|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 4, 2014 11:55:15 GMT 1
Natten var klar oppe over gadeplan. Man kunne faktisk se den mørkeblå himmel, stjernestrøet og med et svagt azurblåt skær i horisonten hvor solen havde sænket sig for længe siden. Den ravgyldne cognac dansede over glassets sider mens det med cirkulerende bevægelser blev slynget rundt næsten meditativt. Læberne satte sig mod glasset og drak, skar en let grimasse, og de blå øjne missede lidt mens han så ned på sin drink. Lidt for skarp, en kende for mild, men det var vel sådan nogen foretrak den.
Han satte sin drink fra sig på det lave glassofabord og så ud af vinduerne, betragtede spirerne i det fjerne og lyttede til trafikken nedenunder. Et sted i uret slog et ur 22, men ellers var der ikke en lyd at høre ud over hans hjertes banken. Og det slog, det slog med korte, kontante slag, der matchede irritationen i hans krop, en sitren i fingerspidserne og en bølgegang frem og tilbage mod mellemgulvet.
22 og stadig ingenting. Hans ene hånd krøllede sig sammen, en af knoerne knækkede tørt. Hvor helvede blev hun af?
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 12:08:09 GMT 1
Elevatoren gled lydløst opefter mod penthouselejlighederne. Isobel stod og ordnede håret inden hun trådte ud på gangen og hen til hoveddøren som hun låste op og trådte ind ad. Hun standsede på måtten da hun så sin bror stå stille, urokkelig foran vinduerne og med blikket vendt bort og ryggen til. Der stod en cognac på bordet, en lille rand af den dyrebare drik omkring foden. Det kunne kun betyde en ting.
"Godaften," sagde hun og smed nøglerne i skålen på kommoden i entréen inden hun gik ned af et par trin til stuens gulv, skridtede hen til skænken hvor hun også hældte en drink op til sig. Hun drak den dog nærmest i et drag og kastede et blik over skulderen på ham mens hun tog den næste allerede. Glasproppen på karaflen gav et lille klink da hun placerede den tilbage i den, og med rolige skridt nærmede hun sig ham og stoppede bag ham.
"Hvordan har din dag været?" spurgte hun roligt. Hun ville tage hans vrede i opløbet, det var sådan hun magtede ham bedst.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 4, 2014 12:15:16 GMT 1
Hvordan tror du selv den har været havde han næsten lyst til at kaste i hovedet på hende, men han vidste det var præcis det hun forventede. Hun forventede vrede og irritation. Hun ville ikke give sig, og det ville han heller ikke selv. Istedet for drejede han sig langsomt og så indgående på hende, hans blå øjne smalle som sprækker, mistroiske af natur, men nu lyste det nærmere ud af dem. De havde haft en aftale, og hun havde ikke overholdt den. Måske var det fordi hun var den eneste kvinde han turde stole på at han var så oprevet, måske var det tanken om at hun kunne være blevet føde for de elendige udøde eller overfaldet af bander mens hun havde været på mission. Either way var han i oprør indeni, og han vidste at det dybest set bundede og grundede i frygten for at miste hende.
"Hvor har du været?" spurgte han og stemmen næsten sydede af galde, men den var kontrolleret, og det var næsten det værste. Hans raseri var så blankt som et vandspejl på en stille skovsø, øjnene var krusningen der viste at der var mere end blot vand at se.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 12:21:22 GMT 1
Isobel slog blikket ned til sin drink, sippede lidt af den og satte sig så. "Jeg var faktisk til et photoshoot, hvis du endelig vil vide det, hos Vakarian Inc." svarede hun ganske ærligt. Hun vidste bedre end at lege med sin brors tillid, og hun kunne alligevel aldrig finde ud af at lyve for ham. Måske hendes hår og tøjs mindre elegante tilpasning på hendes krop bevidnede hvad der var gået for sig. Hun kendte sin bror godt nok til at lægge mærke til den slags ting på miles afstand. Manden var klogere end nogen anden hun kendte og han kunne gennemskue hvem som helst på miles afstand. Hun så op på ham, de olivengrønne øjne en smule bebrejdende over hans overbeskyttende adfærd. Selvom det var forståeligt til tider kunne hun også nogle gange føle sig fanget i hans net. Hele tiden tage hensyn til ham, hele tiden have ham i bagtankerne når der skulle lægges planer.
"Jeg vidste ikke du var blevet min arbejdsgiver nu til dags, siden du skal vide hvor jeg færdes," tilføjede hun en smule syrligt og lænede sig tilbage med armene over kors mens hun fortsat sippede af cognaccen.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 4, 2014 12:28:34 GMT 1
Ah jo, hun havde skam fortalt hvad dagens planer var, men at de havde aftalt at være sammen igen kl.21 og ikke en time senere huede ham bestemt ikke. Han stod med knyttede hænder og så ned på hende, læberne trukket i en neutral streg og øjnene sat vast på hende. Ganske som hun havde forventet havde han gennemskuet alt så snart han havde set hende træde ind ad døren og set hendes tøjs tilredelighed, selvom hun havde forsøgt godt på at skjule det ved at rette på make-up'en mens hun var kørt op i elevatoren. Han kunne dog ikke snøres så let. Dog fik han langsomt irritationen til at glide i baggrunden og han bøjede hovedet kort, en resignation til hendes bemærkning. Måske var han bare, ja, for bange for ensomheden der ville komme hvis hun en dag ikke længere var der i hans liv? Han gled ned ved siden af hende.
