Wolves among Sheep

Viktor kunne ikke undsige sig glæden ved at være nået så langt som han var nået. Hans lette indflydelse og rang i Staint gjorde ham meget tilfreds, en tilfredshed der manifesterede sig som selvtillid. Mange mennesker skulle vel stadig vænne sig lidt til at have en Demon i de højere lag af samfundet, da 'folk' som ham stadig var lidt mystiske for de fleste. Men heldigvis også eksotisk. Dette gjorde blot at mange alligevel valgte at komme forbi teatrets forestillinger, og smide investeringer og penge i hans retning. Han var langsomt ved at blive et meget respekteret medlem af samfundet, dog stadig med sine kontroverser og forunderligheder der også kunne tiltrække andre end blot de rige. Om hans fader var stolt, sagde ham intet. Hvis blot Viktor kunne blive mere succesfuld end faderen..
Stadig og meget roligt sad Viktor og læste opgørelsen, og stillede vinglasset fra sig på bordet foran sig. Med en fri tommelfinger fjernede han lidt af den røde væske fra hans overlæbe. Først da den kvindelige stemme ytrede hans navn, kiggede han op fra papiret, faktisk lettere glad for at være blevet afbrudt i læsningen. Som det første faldt hans blik på hendes øjne. Hun var tydeligvis en af de Demons der ikke gjorde et særligt stort nummer ud af at lignede menneskerne. Han svarede ikke med det samme, men fortsatte med at betragte hende i hvad der syntes et øjeblik, men sikkert vare lidt længere. Hendes tøj var fint, men der var noget mere ved tøjet, der måske pegede i retningen af en mindre gloværdig karriere. Hun lignede lidt nogle af escortpigerne. Han smilte diskret og lukkede mappen sammen for derefter hurtigt at rejste sig fra stolen. "Ja. Og De er?" spurgte han hurtigt derefter inden han tog imod hendes hånd, og blidt trykkede den. Smilet var måske venligt, og hans opførsel meget imødekommende... men blikket granskede hende skarpt, og en mysticisme lagde over ham. 

"Lily" gentog han for sig selv imens han nikkede en enkelt gang og slap hendes hånd. Mere nåede han heller ikke at sige inden hun fandt en plads vej bordet. Han så sig omkring inden han så selv satte sig ned igen. Viktor krydsede det ene ben over det andet, og foldede sine hænder i sit skød, inden han fæstnede sit blik på hende. Lidt spændt var han da på at høre hvad hun mon ville sige. Var det forretninger, var det en anmodning? Igen lod han et par fingre gribe om vinglasset, stadig imens han kiggede på hende. Han mindedes ikke at have set hende før, men så igen, så var han jo også en travl Demon. Ikke længe skulle han vente inden hun atter åbnede munden, og stillede et spørgsmål han ikke havde forventet. Han var ikke vandt til at de unge talenter kom direkte til ham, men med et diskret smil blev han mindet om hvordan han selv var en gang. Hun var enten modig eller desperat, siden hun kom til ham denne aften.
"Jeg er Direktør og Teaterleder, ikke Instruktør. Så desværre er det ikke mig der står for hyring af unge talenter som Dem selv." Forklarede han roligt og forsøgte at være venlig, selvom at det nok ikke ville falde i god jord hos hende. Der var jo mange teatergrupper og projekter igang, og Viktor havde kun noget at gøre med nogle få af dem af gangen. Men han forsøgte dog at være indblandet i dem alle. Han sippede tålmodigt lidt til den røde væske, og fjernede atter noget af det røde fra overlæben. "Men.." Sagde han og stillede glasset fra sig. "Hvis jeg ikke tager meget fejl, så har vi en Opera på vej indenfor de næste par måneder. De kunne jo eventuelt snakke med Instruktøren, Mr. Angelo Dietric om en rolle." Han kiggede sig diskret omkring igen. Gæsterne var ude af dørene, og tjenerne var ved at gøre deres pligter færdige, og nogle af dem allerede på vej væk. Han rejste sig fra stolen, og tog mappen under armen. "Men hvis De ikke er til den slags, holder vi en sjælden gang imellem et bal eller velgørenhedsarrangement i teatret... Jeg skal sørge for at holde Dem i mente hvis vi nogensinde skulle mangle en sangerinde."

Vinglasset kunne få lov til at blive stående. Nok virkede han en smule uhøflig idet at han havde rejst sig fra bordet så tidligt efter hun havde sat sig, men stedet var så småt ved at være tomt, og det var ikke her han havde lyst til at være længere. Sjovt egentlig, hvor mange år han havde brugt i dette sted. Først som vagt, derefter som statist, derefter skuespiller og til slut som teaterleder. I næsten otte år havde han gået ind og ud af denne hoveddør og set disse uforanderlige vægge vedligeholde deres traditionelle glans. I næsten otte år havde han passet lyset af lysekronen og betrådt alle slags gulve dette sted havde at tilbyde. Han havde endda givet sig i kast med dans i en periode. Men trods hans medfødte fysiske evner og elegance, havde det ikke været noget for ham.
Viktor blev revet ud af sine tanker da lyden af den væltede stol rungede igennem lobbyen. Hendes ivrighed var charmerende og næsten bekræftende, men også en smule irriterende. Og her havde han troet at Demons var elegante og graciøse væsner. Han gik rundt om hende, og rejste roligt stolen op igen. Viktor tog derefter imod kortet med et overbærende blik, og betragtede kortet nysgerrigt. Et noget så pænt kort måtte han sige. En tjener kom og fjernede vinglasset med et lille nik fra Viktor. "Min frakke." sagde Viktor indforstået, og tjeneren nikkede forstående inden han forsvandt ind i hvad der måtte være garderoben. Igen kiggede Viktor på kortet, og vendte sig imod Lily. Han puttede kortet i blazerens brystlomme. "Entusiasme er en dyd i denne branche, men lad det nu ikke udvikle sig til hovmod." Lød det så fra ham med en lille skæven. Alt for ofte steg talent til hovedet, og skuffelsen ville derfor blive meget stor. Hun virkede flink, men også uerfaren trods hendes påståede talent.
Tjeneren kom hurtigt derefter med frakken, som Viktor hurtigt iførte sig efter at have sagt godnat til tjeneren. I et øjeblik stod han og kiggede på Lily, og han sukkede med et diskret smil på sine læber. Fra frakkens inderlomme trak han en blok notespapir og en kuglepen. Han lænede sig over bordet og begyndte at skrive navne og numre på den. "Det første nummer er til Angelo Dietric. Snak med ham og skaf Dem selv en audition til Operaen." Han blev færdig med at skrive og stillede sig atter oprejst, for derefter at række hende papiret. "Det andet nummer er til vores musikalske koordinator, Miss. Frederics. Hvis hun siger De kan synge, kan De synge." Han puttede atter kuglepennen tilbage i frakkelommen og rettede lidt på sit tøj. "Jeg beundrer Demons der stræber efter andet end blot arrogance og korruption... Mit nummer er på bagsiden. De skal være velkommen til at ringe hvis De har spørgsmål, eller har brug for hjælp." Hoveddøren blev åbnet og hvad der lignede chauffør trådte ind for derefter at sende et nik til Viktor. Viktor gik hen til en disk, og rakte ud efter en knap. Da han trykkede på den, slukkede lyset i lobbyen. Derefter placerede Viktor en hånd på Lilys ene skulder, og førte hende udenfor døren som blev holdt af chaufføren. Et øjeblik kiggede han på den sorte automobil, og derefter på hende. "Kunne jeg tilbyde Dem et lift hjem?"

Det var næsten smigrende, hendes reaktioner til hans ord og velgørenhed. For det var en velgørenhed. Han hjalp sjældent nogen så meget som han netop havde gjort hende. Men det var nok også fordi hun var den hidtil eneste der var kommet til ham, og spurgt så direkte efter hans hjælp. Han fik låst hoveddøren til Teatret, og trukket et stort gitter for, så den var sikret mod både tyveri og zombier. Man kunne ikke være for forsigtig i denne mørke verden. Da hun accepterede hans tilbud om et lift, nikkede Viktor mod chaufføren, og åbnede derefter selv døren til automobilens bagsæde. Han ventede på at hun fik sat sig, og vendte derefter blikket mod gaden inden han selv satte sig ind efter hende, og lukkede døren. Det var en sort bil, forstærket med panserglas og plader. Han satte sig til rette og rettede på sin blazer imens at chaufføren fik sat sig bag sædet. En tonet skærm adskilte det rummelige bagsæde fra førersædet og passagersædet, og en lille lem blev åbnet. "Hvortil, Sir?" spurgte chaufføren høfligt. Viktor vendte blikket mod Lily og ventede egentlig bare på at hun ville fortælle chaufføren hvortil hun gerne ville køres. Hun lignede en der ville bo i Staint-kvarteret - men man kunne vel aldrig være sikker?
Viktor trak et lille bord ud foran sig, hvor der var en flaske og et par cognac-glas. Væsken i glasset var selvfølgelig blodrød. "Kunne jeg tilbyde Dem et glas?" Han var en meget tålmodig person. Staint-kvarteret var stort, og det kunne alligevel tage noget tid før de nåede deres destination. Egentlig forventede han ikke at hun ville takke nej, så han begyndte at hælde op i begge glas, og rakte hende det ene. Han sippede lidt til det imens han ventede på at chaufføren satte i gear.

"Straks, Miss." Lød det fra Chaufføren og han lukkede lemmen i. Inden længe kunne Viktor mærke at automobilen rørte på sig. Ruderne ud mod gaden var også tonede, til en sådan grad at mennesker eller lignende hverken ville kunne se indefra eller udefra. Men Demons, med deres forstærkede syn, ville nemt kunne se. Der var heller ikke meget lys ved bagsæderne, ud over en lille lampe eller to over dem. Det var ikke engang hans bil, heller ikke hans chauffør, ikke som sådan. Denne chauffør havde kørt med Viktor i næsten 3 år, men det var ikke Viktor der havde hyret ham. Det var hans far, Franco Machiavella. En gammel man som han blev mindet om da hun igen kaldte ham for 'Mr. Machiavella'. "Viktor. Kald mig Viktor." Bemærkede han først roligt og smilte blot en smule til hende, men uden at kigge helt på hende. Tiden på bagsædet af denne bil, var altid en afslappet og stille tid for Viktor. Når han ikke gad døje med gadernes larm og truslen i mørket, ville han sætte sig herind. Der var også en lille grammofonafspiller i midten, fyldt med alverdens orkestrale og klassiske toner, sange og melodier. Men han satte den ikke i gang, da hendes stemme og stadig smigrende ord, hang i luften.
"Vi gør alle hvad vi kan med de midler der er givet os, og med de evner vi har udviklet." Han hævede glasset til et lille uformelt skål, og drak resten af glassets indhold. Det var en kraftig blanding af stærk likør og tyreblod, hans yndling... Hans ord bar måske en tvetydighed. Han var begyndt at bemærke et mønster i hendes smigren og komplimenter. Hun var tydeligvis vandt til at fortælle mænd for gode og fantastiske de åbenbart var. Så på trods af at hendes komplimenter dog var velkommen, ledte hans lettere mistroiske natur ham til at tage det med et gran salt. 
"Og hvad med Dem, Miss Bellaiche? Hvad har De udrettet?.. Laver De andet end at synge?" Spurgte han af en underlig interesse. Egentlig også lidt for bare at samtale med hende, men skam også for at lære denne unge Demon bedre at kende. Han kiggede end ikke på hende, men hans blik var i stedet fæstnet på hans læderhandske på hans hånd, og det tomme glas imellem hans fingre.

Den var lidt underlig, Viktors opvækst. Med alle hans år af krævende studier og hårdt arbejde, havde han socialiseret, eller forsøgt at socialisere med alle slags intelligente væsner. Mennesker i højest grad, også derfor han gjorde hvad der var behøvet for at passe ind med dem. Han havde jo kontaktlinser, og hans skægvækst gav ham et mere menneskeligt look, også selvom den marmorblege hud stadig var synlig. Men han havde ingen planer om at ligne et menneske hele hans liv. Med tiden skulle folk omkring ham nok vænne sig til det faktum at han var Demon, og langsomt ville han kunne vise mere og mere af hans sande natur. Men det var alt sammen en delikat dans og en langsom process. En ung kvinde som Lily kunne måske i højere grad vise sin sande natur, da det uden tvivl gjorde hende mere eksotisk og mystisk. Hvorimod en person af hans fysiske fremtræden sikkert ville skræmme folk mere.
Underligt nok, virkede Viktor ikke særligt overrasket over hendes svar. Måske havde han lidt forventet det? Alt hvad han gjorde var at smile en smule, stadig med blikket på hans tomme glas. "Der er lang vej fra de broderede horehuse af Pleasure Quater og til Teatrets gulve." Lød det afslappet fra ham, men ikke nødvendigvis dømmende. Som havde havde sagt tidligere, så gjorde alle jo hvad de kunne for at fremme sig selv. Hun vrikkede lidt med halen til aristokraterne imens han iværksatte hans ambitioner med intelligens og ynde. Sådan virkede det i hvert fald.
Hans blik blev fjernet fra glasset da han mærkede en hånd på hans egen. Han vendte blot blikket mod hånden, og fæstnede blikket derpå. Hun var uden tvivl god til at forføre.. måske kunne hun forføre fra afstand, på de skrå brædder med større succes? Han fortsatte med at lytte tålmodigt til hende, og hans blik kørte som en elevator fra hendes knæ til hendes hår, da hun nævnte at hun ikke var en overfladisk hore.. Hans mistroiske natur var ikke overbevist, ikke det mindste... Han kunne sige at han var teaterdirektør, men inderst inde vidste han at han var noget andet... måske var det, det samme med hende? Men, Demons var måske hans svage punkt. Og hvis han kunne hjælpe en anden Demon med at fremme sin stand i dette samfund, så var det vel hans pligt?
"Lykken står den kække bi... Er det ikke hvad de siger, menneskerne?" Sagde han og fjernede sin hånd fra under hende, for så at hælde noget mere op i hans eget glas, såvel som en smule i hendes. Hun var mere end velkommen til at prøve at fremme sig selv, det ville han ikke stå i vejen for. Men han kunne nu ikke lide tanken om en hore i teatret der charmede sig ind i magistraterne, eller gjorde aristokraterne flove over synet af hende... men det var nok bedst at holde det for sig selv, i hvert fald indtil han havde hørt noget mere til hendes talenter.