|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 1, 2014 18:28:44 GMT 1
Hvorfor skulle der være sådan en forfærdelig larm overalt? Det føltes som om, at Lolas trommehinder ville sprænges nuend muligt, da hun havde haft en dundrende hovedpine hele dagen. Rundt omkring hende så hun, hvordan det spruttede med farver, musik og forbipasserende. Lola havde ingen penge på lommen og hvert eneste minut måtte hun lytte til, hvordan hendes mave knurrede og mærke det, som var der nogen, der stak en kniv i maven på hende. Hun sukkede roligt for sig selv, før hun så lod blikket glide hen mod en bager, hvor hun snildt listede hen. Hunvar iført en kappe, som hun havde trukket over sit blege ansigt. Kappen flagrede roligt, som hun gik på listetæer og gjorde sig sikker, at bagermesteren ikke opdagede noget som helst, hvilket var tilfældet, da der stod tonsvis af kunder klar til at tage imod nybagt brunsviger. Hvis blot hun kunne nappe et lille stykke af den ville hun prise sig udenover lykkelig, men desværre var det nærmeste hun kunne komme, brød fra morgenstunden af, men for Lola, som måtte leve af kakkelakker fra kloak-strømmen af, så var det nok noget af det bedste hun havde fået længe.
Med ryggen til en af standene på siden, hvor ikke så mange mennesker så hende greb hun ud efter et brød med armen strakt bagud og det første, hun fik fat i var et sesam-brød, der stadig var ganske blødt. Hun tog det ned i sit skød og listede afsted ind i en gyde, hvor hun satte sig og betragtede folkene, der kom gående frem og tilbage på markedspladsen. Hun brækkede et stykke af sesam-brødet af og proppede det grådigt i munden. Hun tyggede på brødet med stort velbehag, men hvad hun ikke ville gøre for en lille klat smør eller måske noget pålæg. Der var stadig noget menneske i hende, måtte hun indrømme, da hun ikke var den største kødelsker trods alt. Det havde hun aldrig været, hvilket også gjorde, at hun holdt sig til Timon- og Pumbadiæeten ved at styrke sig på kryb, larver og alt, der lige kunne liste sig ind under hendes tæppe nede i kloakken. |
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 2, 2014 1:59:32 GMT 1
Markedspladsen var proppet med mennesker. Der var et vældigt leben og folk kom og gik. Det undrede lidt Matthew at der var så meget liv ud på eftermiddagen og skumringstiden der var ved at sænke sig, men så igen var det mest Mare og Shade der havde tavse skumringstimer og affolkede gader. Han var kommet til Staint for at nyde lidt ro fra Harts stressende gader og de mange forskellige møder som han skulle til hele tiden. Det var svært for ham at finde tid og plads og overskud i kalenderen til en smule tid for sig selv eller med sin søster Isobel. Nu var han heldigvis sluppet ud og kunne traske lidt rundt i Staint inden en forestilling i teateret.
Han stod og så ud over markedspladsen, ryggen vendt til en gyde bag ham hvor han dog bemærkede en smaskende lyd. Den var ikke gennemtrængende, men fordi den var så anderledes end lydene af stemmer omkring ham var den bare mere pågående end man skulle tro den kunne være, diskret som den slags lyde som regel var. Han vendte sig og stirrede ind i mørket.
"Hallo?" spurgte han prøvende ind i mørket. Hvis det var en vildfaren zombie var han fucked. Eller han havde da sin trofaste lille pistol i læderjakkens lomme, men den ville ikke gøre meget ved en zombie med mindre han ramte så præcist at han smadrede kranieskallen. Det var ikke sket endnu. Isobel kunne. Han kunne ikke.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 2:09:05 GMT 1
Lola gnaskede grådigt på brødet og slugte det som brandvarmt smør på en pande. Det var som en velsignelse for hende at få dette ene brød, hvorved mange andre i Staint sikkert ville vifte det bort for at være en dag gammel. Det ærgede hende, selvom hun dog selv voksede op til at være en grådig lille præmiehund. Hun havde jo før været Eldridge-familiens smukke datter med store talenter - tildels det at være et kæmpe stort dydsmønster. Hun væmmes helt ved den person hun engang var, da der intet skulle til for at verden bare vendte sig 360 grader lige for næsen af hende. Hun sukkede, da hun egentlig savnede familielivet og det at have nogen omkring en, som gjorde en glad, så man vidste, at man ikke var helt alene i verden. Lolas tanker blev afbrudt, da hun hørte en maskulin stemme bryde stilheden i gyden og hun rejste sig i sekundet, som refleks. "Leder du efter nogen?" spurgte Lola og tog den sidste bid brød i munden og tyggede det hurtigt, før hun så børstede brødkrummerne af sin hage og fingre. Hun gik imod lyset og blev mødt af en mand, der stod og så ind i den mørke gyde. Hun vendte blikket mod væggen med hætten over det hvide hår. Hun prøvede ikke at få øjenkontakt eller det, at han kunne se alt for meget af hende. Det var for risikabelt. |
|
|
|
Post by Matthew James Daniels on Jan 2, 2014 2:15:55 GMT 1
En lugt borede sig ind i hans næsebor. Rædsom, usigeligt intens og meget meget fæl. Det var ihvertfald de umiddelbare ord der kom til hans hjerne og han var næsten ved at bakke bagud for at komme væk fra hende. Det var hende og han forsøgte at skjule sin forbløffelse. Var pigebarnet hjemløs? Han rynkede panden en smule uforstående over hele scenariet. Der var ingen hjemløse i Staint, det var ikke lovligt. De var for det meste i Hart. Hjemløse i Shade og Mare havde det med at blive til zombier så der var ikke mange i de to forstæder.
"Jeg... øh..." han tøvede en smule og vidste ikke helt hvordan han skulle svare. "Er du blevet væk for nogen?" spurgte han forundret. Måske var det ikke det der skulle spørges om, men det var det der lige fløj ud af munden på ham før han kunne stoppe sig selv.
|
|
|
|
Post by Lola Daubney Sinclair on Jan 2, 2014 16:31:49 GMT 1
Det første Lola bemærkede ved manden var, hvordan hans silhouette roligt bakkede bagud, som hun kom tættere på, men det var ikke betydeligt meget. Han så rædselsslagen ud, men det var klart for Lola, da hun kunne være andet end, hvad hun var. Hun prøvede sommetider at kaste et blik i hans retning for nemmere, at identificere ham. Han så noget autoritær ud, men det var noget hun kunne se ved alle de velhavende mennesker i Staint. Hun prøvede blot lykken, da han hverken var i uniform eller virkede til at være bevæbnet på den måde han stod på - med væmmelse i øjnene, der også fik Lola til at forstå en smule frygt derved. Men det var vel bare sådan hun tog det. "Min broder har netop færdet sig bort, men jeg er bestemt ikke tabt" sagde hun og nikkede, men huskede så, at hun havde set ham direkte i øjnene og fjernede atter blikket fra ham og lod det observere murstensvæggen, som hun lænede sig op af. Det var ikke engang en løgn. Hun havde netop set sin bror gå rundt nede ved markedspladsen, hvor han kom gående med en person af kvindeligt køn, der så ud til at have etableret et tæt forhold til ham. Hun stalkede ham ikke, men holdt sig sikker, at han ikke var i fare, som den storesøster hun nu engang stadig var. |
|
Fedt at være så inspireret alligevel! hehe
Selvom de nok ikke giver meget mening i sig selv xD