|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 1, 2014 21:58:21 GMT 1
Foden gled lidt på brostenene da han trådte hen over dørtrinnet og ud på gaden. Bordellets slyngelstue forsvandt bag ham med lyden af latter, klinkende glas og kælne stemmer. Han trak den lange, sorte læderfrakke mere omkring sig og skuttede sig i kulden inden han satte kurs ned ad vejen. Der var forholdsvist affolket i Pleasure Quartier denne aften. Det var også en simpel tirsdag, men Nathaniel nød netop at tage derned. Faktisk hver dag, når der ikke var travlt på militærakademiet, eller når agenterne ikke selv var villige til at overgive sig til hans overtalelsesevner. Det var dog sjældent. Desværre havde han ikke mange mentor-ordninger for tiden, og sidste gang det var blevet opdaget havde han fået en kæmpemæssig reprimande fra Administrationen og bedt om at rette ind. Den forurettede fik en stor erstatning og sagen kom aldrig i mediernes lys. Det gjorde de sjældent når Administrationen kunne have fingre med i spillet. Det gjorde måske at han var lidt for uforsigtig af og til. Men de fleste ville gerne selv. Dem der ikke ville, ja, det var bare synd. Det var nu også mest børn det gik ud over, og det kom heller aldrig længere end til hans kontakt i Administrationens lovhåndhævende fakultet. Immunitet var en dejlig ting.
Vinden trak hans sorte hår i tynde linjer hen over hans ansigt mens han gik og han så sig om i stilheden, det orange skær fra gaslamperne langs vejen oplyste den let disede aften og de våde brosten skinnede.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 1, 2014 22:17:11 GMT 1
Med røven i vejret søgte Lola rundt i containerne bag en af byens rigeste restauranter, som hun gjorde hver eneste aften, hvis der ikke havde været gevinst på markedet. Siden Lola pludselig var blevet arbejdsløs og udvist fra Staint gik hun næsten altid i sin sorte kappe, hvilket også opmuntrede hende til at høre på sin krop og det, som den ønskede. Hun var begyndt at løbe utrolig meget, så hun kunne være parat, hvis hun engang blev identificeret. Hvis der var nogen, der sagde noget til hende på gaden, så var hun ikke bange for at sige noget igen. Selvom hun var et meget spinkelt og intet-anende menneske, så vidste hun, at det var tid til forandring. Hun ønskede at forsvare sig selv og tage faldet, når hun ikke kunne, så hun vidste, hvilket steder hun skulle gøre op med. Men indtil hun kunne få et arbejde, så var det, det liv hun levede. Ragede i skraldespande og stjal hos forhandlere for at holde sig selv fra at sulte. Holdt sig fra sociale øjeblikke, fordi hun ikke længere havde tiltro til Staint eller folket i byen.
Hun hørte en lyd, der kom fra bagdøren og mindsanten om en af tjenerne ikke havde fået lortetjansen til at levere skraldet til dets trone. Lola prøvede lydløst at liste sig bort, hvilket dog var ganske mislykket. "Hey!" råbte tjeneren, men han troede vel nok, at han havde set syner, da han efterfølgende sagde: "Vi må virkelig snart have lagt noget gift ud til de forbandede rotter" Lola løb ud foran til gågaden, hvor hun kom til at løbe ind i en fyr, der selv var iført sorte gevandter. Hun hørte noget smadres under dem og hendes første indskydelse var et par solbriller, men det var vel underligt på denne tid af dagen. "Undskyld, hr." sagde hun og så omkring ham for at sikre sig, at han intet havde tabt. Hun prøvede at holde øjenkontakten borte indtil hun vidste om han var okay. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 1, 2014 22:27:37 GMT 1
Det var et ordentligt bump der næsten slog pusten ud af ham da en eller anden kom ud i fuldt firspring fra en sidevej og kolliderede med hans mellemgulv.
"What the fuck…" henåndede han overrasket og så måtte tage et skridt tilbage for at holde balancen og så ned på en eller anden lidt forhutlet skikkelse. Der hang en duft af skrald og noget andet, var det råd?, i luften. Han identificerede personen som en kvinde, eller pige, hvad man nu end kaldte dem, og ved første øjekast virkede hun nu egentlig ganske normal. Men lugten gjorde ham opmærksom på at hun ikke var menneske. Og demon var hun bestemt heller ikke. Zombie var udelukket. Hun havde da sagt undskyld, det ville en zombie ikke gøre, efter hans egen erfaring. Han rynkede panden lidt.
"Hvad har du så travlt med?" spurgte han mistroisk. I hans optik var ghouls lavere end menneskene, men stadig ikke ligeså lave som zombierne var det.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 1, 2014 22:39:10 GMT 1
Ved lyden af mandens forskrækkelsesopråben var det første Lola kunne tænke på var: Sikke et sprog. Hun sukkede lydløst for sig selv. Utroligt, hvordan hun stadig kunne tænke i disse baner, selvom hun sagtens kunne finde på at spise en kakkerlak, der kunne være kravlet ind under hendes tøj. Specielt fordi, at hun i sit 'tidligere liv' var stærk veganer. Hun betragtede manden kortvarigt, men fik hurtigt mindet sig selv om den forfærdelige øjenkontakt, der ville blotte hendes blodskudte øjne, men med den mistoriske lyd af hans stemme mærkede hun, at han nok allerede havde færden af hende. Specielt ikke for at tale om lugten, selvom det ikke var noget Lola lagde mærke til længere. Der kunne sidde en hund og brække sig direkte på brystet af hende og hun ville sikkert ikke kunne lugte forskel. "Forgiv mig, hr. Jeg sk-skal be." undskyldte hun. Da hun ikke længere var menneskelig gav det hende nærmest større grund til at be, men det var i tilfældet bare en dum undskyldning. Hun brugte dog ca. 5 timer om ugen på at be til satan. Selvom den obligatoriske tanke ved at be ledte de fleste til Gud, så ledte det til Satan for Lola. Med hendes religion og tro var der intet, der var blevet ændret pga. ulykken, der ledte hende hen på de dødes side. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 1, 2014 22:48:08 GMT 1
Han var en smule perpleks over hende. Hun havde ikke været ghoul længe kunne man da se, men det var alligevel ret tydeligt. Det plejede det at være. Mennesker og Ghouls havde trods alt store forskelle i deres udseende, men man kunne da se om ghoulen var en nyere "model" eller ældre. Det var alt sammen hudfarven og hygiejnen samt kroppens tilstand, om den var mere forrådnet end andre. De var jo stadig levende døde, men bare, ja, mere intelligente end zombierne.
"Staints gader er ikke et sted for ghouls," sagde han formanende. Han kunne godt. Han var agent og agentmentor på samme tid. Hans hånd gled ned til bæltet hvor hans magnum 4.4 hørte til. "Jeg vil bede dig om at…" han standsede lidt da han genkende hendes ansigt fra et ophæng på den lokale politistation. "Hey! Du er den udstødte!" udbrød han da han fik lagt to og to sammen.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 1, 2014 23:04:01 GMT 1
"Det ved jeg godt, hr. De må undskylde mig mange, gange" Det kom egentlig ikke bag på Lola, at han godt vidste, at hun ikke var menneskelig, men den autoritet han viste fik hende til at løfte brynet, da hun da ikke troede, at hun havde gjort noget galt ved bare at vandre rundt i gaderne. I alt fald var dette jo hendes fødeby, så medmindre, at han var nært relateret til politiet, så forstod hun ikke, hvad manden gjorde. Roligt mærkede hun, hvordan en form for angst stod op i hende. Hun mærkede ikke angst så tit, hvilket også fik hende i chok, da han genkendte hende, som værende forvist. Han havde ikke engang spurgt om hendes navn, så det overraskede hende, hvordan han pludselig fik lagt det hele frem for hans øjne. Hvis han ikke havde set hende før, så havde hun været langt mere lyshåret og ikke nær så bleghudet. Plus alle tattoveringerne og piercingerne ville i hvert fald have været noget hun troede, at hun kunne gemme sig under, men tydeligvis ikke.
Lola satte i løb, så hendes mørke kappe flagrede helt ustyrligt bag hende. Hætten røg af og hendes lange, hvide hår løb med vinden. Hun prøvede at finde en genvej at skyde igennem, da hun ikke måtte holde sig synlig i alt for lang tid, da han sikkert var et skridt foran hende. Hun løb ind i en lille gyde, hvor hun sprang op på et gelænder der dog havde takker på enden af den. Hun skar sig en smule ved maven, da hun endelig kom ned og fandt sig selv i en lille baghave. Sikkert en baghave tilhørende en af de mindre velhavende. Hun ledte febrilsk efter en lille låge, der kunne sende hende ud til vejen udenfor, men der var ingen. Hun løb hen til huset og så indenfor. Der var mørkt - tilsyneladende sov huset ellers var de ude af rækkevidde. For hendes egen skyld håbede hun på den sidste. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 1, 2014 23:12:35 GMT 1
Hendes vedblivende undskyldninger fik ham til at tøve. Hun var tydeligvis for ung til at være en ghoul af hjerte og sind, for de undskyldte stort set aldrig, og var mere brovtende og ulækre. Han skulle til at slippe sin pistol. Forvist var hun vel, og han tjekkede nyhederne på den lokale politistation fra tid til anden når han kom til forstæderne. Agenter havde adgang til stort set alle politiets faciliteter. Faktisk ikke bare stort set dem alle. Det var dem alle. Han skulle til at række ud efter hende for at berolige hende og sige at hun kunne følge med ham da hun satte i løb.
"Åh for helvede da også," knurrede han irriteret og satte efter hende. Han vidste ikke helt hvad hun havde regnet med. Han var demon og løb som vinden. Hun havde sikkert øvet sig en del men at hun var ghoul trak ned, og han holdt tæt trit med hende indtil hun forsvandt ned bag et rækværk af en art og han kiggede op over og så hende undersøge huset. Ville hun bryde ind? Det måtte han jo forhindre. Han var trods alt lovhåndhæveren her. Han løsnede hurtigt sin magnum og sigtede den mod hende.
"Stop!" kaldte han advarende og sendte et enkelt advarselsskud mod jorden ved hendes fødder for at få hende til at standse sit forehavende.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 1, 2014 23:27:19 GMT 1
Lola mærkede såret på sin mave som et pludseligt stød. Som om, der var nogen, der skar i hende og det var også sådan, at hun havde givet sig selv en ordentlig flænge og hudafskrabninger, hvilket fik hende til at gå efter sit instinkt og holde om det for at stoppe blødningerne. Som tidligere sygeplejerske vidste hun godt, hvordan proceduren var, men hvis det skulle stoppe med at bløde helt, så måtte hun i hvert fald ikke ruske sådan omkring. Da hun hørte mandens stemme bag hende vendte hun sig om, lidt halvforvirret. Hvordan havde han nået hende så hurtigt, med det forspring hun havde fået? Hun så på ham, som han stod der med strukket ryg, strakt arm og veladskildte ben. Efter sådan en sprint, så ville et menneske næppe stå så veludrustet med tyngdekraften. Hun havde set betjente, der faldt lidt sammen i ryggen, så den krummede, da hun løb fra dem. Da hun hørte skudet og mærkede, hvordan det ruskede under hendes fødder krympede hun en smule sammen ved synet af pistolen, der var sigtet mod hende. "Så lad mig dog være!" råbte hun. Hun havde været sød nok ved ham, da han så let som ingenting kunne have viftet hende væk og fortsat ned af gaden, men hr. dydsmønster skulle lige vise sin autoritet og talegaver overfor en forsvarsløs borger. Hun mærkede tårerne presse sig frem for hendes øjenlåg, men hun prøvede at holde dem tilbage, som hun betragtede ham. Hun var klar til at smadre ruden, hvis han kom et skridt nærmere eller så meget som truede hende. Hun ville bare gerne væk og, hvis der ikke var nogen vej fra baghaven om til forhaven, så måtte hun jo igennem huset. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 1, 2014 23:41:35 GMT 1
Han var i sit livs første vildrede, for hvad skulle han egentlig stille op. Demons havde et naturligt had til ghouls, af uviste årsager. Han kendte dem ikke engang selv. Det var lidt ligesom hunde og katte og deres ambivalente forhold kodet ind i nogle gener. Eller hvordan det nu end forholdt sig. Han sænkede pistolen og kneb øjnene sammen mens han studerede hende. Hvad kunne han bruge hende til? Voldtage hende? Nah, det ville gælde under nekrofili-lovgivningen. Desuden ville han ikke for alt i verden stikke noget i en ghoul med mindre det var en kniv eller lignende. Torturere hende? Tjah, det var da bestemt en mulighed, men hvorfor nu egentlig også det? Hun var en simpel ghoul. Nu var han dog imidlertid fulgt efter hende.
"Bryder du ind bliver det til mere end et voveskud," sagde han advarende. "Giv op og følg med mig til ringvejen hvor du kan blive smidt af." Det var vel det mest indlysende at tilbyde hende så hun kunne komme helt ud af Staint.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 1, 2014 23:52:36 GMT 1
Manden så noget opgivende ud, da han havde hørt Lola's ord, men hun lod sig ikke tøve. Hvis han virkede var på Staints side, så vidste hun godt, at han selv ikke slap en chance som denne. Hun havde hørt, at som følger af anklagerne var det ikke bare et almindeligt drab i en baghave. Det var offentlig henrettelse, da hun vidste, at hendes far sikkert sad derhjemme og prøvede på at finde grunde til at hade sin datter mere og mere. Og med Kassandra som opbakning kunne det godt gå så galt, at de begge ikke ville have noget imod at se deres kære datter blive henrettet, så borgerne i Staint med deres nye hårfarve, guldsmykker og plastikoperationer kunne sidde og fryde sig over, at det - forhåbentlig for dem - ville være den eneste ghoul, der ville betræde Staint. Men hun forstod ikke deres intentioner, da Lola ingen skade gjorde. Hun boede i kloaken og holdt sig for sig selv. Selv som levende død ville det da være svært for enhver at miste kontakten til sin hjemby, selvom der dog ikke ville være meget at vende tilbage til heller.
"Skåner du mig?" Lola hævede brynene, men som hun havde hørt hans efterfølgende sætning råbte hun højlydt: "Det kan du ikke. Staint er mit hjem" Hun forlod ikke verandaen, som hun stod på, selv ikke efter, at han havde sænket sin pistol. Hele stundet havde egentlig også være unødvendigt. Hun var død i forvejen, så hvorfor skulle et skud forværre det? Hun faldt ned på verandaens træ med et bump. Hun havde ikke engang taget i betragtning, at ejerne af huset kunne være hjemme, men heldigvis var det stadig mørkt og Lola sad der og sobbede roligt i sine egne tårer. Hun ville ikke et sted hen, hvor hun intet kendte. Hun kunne ikke klare mere modstand. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 2, 2014 0:03:22 GMT 1
Han sukkede og himlede med øjnene. Al den lidelse. Al den smerte hun lod til at have været igennem. Det kan du ikke. Staint er mit hjem. Ja ja, det kunne enhver jo komme og sige, men som han forstod det så skulle hun ud af forstaden, om det så var hendes hjem eller ej. Han stak pistolen i hylsteret og gik hen til den sølle pige-ghoul der sad og tudede på verandaen. Han rakte ned og greb hende om overarmen og hev hende op og stå.
"Det er vedtaget," sagde han bestemt og med et hævet øjenbryn. Hans sorte øjne borede sig ned på hende, ligeglad med hendes tristhed. Det ragede jo ham. Hun skulle bare ikke være i Staint, og så var det vel hans job at få hende smidt ud af forstaden.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 0:11:04 GMT 1
"Lad mig så være... Slip mig dog" vrissede Lola, som hun blev hevet op og deres øjenkontakt blev etableret. Hun så ind i hans mørke øjne, der virkede til at fortsætte i evigheder. Som om, at de ikke havde nogen top eller bund. Hun så på ham med våde øjne og prøvede at virke bestemt om sit ønske, men hvad havde hun dog regnet med. Han var et større røvhul end hun nogensinde havde oplevet før. Hun rystede på hovedet af ham og vendte sig om mod glasruden. "Forsvind. Du kan ikke tvinge mig til noget." sagde hun stædigt og hævede hagen, så hendes næse gled mod sky. Hun vidste godt, at som hvilken som helst anden mand med en pligt - og magt - ville han sikkert bare tage fat i hende og slæbe hende hele vejen til hans bil, hvilket hun også var klar på. Han havde intet at gøre, da han ikke engang bar uniform og efter, hvad hun havde observeret havde han ingen kontakt-system på sig, da de altid stod fremme på en politibetjents bryst, som store funklende juveler. Man kunne altid se, hvordan de var i kontakt med hinanden, som små mider i et trangt og fugtigt lille rum. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 2, 2014 0:21:29 GMT 1
"Det kan jeg faktisk, og det er præcis det jeg agter at gøre," svarede han bestemt. Han ville have tilføjet "unge dame" men det var ikke længere et menneske han havde at gøre med, og "kræ" var måske lige i overkanten af at være flabet. Tanken fik ham til at smile skævt til sig selv inden han trak hende med sig. Problematikken bestod dog i at få hende med sig tilbage ud af baghaven. Heldigvis satte han sin lid til sine demon-evner, greb fat omkring hendes liv og smed hende brutalt som en sæk kartofler over skulderen inden han med en kraftanstrængelse satte af og sprang distancen over rækværket og tilbage til gyden. Det var alligevel en del at skulle med ekstravægt, men det lykkedes, endda sådan forholdsvist elegant. Dog opdagede han først nu at hun blødte fra maven, ikke at han kunne stille noget op og det var heller ikke fordi det kunne slå hende ihjel jo. Han trak hende af skulderen, hvilket var rart da stanken af råd og skrald kom på afstand af ham igen, og hev hende med sig tilbage ud mod vejen.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 0:32:17 GMT 1
Hvad i alverden? Lola vrissede og svovlede af ham, så snart han havde smidt hende op på skulderen endda med sådan et stød, at hun nærmest fik en mavepuster fra hans skulderknogle. Hun bankede ham på ryggen og råbte: "Lad mig gå fri, dit ækle væsen". Hun prøvede så vidt muligt at komme fri, men hans klør var lige så dyriske, som hun havde forudset. Hun havde egentlig ikke særlig meget imod dæmoner, men det var mest fordi, at hun aldrig rigtig havde mødt en. Hun havde set dæmoner på gaden, men de fleste gik blot forbi hende og væmmes ved hende. "Hvordan føles det at være en slave for menneskene? Som dæmon troede jeg, at man havde mere selvrespekt end det, at man skal gøre menneskernes pligter for dem" sagde Lola nu endelig roligt, før hun blev smidt mod jorden og måtte tage sig til sin ende, da hun rejste sig op. Hun skulle vel nok komme til Staint igen, så hvis han ikke havde andre intentioner end at smide hende ud af byen, så kunne hun vel ligeså godt følge ham - hvilket hun gjorde. "Er det ikke lidt at sænke dit niveau at teame op med menneskerne bare fordi, at de kan give dig hvad.. Penge, smykker, mad. Det kan du da gøre uden deres hjælp... Men det var vel bare min opfattelse. Det ser vidst ud til, at jeg tog fejl" hånede Lola, som hun fulgte ham. Hun holdte sig fortsat ved maven og prøvede at holde smerten igen, da det nok ville tage hende lidt tid at finde materialerne til at få det sat på plads. |
|
|
|
Post by Nathaniel Amarantine on Jan 2, 2014 0:39:56 GMT 1
Han himlede med øjnene mens hun snakkede. Ja, han var selv en stolt demon. Faktisk mere end gennemsnittet, og han vidste at det var et ømt punkt i ham selv hvis folk bragte det op. Alligevel holdt han hovedet koldt mens de gik inden han endelig fik nok og stoppede op og så ned på hende med et vredt, sammenbidt ansigtsudtryk,
"Trappen starter med første trin, og i sidste ende kan man komme længere ved at træde på andre mens man foregiver at være en person ingen forventer du er," forklarede han med en filosofisk overtone inden han fortsatte og hev hende med sig med et greb omkring hendes overarm. "Er det ikke lidt sølle af dig at efterstræbe en tilværelse i fortiden når du nu har gennemgået en forandring, der har gjort fortidens tilstand umulig at genoptage?"[/ spurgte han tilbage med et hævet øjenbryn. Det måtte være trist at sidde fast i en forestilling om at man hørte til et sted, når nu tilfældet var et andet. Hun var vel blevet bidt og havde overlevet. Eller også havde hun været Mirth-junkie. Det sidste gættede han nu ikke på var tilfældet.
|
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD