What's the story (morning glory)

Lommeuret af messing blev åbnet, og tandhjulene drev viserne sløvt rundt. Det var nat, men ikke sent i Viktors hoved. Det kunne også være svært at vænne sig til, hvor hurtigt tiden gik når man sad i bilen i flere timer. Turen fra Shade til Staint, igennem Hart, var en lang køretur, og med de allerede tonede ruder, kunne mørket nemt falde sig over omgivelserne uden at man blev visere. Som så ofte sad han på bagsædet af sit køretøj, med chaufføren opmærksom på vejen, og Viktor blot opmærksom på indholdet i sit glas. Han tog en slurk af den kraftige væske og skar tænder en enkelt gang. Musik var der skam også... en næsten melankolsk violin-melodi kørte over en baggrund af et dybt mandekor. Et langt foredrag plus en lang køretur. Han kunne næsten mærke hvordan en længsel efter aktivitet løb igennem hans årer og muskler, men samtidig var han nu meget tilfreds. Natten kunne være mange ting, og kunne ikke mindst byde på mange ting.
I et flygtigt øjeblik vendte han blikket ud af ruden imens køretøjet kørte langsomt bag et andet. Stadig med den kraftige blanding af blod imellem hans tænder faldt hans blik på en bleg skikkelse dækket af en tyk pels. Skikkelsen stod langt inde i en gyde imellem to store bygninger. De måtte være ved markedspladsen nu. Viktor tænkte ikke videre over det, og kiggede igen ned i hans glas. Langsomt, imens køretøjet var ved at dreje, gik det op for ham at skikkelsen var Miss Bellaiche. Den unge 'sangerinde' der havde opsøgt ham tidligere på ugen. Han trak vejret dybt ind igennem sine næsebor inden han så hældte resten af glassets indhold ned i halsen og stillede glasset fra sig. "William. Hold ind her." Og med det samme blev det adlydt, og køretøjet stoppede op. I et kort øjeblik kiggede han på sin revolver, som hang i et hylster imellem hans ben. Men han måtte nok hellere lade være. For mange spørgsmål.. "Jeg går herfra, William." Tilføjede Viktor imens han tog sine handsker på og åbnede døren. "Javel, Sir." Lystede chaufføren og satte roligt i gear efter at Viktor havde lukket døren bag ham. Han iklædte sig sin sorte trenchcoat og så sig omkring. Ikke mange mennesker var ude så sent. Han så hvad han troede var et kærestepar spadsere over vejen imens han rettede på sit jakkesæt.
Men der var ingen tid at spilde, og han måtte gøre brug af sin øgede hurtighed for at nå åbningen til gyden på mindre end et halvt minut. Hun havde set skræmt og forvirret ud, så det havde selvfølgelig gjort Viktor en smule urolig. Den eneste grund til at han havde kunnet se hende, var jo trods alt hans syn. Men alligevel... så hvilede der sig en kølighed over ham, der i takt med hans elegante skridt ind i gyden, viste sig næsten som en overlegen holdning og attitude. "Miss Bellaiche?" Automatisk knyttede han sine næver så lyden af det spændte læder kunne høres en smule. Igen kom hans mistroiske natur til syne, idet at hans blik også spejdede nysgerrigt rundt efter hvad der kunne være farer.

Ja, det var Lily. Der var ingen omfavnelse i vente fra Viktor, men han nærmede sig dog hende. Ikke i samme fart som hun nærmede sig ham, men med hastige skridt. Han behøvede tydeligvis ikke åbne munden før hun begyndte at forklare scenariet for ham. Han var en del højere end hende, så han krummede ryggen og vendte øret mod hende for bedre at kunne høre. Han havde også lettere ubevidst placeret sin hånd på hendes ene overarm, ved skuldren. Men pludselig virkede det som om at han ikke lyttede mere, og med blikket vendt imod gyden. Han hørte ikke det hele, men fik fat på at der var en Ghoul indblandet. "Jeg kan se at Deres gæst er ankommet." Sagde han lettere kynisk og skævede mod hende med et mere afslappet smil, men underligt nok, stadig øjne der var seriøse. Øjne der sjovt nok, for en gangs skyld, ikke var med kontaktlinser. Så det var det sorte dyb man så når man mødte hans blik. Han rettede sig op og gik forbi hende..
Ghoulen var tydeligvis fuldt efter hende, og vaklede sig rundt om hjørnet med kurs imod dem. Viktor var tydeligvis ikke bange for den, for han blev ved med at gå i et langsomt tempo imod den. "I mine år på det militære akademi, lærte jeg mange ting, Miss Bellaiche." Begyndte han og snævrede sit blik, som om at han forsøgte at fokusere mere på dette ynkelige væsen der var på vej imod dem. "Denne Ghoul er i et meget svageligt stadie.. enten sulter han gevaldigt, eller er først for nyligt genopstået fra sin grav." Der var jord på hans spinkle krop, og den ene arm virkede til at være brækket. Jorden antydede at han allerede var blevet begravet da han genopstod, og sulten kunne jo betyde at det havde taget noget tid for ham at komme op ad jorden. De fleste Ghouls lignede mennesker næsten på en prik.. men af og til var Viktor stødt på en i samme stand som denne. "En Ghoul ved sine fulde fem, eller som ikke er desperat, ville aldrig give sig i kast med en Demon, end ikke en som Dem." Han kiggede mod hende som han nærmede sig Ghoulen.
Da Ghoulen var tæt nok på Viktor, slyngede den ud med armen efter ham, og Viktor reagerede blot ved at gribe den om håndledet, og tage fat om dens hals med sin anden hånd. "Vi Demoner er meget stærkere, og en Ghoul er ingen større trussel mod os, end et tilfældigt menneske ville være." Viktor nikkede den en skalle, så den måtte tage nogle forvirrede skridt bagud, inden at miste balancen og falde på knæ. Viktor kørte en hånd igennem sit hår og gik igen hen til Ghoulen. Han gik om bag den, og tog fat om dens hals og nakke bagfra. Han kiggede en enkelt gang på Lily. Og i en pludselig og voldsom bevægelse, brækkede han nakken på det sørgelige væsen, og lod den slappe krop falde til jorden.
Viktor rettede på sin frakke, og rømmede sin stemme, inden at nærme sig Lily igen. "Jeg beklager De skulle se det, Miss Bellaiche, men den var til fare for sig selv og andre." Endnu engang kørte han sin hånd igennem sit hår, af frygt for at hans lille tumleri skulle have sat frisuren ud af kurs.

Viktor var lettere overrasket over hendes attitude og reaktioner. Hun havde nok ikke set megen til denne slags vold før, men et eller andet sted tænkte han også at det nok var på tide. Ingen, end ikke og især ikke en Demon, burde leve i alt for stor afstand af verdens realiteter. Dette var en ond og mørk verden, hærget af frygt og sygdom. At se en Demon som hende, der ellers virkede så selvsikker sidst han mødte hende, være så skræmt, var ikke et beroligende syn. Han smilte lidt da hun nejede, og fulgte hendes blik hen imod ghoulen da hendes ord syntes at være blevet afbrudt. Den ville være væk inden de næste par timer. Enten fortæret af zombier eller fjernet af administrationen. "Ingen årsag, Miss Bellaiche." Han stoppede op ved hendes side og så sig lidt mere omkring. Der var ingen grund til at sænke paraderne allerede, de var jo trods alt stadig udendørs. "Hvis det er Deres tro, at De har tilbragt for megen tid i det forkerte selvskab. Burde du være mere påpasselig." Svarede han, ikke dømmende men blot overbærende. Selvskabet af svagere mænd kunne gøre svag, både ham såvel som hende. Men han havde sine metoder hvorved at vedligeholde både sin fysiske og mentale styrke. Et horehus var vel også et sted hvor svage mænd kom og kunne føle sig.. 'stærke' igen? Hvis hun havde været underdanig år efter år i selvskabet af sådanne mænd, var det intet under at hun var nogenlunde blind for de realiteter der omringede hende.
Da hun lagde sin hånd på hans arm, begyndte at blot at gøre, at føre hende med elegante skridt og blikket ligeud mod gydens åbning. "Der er skam ingen der forventer at De besudler Deres hænder med en sådan vold.. blot at Deres øjne ser og derved kender til dets eksistens." Han kiggede på hende. "De behøver ikke bekymre Dem om tilbagebetaling. Denne service er skam ganske gratis." Tilføjede han og afslørede sine skarpe hjørnetænder i et smil der forhåbentligt kunne berolige hende lidt.
Da de to nåede gydens åbning så Viktor sig omkring og førte hende ned af en sti der gerne på et tidspunkt skulle føre til Clockworth Street... hvor han stadig mindedes at have sat hende af tidligere. "Ville det være til besvær, hvis jeg fulgte Dem hjem?" Disse gader kunne jo være farlige. Ikke så farlige som Mare eller Shade. Men man kunne sjældent forudse hvad der ville ske i mørket.. og nu hvor tågen også havde lagt sig over Staint, måtte han hellere sørge for at hun kom hjem i god behold. Det måtte være en sydvestlig vind der havde bragt tågen dertil.

Viktor var en Demon der følte sig meget forbundet med andre Demons. Ikke fordi han følte sig specielt bedre end andre, eller fordi han så dem som en vidtstrakt familie. Det var blot noget dybt inkarneret i hans sind, netop det at assistere andre Demons i deres ambitioner og med at ophøje deres stand. Som den ældste søn af en indflydelsesrig Demon familie, et syndikat, der overlevede på korruption og manipulation, havde det altid været et mål for ham at finde sin vej igennem livet via mere 'lovlige' veje. Helt ærbødig var han nu ikke overfor menneskets love, men de som accepterede retfærdighed iblandt Demons, omfavnede han som brødre og søstre. Han så lidt af dette i Lily. Han så en ambition i hende, ikke blot efter at manipulere med svagere mænds hjerter, men måske over efter at blive beundret for et gement og smukt talent... andet end bringe nydelse til disse mænd. Så måske ville han gerne hjælpe hende, eller måske var det blot fordi han var en gentleman.. uanset hvad, så gjorde han det, og denne slags handlinger og beslutninger behøvede jo ikke altid så megen tanke og overvejelse.
"Det er til intet besvær, Miss. En frisk gåtur ville måske endda gøre mig godt." Svarede han hende og skævede mod hende med et diskret smil. Som de gik, i et tilpas og roligt tempo, følte han tiden gå langsommere. Her var der ingen af Harts latterligt høje huse af beton, og samtidig intet af Mares usle slum. Dette havde altid følt som en mellemting, en blanding af gammelt og nyt, som en forening af kulturer. Han trådte i en vandpyt da de skulle krydse en vej, og han vendte tilbage til nuet og kastede et flygtigt blik mod omgivelserne, også bagud. Opmærksomt sørgede han for at lede hende udenom ting såsom vandpytter og huller i brostenene. Han havde ikke tænkt sig at smide sin frakke på jorden for hende, men hvis han kunne løfte sin arm og give hende en støtte på vej op af en høj kantsten, gjorde han det. "Hvad laver De også ude så sent om natten, og alene? Der er alligevel et stykke vej til Clockworth Street." Spurgte han nysgerrigt og kiggede på hende

Han satte pris på hendes ærlighed, men en lille hvid løgn gjorde ham absolut intet. Han var mere end blot vandt til small-talk og ligegyldige samtaler. Det var hans liv nu om dage, at føre alverdens samtaler med alverdens mennesker af samfundets finere lag. Men det gjorde nødvendigvis ikke at han var en meget snakkesalig person. Han snakkede vel som det passede ham, men der var også tid og plads til stilhed og ro. Samtaler var som altid en fin dans af ord, hvor sædvanligheder spillede en stor rolle. Alt blev ofte gengældt i samtaler, og et spørgsmål som det han stilte hende, ville sikkert også blive spurgt af ham. Så han svarede ikke rigtig på hendes svar, men nikkede blot med et diskret smil som en rolig reaktion. Nogle gange måtte han lige minde sig selv om at hendes job var hvad det var. Viktor havde aldrig brugt tid på et bordel eller lignende, så man kunne vel egentlig sige, at Lily Bellaiche var en af de eneste 'glædespiger' han havde mødt og spenderet tid med. Nogle andre skuespillerinde havde også en baggrund i bordellerne, hvor teatret ofte havde købt sig til et ungt talent af en alfons. "Jeg kommer netop fra Shade, hvor jeg gav et foredrag hos det militære akademi." Forklarede han, og indså lidt efter at det jo ikke svarede på hendes spørgsmål. "Køreturen fra Shade er meget lang, så da jeg så Dem, tænkte jeg at jeg ville gå herfra." Adskillige timer tog det at køre fra Shade og igennem Hart og til Staint. Med et enkelt møde i Hart på hjemvejen. Han var jo 'blot' en teaterleder. Iblandt de finere mennesker og aristokrater, blev folk som ham anset som kunstneriske og frisindede bohemer, så og sige. Det krævede megen arbejde og tålmodighed at opnå store mængder af respekt fra de rige, selv med hans stand. Så ofte skulle der rejses langt, også selvom det var sjældent der var et møde han skulle være til.
Han stoppede roligt op. På den anden side af vejen var der en gyde, eller nærmere en vej imellem nogle gamle bygninger der ledte til en sidegade til Clockworth Street. Denne lille flisevej var en smule oplyst, så ikke lige så skræmmende som den tidligere gyde. Som altid så man sig for, og derefter ledte han hende over vejen, og begyndte at gå roligt ned ad den snoede sti.

Hver sin smag... var det ikke hvad der ofte blev sagt? Hvis hun havde vænnet sig til at være det kønne ansigt, altid havde været det kønne ansigt, så var der vel uden tvivl noget trygt i at forblive således. Viktor havde altid haft forventninger og store ambitioner hvilende på sine skuldre, forventninger som der nødvendigvis ikke altid havde været hans egne. Han var langt fra lige så rebelsk som hans yngre broder, men han havde gjort gjort oprør imod sin fader, hvis ikke på en mere diskret og 'acceptabel' måde. Hans egen måde..
Viktor nikkede roligt med blikket på hende. "Jeg studerede og trænede hos Akademiet i næsten tre år, efter nogle år på universitetet." Tilføjede han til sit nik. Ikke at han troede en som hende ville være interesseret i at vide sådan noget. Igennem tiden havde han lært at man med fordel kunne fortælle mindre personlige ting til andre, og derved erhverve sig deres tryghed og intimitet, så og sige. Jo mere man 'åbnede' sig op for andre, jo mere stolede de på en. Det behøvede ikke være dybe sandheder, men blot simple og ærlige sandheder. "Indtil jeg i stedet valgte en karriere som skuespiller." Tilføjede han så lidt efter, og fortsatte med at lede hende hen ad stien. Det var faktisk en pæn sti. Man havde tilladt nogle få og meget små græsarealer være fri for brosten, og der groede simple ukrudtsplanter. Månelyset kunne ikke ses dernede, men 2 eller 3 gadelamper lyse en smule op langs stien. Nu hvor han gennemgik de ord han havde sagt til hende, lød det jo næsten selvforherligende. Han havde jo udrettet en del ting i sit liv, men der var jo ingen grund til at prale eller lignende.
Efter et øjebliks stilhed, og med tankerne på den nysgerrighed hun havde udvist før, tænkte han at han lige så godt kunne fortsætte. "Jeg trænede som taktisk og operativ agent. Også kaldet, Snigmordere af nogle." Fortsatte han og skævede mod hende. Nysgerrig over hvilken reaktion hun mon ville vise. Var det blot nysgerrighed der ville løbe ud af hende, og måske beundring? Eller ville der også være en mistroisk frygt og usikkerhed at spore hos hende. Dette var i hvert fald ikke noget han fortalte alle hans fine gæster.

Trods den skønhed og det lokkende ydre Staint havde at byde på, så lå der også en lettere melankolsk stemning over distriktet. Dette var hvad Viktor faldt for. Han havde en svaghed for det usædvanlige og det melankolske, det dystre. Han nød dæmpede lys og ambient musik der med hypnotiserende vokaler og strygende violiner syntes at række længere end blot til øregangene. Melankoli og det mystiske gik ofte hånd i hånd med det sofistikerede. Teatret var f.eks. smukt og Pleasure Quaters bordeller broderede og lokkende. Men der hvilede altid en skræmmende stilhed foruden lyden af tandhjul der drejede viserne på et gammelt ur. Som om at tiden gik blot lidt langsommere her, og der derved var tid til at nyde tilværelsen og dets goder. Måden bygningsfacaderne ofte var skæve og lænede sig ind over vejene og gyderne, og måden hvorpå brostensgaderne bølgede... alt var lokkende, og syntes at gemme på en historie, en fortælling.
"Mange stier og steder en mand kan rejse ad og til, kan byde på uventet tilfredsstillelse og nydelse." Han vendte blikket lidt indforstået mod hende med et skævt smil. "Imens andre mænds ambitioner driver dem ud på ensomme stier." Svarede han endelig og vendte så blikket mod stien. Trods stedets ynde var stien dog ikke vedligeholdt godt de seneste par år. Så der var huller og bump i stien. Idet han førte hende udenom at hul, lagde han mærke til hvordan hun kom lidt tættere på ham. "Men ja, det kunne være ensomt til tider. Men ensomhed er intet at være bange for." Det gjorde ham intet, og der var som en hvis tilfredsstillelse i at være til støtte for en anden, at agere som et epicenter for den person tryghed. Som en søjle hun kunne læne og støtte sig op ad når jorden rystede under hendes fødder.
"Men jeg færdiggjorde ikke min træning inden jeg valgte at drage til teatret som skuespiller." Så han var skam ikke en snigmorder, i hvert fald ikke på papir. Og han arbejdede så sandelig ikke for administrationen. Han var sin egen mand, sin egen Demon, der gjorde hvad han kunne for at fremme sig selv, og forhåbentligt dem omkring ham. Endeligt nåede de igennem denne sti, og endte op på Clockworth Street. Hvad der syntes som en meget stille gade, lige bortset fra de teatergrupper og små bohemesamfund han vidste holdte til her. Han kiggede hurtigt på nogle af husnumrene. "Nummer 36, ikke sandt?" Spurgte han og skævede mod hende, inden han så drejede ned i den retning hvor hendes lejlighed eller hus måtte være.