"Vi aftalte 22, ikke 21," sagde han kort for hovedet, rakte ud efter sin drink og tog en slurk af den. Et blik ud af øjenkrogen på hende fortalte at han stadig var misfornøjet men gerne ville lade det glide. Alligevel sad der noget i hans mellemgulv fortsat, og han hadede at skulle anerkende den lille snert af jalousi der altid dukkede op.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 12:36:53 GMT 1
Hun vidste hvor hans bekymringer stammede fra, hun besad dem selv men valgte sjældnere at reagere på dem end han gjorde, hvilket måske af og til gjorde hende lidt mere til det sorte får end han var. Det gjorde vel heller ikke noget at leve lidt, hun var trods alt lidt oppe i årene, havde opnået det hun gerne ville med sit liv, så der var ikke så meget tilbage end hendes arbejde og lidt sjov engang imellem når lejligheden bød sig.
Smilende lagde hun en forsikrende hånd på hans skulder og gav den et klem. "Du må undskylde jeg ikke ringede og sagde jeg kom hjem senere," sagde hun mildt og strøg hånden hen over hans pande og hår. "Hvis jeg havde vidst det ville trække ud havde jeg givet besked." Hun rettede sig lidt op ved siden af ham og gav ham et beroligende kys på panden mens hun nussede ham blidt i nakken.
"Tror du ikke bare at du skal i seng?" spurgte hun med hovedet lidt på skrå og blikket hvilende varmt på ham. Et eller andet sted indeni kunne hun mærke et strejf af skam over det hun havde præsteret den aften. Det var jo altid ham hendes tanker fløj til. Altid hans knus hun savnede, selv i andres selskab. At indrømme det ville bare gøre alting langt mere kompliceret.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 4, 2014 13:13:59 GMT 1
Hendes berøringer beroligede ham som de havde gjort det så ofte. Han måtte lukke øjnene en kort stund mens han mærkede hendes fingre over sin hud og gennem håret. Det irriterede ham lidt at hun kunne få ham til at overgive sig så let, men der var nu stadig en smule tilbage i ham af mistro, og da han atter åbnede øjnene så han bestemt på hende.
"Aldrig igen," bad han stille. Han var sikker på at hun vidste hvad han mente når han sagde det. Der var kun en ting det kunne betyde. "Hvis det er det, du er ude efter, så kom i det mindste hjem til mig istedet." Han modtog hendes kys på panden med et lille suk og måtte alligevel se sig slået selvom han håbede hun havde hørt ham. Det gjorde ondt indeni. Jalousien var begyndt at tage over, og selvom det var farligt, så var han alligevel klar på hvad det betød. Han så ind i hendes øjne og lagde selv en hånd på hendes knæ, et håb om forsoning blomstrede et eller andet usynligt sted indeni hans bryst.
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 13:50:47 GMT 1
Hendes fingre mødte hans hen over hendes knæ og de flettedes sammen mens hun så smilende ind i hans øjne. Det var lidt svært at bedømme om hun skulle være glad eller hvad hun skulle være. Hans ord var svære at tyde, men noget i hende gav et lille sæt. Hvad var det han sad og tilbød hende? Efter alle de år... var han virkelig den første af dem, til at adressere den evige spænding der havde været imellem dem?
Hånden bag hans nakke gled videre til hans skulder og hun trak ham ind til sig i et blidt knus, den anden hånd gled gennem hans hår med blide kærtegn.
"Det skal jeg huske," sagde hun lavmælt i hans øre inden hun trak sig bort igen fra ham, ikke mere end at der var nogle centimeter mellem deres ansigter. Hendes blik flakkede ned og hun lænede sig afsluttende helt ind og placerede et kys på hans kind inden hun rejste sig og rakte en hånd ned til ham.
"Kom med ind i seng," sagde hun stilfærdigt med et sky smil.
|
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 4, 2014 14:05:48 GMT 1
Han tog hendes hånd uden et ord og lod sig føre med til soveværelset, det ene af to. Før i tiden, da Isobel havde været gift, havde de haft hvert sit. Hendes til sig selv og sin mand, og han for sig selv og de forskellige elskere og elskerinder han havde bedrevet tiden med. Nu for tiden, dog, efter hendes sidste mands hændelige uheld der tragisk nok havde kostet ham livet, holdt de hinanden ved selskab om natten.
Han lagde sig til rette i sengens dyb, viklet lidt ind i dynen og med en arm om sit liv fra hende. Han lukkede fredfyldt øjnene og forstod først nu hvad hun havde troet. Han gjorde intet for at forfremme nogle følelser eller tanker. Det kunne han ikke. Istedet nød han nuet og tanken om at hun alligevel var kommet tilbage til ham. Og med det faldt han i søvn.
//out
|
|
|
|
Post by Isobel Leonora Daniels on Jan 4, 2014 14:10:25 GMT 1
Isobel førte ham sikkert ind i soveværelset hvor de gik til ro. Hun lå lidt og lyttede til at hans åndedræt blev tungere mens hun selv havde sværere ved at falde til ro. Hun vidste ikke hvilke ting hun skulle tænke. Jacks venlighed eller kærligheden til sin bror. Hun havde checken i sin taske derude i gangen. En smule skam bølgede op gennem hende og hun lukkede øjnene mens hun tænkte sig om. Det kunne ske for enhver, tænkte hun, at give sig hen efter arbejdet. Men hun vidste hvor hendes hjerte boede, og hun svor at hun ville holde det helligt fremover.
Hun begravede sit ansigt i hans bløde, velduftende hår og lod sig langsomt synke ned i drømmene.
//out
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD