Salvation depends on the soul

Mare... Mare var et sted hvor de færreste turde begive sig udendørs i nattens skumle timer. Korruption, kriminalitet og ikke mindst zombier hærgede denne fattige bydel, og havde dets ærlige beboere i et jernhård greb. Havnen var ikke anderledes. Det var et travlt sted, om dagen og måske de første par timer efter solnedgangen, men så blev den også hurtigt lagt øde. Den lettere kraftige vind hev i vandet og lod bølger klaske mod molen og havnen, samt skibene og bådene der lå til. Den konstante lyd og larm fra havets brusen og den tykke tåge, gjorde dette til et populært sted for Mirth-handlere... og derved også et populært sted for Viktor. For enden af en gangbro, dybt inde i tågens hvide tomhed, sad Viktor på hug med hånden i vandet. Det kulsorte blik vendt imod selve haven i søgen efter aktivitet der kunne vise sig en irritation eller hæmning. Masken var som sædvanligt om hans hoved, og jakkesættet var helt sort, med sort slips, sort skjorte. Selv læderhandskerne og den trenchcoat der hang over blazeren var sort. Til nogle var han sikkert intet andet end en mystisk sort skikkelse i tågen. Til dem der kunne se ham, altså.
Efter et øjeblik kiggede han ned mod vandet, og hev sin hånd op derfra. Hånden havde et fast greb om nakken på en ung mørkhåret mand, der gispede voldsomt efter vejret da han blev trukket over overfladen igen. Viktor lænede sig ned imod vandet, og holdte sit maskerede ansigt tæt på den unge mands forskræmte og desorienterede fjæs. "For sidste gang... Hvor finder jeg Andreas Lafrette?" spurgte Viktor i en melankolsk, dyster og lavmælt tone, og overlod mandens plasken til at producere al larmen. Hans greb om mandens nakke var meget hårdt, og forhindrede ham i at trække sig selv længere op ad vandet end til halsen. Igen kiggede Viktor sig hurtigt over skuldren, langs gangbroen ind mod havnen. Selv med hans øgede syn, syntes han ikke at kunne se noget. Han vendte hurtigt ansigtet mod den unge mand igen. "Hvor!?" Hans kraftige stemme gav et sæt i manden og han begyndte at stamme og mumle. "J-jeg v-ved det ikke.. sidst... sidst nogen så ham, var i den for... for-forladte kirke!" Viktor tog en dyb indånding og nikkede anerkendende et par gange, både som en uforståeligt tak og et øjebliks undren. Men pludselig, skubbede han uden varsel den unge mands hoved under vandet igen, og måtte spænde en smule i musklerne for at holde den panikramte unge fyr under vandet. Langsomt blev boblerne færre og færre, armene plaskede ikke længere, dødvægten kunne mærkes i armen. Viktor slap endelig nakken, og lod den livløse krop synke til bunds. Han rejste sig op og tørrede lidt vand af hans ærme inden han så atter så sig omkring.

Ekkoet fra skud lød tværs igennem luften, og Viktor vendte opmærksomt blikket i den retning hvorfra lyden kom. Han førte sin ene hånd ind under blazeren og greb om hylstret der holdte hans revolver, afventende og tålmodig. Inden længe stoppede skuddene, og og lidt efter det, kunne han ane en jolle der adskilte tågen såvel som vandet, med kurs imod det åbne hav der lå mod øst. Han var tydeligvis ikke den eneste der havde visse aktiviteter og pligter at udføre denne nat i Mare's havn. En anelse der igen blev bekræftet da han hørte rumsteringen af en pistol og en stemme der råbte ordrer og spørgsmål i hans retning. Han fjernede hånden fra hylstret under hans blazer, og vendte sig imod gangbroen. Han anede intet andet end en kvindelig figur klædt i sort. Alle hans mistænkelige tanker og formodninger og analyser pegede i retning af en agent af Administrationen. Viktor svarede hende ikke, men begyndte i stedet at tage nogle rolige skridt ned ad gangbroen, der trods hans størrelse og figur tydede på en hvis elegance og raffinement. Men ikke for meget. For maskens makabre billede, hans brede skuldre og en knyttet næse i læderhandsken antydede en årvågenhed og måske endda aggression.
Han kunne bare storme imod hende, overraske hende med hans hurtighed og forhåbentlig enten slippe væk eller overtage hendes våben. Men hun virkede meget stålfast i hendes ambitioner, imens at hendes klargørelse af hendes våben antydede en anspændt attitude. Måske kunne han teste hendes kapacitet for frygt?
Med vilje fortsatte han i stilhed mod hende, et langsomt skridt efter det andet. Han ville se hvad hun havde tænkt sig at gøre, hvordan hun ville reagere på de små glimt af ham hun ville se i månelyset der blev tilladt adgang igennem tågen. Og så kunne han forhåbentligt også få et nærmere glimt af hende før han kunne beslutte sig for hvordan han skulle handle. Ikke hvad han havde regnet med denne nat... men alt var blot små finurligheder, små usædvanligheder der gjorde natten så meget mere spændende.

Bag masken smilte han kynisk, og det sorte blik fæstnede sig på hende efter hun havde affyret et skud imod brædderne. Det havde forsaget at han havde gjort holdt lige før det flækkede bræt som han et kort øjeblik kiggede på. Han kendte til agenter og deres adfærd, deres træning. Han havde selv træning i akademiet, og blev derfor aldrig overrasket over en agents handlinger. Men der var ingen grund til at puste mere til allerede flammende gløder. Ingen grund til at provokere hendes hånd. Han var før blevet skudt. Den marmorblege hud for altid arret af et kryds på hans brystkasse. "Har du i sinde at skyde mig, Agent?" Ytrede han med den dybe og dystre stemme, forvrænget af masken for hans mund. Han placerede sin vægt på den ene fod, så hans stilling blev lidt mere sidevendt og hans krop gjort mere rank. Masken vendt imod hende, uden følelse, uden træk, ikke andet end dets makabre billede. Han holdte sit åndedræt roligt, næsten uhørligt hvis ikke det var for dets dybe susen igennem og under masken. "Siden du allerede har luftet pistolen adskillige gange, hvorfor så ikke affyre den en enkelt gang til?" Fortsatte han lidt efter, stadig stående stille. Stadig smilte han bag jakken. Utallige gange var han blev fortalt at advarselsskud kun skulle affyres ved største nødvendighed. Aldrig skulle man afsløre sin position før det var til ens fordel.
"Jeg under mig blot over hvem, eller hvad der mon har hørt dig?" Han sænkede hagen lidt og fokuserede sit blik på den kvindelige skikkelse. "Hvad der mon er på vej?" Zombier var uintelligente, færdes oftest i mørket, men med et dårligt syn. Dog var det lyde der ledte dem. Så hans stemme var rolig og afslappet, næsten nonchalant og ligeglad med hendes truende og kommanderende ord. Der kunne gå få øjeblikke, eller der kunne gå adskillige minutter, måske en time... men en ting var sikkert. På et tidspunkt ville en zombie storme igennem tågen... og hvis de gjorde det... ville hun så være klar?

Han fornemmede hvordan hendes attitude skiftede blot en smule, hvordan tavsheden lagde sig over hende. Tøvede hun? Han betragtede hende som hun sænkede pistolen, og lagde hovedet lidt på skrå. Så vendte han fronten mod hende, stadig stående der hvor hendes advarselsskud havde ramt gangbroens brædder. Ved hendes ord lo han kortvarigt og hævede begge arme ud til siderne. "Jeg er ingens ven eller medløber. Jeg ser næsten frem til deres ankomst... for jeg er blot en maske i tågen, en hånd i mørket." Det var næsten som at recitere at skuespil, en replik skrevet af en kendt dramatiker, hvis ord inspirerede minder og tanker. Men dette var ikke noget skuespil, dette var blot en arena, hvor to jægere var mødt. Et øjeblik efter han havde talt, trak han hurtigt sin egen revolver fra hylstret under blazeren, som han allerede havde åbnet før. Nu hvor hun havde sænket hendes våben, havde han fundet sit snit til at spille sin egen hånd. Med det samme den blev trukket, blev den også rettet imod hende. "47 kaliber håndlavede spiralpatroner, dybbet i Bloodlands-skorpionens gift..." Han trak hammeren tilbage på revolveren og ladte derved våbnet. "Gør noget dumt, og jeg blæser et hul så stor som en knytnæve midt i dit liv." Hans stemme blev mere og mere usympatisk, som blev spændingen af situationen forvandlet til aggression og blodtørst. Som om han var fornærmet over hendes tidligere opførsel.
Han knep sine øjne sammen og smilte bag masken. Hvorfor vente på at hun gjorde noget dumt? Men men efter et par øjeblikkes stilhed, spærrede han øjnene op, og affyrede revolveren. Patronen fór forbi hendes hoved og over hendes skulder, og blæste et krater i en zombie der var sprunget blindt ud af tågen mod gangbroen. Han ladte den igen, og trådte over det ødelagte bræt i gangbroen. "Det virker til at dine venner er ankommet."

Det ene skud der blev affyret, var det eneste der blev affyret fra hans side af. En enkelt zombie tonsede ud på gangbroen mod ham, og alt hvad han behøvede at gøre, var at give den ene knytnæve, og derefter faldt den i vandet. Han blev stående, ventede på det rette øjeblik, det rette øjeblik til at handle. Hun så ud til at klare sig udmærket. Mon hvor længe hun ville kunne vare ved? Han endte også med at sænke sin revolver, imens han betragtede hende. Administrationens agenter havde aldrig været hans fjender, i hvert fald ikke i hans hoved. De ville jo stort set de samme ting. Forskellen imellem individer som ham og Administrationen var blot, at individer som ham var villige til at tage det ekstra skridt ind i mørket. Han var stødt på Administrationens agenter før, også de af slagsen der skød før de stillede spørgsmål. Fra nogle var han undsluppet, andre havde ignoreret ham, og fra en enkelt anden havde han modtaget den kugle der havde gennemboret hans brystkasse. Han havde ikke slået nogle Agenter ihjel, men havde slået et par stykker bevidstløs og efterladt dem i kloakken, hvorefter de var forsvundet og formodet dræbt og fortæret af zombier. Hvis Administrationen havde en mappe eller journal på ham, måtte det have været en tynd mappe. Han havde måske mødt 6-7 agenter i mørket, med hende. Måske var han blot beskrevet som en farlig personlighed, en selvtægtsmand der slagtede zombier og jagtede Mirth-dealere. Måske vidste de ingenting om ham ud over masken han bar...
I det samme efter hun havde vendt blikket mod ham, og foreslået at han selv fandt en vej væk fra dette virvar, lagde han hovedet på skrå, og så derved sit snit. Imens hun affyrede de sidste par skud der skulle til for at give hende et vindue, var han allerede forsvundet fra gangbroen, sprunget til en anden gangbro, over en jolle. Når han løb, løb han så hurtigt at hans fødder knap rørte jorden inden det næste skridt var taget, hvilket gjorde det rimelig lydløst. Han snoede sig rundt om zombierne, tacklede nogle af med med en knytnæve, men ellers ignorerede han dem. Han kunne altid vænne tilbage til Mare og 'rydde' lidt op. Mørket var hans ven, hans element, så og sige. Han så meget bedre end hun gjorde, og meget bedre end disse klodsede zombier gjorde. Som Demon var han ikke helt fri for Zombiernes aggressioner. Blændet og sultne, ville de ofte tackle ham i store grupper i kloakken eller lignende, men nu hvor de kunne høre åndedrættet af en kvindelig figur, var hun deres foretrukket mål. Han løb udenom kvinden i en stor bue, så tågen ville skjule hans bevægelser, og zombiernes grynten og svovlen kunne maskere lyden af hans skridt. Han kunne bryde ind i hendes bil, og placere sig på bagsædet. Det ville hun sikkert ikke vente, sikkert for ivrig efter at sætte sig ind og få startet bilen, til at kigge i bakspejlet før hun var sluppet væk fra havnen. Da han var henne ved bilen, trak han sit sværd og brugte den til at bryde en af bagdørene op, hurtigt sætte sig ind, og fik ro på sit åndedræt. Hun var blot nogle få sekunder efter, så han rettede allerede sit ladte våben mod førersædet, men gemte sig også bag passagersædet, så han ikke ville være i vejen for hendes synsvinkel, indtil de var kommet væk fra havnen.

Bilen bevægede sig hurtigt, og Viktor smilte lidt for sig selv bag masken. Hun havde travlt med at komme væk derfra. Men han var ikke dum nok til at betragte det som frygt fra hendes side, hun var tydeligvis en kvinde af et standhaftigt hjerte og sind. Hun besad betydelige evner og en udmærket fysik, der havde tilladt hende at løbe fra en flok ravende zombier. Han ventede dog ikke for længe, ventede ikke på at hun skulle få samlet sanserne og fornuften. Da hun var begyndt at køre lidt mere behersket, lød det kraftige klik fra revolverens hammer der blev trukket tilbage. "Jeg finder mig selv undrende hvorfor Administrationen sender en efterforsker alene til Mare, i hælene efter Strangers, uden tilstrækkelige våben og udstyr.? Andet end et våben og en vilje, selvfølgelig." Han havde sat sig rank på bagsædet, og revolveren var selvfølgeligt også rettet mod hende. Den frie hånd håldte om dørens håndtag, da døren jo var brudt op, og ikke længere var fast i bilen. Men det var også for at han kunne holde balancen, skulle hun vælge at reagere ved at dreje voldsomt på rettet. Stemmen var som altid dyster og forvrænget af masken, og han sad helt stille, med blikket halvt på bakspejlet og hendes reflektion deri og halvt på hende. Det var faktisk en lettere spændende tanke, og han var faktisk nysgerrig. Det var ikke ofte at efterforskere var alene ude i felten. For hun slog ham ikke som en udelukkende militær agent. Nok havde hun træning og evner, men det var ikke altid nok for agenter.. for mennesker.
"I nogles ører ville det lyde som en selvmordsmission.." Tilføjede han roligt og afventede hvad det nu var for et svar eller en reaktion hun kunne finde på at smide hans vej.

Det kunne vise sig svært at skræmme nogen som helst i denne skræmmende verden. Agenter vidste han godt havde undergået træning... ligesom han selv havde. Men når faren og rædslerne vandrede udenfor dit vindue, varede det ikke længe før frygten blev så naturlig som søvn. Det var måske anderledes for en Demon end det var for et menneske? Anderledes for en mand end det var for en kvinde? Han holdte stadig døren i. Med hans styrke, behøvede han ikke anstrenge sig meget for at holde døren i, selv i det skarpe sving eller på de dårligt renoverede veje. "Eller måske bliver ressourcerne blot anvendt på andre områder, end Strangers og The Dark?" Nogle ville tysse på ham, bange for at den langarmede mand pludselig ville dukke op. Men efter alt hvad han havde hørt, alt hvad han havde set. Tvivlede han på at der var noget man kunne gøre, hvis The Dark havde udset dig som sit bytte. Viktor vidste udmærket godt hvor mange ressourcer Administrationen havde. Bare den mængde der blev brugt på uddannelsen af agenter og efterforskere bevidnede administrationens mængde. Men sådan var det nu engang. Administrationen havde det jo trods alt med at arbejde under overfladen frem for i offentligheden.
"Jeg beundrer skam dit mod og loyalitet.. men der må være andet der driver dig end blot disse ting?" Det var blot usikre spekulationer, men alligevel ikke noget han kunne holde for sig selv. Hun var ikke synderligt udsædvanlig i hendes holdning og fremtoning.. andet end hendes smukke og attraktive ydre selvfølgelig. Med udover hendes skønhed, virkede hun stålfast som så mange tusinde andre Agenter. Men måden hun havde råbt og bandet på haven og gangbroen, fortalte ham at der måske var et mere personligt element til dette? "Men ak ja, det må være en fortælling til en anden gang." tilføjede han lidt efter, og forventede egentlig bare at hun ville spinde ord til hendes fordel, frem for at være ærlig og direkte overfor ham. Hvem havde også lyst til at være ærlig overfor en mand der bar en maske?
Hvis hun blot vidste hvad han havde gjort, hvis administrationen vidste hvad han havde gjort, så ville de nok sende lidt flere efter ham. Ingen, end ikke administrationen, kunne lide når man blandede sig i deres arbejde. Bag masken smilte han og betragtede hvordan hendes hår faldt graciøst over hendes skuldre. Måske kunne der endda anes en lydløs latter bag masken ved hendes ord? "Jeg er ikke anonym fordi i tillader det..." Han var anonym fordi han vidste hvordan dette spil skulle spilles på den rigtige måde. Mange fjantede rundt med deres identitet afsløret og viftede rundt med navne og lignende. Så var der selvfølgelig mange der så masken som teatralsk og unødvendig, men det var blot fordi de ikke forstod. "Der er kun en forskel på os to, frøken... Jeg er villig til at træde længere ind i mørket, for at tjene lyset." Sagde han og fjernede derefter revolveren. Den var ikke afladt, og han proppede den ind i hylstret uden at låse hylstret. Det var sjovt hvordan man så meget mere af verdenen, opdagede mange flere sandheder i mørket. I et kort øjeblik fæstnede han blot sit blik på hende og tog en dyb indånding. "Lafrette.. Andreas Lafrette er manden der kunne lede dig i retning af flere Strangers..." Han rettede lidt på sin frakke og sit jakkesæt. "En afskedsgave... for ikke at have skudt mig på gangbroen." Og i det samme lod han døren lyve op, og kastede sig selv ud af bilen i bevægelse. Og efter måske at have hvilet en smule i bilens sidespejle og bakspejl, var han væk.

//Out