|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 0:47:42 GMT 1
Som Lola snakkede frød hun sig lidt over, at han forholdt sig stille og bare gik, hvor stien trak ham hen. Da han så endelig snakkede op og den maskuline stemme pludselig blev ganske aggressiv mærkede hun en indre tilfredsstillelse. "Og sikke en trappe... Du skal nok blive verdenshersker en dag. Men det er i hvert fald ikke i dag" hånede hun fortsat, men da han så tog fat i hendes overarm trak hun sig tilbage, men hans store robuste hænder holdte hende fremme i et fast greb. Hun klemte øjnene lidt sammen og så på ham med rynkede brun og struttende læber, der viste, at hun ikke var særlig tilfreds med, at han havde taget sådan fat i hende. Hun lyttede til hans ord og hun lo højlydt. "Jeg drømmer om intet, som det har været før. Ingen afhænger af mig og jeg afhænger ikke af nogen. Jeg lever på egen vis og engang skal jeg nok finde ud af, hvad jeg er ment at gøre" vrissede hun og lænede sig hen imod ham og bed ham i kinden. Det var ikke ved fulde styrke, men bare for at vise ham, at han skulle stoppe med at komme for tæt på, da hun ellers ikke ville være så venlig, som hun før havde været. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 2, 2014 1:03:04 GMT 1
Det var som at kaste et glas vand i ansigtet på ham da hun bed ham i kinden. Han holdt hende ud fra sig som var hun et barn der lige havde gylpet på hans skjorte og han nu ikke vidste om han skulle give en reprimande eller trøste. Han havde fat i hendes skuldre og han rystede hende febrilsk, lidt ude af stand til at bestemme om han skulle gå til andre yderligheder eller ej. Endelig endte han med at skubbe hende hårdt op af muren på bygningen som de var standset ved siden af. Han så ind i hendes øjne, hans blik veg ikke en milimeter mens han holdt hende fast. Han sagde intet, trak vejret dybt så hans brystkasse næsten pressede hende endnu mere mod muren. Han tårnede sig op over hende, truende og myndig. Han hævede en finger af hende.
"Tro ikke at du kan nå at udrette noget som ghoul, løbet er kørt, indse det dog," sagde han, næsten insisterende på at hun manglede en åbenbaring eller to i sit liv.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 1:16:58 GMT 1
Man kunne godt se på fyren, at han på dette tidspunkt havde forkortet sin lunte så meget, at han ikke længere kunne holde sin vrede inde. Det forbløffede hende faktisk utrolig meget, at en ghouls ord - som han da så på dem - kunne påvirke ham så meget, at han blev nødt til at forsvare sig selv. Da han tog op i hende og ruskede hende prøvede hun at komme fri, men da han så endelig slap hende gjorde han sig stor og smed hende op af muren, hvor han lod sig glide hende helt nær, så nær, at hun kunne mærke, hver gang han trak vejret og, hvordan hans hjerte bankede i en enkel lille rytme, der fortsatte imod hendes. Men de var i utakt. Hun lyttede til hans ord og rystede på hovedet. "Jeg skal nok vise dig, at det ikke er sandt" sagde hun og så ind i hans kulsorte øjne med et overbevisende ansigtsudtryk, selvom Lola egentlig var blevet utrolig ked af det han havde sagt. Hun havde overvejet det før. At det levende døde liv intet var værd, men hun havde ingen grund til at slippe positiviteten, da hun i hvert fald kunne gøre noget for sig selv istedet for at tænke, at alting bare var til ingen nytte. Hun ville vise, at hun kunne stå et sted langt oppe og være et helt nyt og bedre menneske. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 2, 2014 1:26:12 GMT 1
Han kunne ikke holde det inde længere og måtte le mens han rystede på hovedet og trak sig bort fra hende. Det var et undrende blik han sendte hende, selvom det ikke var til at læse i øjnene sådan umiddelbart.
"Du vil ikke se det, fint," sagde han og himlede med øjnene. "Du tror du kan være noget som du aldrig vil kunne komme til at være. Du er ikke et menneske længere, ghouls kan ikke ansættes som hverken kassedamer eller bagere. De er ikke i live, ligesom os andre," forsøgte han at forklare hende. Det undrede ham overraskende meget at han gik op i hendes tilstand. Faktisk var det jo egentlig mest morsomt at hun var så trist til mode. Hans sadistiske tendenser blev altid umådeligt tilfredsstillet når han stod overfor ghouls fordi de var så sølle og deprimerede. Men så igen, her var et væsen der ikke lod sig affinde med den skæbne der var tilfaldet hende. På sin vis kunne han mærke at han var imponeret over hendes stædighed fremfor afvisende på grund af hendes race.
"Hvor forventer du selv at ende? Som redaktør på en avis?" spurgte han, den spydige undertone var lidt nappende, men egentlig var det mere for at udfordre hendes selvopfattelse.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 1:38:24 GMT 1
Lola rynkede sine bryn, da han atter fjernede sig. Han havde i hvert fald et eller andet med at skulle vise sin styrke, som om, at Lola ville krybe sammen over det. Han kunne tæske hende så gul og blå, som han ønskede, men af enden på en god dag ville det stadig være ham, der ville være forkert på den. "Tror du ikke godt jeg forstår, hvad du siger? Selvfølgelig er jeg ikke i live, men jeg er sku heller ikke helt død endnu. Men til forskel for andre, så har jeg ikke tænkt mig at være endnu en undersåt. Jeg kommer nok til at kunne have gavn af mit liv, så snart jeg finder ud af, hvordan det skal gøres" sagde hun og rettede sig op ved at strække ryggen. Hun trådte ham allerede i forvejen, da hun egentlig ikke gad og snakke med ham længere. Han satte hende bare længere ned i braderne, specielt fordi, at han læste hende så nemt, selvom han var en fremmed. "Vær' dog lidt positiv. Ellers får du baghold på et eller andet tidspunkt" sagde hun og trak hætten over sit hoved, som kappen flagrede bag hende. Hun trak ned i sin trøje, så hendes sår fik lov til at hvile sig. Hun gik uden at se sig bagefter, men regnede da lidt med, at han stadig holdt sit ord og ville tage hende med ud af byen. Lige nu var hun bare ligeglad og hun ville gerne have det overstået. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 2, 2014 1:51:56 GMT 1
Han fnøs stille for sig selv og rystede opgivende på hovedet af hendes ord inden han satte sig i bevægelse med et lille blik ned til siden på hende.
"Hvad i alverden regner du med? Hvis du vil leve som noget andet end en ghoul og fjerne dig fra det ry, de har, hvad laver du så i en tilværelse der tydeligvis afspejler den måde de lever på?" spurgte han med en uforstående panderynke mens de gik. "Find et sted at bo, i Shade måske, og få styr på dig selv istedet for at ligne noget der skal skrabes op fra rendestenene - no offense," han nikkede sigende til hende, "men du kunne godt bruge et bad." Han forsøgte at skjule det under hånden men han havde svært ved ikke at grine lidt over hende, ikke på den sublimt ondskabsfulde måde, men den måde der viste en smule selvironisk distance til situationen.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 1:59:19 GMT 1
Da han fnøs himlede Lola med øjnene. Ville han virkelig fortsætte diskussionen? Hun tog sig til maven, som hun gik og så tilbage på ham og stoppede op. "Hvilket ry? Jeg ved ikke, hvordan en ghoul opfører sig. Jeg har aldrig mødt en... Åbenlyst, fordi jeg har været her, hvor alle jer snæversynede mennesker bor" sagde hun, da han var færdig med at snakke. Hun lod blikket glide ned af sig selv, da han tildels havde ret, men Lola var bare ikke kommet så langt endnu. Det var kun lidt mere end et år siden, at hun var blevet bidt og de første mange måneder var forvirrende og angstfyldte. Da hun blev udstødt af sin familie og Staint kunne hun ikke længere finde palæ for at gøre noget som helst af det hun før havde nævnt. Hun var jo kun menneske... Eller det var hun ikke engang. Hun var en ghoul, hvilket i hvert fald ikke var meget bedre. Han kendte hende ikke og han kunne ikke bare tro, at det ville være nemt for hende, da hun i et øjeblik blev fyret fra hospitalet, udstødt og truet med døden. Intet menneske eller ghoul ville kunne holde til det uden at blive lidt ynke-sentimental midt i det hele. Ved lyden af hans ord atter engang synes hun at føre en stærk maskulin fnisen og hun havde desværre ikke styrke til at holde sin egen fnisen tilbage. Hun blottede sine tænder i et smil og skubbede roligt til ham. "Hold op... Hvor i al verden skulle jeg også finde rent vand henne?" spurte hun, men vendte sig istedet rundt for at gå ud af gyden igen. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 2, 2014 2:06:25 GMT 1
"Du gør det nu ellers ret gennemført," bemærkede han da hun snakkede om hvordan hun kunne vide noget om ghouls. Det var ihvertfald den tilværelse de bedrev, og hun havde da helhjertet taget den til sig. Hvis hun ikke havde vidst det så undrede det ham nu at hun klarede det så godt. Obviously var det heller ikke med vilje. Hun forsøgte jo stadig at passe ind. Hun skjulte sit udseende, hun forsøgte og forsøgte. Det var næsten hjerteskærende. For nogen ville det nok være hjerteskærende. Nathaniel beundrede det istedet, men viste det ikke med mere end et skuldertræk over hendes afsluttende kommentar.
"Hvis du får din egen lejlighed kan du da ihvertfald forsøge," foreslog han henkastet.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 2:14:56 GMT 1
Lola nikkede og trak på skuldrene. "Det kommer vel med det at være død. Vi er jo også alle så ens" mumlede hun roligt for sig selv, som hun gik. Det var egentlig utroligt, hvordan det virkede til, at det var Lola, der langt hellere ville afsted end ham. Hun måtte i hvert fald kigge tilbage, som de gik, men hun tog det vel bare som autoriteterne plejede at gøre. At gå bagved en forbryder, så de ingen snedige greb kunne trænge ind. "Ærgeligt. Jeg havde lige forventet, at du inviterede til lidt ostebord og kage, men det må jeg vel være foruden" sagde hun med en sarkastisk undertone. For ham var det vel så nemt, som det var sagt, men hun ville ikke vide, hvor hun skulle få pengene til en lejlighed. Hendes opsparing var under hendes fars kontrol og hun kunne ikke længere gå ind i den, da hendes far havde spærret den af. Og de havde sikkert også brugt pengene, hvis det ikke var fordi, at de var ved at drukne i alle deres sorger. " ... Men ja, du er så fuld af gode idéer" bemærkede hun, uden at kigge tilbage. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 2, 2014 13:50:52 GMT 1
"Hør her," han kom op på siden af hende, rakte ud og stoppede hende med et greb omkring hendes overarm. "Jeg har ingen anelse om hvordan du er endt her, jeg er sådan set egentlig også bedøvende ligeglad, men hvis du vil forsøge på at gøre noget, der kan gøre dig mere tilpas, så kender jeg en boligblok i Shade der er ubeboet men stadig har både elektricitet og andet godt, fordi Administrationen ikke har villet lukke den af. Der er måske en eller to andre der bor der, men en af lejlighederne er ledig." Han trak på skuldrene. "Hvis du vil kan jeg vise dig den, og du kan starte der?" foreslog han. Det var det eneste tilbud han havde at give. Han vidste at andre ville gå efter at jage hende bort fra gaderne, i værste tilfælde dræbe hende eller bare få hende væk ned til kloakken hvor ingen kunne blive generet af hende og hendes stank. "Min bil holder ikke langt væk, turen på ringvejen er hurtigt overstået, og i Shade er du immun overfor zombierne når du nu selv er en ghoul," forklarede han sig lidt mere uddybende. "Du kan starte på en frisk, få dig en base dér og forsøge på bedste vis at komme videre." Han mente selv det var synd at boligblokken ikke blev udnyttet til fulde, og de to andre der boede der havde han allerede selv installeret, efter de selvfølgelig havde betalt ham i form at et par fysiske ydelser.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 22:13:01 GMT 1
Det var ikke fordi, at Lola ikke kunne lide ham, men der var noget ved ham, der bare fik hende til at krumme tæer. Måske det var den måde, hvorpå han distancerede sig selv med alle de små hints hun gav ham. Det var ikke sådan med alle fremmede, men ham her - hvadend han hed - havde hun i det mindste haft kontakt til, hvilket hun næsten aldrig havde med nogen. Og det sårede hende faktisk lidt, at hun måske kunne virke så desperat efter at snakke eller være hos nogen. Hun nikkede så blot til hans ord og sagde: "Ja... Det vil jeg gerne", men hendes ansigt viste ikke den glæde der var i det. Selvom hun ville elske at komme igang med livet igen, så var hun mere angst for, hvorledes verden ellers så ud. Hun havde ikke set andre steder end Staint, fordi hendes familie holdt hende som en fange hele sit liv. Hun måtte ikke gå ud over Staints grænser på noget tidspunkt og, hvis hun nogensinde skulle, så skulle det være akademisk eller arbejdsrelaterede besøg. "Ja... Ja, lad os bare tage afsted så" mumlede hun, mens hun gik. Hun vendte om hjørnet fra, hvor de kom fra og, hvor hun regnede med, at hans bil ville ligge i retningen af. Normalt var det faktisk slet ikke sådan, at Lola tog imod et tilbud. Hvis hun stadig bar menneskeskikkelse ville hun sikkert have klamret sig til manden og møsset hans kinder, mens hun råbte og skreg af glæde, men lige nu ville hun faktisk hellere have et kvarter mere at snakke med ham i også tage tilbage i kloaken istedet for det, som han havde tilbudt. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 2, 2014 22:24:52 GMT 1
Hun svarede kort. Han tog det som et tegn på at hun var tilfreds med hans forslag selvom hendes kropssprog ikke just sagde det samme. Det kunne han dog ikke tage sig af. Der var ting der skulle gøres, veje der skulle rejses af og distancer der skulle tilbagelægges. Om hun ville blive i lejligheden han havde til hende var op til hende selv. Måske kunne det hjælpe hende at være derude og se hvordan tingene var med ghouls og zombier. Shade var jo inficeret med det. Og med The Dark, der dog heldigvis ikke gik efter de udøde, så hun var stort set immun. Hun var faktisk en af dem der havde rigtig gode muligheder for at overleve i længere tid. Eller uoverleve, hvis man så på det fra et fuldkomment hypotetisk synspunkt.
Han lagde en hånd bag hendes ene skulder og førte hende med sig gennem gaderne til de kom til hans sorte bil. Han låste centrallåsen op og bad hende sætte sig ind. Motoren startede han med et klik fra nøglen i tændingen, lyskeglerne rejste sig som blege spøgelser over asfalten mens de begav sig på vej gennem Staint og ud til ringvejen hvor de gled lydløst gennem natten. Harts høje skyskrabere strakte sig mod himlen til højre for dem mens de kørte nord, den mørkere del af byen.
De kom til Shade hvor betonblokkene stod på rad og række som gravsten, men inde i hver blok boede folk, arbejdere enten på havnen eller i Hart, og de forsøgte at få livet til at fortsætte på trods af faren udefra.
De kom rundt om et gadehjørne. Vejen lignede næsten hinanden og havde bare numre. Simple numre. Han gjorde holdt ude foran en boligblok. I den tykke dis der lå i gaden kunne han se to ghouls og en zombie. Ingen af de sorte skikkelser reagerede på dem. Zombier angreb ikke demons og ghouls var jo udøde så der var heller ingen grund til at de skulle spises. Han gik op til fordøren og lod som ingenting mens han fandt et tykt nøglebundt frem, løsnede en lille nøgle og låste fordøren op. Han stak den til hende.
"Femte til højre," sagde han og kastede et blik mod zombien hvis rallen var fjern men alligevel tilstedeværende på en lidt irriterende måde. "Skal jeg gå med dig op og tjekke alt er i orden?" spurgte han og så tilbage på hende.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 4, 2014 21:01:21 GMT 1
Det var ikke usandsynligt, at hans bilsæde ville blive beskidt, da Lola først havde sat sig, men udfra hans imødekommenhed og den måde han var villig til at ofre så meget for hende, så virkede det til, at han allerede var forberedt. Hun væmmes egentlig ved sig selv, da hun havde sniffet til mandens parfume og helt glemt, hvor rart det føles og duftede at være komplet ren. Hun kunne ikke længere dufte sig selv, men hun vidste godt, at hun ikke var ovenud hygiejnisk. Da han tændte bilen og de kørte afsted lod Lola blikket glide hen over alle de høje huse, som de kørte forbi. Hun prøvede at holde sig bedst muligt på et sted, da hun sad i hans bil, så hun ikke ville gridse mere end hun allerede gjorde. Et suk besteg hendes læber, da de kørte, fordi hun nu så, hvordan de kørte ud af Staint og kørte ved Ringvejen, der skulle sende hende bort fra hendes hjemby. Stedet hun kom til var mørkt og selvom husene var ligeså høje, som i Staint, så var der en dyster atmosfære, der gav hende kuldegysninger og særlig lyst til bare at stige ud og løbe den anden vej igen. Da de steg ud og hun fik øje på sin kommende residens og hun sukkede atter. Hun nikkede ved hans ord og sagde: "Gerne... Du ved.. Jeg har aldrig været andre steder end Staint" erklærede hun ærligt og betragtede hans mørke øjne, som de gik hen mod boligblokken. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 4, 2014 21:26:38 GMT 1
Han trak på skuldrene og låste døren op for hende og guidede hende ind. Trappeopgangen var i forfærdelig stand, knækket rækværk og trappetrin der var så slidte at fødderne skøjtede på dem når man forsøgte at træde op. Der dryppede fugt et sted oppefra og Nathaniel mindede sig selv om at få en af sne sorte arbejdere ud og ordne utætheden. Han gik bag hende hele vejen op til deres udvalgte sal, låste døren op og trådte ind. Der var spredte aviser på gulvet og lyset blinkede usikkert da han tændte for kontakten. Køkkenet lå til venstre, smalt men bestemt ikke mangelfuldt. Stuen lå for enden. Bad og toilet overfor toilettet i gangen. Det var en meget normal opgang for normale mennesker, selvom man kunne se der havde været folk der havde boet her før han lukkede hende ind.
"Værsgo," sagde han og lagde nøglen på den lille kommode i den smalle entré. "You're as good to go."
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 4, 2014 22:07:57 GMT 1
Det var ikke ligefrem det bedste sted, men det var bedre end en ventilationsåbning nede i kloaken. Og heldigvis var kulden ikke noget særlig stort problem, da Lola nærmest ikke mærkede det. Hun gik op af trapperne til de nåede femte etage og, da han lukkede hende ind tillod hun sig at se sig lidt omkring. Hun nikkede mod hans ord og sagde: "Tak" med en meget lille stemme, der dog blottede hendes taknemmelighed og ydmyghed. Da han lukkede døren bag sig huskede hun noget og hun åbnede med det samme hoveddøren og så ud i opgangen. "Jeg fik slet ikke dit navn...", men væk var han.
/out |
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD