvirvlerne adskiltes og trak sværdet til sig igen. Zombien faldt sammen som en kludedukke.
Han vendte sig mod Viktor og hev ham med sig bort fra gadekrydset hvor kampen stod på. "Hvorfor blev du egentlig taget ud af akademiet?" spurgte han som om intet var hændt bag dem. "Da jeg efterlyste en forklaring fik jeg aldrig en."
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 5, 2014 12:14:54 GMT 1
Viktor fangede sig selv i at byde denne kaos velkommen. Han var en tilhænger af orden og raffinement, af en melankolsk luksus og stilhed. Men det mest tilfredsstillende var at skabe orden i selve kaos. At se skikkelser omkring ham tumle og strides, imens hans eget sind forblev roligt, og hjertet bankede stille under den store brystkasse. Viktor blev stående hvor han var. Imens de yngre bandemedlemmer enten løb eller sloges omkring ham, fandt han blot sin revolver frem, og begyndte at placere patroner i dets tomme kamre. Blikket og sanserne var selvfølgelig rettet mod omgivelserne, han var jo ikke dum. Men det var overraskende hvor lidt især zombierne ville lægge mærke til én, hvis man blot forholdte sig roligt. Han frygtede ikke zombiernes bid, ej heller deres makabre lemmers styrke og aggressivitet. I akademiet lærte man hurtigt hvordan man skulle dø, hvordan sindet kunne klargøres på et smertefuldt endeligt. Bandemedlemmerne var generelt uorganiserede, men ikke alle var helt håbløse. Nogle af dem formåede med ynde og hurtighed at slippe væk derfra, imens nogle også formåede at slå nogle zombier ihjel.
Viktor hævede revolveren, og trak hammeren tilbage til et karakteristisk klik. Et enkelt skud ville være nok. Nok til at dræbe og nok til at skræmme de sidste af bandemedlemmerne væk. Men det var ikke altid fornuftigt at bruge et håndvåben, og han fangede sig selv i at fortryde ikke at have taget sit sværd med. Men i Shade havde Viktor megen større respekt for Administrationen og bandemedlemmerne. Han havde sjældent set så mange zombier i disse egne. Viktor trykkede på aftrækkeren, og skuddet fløj gennem luften. Kuglen trængte kraftigt igennem øjehulen og kraniet af den første zombie, for derefter at sætte sig i halsen på den næste zombie. Disse var ikke almindelig kugler, men store patroner der skabte et hul så stor som en knytnæve. Den første zombie var færdig, imens den anden lå på jorden og sprællede med en ødelagt hals og nakkehvirvel. Viktor smilte lidt for sig selv imens han atter puttede revolveren i sit hylster, men mere nåede han heller ikke inden Nathaniel trak ham væk.
Efter at være nået et stykke væk fra gadekrydset, stoppede Viktor helt op, ligeglad med om Nathaniel havde lyst til at fortsætte eller ej. Viktor kiggede ned over sig selv, og rettede atter på det skræddersyede jakkesæt for derefter at køre en blodig hånd igennem håret. "Jeg var yngre, mere uforvarende og dumdristig i mine holdninger og ord.. Jeg talte imod Administrationens favorisering af Hart." Svarede han først, og kunne ikke lade være med at smile lidt diskret med tankerne på ham for de næsten ti år siden. Han var en meget anderledes Demon denne dag. Han trak mere op i sine handsker og skævede mod ham. "Det er også muligt at jeg brækkede et par knogler.." Han smilte skummelt. Det var først efter, at Viktor havde indset at Administrationens tjeneste ikke ligefrem var hans kop te. Så måske, havde skæbnen gjort ham en tjeneste i at få ham ud derfra?
Pludselig dukkede der en bil frem, som holdte op til fortovet lige foran Viktor. Viktor åbnede døren og kiggede en enkelt gang på Nathaniel. Han håbede ikke på at møde Nathaniel igen. Han vidste ikke om han ville kunne forholde sig lige så venlig næste gang. På trods af hans nogenlunde respekt for Nathaniels evner, brød han sig ikke om Nathaniels væsen. Han var en del af problemet, ikke en del af løsningen. Viktor satte sig ind, og med det samme satte bilen i bevægelse og forsvandt eventuelt helt ud af Shade, selvfølgelig med kurs mod Staint.
//Out
|
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 5, 2014 14:04:54 GMT 1
Nathaniel stod og så tavst efter bilen der forsvandt i tågedisen. Et sted bag ham lød der skud, rallen og skrig der flænsede luften så det kunne sende kuldegys ned ad ryggen på selv den mest standhaftige kriger. Det rørte dog ikke Nathaniel, som han blev stående som en mørk silhuet i den øde gade. Disen lå som et glinsende filter over alting, en gennemtrængende fugt, blandet med partikler fra havnens forurening.
Mange tanker fulgte Viktors ord, den ene ligeså ugyldig og opgivende som den anden. Han havde holdt af Viktor, han var engang en af de mest lovende lærlinge han havde haft lov til at bygge op. Men et ufærdigt arbejde var desværre resultatet nu, hvor mandens anden halvdel havde fået lov til at blive støbt, side om side med den som han egentlig allerhelst havde set presse det uduelige ned i jorden. At leve under et dække var bestemt ikke noget Nathaniel syntes om. Skulle man gøre noget så gjorde man det hundrede procent, ikke halvtreds eller femoghalvfjerds. Ellers var man en vendekåbe, og vendekåber huede bestemt ikke Nathaniel. Ikke det mindste.
Han kastede et blik over skulderen og blev enig med sig selv om at det var nok action for i aften. Han krydsede gaden over til en forladt motorcykel der stod ulåst op ad betonmuren. Med lidt fingersnilde fik han gang i tændingen, svang sig over den og drønede bort ud i natten, selvfølgelig med kurs mod Hart.
//out
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD