Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 3, 2014 21:51:45 GMT 1
En stilhed lå over teatrets lobby og gallasal, men ikke over teatersalen. Denne dag var uden forestillinger, hvilket først ville komme om aftenen, og efter mørkets frembrud. Det var lidt med vilje, plus en tradition. Med usikkerheden i mørket, gav teatret folk muligheden for at samles og nyde aftenen og en del af natten med underholdning og skuespil. Med inspirerende opera og musical. Men det var endnu ikke aften, og der var stadig ting der skulle gøres og ikke mindst ses og høres. I snart to timer, havde Viktor sat ved et langt bord, med teatrets andre vigtige karakterer ved sin side, og overværet auditions. Nu var klokken snart 14:00, og der var stadig auditions at overvære. Prøverne var blevet udskudt en smule pga et besøg fra Administrationen, men her sad de dog alligevel.
Viktor sad som altid som en velklædt repræsentant for teatret, rank på en broderet stod, med papirer og en lille lampe foran ham. Mange teaterdirektører før ham, havde hovedsageligt været økonomer og managers, frem for skuespillere og kunstnere. Viktor derimod, var lidt af hvert, og kunne derfor deltage meget mere aktivt i disse auditions. Men det var sjældent han gjorde det. I stedet var der tre andre ved siden af ham, der stod for den slags. To dramatikere og en musikalsk koordinator. Disse auditions kunne være kedelige og langtrukne, men det var skam også fascinerende at få et glimt af nye talenter og sangfugle. Denne dag var det en audition til en Opera som teatret havde tænkt sig at opstille som dets næste store musikalske forestilling. Der var især en deltager som Viktor glædede sig en smule til at se... "Lily Bellaiche." Sagde Viktor ind i en lille mikrofon på bordet foran ham, og bladrede i en lille mappe foran ham. Egentlig det eneste han gjorde, var at sige deres navne, og så kunne de ellers gå i gang. Egentlig sagde ingen af dem noget til deltagerne, der blev altid holdt et objektivt og åbent syn på dem. Der blev ikke skudt ned på dem, og de blev heller ikke værdsat og tildækket af komplimenter for deres talenter.
Viktor var iklædt et jakkesæt, som altid, dog uden blazeren eller slipset. Denne gang bar han blot en skræddersyet hvid skjorte, hvor ærmerne var rullet op til albuerne, og selvfølgelig de ligeledes skræddersyede bukser og de blankpolerede sko. Han havde heller ikke kontaktlinser i denne gang. Det var trods alt hans teater nu, og ingen gæster at bekymre sig om, ud over deltagerne. Men hvis de blev nervøse over det mørke dyb af teaterdirektørens øjne, ville de nok heller ikke kunne klare sig.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 3, 2014 22:15:22 GMT 1
Lily havde stået ude i kulissen og trippet. Scenetæppets røde fløjl strøg mod hendes skuldre mens hun stod og vippede lidt nervøst på skoene og hørte på de andre, gav dem smil og komplimenter for deres sang når de kom ud bagefter, rystende af adrenalinet der skød igennem dem når de var færdige med deres optræden. Der var mange og Lily følte sig næsten opgivende halvvejs igennem. Hun kunne ikke sidde stille i lænestolene der var stillet frem, hun havde drukket masser af blod for at få bare en smule rødme i kinderne så hun ikke så så blev ud i forhold til de andre. Hun var den eneste demon iblandt dem, men selv på trods af det var hun vellidt af de andre. Der var både kvinder og mænd der søgte roller til den nye opera der skulle opsættes. Madame Butterfly. Puccini. Hun ville så gerne have hovedrollen. Det kunne spare hende for flere måneders arbejde i Pleasure Quartier. Hvis ikke for evigt. Hun kiggede ud mellem de røde gardiner og spejdede nysgerrigt gennem forsamlingen, men projektørerne var så skarpe at hun ikke så andet end mørke skikkelser på bænkene, hendes demonsyn til trods.
Da hun hørte sit navn blive kaldt skælvede hun en smule. Stemmen genkendte hun endda også. Han sad derude. Han sad virkelig derude. Det var ham hun ville synge til i aften. Det havde hun besluttet, om han var der eller ej. En pige som hun kendte fra Pleasure Quartier, der også søgte ind, puffede lidt til hende og hun rankede sig, tog en dyb indåndning og forestillede sig vejen, den sti de havde gået i Staint, foran sine fødder mens hun gik ind på den smukke scene. Det var helt overvældende. Hendes lange, sorte taftkjole med guldbroderierne skrabede lidt mod scenebrædderne, hendes hår var smukt sat, et gyldent korset med sorte flæser strammet omkring hende, og hendes ansigt var stolt. Hun var sikker, hun var klar, hun var stolt.
Hun nejede graciøst, nikkede til pianisten og tonerne blev slået an til den tredje arie i Madame butterfly. Hun var ikke bange, men hendes stemme var stadig sprød, knejsende og klar da hun sange. Det var underligt som hendes tynde, spinkle krop kunne frembringe sådan en lyd. Hun mærkede den store energi fylde sig, bevægede sig et par skridt nu og da, levede sig helt ind i karakteren, lidelsen, smerten, som hun mærkede indeni; hun vendte den ovenud og gjorde den til styrke og lys der strømmede fra hende og ud mod forsamlingen der skulle vurdere hende. Hun var den sidste. Hun havde hørt alle de andre og hvor skræmt hun havde været, så frygtede hun intet nu. Hendes beskyttende engel sad derude og iagttog hende sikkert. Skrøbelig som porcelæn, men stærk som stål var hun, rank og kraftfuld mens hendes stemme flød ud mod dem, omgav dem og borede sig ind i dem. Det var hendes magi, hendes egen personlige magi.
Sangen stoppede først da arien var færdig. Hun var ikke engang blevet bedt om at stoppe og hun stod lidt usikkert med et smil inden hun nejede ærbødigt og ventede på en afgørelse fra Mr Dietric, miss Frederics og måske, ikke mindst, fra Viktor.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 3, 2014 22:47:59 GMT 1
Det var en underforstået og ikke mindst indforstået ting i denne branche, at dømmende personligheder som Viktor og de andre, ikke måtte inspirere noget som helst i deltagerne. Smil var ikke velanset fra deres side af til deltageren, og hvis der skulle inspireres nogen form for følelse, skulle det være nervøsitet og angst. Disse var følelser der skulle overvindes inden man kunne sætte sine fødder på scenen og optræde, og følelser som en skuespillerinde gerne skulle være i stand til at bekæmpe og overkomme. Derfor sad de fleste af dem med næsten nonchalante blikke enten mod hende eller deres papirer. De to dramatikere, to ældre mænd, sad og udgjorde deres rolle som 3. parter, som neutrale personligheder. Deres blikke var nonchalante og næsten gnavne. Viktor havde lænet sig tilbage efter at have talt i mikrofonen. Han glædede sig lidt til at dette var overstået, men glædede sig måske endnu mere til at høre hendes påkrævede talent. Han havde jo ikke hørt til hendes stemme før, og siden Lily havde sagt at hun kunne synge, så var det altid spændende at se. Hans blik var undersøgende, med en lettere rynken i øjenbrynene idet han forsøgte at gennembore projektorens lys og betragte Lily grundigt idet hun trådte ud på scenen. Miss Frederics, derimod, var en personlighed af en helt anden karakter. Hun formåede skam at virke meget neutral, men var også en meget livlig person, med en meget kraftig og eksotisk accent. En kvinde med en fascination for Demons, og en kvinde Viktor havde arbejdet sammen med og spillet overfor som en ung skuespiller. Da Lily var trådt hen på sin plads, og nejede for dem, lænede Miss Frederics sig mod Viktor. "Hun er smuk." hviskede hun, og Viktor smilte svagt og afvigende til hende, for derefter at vænne blikket mod Lily igen. Ja. Ja, det var hun vel egentlig. Hendes tøj var godt valgt. Fremhævede hendes krops nuancer og formor, samtidig med at det gav hende et elegant look, så og sige.
Men da pianisten spillede for, gik det op for ham hvad der skulle fokuseres på. Hendes sang og måden hvorpå hendes mimik og helst svage gestik portrætterede følelserne i sangen. Viktor sad stadig lænet tilbage, som om at han bare sad og nød det. Dog krydsede han det ene ben over det andet, og trak blokken samt en kuglepen ned i sit skød. Der skulle skrives en smule, så de kunne revidere deltagerne en efter en på et senere tidspunkt. På trods af hvad hun mon tænkte, så ville ingen blive tildelt nogen rolle foreløbigt. Måske efter en uges tid ville alle roller være uddelt. Viktor var som regel ikke den store beundrer af det musikalske aspekt af Opera, men mere en tilhænger af det fysiske udtryk sådanne kraftige sange gav til skuespillerne og ikke mindst publikum. Men han nød det nu, så meget han kunne. Hendes variationer, fraseringer, crescendoer og lignende. Det flød som et vildt hav, men stadig kontrolleret og passende, både til karakteren og til selve sangens scenarie. Imens hun sang, blev der skrevet på alle blokke af papir, men mest af alt nød de blot forestillingen. Som uden tvivl var... fabelagtig. At en sådan kraftig og prangende stemme kunne flyde fra en så åbenbart skrøbelig og lille krop, var en under.
Da sangen var færdig, var der et øjebliks stilhed, Viktor smilte lidt for sig selv, lidt skævt med blikket på Lily. Hun havde uden tvivl gjort det godt. Men hurtigt begyndte de 4 'dommere' at læne sig imod hinanden og hviske en smule. Som om at de allerede nu diskuterede kritikpunkter og lignende. Igen lænede Miss Frederics sig mod Viktor. "Hvor finder du disse piger henne?" hviskede hun, men havde svært ved at skjule hendes ave af en sådan stemme. Miss Frederics var en absolut, helt igennem, faktastisk sangerinde. Der havde tryllebundet tusindvis af mennesker med sin røst. Så at hun sagde det, bragte endnu et smil på Viktors læber. Viktor havde også pådraget sig rollen som talentspejder til teatret. Ikke at han gjorde det særlig tit. Men mange af de nye ansigter der var der i dag, var blevet inviteret dertil af Viktor. Og at han ikke havde taget fejl af Lily, var en god ting. Alle 4 nikkede hurtigt til hinanden og Viktor lænede sig frem mod mikrofonen. "Det var smukt, Miss Bellaiche. Tak." Han kiggede hurtigt på de andre, inden han kiggede på Lily igen. "Vi vil kontakte dig indenfor den kommende uges tid." Selvom hans ord og tone var meget neutrale, så sluttede han dog af med et skævt lille smil, måske endda et skummelt lille smil.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 3, 2014 23:05:29 GMT 1
Stilheden, eller den lille rumlen af snak nede blandt rækkerne, kom lidt bag på hende. Men hun blev stående, rank og smuk og stolt. En Jean D'Arc med en sangstemme som den nattergal, hun havde fået sit øgenavn fra. Hun smilede lidt da hun hørte hvad der gik for sig nede blandt dommerne. Hun var en demon og hun var bestemt ikke døv, så kunne hun jo ligesom ikke synge.
Hun nejede atter engang, nakken knejsende, og hendes holdning ubrudt inden hun gik ud med selvsikre skridt mod kulissen hvor der var ganske stille. Et par piger kom hen og lykønskede hende, men hun mærkede flere dystre blikke end hun egentlig havde lyst til. Var det godt eller skidt? Hun tog det som både og, for hun havde ikke lyst til at nogen skulle vælges fra på baggrund af hendes talent. Men samtidig... var hun virkelig så god at hun kunne vække jalousi i folk bare ved sin stemme? Bare ved sin sang? Det måtte hun vel tage som en god ting. og som hun stod der strålede hun.
En konferecier kom ud og annoncerede at auditionen var ovre men der var forfriskninger i lobbyen. Lily samlede sin pels omkring sig og gik stille for sig selv ud til lobbyen hvor det vrimlede med folk. Hun greb et glas champagne og så sig om efter en tjener.
"Undskyld, har de måske en smule blod til at blande dette med?" spurgte hun forsigtigt, men til sin overraskelse nikkede manden og forlod hende kort for blot at vende tilbage med en lille flaske med 33 centiliter blod som hun kunne blande op. Mon det var noget Viktor havde fået arrangeret til sin egen fordel? Hun hældte det op i glasset og sippede lidt til det mens hun så rundt. Hun følte sig så utrolig alene. De andre mennesker stod og snakkede sammen som om de havde kendt hinanden i evigheder, men hun følte ikke hun kunne bryde ind hos nogen. Enkelte gav hende anerkendende smil mens de defilerede forbi, men ingen standsede for at snakke med hende. Hun stod i midten af det hele, badet i lyset fra lysekronen så håret fik en helt ekstraordinær glans, og så sig om efter sin, hvad hun måske kaldte det, protegé.
Da hun ikke fik øje på ham med det samme måtte hun med et suk drikke resten af sin champagne og satte glasset fra sig fraværende på en bakke der blev båret forbi hende. Stilfærdigt og en smule nedtrykt forlod hun lobby'en. Hvad havde hun forventet? En primadonnas hyldest? Tjah, hun havde da håbet på en eller anden form for anderkendelse. Specielt fra ham. Fra manden i hendes liv. Den eneste mand lige pt, der havde hjulpet hende så langt. Hun traskede stille hjemad for at klæde om og komme ned til bordellet
TIME
Der var gået adskillige dage. Grå, triste dage der havde været fyldt med nervøsitet hver gang døren var gået op til bordellet som hun var tilknyttet for tiden. Hun kunne nu godt lide det. Den store lounge var beklædt med tykke, røde gulvtæpper, havde blankpolerede paneler og gylden kandelabre og lysekroner, der afgav et blidt lys. En grammofon i hjørnet afgav blid jazz, der stille gled ud i rummet og blandede sig med snakken og hvad der eller var af orale lyder rundt omkring. Ikke at de deciderede udskejelser foregik i loungen, men der var en del kys der blev udvekslet, og lyden af dirrende silke og taft var ikke til at tage fejl af.
Lily sad på disken, hofteholderne vel synlige under den knap nok lårkorte taftnederdel med turnure. Hun bar som altid sort og guld, smykker der så dyre ud, og egentlig også var det men var købt af en krejler på markedspladsen af hendes nuværende alfons. Hun havde fået dem og smidt dem arrigt på gulvet men fået besked på at det var hvad hun havde at gøre med nu og her. Modstridigt havde hun taget dem på, øreringe, halskæder som vandfald af guld over hendes bryst, og armbånd. Ingen ringe. Hun sad og sippede hvidvin. Der var ingen klienter denne aften, lykkeligvis, men hun var blevet bedt om at holde sig standby til et stort rykind fra teateret senere. Hun sad og holdt øje med døren. Mon han var en af dem? Hun bad til det. Et eller andet sted. Hun havde stadig intet hørt efter auditionen, og hendes spinkle håb var efterhånden dalet til bunden af hendes stiletter. Hun fik aldrig den rolle.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 0:37:13 GMT 1
Viktor havde travlt. Den nuværende forestilling ville nå sin ende om ikke særlig lang tid, og han ville helst nå forbi bordellet inden den diskrete men linde strøm af respektable gentlemen ville nå dets broderede lobbyer og værelser. Som stort set altid, sad han på bagsædet af bilen, og holdte n kuvert i sine hænder, med en sort attachemappe imellem sine ben. Som altid, var kontanter noget en alfons forstod... Viktor have været på en runde i store dele af Utopolis. Endnu en af de trættende og langvarige køreture. Han havde været rundt med kuverter, og personligt overbragt nyhederne til de unge talenter der skulle spille med i Madame Butterfly. Nu manglede der kun en, Lily. Hun var ikke blevet belønnet med den direkte hovedrolle, men alligevel med en betydningsfuld rolle, endda med hendes egen solo, og rigeligt med tid på scenen. Hun var jo trods alt uden erfaring på teatrets scene, og dette var en rolle der, hvis hun gjorde det godt, ville tjene hende lige så godt. Hvis hun gjorde det godt, var det næsten garanteret at hun ville kunne finde arbejde efterfølgende, og prestige. Hvorimod en hovedrolle i en så stor forestilling kunne gå hen og være en hindring, og være en byrde. Viktor ville nu gerne have set hende med hovedrollen,. men han var nu også meget tilfreds med dette, og var sikker på at hun også ville blive tilfreds.
Bilen stoppede roligt op. "Pleasure Quater, Sir." Lød det fra forsædet, og Viktor nikkede roligt imens han samlede attachemappen og kuverten til sig. Han trådte ud af bilen og blev lidt overvældet af synet. Han havde aldrig været i Pleasure Quater førhen, også selvom han ofte havde haft lyst til det. Han klappede et par gange på bilens tag efter at have lukket døren efter sig. Chaufføren satte bilen i bevægelse, mod et mere sikkert sted at holde, indtil han skulle hentes igen. Viktor stoppede kuverten i sin inderlomme, og hankede op i attachemappen, inden han gik ind i kvarteret. Med et diskret smil på sine læber, gik han forbi et par glædespiger der gjorde sig til for ham. Det ville være en fornøjelse, men det var der ikke tid til denne aften. Han var her efter en bestemt ung kvinde. Døren til bordellets lounge blev slynget op, og Viktor stod lidt og kiggede sig rundt, for hurtigt at orientere sig. En gammel vane erhvervet hos det militære akademi. Han formede et layout inde i sit hoved, et kort, så og sige. Han tog et par skridt ind i loungen, og fik inden længe øje på en velkendt person... dog med lidt mindre tøj på, hvis ikke meget. Han smilte lidt hemmelighedsfuld for sig selv.
Blikket blev fæstnet på Lily og han måtte indrømme, at det ikke var et slemt syn. Han gik med direkte kurs mod hende, og lod hende ikke engang reagere meget eller tale før han selv åbnede munden. "Hvor er din Alfons?" Spurgte han bestemt, men alligevel med et diskret og lidt overlegent smil på sine læber. Han så sig lidt omkring. Det gjorde ikke noget at hun undrede sig over hans besøg, også selvom hun nok vidste hvorfor han var der.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 4, 2014 0:47:07 GMT 1
Lily sad næsten som en stenstøtte, en romersk gudinde i sit fulde flor, omend med lidt anderledes klædedragt, da han trådte ind. Hendes læber var let adskilte og hendes blik fløj fra konvolutten, eller mappen, eller hvad det nu var, i hans hånd og til hans ansigt. Forsøget på at tyde det tvetydige smil var svært, men hun mærkede et springvand af vilde delfiner springe op og ramme hendes mellemgulv som hun sad der og forsøgte at bevare kontrollen over kropsholdning, sind og mund. Hun havde lyst til at springe om nakken på ham, kysse ham og bare blive hængende til hun sygnede hen, men hun tog sig i det og smilede venligt da han kom hen til hende og bad om at se hendes alfons. Hun drejede sig på disken til en bredmavet mand der stod bagved og rengjorde glas, iklædt brune velourbukser, seler og en hvid silkeskjorte.
"Alfredo? Der er en her der gerne vil snakke med dig?" kaldte hun engleblidt, en stemme hun aldrig havde brugt i Viktors nærvær, og som hun kun brugte når hun var på bordellet. Manden vendte sig brummende men stoppede lidt op da han så den noble herre på den anden side af disken. Alfredo tørrede sin blanke isse med et lommetørklæde da sveden pludselig sprang frem.
"Mr Machiavella, hvilken ære," fik han frem. "Hvad skylder vi besøget?" alfonsens blik gled til Lily, der søgte at skjule et smil mens hun drak mere af hvidvinen. Hun havde allerede fået rigeligt med blod den aften så det blev bare blandet i maven på hende. Desuden virkede alkoholen hurtigere, og når hun fik at vide at være på standby ville hun gerne være en smule beruset når kunderne kom. Nu fortrød hun lidt, men kunne ikke helt stoppe sig selv fra det.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 1:11:33 GMT 1
Det overlegne smil forblev på Viktors læber. Han havde lidt forventet en sådan reaktion fra denne 'Alfredo'. Machiavella-syndikatet havde før haft kontakt med bordellerne, og ikke altid på den mest venlige facon. Det var i sådanne tilfælde som denne, at Viktor med fordel kunne gør brug af sin stand som ældste søn af Franco Machiavella, overhovedet for hans indflydelsesrige Demon 'familie'. Og selvom Viktor gerne ville skabe sit eget navn, så gjorde det ham heller ikke noget i en situation som denne. Kort tænkte Viktor... vidste Lily hvad Machiavella-familien var? Han rystede tankerne af sig, og selvom han kort skævede mod Lily, holdte han fokus på den brede mand bag disken. Der i forhold til Viktor, i hans stive puds, med sort jakkesæt og rødt slips, virkede som en person fra en anden verden. Men denne gang også af en lidt anden opførsel end hvad den kære Lily måske var vandt til at se ham i. Viktor var meget overlegen, meget autoritær og ikke mindst en smule skummel og skræmmende. Han var nødt til at være således overfor en person som Alfredo. Familiens navn skulle vedligeholdes, såvel som teatrets.
"Lad os droppe venlighederne, Alfredo." Viktor havde ikke meget til overs for Alfonser og lignende, og det havde hans familie heller ikke. Måske den eneste noble og retfærdige vinkel af familien. Med det samme løftede Viktor op i attachemappen han bar, en sort kuffert, og placerede den på disken, ved siden af Lily, og foran den brede mand. Viktor trykkede kombinationskoden ind, og vendte kufferten mod Alfredo, for derefter at åbne den. Mappen var fyldt med kontante pengesedler. "Jeg og Staints Teater tager os af Lily... Dette burde være tilstrækkelig til 6 måneder." fortsatte han lettere køligt, og så Alfredos øjne blive store af beundring af det store pengebeløb. Men lidt derefter så han også Alfredos indre handelsmand komme frem. Et dumdristigt træk fra hans side. Igen kørte han et stykke stof over issen og smilte vemodigt. "Lily.. Lily har mange sædvanlige kunder, Mr. Machiavella. Forstår du, hun er værdifuld." Viktor kneb øjnene lidt sammen, skubbede kufferten lidt til side, og lænede sig lidt over disken. "Jeg er sikker på at du nok skal finde nogle andre til at varme deres senge." Sagde han, denne gang mere truende, og uden kontaktlinserne for øjnene, skar de kulsorte øjne i Alfredo. Hans skarpe tænder let synlige bag de let adskilte læber, trukket op i et let hånligt og skummelt smil. Viktor lukkede mappen, og kastede den i en bue og op i Alfredos favn. Alfredo virkede forvildet og kiggede lidt på Viktor. "Jeg forventer diskretion, Alfredo." Viktor hævede sine øjenbryn imens han skar sine tænder imod Alfredo. Som til gengæld blot nikkede, lidt vemodig over at miste Lily i så lang tid, men sikkert også meget glad for pengene.
Viktor var færdig med Alfredo, og vendte sig derefter mod Lily. Han rakte ud efter hende, og løftede hende ned fra disken, og ned og stå på gulvet foran ham. Hun var overraskende petit, især nu hvor der ikke var så meget tøj til at dække hende. Eller var det blot fordi han var så stor som han var? Viktor rakte ind i frakkelommen, og rakte hende en hvid voksseglet kuvert. "Tillykke, Miss Bellaiche."
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 4, 2014 1:27:01 GMT 1
Lily sad stille og lyttede uden at kigge. Hun forstod at gøre sig usynlig når mænd handlede. Det var ikke første gang hun havde hørt handler foregå på bordellet, både over disken og i sofaerne, omgivet af kvinder og med glas i hånden så tungerne gled lettere. Noget ved Viktors stemme gav hende kuldegysninger, men det var behagelige kuldegysninger. Hun huskede hvad han havde fortalt om sig selv. Næsten uddannet snigmorder. Skuespiller. Nu teaterdirektør. Hun frydede sig for sig selv over at have en så generøs mand i sit liv, og hun var ikke i tvivl om at det var det, der kom hende til gode nu. Hun var heldig, usigeligt heldig.
Da hun blev taget ned fra disken blev hun en smule forfjamsket. De stærke hænder om hendes liv plejede at betyde en ting, men dette var næsten en magtdemonstration, samtidig med at være en håndsrækning til hendes fremtid. Hun stod stille, bomstille, og bevægede sig ikke eller sagde noget da han gav hende konvolutten. Hun så åndeløst fra ham og til den inden hun greb den og flåede den næsten synder for at få fat i indholdet. Hun hev en kontrakt op på en af de store og vigtige biroller i Madame Butterfly. Hendes blik gled ned over den sirlige skrift, men der var ikke en gnist af tvivl i hende. Hun var fri. Hun var endelig ude - ihvertfald de næste 6 måneder, og med lidt held kunne det blive længere, måske resten af sit liv. Hun så op på ham, læberne mimrede noget, der kom et par lyde.
"Men... men," hun kunne ikke få ordene frem før hun strøg op om hans hals og knugede ham ind til ham mens hun lo og græd af latter på samme tid. "Ja! Ja! Tak! Mørket være lovet!" lo hun hjerteligt og pressede et kys ind på hans kind inden hun trak sig bort og knugede brevet mod sit bryst, omtrent på samme måde som hun i sin tid havde taget den selvsamme seddel med kontaktoplysningerne som han havde nedskrevet til hende. Nu var det blot noget helt andet. En nyhed der fyldte hende til randen med glæde. Tårerne strømmede ned af hendes kinder, et lettere bizart syn når de kom fra de sorte øjne men hendes ansigt, tårestrimlet dog, skinnede af fryd og hun kunne ikke dy sig for at kramme sig ind til ham endnu engang, taknemmelig og varmt mens hun bare mærkede fryden i hele kroppen.
"Tak, tak, tak," gentog hun indtil hun næsten ikke vidste hvilket ben hun skulle stå på. Hun så op på ham fra sin plads foran ham. Hun forstod det næsten ikke. Hun trak sig en smule tilbage og så ned på kuverten som fingrene vendte prøvende.
"Det skulle næsten fejres," sagde hun stille for sig selv men kastede et blik rundt. "Men ikke her," mumlede hun en smule for sig selv.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 1:50:58 GMT 1
Hvis Viktor havde været en hvilken som helst anden mand, var han sikkert blevet lidt rørstrømsk af hendes reaktion. Men var han ikke. Han var Viktor, og han havde sin egen måde at håndtere ting og syn og sanser på. Dog var der igen en genkendelig følelse af tilfredshed der strømmede en smule igennem ham. Han hjalp ikke hvem som helst i et omfang som han havde hjulpet Lily, men nu når han gjorde, gav det ham en hvis glæde. Så et smil spredte sig over hans læber, dog ikke for meget. Han skævede mod Alfredo, der stadig lidt uforstående stod og fulgte lidt hemmelighedsfuldt med i hvad der skete. Dette var en del af Staint, domineret af nysgerrige blikke og knapt så venlige individer. Her betød det langt mere at han var en del af Machiavella-syndikatet, end at han var leder af Staints teater. Så ligesom alle andre af livets arenaer, påkrævede det også en lidt anderledes opførsel. Men han var stadig sig selv. Følelser var nødvendigvis ikke hans stærke side, i hvert fald ikke i virkeligheden. Og imens han kunne lade utallige tårer falde som skuespiller, var de svære at fremkalde i realitetens spontane øjeblikke.
Han behøvede ikke sige noget, og forblev blot rank idet hun kastede sig om hans nakke. Han placerede en enkelt hånd på det nederste af hendes ryg, lidt over lænden, for at hjælpe hende holde balancen. Hun var en usædvanlig hjertelig personlighed. En personlighed han ikke førhen havde haft meget med at gøre. Så det var lidt uvandt for ham, denne slags ærlige og glade reaktion. Kort så han tårerne på hendes kind, og nåede at tørre den ene væk med sin handskeklædte tommelfinger, inden hun igen omfavnede ham. En smule stiv i betrækket, lod han hende omfavne ham som hun lystede, og tog også imod kysset på kinden. Der var heller ingen grund til ord. Han gik ud fra at kuvertens indhold sagde meget mere end hvad han ville kunne sige. Viktor så sig omkring, efter hun var faldet lidt til ro igen, og med et diskret smil på sine læber, placerede han en hånd på hendes ryg og førte hende lidt væk fra disken. "Lad os vende tilbage til teatret og få det underskrevet." Sagde han først. Underskiften gjorde det officielt. Det var næsten lidt kynisk, samtidig med at det var hjælpsomt. Han havde jo trods alt lige 'købt' hende af denne alfons, og underskriften ville binde hende til teatret, på samme måde at de overrakte penge gjorde ham ansvarlig for hende. "Er De klar til at køre? Har De de ting De har brug for?" Spurgte han, og havde ikke lyst til at blive i dette sted mere end højest nødvendigt, og han fornemmede også lidt at hun heller ikke havde lyst til at blive.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 4, 2014 2:01:32 GMT 1
Hun nikkede og rystede på hovedet på samme tid, syntes hun næsten.
"Ja. Nej. Jeg mener... Ja jeg er klar, men jeg behøver ikke noget her, det er alt sammen derhjemme," forklarede hun lidt hastigt af sig. Hun var stadig i den syvende himmel og kunne ikke helt forstå det. Hun kastede et par blikke på et par af de andre piger, der fulgte hende med blikke glødende af jalousi. Havde de allerede fået besked at de ikke var valgt eller hvad? Hun havde ikke hørt dem snakke, de havde ikke engang spurgt hende om noget. Hun kastede et kort blik på Alfredo, smilede så overlegent og holdt en sikker, tynd arm omkring Viktor mens de forlod bordellet, hendes hoved højt og næsen i sky. Verden var hendes nu, hun kunne endelig ånde lettet op og være et andet sted end det bordel. Alligevel ville hun måske savne det. Hvem vidste noget som helst om hvorvidt hun måske ville befinde sig godt i teaterverdenen? Ej det var ikke fair. Hun var født til livet, en ægte primadonna. Hun kunne skrige når make-uppen lå forkert, hun kunne rase når håret kom galt afsted og hun kunne hysse sig så gevaldigt op at ingen ville være i rum med hende, hvis hendes negl flækkede eller lignende.
De kom ud til vejen hvor de ventede. Bilen vendte tilbage til dem da chaufføren så Viktor atter ude af bordellet. Lily havde næsten ondt af manden at han sådan skulle ned og se kvarteret. Selvom det var smukt og havde samme patina som resten af Staint, var det dog tydeligt at det var en hel anden bydel. Hun så bare op på ham og smilede varmt.
"Jeg har slet ikke ord for hvad De har gjort for mig, Mr Machiavella," sagde hun taknemmeligt og undrede sig over om hun skulle fortsætte med den høflige formelle tiltale nu hvor hun alligevel kom lidt højere op i graderne. Indtil videre holdt hun sig til den formelle tiltale indtil hun fik andet at vide.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 2:38:19 GMT 1
Viktor havde hele tiden planlagt at tage hende med sig denne aften. Hun fortjente en pause fra bordellet, uanset om det ville gøre hende ondt eller godt. Han kendte intet til mentaliteten af glædespiger såsom hende. Han vidste ikke hvor stor betydning hendes livsstil hidtil havde og ville have i de 6 måneder hun var fri for bordellet. Viktors hånd forblev placeret på den nederste del af hendes ryg, imens de gik ud af bordellet. Han forventede heller ikke at hun ville slæbe ting med. Så snart de var ude af bordellet, tog han sin frakke af, og lagde den over Lily's skuldre. Han kunne jo ikke have at hun frøs. Han stod blot tæt ved hende, og betragtede omgivelserne, imens chaufføren fik vendt bilen og kørt hen til dem. Han kiggede ned på hende han hun atter takkede ham for hvad han havde gjort. "Ord behøves ikke. De fortjener dette, hvert et øjeblik." Svarede han ærligt og smilede beroligende til hende inden han så rakte ud og åbnede bildøren. Han holdte døren for hende, og lod hende sætte sig ind, for derefter selv at sætte sig ind efter hende. "Teatret." Sagde han hurtigt til chaufføren inden han satte sig til rette ved siden af Lily. Dette havde været lidt nyt for ham. Første gang han var i Pleasure Quater, og alfonsen genkendte ham med det samme. Det var altid en tilfredsstillende ting sådan at vide at ens navn rakte længere end man selv gjorde til tider.
Viktor fandt sit lommeur af messing frem, og tjekkede tiden. Det var sent, så aftenens forestilling burde allerede være overstået. Der var også en del skikkelser på gaden, så det var måske derfor. Han håbede lidt at teatret ville være nogenlunde tomt allerede når de kom dertil. Lily var jo ikke ligefrem 'respektabelt' klædt til at kunne færdes omkring de mange fine gæster i mere end blot nogle øjeblikke. Men der var altid en anden indgang at benytte sig af, skulle teatret ikke være helt tomt. Viktor betragtede mørket fra bilens vindue. Det var ikke en lang tur til teatret, så de ville ikke have brug for at sidde i bilen særligt længe.
|
|
|
|
Post by Lily Bellaiche on Jan 4, 2014 11:13:06 GMT 1
Lily sad og stirrede ned på konvolutten mellem sine fingre. Hun vedblev at dreje den lidt hid og did, som om den pludselig ville afsløre et hul ind til en anden dimension eller sådan noget. Der var stadig en del af hende der troede hun drømte, at hun var inde i en af sine elskede drømme og den flød afsted, blot for et tidspunkt at blive afbrudt og lade hende vende tilbage til det kolde kammer med de skrå vægge og sengen hvor hun lå og sov sødt i. Hun prikkede lidt med spidsen af konvolutten i sin håndflade og mærkede det. Jo, den var god nok. Hun var i live og hun drømte ikke.
Et eftertænksomt blik gled ud af vinduet. Var hun klar? Kunne hun bære opgaven? Selvom hun ikke havde fået hovedrollen, så vidste hun at det var en håndsrækning til hende fra teateret - og måske også Viktor selv - for at afprøve hendes potentiale. Hun ville kæmpe med hud og hår og ben og blod for det, om det så skulle være det sidste hun gjorde. I sit hoved var hun allerede begyndt at se scenerne for sig og forestille sig scenografi og orkesteret i graven og lyset på hendes ansigt, der varmede hende blidt mens hun stod og sang. Hun frydede sig inderligt og nynnede en lille melodi mens hun kastede et blik på den tavse Viktor ved hendes side. Hvilke strenge havde han trukket i for at gøre dette muligt? Var det måske også Gabriel Wildheart der havde siddet dernede og givet hende plads? Et eller andet sted kunne hun måske forestille sig de to prominente demons som rivaler. Begge af høj stand og begge med de samme interesser.
Bilen nærmede sig teateret, men gaderne var stadig en del befolkede. Lily så ned af sig. Selvom hun havde Viktors jakke om skuldrene var hun stadig alt andet end anstændigt klædt i forhold til de smukke fruer der forlod teateret efter aftenens forestilling. Hun så lidt tvivlsomt på Viktor men lod ham om at beslutte om de skulle stige ud eller vente til folk var bort, eller hvad han nu end havde af planer. Hun havde mindst af alt lyst til at skabe et dårligt ry, både for sig selv og ham, nu hvor hun endelig skulle se frem til at have sin daglige gang på teateret. Mon ikke der ville komme en spydig kommentar eller to alligevel, hvis der var andre fra Pleasure Quartier, der havde fået biroller eller korroller? Det kunne snildt være.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jan 4, 2014 12:35:21 GMT 1
Chaufføren vidste hvad han skulle gøre. Der var for mange mennesker til at de kunne træde ind ad indgangen. Enten ville der blive trukket og hevet i Viktor for samtaler, eller også ville der blive sendt ubehagelige blikke efter den lettere påklædte Lily. Chaufførn fortsatte derfor forbi hovedindgangen, og lidt længere ned ad gangen, indtil man kunne se en jernport ud til gaden. Den åbnede automatisk da bilen nærmede sig, og chaufføren førte bilen ind ad den snævre port, indtil at de nåede til en lille gård bag ved teatret. Dette var Viktors private indgang, såvel som indgangen for personale når lobbyen var for befolket. Bilen gjorde holdt, og jernporten lukkede i bag dem. Viktor trådte hurtigt ud af bilen, og da han stod udenfor, rakte han en hånd frem som støtte og hjælp til Lily når hun skulle ud af bilen. Han sagde ikke rigtig noget, havde ikke noget at sige. Hun burde allerede vide hvad de jo skulle, netop skrive under på hendes kontrakt.
Han ledte hende ind ad en kælderdør. En dør der ledte til køkkenet og nogle af de simple lokaler for makeup og kostumer, hvorimod nogle andre lokaler også var bag ved teatersalen. Han burde jo næsten give hende en tour, men lod dog alligevel være. Hun skulle nok få udforsket dette sted, hvis ikke hun allerede havde fået det gjort. Efter noget tid, endte de i en smal korridor, og med en hånd på hendes ryg, ledte Viktor hende videre, op ad en trappe, og endeligt ind ad en dør til nogle gemakker. Viktors private gemakker i teatret.
//Out
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD