Wild wild east

Lily skuttede sig gevaldigt i regnen mens hun forsøgte at finde fodfæste på de glatte brosten mens hun kæmpede sig ned ad gaden mod Breaker's Point. Hun undrede sig stadig over hvordan hun var kommet hele vejen til Mare. Med bus til metrostationen i Staint, gennem Hart og den smukke, oplyste bymidte, og ud til Mares metro hvor hun var trådt ud i den kolde regn der silede ned over den triste forstad. Alt var koldt og forladt og mennesketomt. Aldrig havde hun været i den del af Utopolis, og synet af hendes omgivelser fortalte hende tydeligt om hvorfor. Forfaldne bygninger, gadelamper der blinkede blegt. Slet ikke som i Staint. Det blide, rosenagtige lys som hun kendte og bød velkommen, selv i silende regn. Det her var anderledes. Det var bidende og stikkende, som om huden ikke kunne ånde i det.
Hun havde taget få skridt udenfor metrostationen inden hun fik fat på en ensom taxa der kunne tage hende til Breaker's Point. De måtte køre flere omveje for at undgå zombier. De ulækre, halvrådne mennesker der vandrede i flokke og satte i løb så snart se så bilen. Hvordan kunne man overhovedet leve her?! Hendes hjerte hamrede i halsen på hende og hendes hænder knugede taxachaufførens forsæde mens de begav sig på vej. Han var dygtig og kendte alle smutveje og hun betalte ham rigeligt i drikkepenge og spurgte om hans nummer til når hun skulle hjem. Han gav det til hende gavmildt.
Det var takket være det knæk som Viktor havde givet hende, at hun nu kunne rejse udenfor Staint og Hart. Hun havde aldrig gjort det før. Men noget i hende var ødelagt. Porcelænsdukken var gået i stykker. Krakeleret. Både udenpå og indeni. Det var en fryd og det var en
Hun trådte ind i Breaker's Point. Der stank af øl og pis og dårlig hygiejne, så dårlig at hun måtte tage en hånd op for munden for at kunne overskue at trække vejret. Hun skridtede ind og slog hætten bort for at blotte sit kønne ansigt. Det tog sig forfærdeligt forkert ud i de rå, rustikke omgivelser, og alle blikke vendte sig mod hende med det samme mens hun gik gennem slyngelstuen. Hun kunne se ham på lang afstand. Perfekt dramatisk og alligevel afdæmpet nok til hendes smag. Et smil spillede omkring hendes læber da hun kom hen til bordet og satte sig yndefuldt foran ham. En let rynke over næsen viste sig ved synet af regnvandet fra hans sko. Hun satte en albue i bordet, hvilede hagen i hånden og så smilende på ham.
"Nathaniel, always a pleasure," sagde hun smilende. "Du er et rart syn i disse omgivelser," hun skævede lidt tvivlende rundt inden hendes blik vendte tilbage til ham.

Hans spydighed glædede hende lidt. Det var som en bizar fryd der løb igennem hende. Hun var smart. Hun var kraften bag hvad der skulle ske. En aftrækker, en finger, et skud, og et helt liv ændret. Det var hendes valg, og hun havde taget det. Hun havde trykket og sendt kuglen afsted. Nu måtte hun væbne sig på vejen frem. Der ville være mange steder Viktor kunne få fat på hende - til gengæld havde hun en god idé om at han havde nok fjender der kunne blive hendes venner - om hun så skulle bruge sine gamle talenter til at forføre dem eller ej.
Deres sorte øjne mødtes, ildens glød splintredes i deres overflade.
"Viktor Machiavella," sagde hun kort. "Han skal stoppes og det skal ske snart. Han er til fare for andre. Ikke kun dem, han tilsyneladende dræber af retfærdige grunde, men alle. Systemet. Administrationen." Hun talte hurtigt men dæmpet, hende læber bævede ikke et sekund. Stålet i hendes rygrad var blevet hærdet. Hun var på krigsstien. Hendes hånd gled hen over bordpladen og tog hans.
"Jeg ved du er agent, du var den eneste jeg kendte til og som jeg tænkte ville være interesseret i at hjælpe. Hjælp mig, please. Hjælp med at stoppe Viktor." Hendes stemme var indtrængende, ikke bedende, men fast og bestemt. Hun mente hvert ord hun sagde med hver en fiber af hendes krop. Vreden kunne stadig finde vej i hende fra tid til anden når hun tænkte på hvad var hændt, den fatale aften. Det føltes som årtier siden. Hun var ikke længere en forskræmt, forsagt forstadstøs der gav sig til på bordellet. Hun var vokset til noget farligt. Dæmonen i hende var vågnet og spyede ild og drak blod.

Neglene trommede lidt i bordet mens hun overvejede sit svar. Blikket flakkede kort til hans halvt tomme krus og hun bed sig i læben før hun så op og tilbage på ham. "Nogle nætter siden… ikke så mange nætter siden, det var da jeg ringede til dig," begyndte hun. "Jeg var løbet hjemmefra teateret fordi…" hendes stemme døde lidt hen og hun slog blikket helt ned. Det var jo faktisk Nathaniels skyld at hun var stukket af, men noget i hende havde mere tillid til ham end til Viktor, til trods for at han havde vækket skammen og vreden i hende. Måske hun egentlig burde takke ham? "Jeg var trist og trængte til frisk luft, men han var løbet ud efter mig. Jeg blev pludselig overfaldet af en mand der ville… ja, han ville voldtage mig, men Viktor kom og reddede mig…" ordene lød hule i hende. Alligevel var der en snert af hende der var trist til mode og hun ønskede at det ikke var sandt at han havde reddet hende. Men det var jo sådan han havde endt med at vise sig for hende. Sandheden kom frem og den havde skræmt hende fra vid og sans. Det gjorde den stadig.
Hun tog en dyb indånding og så bestemt på Nathaniel. "Han reddede mig men manden der overfaldt mig han blev… Viktor flåede i ham. Han bed i ham og smed ham ned i kloakken til zombierne. Han var fra den, forfærdelig. Forstyrret. Jeg ved ikke hvad det var, men jeg er bange for at han har gjort det før… ladt dæmonen løbe af med sig, og det kan sætte alle dæmoner i en forfærdelig situation. Hvis vi bliver ligeså fjendtliggjort overfor mennesker som zombier, så er han en farlig trussel. Men også de ting han gør," hun bed tænderne sammen. "Han er snigmorder, han fortalte mig det selv. Jeg ved ikke hvordan eller hvornår han gør det, men jeg ved at han er det. Og hvad der er sket, kan være til fare for os alle."

Et par fingre gned sig over hendes pande mens hun forsøgte at huske det. Det var natten med ghoulen. Hendes første møde med den uhyggelige, skræmmende virkelighed udenfor Staint. De havde gået tur. Hun brød sin hjerne for at huske de præcise ord.
"Altså han sagde det ikke sådan direkte... eller jo, det gjorde han men det var på en anden måde..." forsøgte hun at forklare. Hun så undskyldende op på ham. "Jeg kan ikke huske det præcist men det var noget i den retning. At han var snigmorder, begik drab eller sådan noget. Jeg så intet ondt i det først, han er jo en dæmon, men den anden aften... da jeg så ham bøjet over den stakkels mand... Ja, han var en forbryder, men han skulle hellere være stillet for en domstol. Jeg føler ikke sympati med drab bare fordi det er rigtigt i en persons tanker. Jeg tror på retfærdighed." hun så forsikrende på ham, for at understrege sin alvor. Hun var nok ikke selv den mest moralsk korrekte person i verden, men hun vidste når noget var rigtigt og forkert, og det Viktor havde gjort var ikke bare forkert, det var ulovligt. Og farligt. For alle og for dæmonerne. Det var faktisk mest dem hun havde tænkt på. Om zombierne havde spist manden helt eller han var overlevet, det var ikke hendes sted at dømme den situation. Hun vidste bare at det kunne have fået forfærdelige konsekvenser hvis nogen havde set det.

Hun sukkede og rystede på hovedet og slog blikket ned i bordet. "Nej, desværre," svarede hun og strøg en lok af det bølgende, kastanjebrune hår bag øret inden hun så tilbage op på ham. "Det er alt jeg ved." Hendes fingre strammede deres greb om hans hånd på bordet og hun så indgående på ham. "Er der noget du kan gøre? Er det nok til at du kan tage det videre til dine overordnede og måske få ham standset?" spurgte hun. Hun så jo allerhelst at ingen kom til skade, men alligevel havde Viktor fjernet visse privilegier for hende, og det var egentlig mest det der gjorde hende vred. At han, bare fordi hun havde set inde bag hans maske, var blevet trodsig. Men sådan var det jo også for hende. Hun var selv blevet arrig. Det havde hun egentlig ikke overvejet endnu. At hendes reaktion var ligeså modstridende hans som hans var imod hendes. Men det hun var mest træt af var hans direkte afvisning af hendes forsøg på at hjælpe. Nej, hun kunne ikke begynde at sympatisere.
Hendes negl kørte langs en rende i bordpladen. "Jeg håber ikke I vil dræbe ham, det ønsker jeg mindst af alt," sagde hun stille. "Bare standse ham. Det er alt jeg beder om." Hun så bedende på Nathaniel og hendes fingre krammede hans endnu engang for at vise sin inderlighed. Der måtte ikke ske Viktor noget. Bare... ja, hun havde egentlig ikke forestillet sig hvad de kunne gøre, om det kunne gøres bedre eller hvordan. I hendes hoved begyndte billederne af Viktor i en gummicelle at dukke op, og hun mærkede det give et sæt i hende over frygten om at miste ham.

Hun så lidt ned til siden. Skosnuden gled langs revner i gulvbrædderne, en smule usikkert og rastløst. Han havde vel ret. Hun havde åbnet posen og sluppet bæstet ud, nu måtte hun stå til ansvar for det. Indeni vendte det sig efterhånden lidt uroligt. Spændingens bue var brudt og det var realiteterne der var tilbage at forholde sig til. Kolde, kyniske facts.
"Jeg skylder ham alt men jeg kan stadig ikke have det på mig, hvis der sker noget, og jeg kunne have forhindret det," forklarede hun. Var det et forsøg på at få retfærdiggøre hendes handlinger, at hun ville forklare, gøre sig forståelig? Det kunne vel godt ske at det var det hun forsøgte. Hun så tilbage op på ham og sukkede mens hun gled en hånd over ansigtet med en bekymret mine. "Jeg tror det var alt jeg ville sige," sagde hun afsluttende.

Lily trak på skuldrene. "Der var en sød taxamand som kørte mig fra metrostationen og hertil. Jeg har hans nummer trods alt, men jeg ved selvfølgelig ikke hvor lang tid der kan gå," svarede hun mens hun betragtede ham drikke hvad han kunne og tænde sin smøg. Hun holdt en hånd for næsen for at skærme sig mod røgen. Den skar i næsen, krads og ubarmhjertig. Hun smilede halvt. "Det var lidt uhyggeligt da vi blev nød til at undgå en gruppe zombier. Det vil jeg helst ikke opleve igen." Hun rakte ned og glattede sin kjole lidt inden hun så lidt spørgende på ham. "Kan du hjælpe mig hjem da?" hun bed sig let i læben. Sidste gang var det jo gået forrygende, to put it mildly.